Lidt om et svedende fællesskab

“Når jeg løber forbi havnebadet og Jomfru Ane Parken kan jeg begynde at skimte de blå trøjer, der står længere fremme. Nogle gange har jeg løbet herned alene. Måske mødte jeg en af de andre løbere på vejen. Andre gange er jeg løbet igennem Vestbyen til Valdemarsgade og er fulgtes herned med mine faste løbemakker, som så ofte før. Det er blevet en fast tradition. Det er en typisk mandag aften. Så løber vi det sidste stykke ad Honnørkajen og ved de rustbrune betonpiller, der stikker op af jorden og laver vi en brat, men foreløbig afslutning på turen og stopper vi uret. Så står vi og snakker lidt. Engang løb vi rundt Aalborg hver for sig. Vi kendte ikke hinanden og passerede vi hinanden foregik det i stilhed og med et koncentreret blik eller et næsten umærkeligt nik. Vi løb på de samme veje, gader og stier. Om og om igen. Simultant. Parallelt. Alene og ikke sammen. Vi løber stadig. Det er de samme veje, gader og stier. Det er hele Aalborg. Nu løber vi sammen! Det koncentrerede blik og afmålte nik er skiftet ud med smil, kram, latter, godmodige drillerier og masser af snak. Vi kender hinanden. Vi snakker sammen. Vi løber sammen.”

img_0131

Jeg vil ikke løbe alene. Det gider jeg ikke! Jeg behøver ikke nødvendigvis løbe med en anden person ved min side hele tiden, men den dag jeg mister følelsen af fællesskab og samhørighed, når jeg løber, kyler jeg skoene i skraldespanden. Simpelthen. Jeg træner tit alene, men jeg føler mig aldrig alene. Jeg kan jo bare vælge at få selskab på turen. Det er en vigtig forskel. Det er faktisk noget, som jeg igennem det seneste år har valgt oftere og oftere. Nemlig at løbe sammen med andre. Da jeg startede, løb jeg alene. Hver gang. Uden undtagelse. Jeg løb langsomt og følte mig elendig. Det gad jeg sgu ikke udstille overfor andre. Omvendt skal det ikke forståes sådan, at jeg nu er den hurtigste og føler mig uovertruffen, når jeg skriver at jeg løber med andre. Det er der helt andre årsager til. Jeg løber med andre, fordi det rummer noget som jeg ikke kan undvære. Fællesskabet. Det kan lyde enormt grundtvidiansk og som om det er taget ud af den danske højskole-tradition. Det er også okay. Det er jo ikke et skældsord. Løb er fandme ikke en individuel sport. Så har du ihvertfald misforstået de grundlæggende principper ved at løbe og trænger til et fucking wakeup-call. Vi løber ikke mod hinanden. Vi løber med hinanden.

img_0173

Jeg har tænkt over, hvad det er der bringer løbere sammen på den måde, som tilfældet er. Jeg er nået frem til, at det er den ene ting, som vi allesammen har til fælles. Vi sveder. Træk bare på næsen, hvis du synes det lyder klamt eller ulækkert. Men jeg mener det og står ved min holdning. Det er sveden, der eliminerer enhver afstand imellem os. Du behøver bare at tage til din første fællestræning i en løbeklub eller krydse målstregen til dit første motionsløb, for at opdage at det er sandt. Folk krammer hinandens svedige kroppe. Vi siger “tak for turen”, “godt løbet” eller måske “tillykke” hvis man har krydset en bestemt grænse for første gang. Vi giver hinanden et kram og klapper hinanden på skulderen. Vores tøj er vådt af sved og der falder måske en dråbe af sved fra spidsen af vores hår. Efter at have krydset målstregen til et løb, har jeg oplevet at give et kram til en person, som jeg aldrig havde set før i mit liv. Udelukkende fordi vi løb ved siden af hinanden de sidste kilometer uden at sige et ord til hinanden. Det var ikke nødvendigt med nogle ord i øjeblikket, men det var det mest naturlige i verden, at kramme denne person. Andre gange kommer folk hen til en og siger “godt løbet”. Enhver tilbageholdenhed og mådehold er fjernet. Tilbage står kun den følelse af fællesskab, som opstår, når man har delt en helt speciel oplevelse sammen.

img_0179

Så tænker jeg igen på, hvorfor at disse mekanismer opstår så naturligt i disse sammenhænge. Jeg tvivler på, at jeg ville møde samme åbenhed og imødekommenhed i ret mange andre sammenhænge af livet. Ihvertfald ikke under de forhold. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sveden på vores kroppe. Det er på en eller anden måde, som når man har set en anden person nøgen. Så er det fandme svært at spille komedie bagefter eller at opretholde en distance til den anden person bagefter. Det skaber en helt naturlig forståelse, åbenhed og samhørighed at være nøgen med en anden person. Jeg tænker egentlig, at det er lidt på samme måde, når vi løber. Så udstiller vi også os selv. Vi løber en risiko, på samme måde, som når jeg trækker af vores tøj foran en anden person. Uanset om lyset er slukket eller ej, er det altså svært at skjule sig i sådan en situation. Hvorfor skulle man også det. Sådan er det også med løb. Det er umuligt at skjule sig. Vi lukker andre ind i en del af vores verden, som ikke nødvendigvis er specielt pæn, friseret eller renlig. Det er nærmest det modsatte af at invitere gæster til middag. I de situationer tager vi lidt pænere tøj på end normalt, vi laver noget mad, som vi ikke ville spise til hverdag. Vi har ryddet op, støvsuget og tørret støv af. Det er en pænt og poleret billede, som vi viser frem til andre. Jeg ved godt, at det måske er en både forenklet og firkantet måde at stille det op på. Nogle vil måske sidde og tænker at “sådan er det altså ikke hos mig”. Det er helt OK. Det her er mine ord. Men det er lige omvendt med løb. Her er vi sgu ikke specielt pæne. Vi sveder. Måske lugter vi? Vores tøj er vådt og beskidt. Vi spytter og tørrer snot væk fra næsen. Når vi drikker, kan der løbe vand eller energidrik ned af hagen og ned på trøjen. Håret er rodet og vådt af sved. Vi græder af smerte. Vi græder af glæde. Det er et ærligt billede. Det er fandme et ægte billede. Det er et billede, som vi kan bruge til noget og som rammer noget i os alle sammen. Det er umuligt for mig at bevare nogen som helst form for afstand eller distance til en anden person, som jeg netop har løbet og svedt ved siden af. Sveden skyller enhver form for forlegenhed væk. Vi står helt nøgne tilbage og kan ikke andet end at være fælles om oplevelsen. Derfor krammer vi hinanden, når vi har løbet. Det er ikke klamt eller ulækkert. Det er ægte. Det er nøgent. Når vi har svedt sammen, kan det ikke være andet.

img_0154

Det er derfor jeg ikke gider løbe alene. Det er derfor jeg ikke vil løbe alene. Jeg vil ikke føle mig alene, når jeg står i en stor flok af løbere inden starten og kigger mig rundt. Vi giver hinanden hånd, krammer hinanden, siger “god tur” til hinanden i de sidste sekunder inden det hele slippes løs. Jeg vil mærke samhørigheden, når jeg løber på en grussti midt i Aalborg med en person ved siden af mig, som jeg aldrig har mødt før, men som jeg nu deler en oplevelse med, som om han var en god bekendt. Jeg vil mærke den varme fra fællesskabet, som jeg finder, når jeg sidder i græsset efter et løb og drikker en kold cola imens jeg lytter til de andres røverhistorier fra løbet. Jeg vil løbe en lang tur med min faste løbemakker Daniella og løbe en time uden at sige et eneste ord. Men når turen er slut ved vi præcis hvilke ord vi ville have sagt til hinanden. Det er fandme godt.

img_0187

Derudover vil jeg løbe med nogen, som er bedre end mig. Jeg har brug for at løbe med nogen, som er en bedre løber end mig. Det behøver ikke at være hver gang, men en gang imellem skal jeg ud på en tur, hvor det er mig, der bliver presset imens personen ved siden af bare snakker løs om alt muligt uden at miste pusten. Jeg tænker jeg helt automatisk at “det var satans” og ved mig med selv, at hvis når han bare løber afsted som om ingenting var hændt, vil jeg satme heller ikke løbe og pive og pjevse. Det er jo en oplevelse, som jeg kan bruge til noget. Det gør mig til en bedre løber. Jeg forstår ikke dem, der kun vil løbe i et miljø, hvor de altid er den bedste. Det er noget misforståes macho-pis og et misforstået behov for at pleje sit ego. Jeg synes sgu, at de er nogle tøsedrenge. Simpelthen. Det er måske ikke pænt sagt, men det er sådan jeg har det. Det gider jeg ikke pakke ind. Men når jeg snakker om, at blive en bedre løber, er det jo ikke på bekostning af andre. Jeg er helt og aldeles uinteresseret i at vinde over andre, når jeg løber. Vinde i løb? Bare tanken synes jeg er fuldstændig dum. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det naturligvis kan være vigtigt for en professionel atlet at vinde over en anden atlet. Men os andre? Der er tanken om at have et mål om at vinde over andre virkelig dum. Ihverfald, hvis det er målet! Jeg er jo ikke så naiv, at der naturligvis altid er en, der nødvendigvis må kommer først over stregen og måske vil nogle påstå at min modstand mod dette kan skyldes, at jeg aldrig kommer i nærheden af at vinde et eneste lille løb. Det har jeg det helt fint med. Hvis det var mit mål, ville det hele blive for skrøbeligt og flygtigt.

img_0169

Jeg vil gerne vinde. Jeg vil vinde over den løber, jeg var igår. Den løber jeg var for et halvt år siden og om et halvt år håber jeg at jeg kan vinde over den løber, jeg er idag. Men jeg vil ikke bekymre mig et eneste sekund om, hvem der er foran mig eller bagved mig. Jeg vil til gengæld glæde mig over alle dem, der for hvert skridt jeg tager løber ved siden af mig og giver mig følelsen af, at jeg ikke er alene. At jeg er en del af noget. At vi er sammen om det her! Det er fandme en god følelse!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *