Lidt om de næste 5 uger

“Tvivlen er jo simpelthen en omstændighed. Den er jo uomgængelig og halvdelen af livet er jo tvivl og melankoli. Sådan er det for mig ihvertfald. Jeg er tit i en tilstand af tvivl og jeg synes at halvdelen af tiden går med at gå rundt og føle, at der ikke sker en skid. Det er meget typisk. Jeg er ikke euforisk. Jeg er sjældent inspireret. Jeg kæmper for at få nogle noter i mine bøger. Det er en sjælden luksus at føle sig inspireret. Så tænker jeg, at nu har jeg igen brugt en dag på ingenting. Den følelse har jeg tit. At jeg ikke har lavet noget som helst nyttigt. Jeg har ikke flyttet mig en skid.”

Igår løb jeg min længste tur inden H.C. Andersen Marathon den 2. oktober. Jeg løb 33 kilometer og turen efterlod mig med nogle overvejelser, som fylder lidt i hovedet. Jeg sluttede turen med en følelse af, at den bekræftede den tendens, som jeg har oplevet igennem nogle uger i min træning. Nemlig, at jeg har følelsen af, at jeg mangler en rytme og et flow i mit løb, som jeg oplevede i foråret i processen frem mod Copenhagen Marathon og som jeg føler, at jeg burde have nu. Måske handler det i virkeligheden om, at jeg synes, at jeg skulle være et andet sted end tilfældet er? Men det er jo noget pjat! Jeg er jo lige præcis det sted, som jeg er. Alt andet er jo bare tomme forestillinger og ønsketænkning.

IMG_9920

Fredag aften tog jeg en beslutning om, at løbe min lange tur på den 400 meter lange løbebane atlektikstadion i Skovdalen. Til HCA bliver lidt flere “døde” punkter end til f.eks. Copenhagen Marathon på en rute, der samtidig skal løbes to gange. Derfor bliver det vigtigt for mig at kunne “gå i boks” og blive der uden at kigge på uret hvert andet minut og bare abstrahere fra alt andet. Denne evne ville uden tvivl blive testet i løbet af 65 omgange på atletikbanen. Da jeg har løbet den sidste omgang er jeg træt og temmelig indebrændt over følelsen i kroppen. Jeg går direkte over på sygehuset og i kiosken køber jeg to kolde colaer som jeg skyller ned. Så går jeg hjem og føler mig temmelig uforløst.

Hjemme i køkkenet sidder jeg med en protein-shake og jeg laver en opdatering på Instagram. Jeg ved stadig ikke helt om det blev en anelse for pivet og en slet skjult klagesang eller det egentlig var meget rammende. Idag tror jeg måske, at det er et eller andet sted imellem. For selvom frustrationen hang i luften i lejligheden, så har jeg jo heller ikke tænkt mig bare at rulle over på siden at give op. Slet ikke! Jeg var træt af og irriteret over at blive parkeret med en følelse af, at jeg lige manglede det sidste. Det handlede ikke blot om en dårlig dag – så havde det været lettere bare at afskrive dagen og komme videre. Det var mere følelsen af, at få bekræftet en tendens i min træning, som jeg funderet over i nogle uger. At jeg ikke er der, hvor jeg føler at jeg burde være. Men på en måde er det jo noget pjat! Jeg er jo der, hvor jeg er. Med de forudsætninger, som jeg har givet mig selv igennem min træning og mine øvrige valg. Så måske er jeg mest af alt bare irriteret på mig selv!

IMG_9929

Jeg er irriteret over, at jeg føler, at jeg mangler en rytme og et flow i mit løb, som jeg oplevede at have i foråret op til Copenhagen Marathon og som jeg måske føler, at jeg burde have nu. Men hvad fanden nytter det? Måske skyldes det manglende flow og rytme på mine træning, at jeg faktisk vejer et kilo mere end jeg gjorde til Copenhagen Marathon i maj måned. Måske skyldes frustrationen, at jeg åbenbart har ramt en eller anden selvtilfredshed, der gør at jeg hellere vi snakke om, at jeg har tabt 25 kilo end jeg vil smide de sidste 10 kilo? Samtidig havde jeg, uden at det skal lyde alt for selvsikkert, planlagt, at løbet i Odense skulle være et løb, hvor jeg ikke løb mig helt i jorden, som tilfældet var i København. Dengang smadrede jeg mig selv og var sindsygt stolt af min præstation. Men det var også en hård oplevelse, som det tog lidt tid at komme over – især mentalt. Jeg spekulerer på om pausen fra jeg løb i mål på Islands Brygge og til, at jeg startede mit træningsprogram frem mod HCA var for kort. Jeg havde 4 uger, hvor jeg udelukkende trænede lyst-baseret og det var fedt. Jeg er ikke i tvivl om, at kroppen rent fysisk fik den pause, som den havde brug for, men spørgsmålet er måske om hovedet havde brug for en længere pause. Jeg kan ihvertfald konstatere, at jeg måske ikke er mentalt klar til at smadre kroppen og hovedet igen om 5 uger. Det må gerne blive hårdt og det kommer det også til at blive – både fysisk og psykisk, men jeg føler mig ikke klar til at bevæge mig forbi mine fysiske grænser, som jeg gjorde til Copenhagen Marathon. Men det er vel også OK tænker jeg? Jeg spørger lidt, for det er en af de ting jeg overvejer.

I sidste ende gider jeg ikke sætte mig i et hjørne og pive over at jeg synes, at smilet burde være større end tilfældet er, når jeg løber i mit marathon-pace. Det er simpelthen for åndsvagt! Jeg kan konstatere, at jeg føler mig mere presset end jeg havde regnet med at være, når jeg løber i det tempo. Sådan er det! Så må jeg forholde mig til det. Jeg kan konstatere, at jeg ikke føler, at jeg har det mentale overskud til at løbe mig helt ud om 5 uger. Sådan er det! Så må jeg forholde mig til det. Der var især en kommentar til mit opslag igår, der ramte mig. Den kom fra Kaspar, som jeg har snakket med flere gange til løb og i AaRun. Han skrev, at løb “kun er noget vi leger og det skal være sjovt”. Den ramte mig sgu lige i maven! Var jeg igang med at køre mig selv så meget op over nogle latterlige peditesser og i virkeligheden glemme, at jeg bare elsker at løbe?

IMG_9932

Jeg slår det lige fast. Måske lige så meget overfor mig selv, som overfor Jer? Jeg elsker at løbe. Det er en dybfølt kærlighed til noget grundlæggende og fundamentalt i mit liv. Jeg glæder mig til at løbe H.C. Andersen Marathon. Mest af alt af nogle helt andre grunde end den målsætning jeg går og tumler med inde i hovedet. Lea skal også løbe dernede. Mine forældre kommer derned og ser løbet og min bror og hans kæreste gør også. Jeg kender efterhånden en del, der skal løbe dernede og glæder mig til det sociale aspekt ved at møde andre løbere. Jeg glæder mig til det hele og glæden ved at deltage er ikke udelukkende bundet op på den endelige sluttid. Det betyder dog heller ikke, at jeg bare “giver op”. Det ville egentlig også føles en smule useriøst at tage nogle forhastede beslutninger. Der er, som jeg skrev, stadig 5 uger til, at starten går på marathon-løbet i Odense. Det efterlader mig så med tanken om, hvordan jeg kommer videre. Hvilken vej skal jeg følge?

Egentlig er svaret jo ligetil. Jeg fortsætter! Præcis som planen hele tiden har været! Der er stadig 5 ugers træning tilbage. Det vil sige næsten 400 kilometers løb inden jeg trækker singletten over hovedet og sætter nummeret på brystet. Jeg kunne jo godt sætte mig og skrue ned for målsætningen i forhold til min sluttid. Måske ville jeg så også skrue ned for lysten til at tabe mig. Det er egentlig også ligemeget. Jeg skal ikke tabe mig for at blive hurtigere i Odense. Jeg skal tabe mig fordi jeg vejer for meget! Jeg skal ikke træne for at at blive hurtigere i Odense. Jeg skal løbe fordi jeg elsker det og ikke kan lade være. Det er et selviscenesat realitetstjek. Et forsøg på at ruske mig selv og minde mig om, hvad jeg laver. Jeg løber og selvfølgelig har jeg nogle ambitioner i forhold til mit løb. Jeg drives af en lyst til at se, hvor langt jeg kan udvikle mig og det indebærer, at jeg stiller nogle mål op for mig selv. Men jeg kan jo ikke påstå, at det hele er en fiasko, hvis jeg ikke når dem. Jeg har egentlig den holdning, at der ikke findes gode løb eller dårlige løb. Det er naturligvis temmelig forenklet, men jeg står ved det. Der findes en masse forskellige løb, hvorfra man drager en masse erfaringer, som man kan bruge fremadrettet. Det sammen gælder jo for min træning. Dagen igår gav mig nogle erfaringer. Dem tager jeg til mig i stedet for at sætte mig og tude over det. Hvad fanden får jeg ud af det? Nu ved jeg ihvertfald, at man ikke skal lave et opslag på Instagram i en stærk rus af selvmedlidenhed! I det hele taget flytter selvmedlidenhed ikke mig en eneste centimeter. Det gør vilje og målrettethed. Det gør glæde. Glæde. Det er et vigtigt ord. Det minder jeg lige mig selv om!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *