Lidt om en historie om energi

“Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst; hvilken velsignelse er ikke opgået for mig efter tidligere mørke dage. ro og forvisning er kommen i min sjæl; en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; der var en tid, jeg følte mig så hårdt trykket og forpint herhjemme, at det at være ude var idet mindste en ophør af at lide – det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne. At rejse er at leve. (Mit livs eventyr – H.C. Andersen)”

Sådan skrev vores største danske forfatter og digter i 1844. Siden da er det berømte citat, som slutter afsnittet blevet gentaget i det uendelige. Om og om igen hører vi det i ligegyldige bryllupstaler, i et utal af danske stile i Birkelse, lommefilosofiske betragtninger over livet og det har vel efterhånden samme vedkommenhed som en strofe i en sang med Nik & Jay. Jeg beklager, hvis jeg støder nogens følelser, når jeg dømmer dette citat hårdt og ubarmhjertigt. Men jeg synes det er et dumt citat! Det er ligegyldigt og i mine øjne siger det intet om det at leve. “At rejse er at leve”! Hold kæft mand! Det giver jo ingen mening. Jeg ved godt, hvorfor H.C. Andersen skrev det, for han brugte sine rejser til at flygte fra den hjemlige kritik og fandt en ro ude i verden, som han aldrig opnåede i Danmark i hans levetid. Men jeg begriber ikke, hvorfor vi nu bilder os selv ind, at disse ord rummer en eviggyldig sandhed, som vi bekræfter gang på gang ved at sige det højtideligt til hinanden. Med al respekt for Hans Christian Andersen burde ordene måske bare være “at leve er at leve”. Det er ikke ment så dystert som det måske kan fremstå. Tværtimod. Det er bare et forsøg på at undgå den flugt, der kan være i at opstille misforståede principper for livet. Vi lever uanset hvad. Der er ingen alternativer. Den tanke kan jeg godt lide. På godt og ondt. Men sådan er set jo og fordi det er sådan, bliver det jo smukt.

img_9974

Hvorfor starter jeg med nogle ord om H.C. Andersen? Det mest åbenlyse reference ville jo være, at jeg om 3 uger løber i et løb i hans hjemby, som endda er opkaldt efter forfatteren. H.C. Andersen Marathon. Nogle ville måske endda gætte på, at jeg havde mødtes med arrangørerne i en mørk port i udkanten af Odense og at en attache-mappe i skinnende sølv skiftede hænder imens der blev fremsat skamløst løfter om at promovere løber på den mest kliché-fyldte måde. Egentlig er det jo et godt scenarie. Det er som taget ud af en film fra 70’erne med Gene Hackman. Ham snakker jeg egentlig for lidt om. Og så kan jeg godt lide ordet attache-mappe. Så ved vi allesammen præcis, hvilken kuffert, der er tale om. Den egentlige grund til, at jeg starter ud med at inddrage H.C. Andersen er, at jeg for et par uger siden, i en samtale, der strakte sig over på den anden side af jordkloden, blev mindet om hans citat. Måske skal jeg ikke sige “hans” citat, men bare hans ord. Det er nok mere rigtigt. Jeg tvivler på, at han var særligt opmærksom på at skrive sine ord, så de passede ind i en “citat-sammenhæng”, der kunne deles på en lettilgængelig måde på Facebook og som øjnene ville registrere kortvarigt imens vi scrollede forbi den i vores nyheds-feed. Lige efter en reklame for et betting-firma og et link til en blogger, der føler et behov for at selviscenesætte sit liv som løber og brede det ud til befolkningen med ordene om at blive den bedste version af sig selv. Så gik jeg nogle dage og rodede rundt med ordene i mit hoved. Jeg tænkte over, hvilken ramme, at ordene ville give mening i. Jeg medgiver, at jeg jo godt kan se, at ordene ikke er det rene nonsens. Men jeg er samtidig imod, at vi giver ordene videre til hinanden uden at forholde os til, hvilken betydning de har. Det er selvfølgelig et postulat fra min side, men det er mine ord, så jeg tillader mig at postulere.

img_0036

Jeg kan lide tanken om, at vi lever uanset hvad. H.C. Andersen rejste fordi det gav ham en ro og en afstand til den modstand han mødte i Danmark. Så langt er jeg med. Det handler om energi. Finde energi. Få energi. Samle energi. Men hvad med resten? Måske er det jeg gerne vil sige, at livet er mere end det, der giver energi! Ja, sådan er det. Livet er meget mere end det, der giver os energi. Som alt andet i livet er det jo en balance. Mit liv er fyldt med en masse forskellige ting. Opgaver, pligter, lyster, uforudsete hændelser og alt andet derimellem. I det ene øjeblik står jeg og tømmer opvaskemaskinen og selvom det jo ikke tager mere end 5 minutter føler jeg mig drænet for energi bagefter og må ligge mig ind på sofaen og se cykelløb i TV for at komme til hægterne. Egentlig er det jo noget pjat, men jeg kan simpelthen ikke fordrage at tømme opvaskemaskinen. Det er næsten lige så kedeligt som at skifte sengetøj. Så ryger der lidt energi. Nok ikke helt så meget, som jeg føler i situationen. Så spiller jeg lidt på min guitar. Det er virkelig enten eller. Nogle gange sidder fingrene helt forkert og stemmen er så langt væk fra alt hvad jeg havde forestillet mig på forhånd. Så forsvinder alt energi fandme. Det er virkelig en nedtur. Jeg bliver faktisk sur. Andre gange finder jeg rytmen i det stille fingerspil og stemmen klinger rent i en fortolkning af Christian Hjelm. Det er selvfølgelig bare noget der foregår ind i hovedet på mig, men det er alligevel en oplevelse, som jeg kan bruge til noget.

img_9277

Så er der det med at løbe. Det letteste ville jo være at lyve og sige, at løb altid fylder mig med energi. Men sådan er det jo ikke. Jeg ved ikke om jeg skal sige desværre eller heldigvis. Måske det sidste? Men løb gør jo det hele ved mig. Det kan tømme mig for energi, give mig energi, dræne mig for energi. Nogle gange kan en løbetur faktisk gøre begge dele. I dag løb jeg 28 kilometer og da jeg var færdig var jeg tømt for energi. Jeg tænkte mest af alt på at drikke en kold cola og spise den salat, som jeg købte sammen med Lea. Men selvom benene var så trætte, at gåturen hjem på halvanden kilometer virkede uoverstigelig, havde turen alligevel fyldt mig med energi. Mental energi. Der sker noget oppe i hovedet, når man stopper sit ur efter at have løbet i to timer og tyve minutter. Kroppen er træt og slidt, men hovedet har det fandme godt. Man bliver en smule høj. Også på sig selv. Det synes jeg er okay. I sidste uge løb jeg til gengæld en tur på 10 kilometer. Det var en af mine rolige restitutionsture. De skal løbes med maksimalt overskud og en forholdsvis lav puls. Efter 2 kilometer får jeg sidestik. Min instinktive reaktion er at “det kan fandme ikke passe, at jeg får sidestik”! I det øjeblik føler jeg mig hævet over at få sidestik. Hysteriet står på spring, men jeg besinder mig og løber videre. Det forsvinder ikke før jeg har løbet 5 kilometer og den dag giver løbet mig sgu ikke meget energi. Ihvertfald ikke en energi, jeg opdager.

img_9948

Det er vigtigt for mig, at jeg forsøger at fylde mit liv med ting, der giver mig energi. Jeg tænker, at det gælder for alle mennesker. Men det er ikke nødvendigt, at det hele giver energi. Tanken er god, men jeg tror dybest set, at det er urealistisk. Det er også okay. I mit hoved er det hele et regnskab. En balance. En forestilling om energi i mit liv. Det er ikke en flugt fra alt, hvad der måtte være energi-forladt, men et forsøg på at der tilføres mere energi i mit liv end der forsvinder. At rejse er ikke at leve. At løbe er ikke at leve. At leve er at leve. Men at løbe fylder mit liv med energi. Det er godt. Det har jeg brug for.

img_9376

Jeg vil gerne skrive videre. Jeg vil skrive om, hvordan energi bliver til motivation. Motivation, der er nødvendig i forhold til at sætte sig et bestemt mål og opnå dette. Men det ville blive for omfattende og så ville indlægget blive for langt. Måske er det allerede for langt? Derfor begiver jeg mig ud på dybt vand og erklærer, at dette indlæg fortsættes inden for en kort og overskuelig fremtid. Det er farligt og jeg har mest lyst til at lade være. Lige nu sidder jeg og tænker på en film, hvor 2’eren var bedre eller bare ligeså god som originalen. Jeg kan ikke komme i tanke om en lige nu, men ingen gider jo skrive den litterære udgave af Rambo 2! Alligevel fortsætter jeg. Det betyder også, at jeg slutter nu. Blot for at tage tråden op igen om lidt. Jeg håber, at I vil læse med.

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om en historie om energi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *