Lidt om at arbejde med motivation

“Jeg tror på, at vi allesammen motiveres af noget forskelligt. For nogle er det vigtigt at kunne præstere. For andre kan det være at trives, at have struktur og overblik og for andre kan det vigtigste være at udvikle sig. Det er vel afhængigt af, hvilke typer vi er, og hvilke kompetencer vi besidder. Vi interesserer os naturligt nok mest for det, vi er gode til, og når vi mestrer noget, bliver vi motiverede af at gøre mere af det. Omvendt kan der også være omstændigheder, der virker direkte demotiverende på os, og det skal man også kunne tackle, hvis man har sat sig et mål. Men uanset, hvor stort vores engagement kan være, oplever vi måske alligevel at miste motivationen fuldstændigt. Måske påtager vi os for mange opgaver eller presser os selv for langt.Hvad gør vi så? Hvordan er det muligt at arbejde med motivation på et konkret niveau?”

Dette indlæg er en indirekte fortsættelse af mit sidste indlæg. Jeg vover mig ud på farligt område med en fortsættelse. Jeg tænkte med gru på Rambo 2. Jeg tænker på Rocky 2. På Rocky 3 og Rocky 4 og Rocky 5. For nylig så jeg også Taken 3. Den var heller ikke imponerende. Listen er lang og kvaliteten er yderst tvivlsom. Så mindende en god ven mig om Aliens 2. Det gjorde mig i godt humør og jeg besluttede for at fortsætte min historie om energi og ikke mindst, hvordan energi kan virke motiverende. Energi, der skaber motivation. Det er fandme godt. Det kan jeg bruge til noget.

img_0094

Jeg interesserer mig som sådan ikke for motivation som et teoretisk begreb. Der findes masser af litteratur omkring dette, men jeg synes egentlig ikke at det er specielt spændende eller vedkommende. Måske kan det lyde en smule tvetydigt at erklære dette i et indlæg, der handler om motivation? For omvendt gider jeg heller ikke læse letkøbte top-10 lister med gode motivationsråd, der skal hjælpe dig til at tabe dig, løbetræne eller præstere på jobbet. Jeg så for nylig en liste med 12 gode råd fra Chris MacDonald om, hvordan det var muligt at fastholde motivationen ved at løbe. Et af rådene var at løbe tidligt om morgenen, inden motivationen nåede at svigte. Jeg kender ikke Chris MacDonald, men jeg er sikker på, at han har skrevet artiklen i den bedste mening og med de ædleste motiver. Alligevel tvivler jeg på, at det er helt så let, som han antyder deri. Hvis det var tilfældet, har jeg en forestilling om, at fortovene ville være fyldt hver morgen ved daggry med desperate løbere, der panisk forsøgte at løbe fra en svigtende motivation. Det er ikke tilfældet. De yderst sjældne morgener, hvor det er lykkedes mig at krænge dynen af mig, har jeg sgu følt mig ret alene om mit forehavende. Jeg gider nemlig ikke løbe om morgenen. Jeg kan godt lide tanken om at sætte alarmen på mit ur til at ringe meget tidligt for dernæst at springe ud af sengen og hoppe i løbetøjet og stå klar for enden af indkørslen med løbeskoene på, netop som solen stiger op over hustagene i Ryesgade. Det sker også engang imellem. Meget sjældent. Jeg gjorde det faktisk i morges. Det var en god oplevelse. Rigtig god endda. Men jeg er dårlig til at stå tidligt op. Det virker faktisk direkte demotiverende på mig at stå tidligt op for at løbe. Derfor er det ikke et råd, der fastholder min motivation. Det er et dårligt råd. For mig.

img_0079

Måske er det der, at jeg gerne vil hen? At jeg ikke tror på, at der findes en endegyldig måde at arbejde med sin motivation på. Jeg tror på, at motivation kræver selvindsigt. Jeg tror på, at en beslutning eller en målsætning skal give mening, for at fastholde ens motivation. Jeg tror på, at det er vigtigt at have en klar fornemmelse af de grundlæggende overvejelser, der driver en. Det lyder jo nemt og ligetil. Det er det måske også. For nogle. Andre har måske sværere ved at finde en sandhed i de ord. Jeg spekulerer på, hvor jeg befinder mig i forhold til disse udsagn. Jeg tror, at jeg befinder mig et sted midt imellem. Måske skifter jeg faktisk lidt i forhold til, hvor jeg befinder mig henne ift. min egen motivation?  Mest af alt tror jeg dog på, at motivationen i sidste ende skal komme indefra. Jeg skal kunne motivere mig selv. Selvfølgelig kan det virke motiverende at få ros og anerkendelse for det jeg præsterer som løber. Jeg ved, at når nogen roser mig eller anerkender det jeg laver, får jeg lyst til at gøre mere af det. Det kan næsten virke afhængighedsskabende. Men i sidste ende er det alligevel ikke muligt at opretholde motivationen i forhold til at løbe, hvis den udelukkende er afhængig af ydre omstændigheder. Jeg er afhængig af, at jeg kan motivere mig selv.

img_0103

Min motivation i forhold til at løbe har også ændret sig igennem de år, hvor jeg har løbet. Til at starte med var motivation, at jeg gerne ville undgå at være overvægtig. Jeg begyndte at løbe fordi jeg var motiveret for, at “det skal ikke ske for mig igen”. Det var måske ikke specielt positivt at være drevet af en motivation for at undgå noget bestemt, men det var effektivt. Men stille og roligt oplevede jeg, at dette ændrede sig. Det handlede mindre og mindre om, hvad jeg gerne ville undgå, men i højere grad om, hvad jeg gerne ville opnå. Denne motivation var i bund og grund drevet af den glæde, som jeg oplevede ved at løbe og som jo kom bag på mig. Målet var ikke, hvad jeg gerne ville undgå, men i stedet hvad jeg gerne ville opnå. Jeg ville gerne være en god løber. Jeg ville gerne være en løber, der løb langt. Jeg skulle ikke være den bedste løber eller den hurtigste løber. Men min motivation var at blive en god løber. Jeg ved stadig lige præcis, hvornår jeg tog denne beslutning. Det skete den 17. august 2013. Jeg løb for første gang 21,1 kilometer på en træningstur. Jeg havde følelsen af at dø en lille smule undervejs i sensommervarmen, men da jeg stod i køkkenet bagefter og drak iskold cola, vidste jeg godt, at det her skulle jeg gøre igen. En måned senere tilmeldte jeg mig Copenhagen Marathon.

img_0096

Når jeg skriver som jeg gør betyder det jo ikke, at min motivation altid er i top. Den svinger naturligvis. Det skyldes mange forskellige faktorer, som jeg hele tiden forsøger at blive klogere på. Her spiller energi en tilbagevendende rolle. Jeg er afhængig af at føle mig energisk, når jeg skal løbe. Jeg har brug for energi, for at kunne fungere som løber. Det har taget mig noget tid at finde ud af, hvad det betyder i praksis. Jeg har overvejet, hvornår jeg føler energi på en løbetur. For mig har det handlet om at forsøge at analysere, hvilke faktorer, der skal være tilstede for at jeg føler energi og overskud på en løbetur. Det handler ikke om, at jeg skal have overskud hele vejen på løbeturen. Det må gerne blive hårdt og jeg kan sagtens rumme den træthed, der kommer i løbet af et langt eller hårdt træningspas. Det handler om, at jeg skal have følelsen af energi og overskud inden løbeturen. Jeg har fundet ud af, at jeg er afhængig af nogle bestemte ting, for at opnå dette. Jeg løber ikke specielt godt på tom mave. Det føler jeg ihvertfald ikke. Derfor timer jeg altid et mindre måltid inden en løbetur. Det kan være en halv banan eller en lille portion havregryn. Jeg præsterer heller ikke særligt godt, når jeg løber tidligt om morgenen. Jeg føler mig oftest træt og tung på dette tidspunkt. Derfor er det ikke et mål for mig, at stå tidligt op om morgenen og løbe. Det vil ikke give mening for mig at have dette som mål.  Til gengæld løber jeg oftest i løbet af eftermiddagen, når jeg har fået fri fra arbejde. Det er jo ikke altid, at dette kan lade sig gøre og det betyder heller ikke, at jeg kun løber, når disse ting er opfyldt. I morgen stod jeg op kl. 6.00, drak en tår vand og løb 11 kilometer. Det var en super god oplevelse selvom at jeg både var dødtræt og en smule sulten undervejs på turen. Andre gange står jeg også tidligt op eller løber på en tidspunkt, som jeg ikke føler er optimalt, fordi det simpelthen bare passer bedre ind i rytmen og hverdagen derhjemme. Sådan er det jo. Jeg er jo ikke professionel løber. Jeg er bare en motionist, der holder af at løbe og dette var et eksempel på, hvordan jeg forsøger at arbejde med min evne til at motivere mig selv.

img_0100

Jeg tror, at min udfordring er, at jeg ikke har været vant til at motivere mig selv. På en eller anden måde har jeg skullet lære, at arbejde med at motivere mig selv, for motivationen er den vigtigste drivkraft i mine bestræbelser på at udvikle mig. Måske kan det lyde som om, at det er en konstant kamp at skulle motivere mig selv til at løbe. Det er ikke tilfældet. Langt de fleste ture løber jeg af lyst og fordi jeg oplever en grundlæggende glæde ved at løbe. Hvis jeg hele tiden skulle kæmpe for at finde en momentan motivation, burde jeg vel overveje om jeg ikke bare skulle gemme løbeskoene bagerst i skabet og begynde at spille skak eller lære at hækle. Det handler om, at jeg har fundet ud af, at det her er noget jeg vil bruge min tid på. Jeg er vigtigt for mig at udvikle mig som løber. Det giver mening for mig at løbe. Derfor har jeg også sat mig nogle mål, som jeg kontinuerligt arbejde på at nå. Nogle af målene forandrer sig, imens andre forbliver de samme. For at nå disse mål, kræver det en forståelse af mig selv i forhold til, hvordan det er muligt for mig at nå målene. Hvordan kan jeg arbejde med motivation på en meget konkret måde. Motivation kræver selvindsigt. Det tror jeg på. Det arbejder jeg ud fra. Det er en konstant proces. En proces om, at finde det, der giver mening. Det giver mening for mig at løbe.

/Thomas

 

 

 

 

3 thoughts on “Lidt om at arbejde med motivation

  • Hej Thomas !

    Tak for nogle fine indlæg på din blog.

    Hvad angår motivation så må man ikke glemme at længerevarende motivation i allerhøjeste grad kommer når man opdager løbetræningen er blevet en vane, og når man opdager man ikke har rygrad som en regnorm. Motivationen kan forsvinde for en kort stund, men man SKAL jo løbe sine faste 5-7 gange om ugen. Det er noget man SKAL, fordi man kan. Nogle vil så sige, at det er ikke noget man skal. Det er rigtigt nok, men man SKAL heller ikke spille skak, guitar eller hækle. Der er så meget man ikke SKAL/behøver. Man vil gerne være en hurtigere løber ligesom folk gerne vil spille bedre på guitar. Der er ikke så meget hokus-pokus i det. Man skal passe på med at overtænke og gøre løbesport meget anderledes end andre ting folk dyrker med lidenskab. Den allerstørste motivationsfaktor består efter min mening i vedholdende at kunne gøre noget man ikke SKAL. Vi har mange ting i vort liv som vi SKAL og ikke kan smyge os udenom. Løbesport tvinger ingen os til. Det er ren vilje og disciplin.

    • Hej Frank. Jeg er ikke nødvendigvis enig med dig – måske er det blot vores forskellige måder at formulere os på. Jeg tror, at den mest basale og grundlæggende motivationsfaktor er, at kunne se en mening med det man laver. Derfor er jeg ikke enig i at løbesport blot er vilje og disciplin. Det er en del af det, men det ville være enormt demotiverende for mig at skulle bevæge mig på et plan, hvor min drivkraft udelukkende var vilje. Der er behov for at have en glæde ved det man foretager sig – ellers vil jeg vove at påstå, at folk stopper ret hurtigt ligesom at folk automatisk bliver ved at udføre en handling, som giver mening for dem. For mig handler det i høj grad om at kunne bevæge sig fra et følelsesmæssigt plan at anskue motivation ud fra og til at arbejde med motivation på et konkret niveau.

  • Hej igen Thomas !!

    Ja, jeg fik ridset det en anelse skarpt op. Løbesport er selvfølgelig andet end ren vilje og disciplin. Jeg har bare bemærket hos mig og selv og andre, at når man først får taget sig sammen til at træne hårdt og konsistent er det en stærkt motiverende faktor i sig selv. Hvorfor tilmelde sig et løb hvis træningen har været det rene lal ? Man ender med at være stærkt utilfreds med sin egen tid. Det hjælper selvfølgelig også meget på motivationen når man løbende laver en PR, men det stopper en dag. Det er ikke alle som kan indstille sig på det. Hvordan motiverer man sig til at fastholde sin høje/tidskrævende træningsmængde når man er blevet langsommere(grundet alder f. eks) ? Hvis du ikke løb stærkere år for år nu ville du så træne så meget ? Det er spørgsmål som er vigtige at besvare hvis man skal fastholde motivationen.

    Jeg kastede mig selv seriøst over løbesporten sidste år i en alder af 39 efter fem års langsomt tilløb. I 2010 vejede jeg for meget og det var virkelig et helvede at løbetræne fra maj til september det år. De følgende år løb jeg i de varme måneder og lidt på lune vinterdage. Det rykkede selvfølgelig ikke niveauet væsentligt. Sidste år tilmeldte jeg mig mit første løb og så var jeg hooked. Nu løber jeg gode motionisttider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *