Lidt om at være en lille smule bange

“Egentlig er jeg bange for mange ting. Jeg er bange for at ringe til folk jeg ikke kender. Jeg er bange for at flyve. Jeg er bange for højder. Jeg er bange for at komme for sent til en aftale. Jeg er bange for at komme for tidligt til en aftale. Jeg er bare for at tale foran selv den mindste forsamling af mennesker. Jeg er bange for at stå alene til en fest og ikke have nogen at snakke med. Jeg er bange for mørke. Jeg er bange for gyserfilm. Jeg er bange. ikke hele tiden og ikke over alt. Men jeg er fandme tit bange.”

Jeg kunne skrive en masse ord om de praktiske forberedelser, der stille og roligt begynder at fylde hverdagen inden løbet på søndag. Egentlig gider jeg ikke kalde det “løbet” for det lyder både intetsigende og kedeligt. Jeg vil hellere kalde det ved dets rette ord. Marathon. Det er stadig et løb, men alle, der har løbet et marathon ved også, at intet kunne være længere fra sandheden. Et marathon er noget specielt. Ikke nødvendigvis det at løbe 42 kilometer, for det findes der trods alt tusindvis mennesker, der gør hvert eneste år. Tallet er endda sikkert meget højere. Men oppe i hovedet er det en helt særlig oplevelse at krydse målstregen efter at have tilbagelagt den klassiske distance. Men jeg gider faktisk heller ikke skrive om rødbede-shots, Vitargo, split-shorts eller vaseline. Det bliver sgu lidt kedeligt i længden. Især Vitargo med blodappelsin-smag. Det er fandme kedeligt. I øvrigt smager det ikke engang af blodappelsin og indpakningen var så grim, at det lignede et forbudt produkt til østeuropæiske bodybuildere, der aldrig ville få tilladelse til at blive solgt på det danske marked. Så det gider jeg faktisk ikke skrive mere om.

img_9375

Jeg vil hellere skrive om at være lidt bange. Det lyder mere spændende og helt sikkert mere vedkommende end hvordan en liter rødbedesaft kan reduceres til et shot på 70 milliliter. Det at være bange er langt mere interessant. Det kan jeg sige noget om. Måske noget klogt? Og så alligevel! Det skal ikke være klogt. Kloge ord er sgu også kedelige. Jeg er ihvertfald ikke klog og klogskab er egentlig ikke noget jeg gider at stræbe imod. Jeg vil bare gerne fortælle. Om at være bange. Måske er der endda andre, der kender denne følelse. Det er ikke en altoverskyggende følelse, der gør mig handlingslammet. Det er ikke decideret frygt, men bare en konstant påmindelse i baghovedet, der gør mig distræt, glemsom og indadvendt i disse dage. Årsagen er jo klar. Måske behøver jeg slet ikke skrive den, men det hænger naturligvis uløseligt sammen med at jeg om 4 dage skal løbe HCA Marathon i Odense. Lige nu tænker jeg på, hvordan tiden pludselig gik så hurtigt! For lidt siden var der lang tid til og som de andre gange, har jeg nu en følelse af at være overrumplet. Jeg burde vel vide bedre. Det gør jeg ikke. Nu står jeg her igen. Fyldt med spænding, forventning og ikke mindst glæde. Og så er jeg altså en lille smule bange. Men hvad er jeg bange for?

img_0176

Jeg er ikke bange for at løbe 42 kilometer. Det har jeg prøvet før. Jeg ved, at jeg kan gennemføre distancen. Det betyder ikke, at det ikke bliver hårdt, men jeg ved at jeg kan løbe så langt. Det betyder heller ikke, at jeg tager let på det. Jeg husker Hasses ord om “at have respekt for distancen”. Det er vigtigt. Uanset om man løber sit første marathon eller nummer 100. Jeg har en ide om, hvordan min krop vil reagere undervejs i løbet, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Det aftvinger respekt. Det skal det gøre.

Derimod er jeg faktisk lidt bange for at ramme målstregen i samme tilstand som jeg gjorde til Copenhagen Marathon. Det kan måske lyde skørt, men det var en hård oplevelse. Især mentalt. Jeg var stolt og glad, men jeg var også drænet fysisk og psykisk i perioden bagefter. Derfor har jeg givet mig en en smule frirum ift. min målsætning på søndag. Der er altid en balance imellem at føle enten forventningspres eller forhåbningspres frem mod en begivenhed, hvor man har en forventning om at skulle præstere. Jeg har måttet erkende, at jeg simpelthen har haft svært ved at motivere mig selv til endnu en præstation i år. Jeg har haft brug for luft. Brug for ro. Det bliver ikke et skolepige-løb, som jeg bare vil bade mig igennem. Det skal nok blive hårdt og komme til at gøre ondt. Men jeg kommer ikke til at løbe mig selv i jorden igen. Det er jeg lidt for bange for.

img_0193

Jeg er bange for at skulle stå efter løbet på søndag og erkende at jeg har ramt min grænse for, hvor langt jeg kan udvikle mig på marathon-distancen. Jeg har en drøm om langt hurtigere tider end jeg hidtil har præsteret. Jeg har en tro på, at det er muligt. At det kan lade sig gøre. Men samtidig bliver jeg alligevel ramt af tvivlen. Hvad nu, hvis den dag i København i maj måned bare var dagen. Dagen, hvor alt spillede og gik op i en højere enhed. Jeg har jo en ultimativ drøm på marathon-distancen. Tanken om, at den skulle forblive en drøm gør mig sgu lidt bange. Jeg har brug for, at løbet på søndag efterlader mig med en tro på, at det fortsat er muligt at drømme.

Jeg er også bange for at blive syg. Jeg er bange for at blive skadet. Jeg har været lidt øm i min ene akillessene og bag på mit ene knæ. Så går jeg og mærker lidt efter om det nu er blevet værre eller bedre. I mandags var det ømt. I dag er det godt. På søndag er det forhåbentligt helt væk. Derudover analyserer jeg hvert eneste host eller nys for tegn på, om en infektion kunne være under optræk. Selvom jeg ikke har den fjeneste ide om at tyde den slags symptomer. Latterlige tanker som “var det ikke anden gang i dag, at jeg pudsede min næse” eller “har mit tis ikke en underlig farve?”. I søndags havde jeg ondt i maven og var sikker på, at jeg var ved at blive syg. Sådan rigtigt syg. Selvfølgelig var jeg ikke det!

Selvfølgelig handler det ikke kun om at være bange for løbet på søndag. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig rigtig meget. Selvom jeg har haft brug for at fjerne en smule af mit eget forventningspres fra mine skuldre, så er jeg forhåbningsfuld. Jeg er fuld af forhåbning. Det oplagte spørgsmål, som jeg får fra mange forskellige mennersker i disse dage er naturligvis: “Hvad er dit mål?”. Op til alle de andre løb, som jeg har løbet i år, har jeg haft en klar målsætning om at ramme en bestemt tid. Det har ikke været ud fra et perspektiv om at lave en ny PR, men i højere grad ud fra en personlig vurdering af, hvad der har været realistisk for mig og stadigvæk føltes en smule urealistisk. Det havde jeg også, da jeg startede på mit træningsprogram fra Hechmann Running for næste 15 uger side. Målet var en tid på 3 timer og 20 minutter. Det har jeg flyttet mig en smule fra. Mest fordi, at jeg ikke har givet mig selv de optimale betingelser, der skulle til for at lykkes med dette mål. Jeg er for tyk, for umotiveret og for bange for at løbe i mål igen med en krop, der var forbi alle dens grænser og stærkt dehydreret.

img_0072

Målet er alligevel klart. Måske? Det er bare ikke gjort op i en bestemt tid. Jeg har en forhåbning om, at jeg kan løbe et veldisponeret løb. Jeg vil gerne løbe stabile splits hele vejen. Jeg vil gerne løbe negativ split. Jeg vil løbe i mål med følelsen af at have haft et godt flow igennem hele løbet. En god oplevelse. Ikke en oplevelse af at det skal være “let”. En god oplevelse. Et flow i mit løb, hvor jeg ikke er bundet af et bestemt pace, men af følelsen og fornemmelsen i min krop og mine ben. Hvis benene føles gode, har jeg ikke tænkt mig at ligge og holde igen. Slet ikke! Det lyder alt sammen meget godt. Lad mig så punktere hele lortet igen. Jeg skal selvfølgelig også i mål under 3 timer og 30 minutter! Simpelthen. Det har jeg brug for, for at kunne tro på, at den drøm der spirer kraftigt i Hamburgs gader til april kan forblive realistisk og ikke blot et fjernt luftkastel. Jeg stiller mig foran de orange balloner med skriften “3.30”. Jeg vil gerne løbe første omgang med et snit på 4.55 min/km. Jeg vil gerne sætte farten lidt op på anden omgang. Jeg er bange for tanken om, at det ikke er realistisk. Men jeg glæder mig og jeg er fandme fuld af forhåbning. Fuld af håb!

Måske lyder det alt sammen lidt forvirrende, usammenhængende eller måske endda dobbeltmoralsk? Måske kunne man fristes til at kalde mig pivet? Det er OK. Jeg føler mig faktisk også lidt pivet engang imellem. Tvivlen har jo naget i mit sind om, hvorvidt jeg bare skulle ignorere det hele og presse på. Tvinge mig selv helt derud, hvor jeg var til Copenhagen Marathon og hvor jeg sikkert var besvimet i målområdet, hvis ikke Laura havde lagt sin arm om mig og fået mig ned og sidde. Det har været fristende. Men jeg har valgt noget andet. Måske et sted midt imellem. Det er mit sted og jeg tror på… Nej, jeg er forhåbningsfuld om, at det er med til at bringe mig videre. Fremad. Nej, jeg gider ikke fedtspille og undskylde. Jeg tror sgu på det!

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *