Lidt om de steder, hvor jeg bliver en god løber

“Det er muligt at løbe overalt. Vi løber overalt. Det kræver blot et par løbesko og en vej. Så kan vi løbe lige præcis så langt, som vi har lyst til. Engang imellem skifter underlaget måske. Det hule bump af skoens sål mod asfalten afløses måske af en knasende lyd, når vi drejer ind på en grussti. Så løber vi af den et stykke tid og pludselig er vi tilbage på asfalten igen og genkender lyden af skoene mod det hårde underlag med det samme. Vi kan løbe overalt. Men der findes nogle steder, som er specielle at løbe. Steder, som vi bevidst eller ubevidst, foretrækker løbe på frem for andre. Steder, hvor vi automatisk sætter farten op. Steder, hvor vi, uden at tænke over det, presser os selv lidt hårdere end normalt. Det er naturligvis forskelligt fra løber til løber, men de findes hos os alle. Vi opsøger dem. Vi jagter den følelse, som de fremkalder i os. Farten. Udmattelsen. Smerten. Glæden. Måske siger vi til os selv, at vi ikke kommer tilbage. Men vi ved med det samme, at det er en løgn. Selvfølgelig kommer vi tilbage. Det er vi nødt til. Det er på disse steder, at vi bliver en bedre løber.”

IMG_9861

Der findes nogle steder i Aalborg, hvor jeg har følelsen af, at jeg bliver en bedre løber, hver gang jeg løber der. En god løber. Naturligvis er det udelukkende en følelse indeni mig, der ikke har nogen sammenhæng med virkeligheden. Der findes ikke nogle beviser for, at netop disse steder skulle anspore en særlig fysisk udvikling i forhold til andre steder. Det er bare mig. Men alligevel føler jeg at disse steder er særligt inspirerende og giver mig et specielt “løft” hver gang jeg krydser dem. Det er disse steder, som jeg vil skrive om i dette indlæg.

IMG_9884

Den ligger næsten gemt væk bag de høje, krogede egetræer. Når man passerer på cykel eller i bil, kan man kun svagt skimte, hvad der gemmer sig derinde. Jeg drejer ind ad parkeringspladsen og følger grusstien indtil Skovdalens atletikstadion åbner sig op for mig. Jeg har løbet her et utal af gange. Rundt og rundt på det orange underlag. Jeg har løbet langsomt herinde og snakket og jeg har løbet hurtigt herinde med så høj en puls, at jeg var ude af stand til at fremstamme blot et enkelt ord. På den ene langside er der en overdækket tribune, der ikke har ændret udseende i mange år. Den lokale atletikklubs lokaler ligger ud til vejen og engang imellem fornemmer man en smule aktivitet. Det er en løbebane, som alle andre. Alligevel er der et bestemt sving, som er noget helt særligt. Lige der, hvor banen drejer i den nordlige ende af stadion sker der noget særligt. Her mærkes farten på en anden måde. Pludselig bliver centrifugal-kraften en faktor at forholde sig til. Jeg løber i den inderste bane, men farten presser mig udad. Hver eneste gang giver det minder om en cykelbane og de gamle baneryttere. Jeg ville gerne sige Reg Harris, men ham er jeg for ung til at kunne huske,så jeg siger i stedet Danny Clark. Ham så jeg i TV, når vi så 6-dagesløb fra København. Vi holdt naturligvis med det danske par nummer 7, men jeg fornemmede, at der var noget særligt ved Danny Clark. Han var lige så gammel som min far og altså en gammel mand i mine øjne. Det var vi nok begge en smule fascinerede af og min far fortalte at Danny Clark engang styrtede så voldsomt, at ingen troede han nogensinde ville cykle eller bare gå igen. Disse glimt fra banecyklingen rammer mig ofte, når jeg drejer ind i svinget og føler farten særligt intenst. Så sætter jeg farten lidt mere op. Det er næsten en følelse af at “skyde” sin krop ud af svinget med maksimal fart imens tribunen på langsiden kommer til syne. Så føler jeg mig en lille smule skarpere. Det er naturligvis alt sammen noget, der bare foregår oppe i mit hoved. Men alligevel er der noget specielt over lige præcis det sving.

IMG_9848

Engang farede jeg vild herude på en sneklædt sti og endte pludselig ved nogle bistader, der stod så tilfældigt imellem nogle træer, at de næsten måtte være glemt. Siden da har jeg lært vejen at kende og jeg ved faktisk ikke om bistaderne stadig står derinde bag træerne et sted. Jeg følger Nørholmsvej ud af byen og lige der, hvor det hvide skilt fortæller at Aalborg ophører, drejer jeg til højre af en grussti. Vinden, der blæser fra vest, rammer mig med det samme. Det er en hård sidevind, der tvinger mine øjne op. Som regel har jeg løbet mekanisk og næsten på autopilot indtil jeg rammer det her punkt på turen. Så blæser vinden liv i mig. Næsten som i sangen med Folkeklubben. “Der er asfalt i mit blik, og solen er så rød. Vågn op!”. Så vågner jeg op og er klar. Grusstien deler markerne og i kanten de høje siv, der bøjer sig i den stærke vind. Forude kan jeg skimte fjorden og pludselig løber jeg langs vandet. Så har jeg medvind og nogle dage bliver man næsten båret afsted. Jeg får næsten lyst til at strække armene ud til begge sider i vinden og lukke øjnene. Benene flytter sig selv. Farten stopper med at eksisterer. Benene rører ikke længere jorden. Engang imellem løber jeg den modsatte vej. Det er de dage, hvor jeg føler mig særligt godt løbende. På de helt særlige dage regner der og det giver hele kulissen et særligt skær. Regndråber, der gør skægget vådt og som ligger sig som en dyne over vandet. Herude er jeg væk fra alt. Det hele ligger gemt for hele byen. Det er så øde, som det kan lade sig gøre midt i en by. Herude er jeg alene. Det er en god følelse.

IMG_9877

Jeg hader bakker. Det er et klart og et lidt hårdt statement. Måske en smule urimeligt? Jeg forsøger lige at uddybe det. Jeg hader at løbe op af en bakke. Om det skyldes magelighed, dovenskab eller blot det faktum, at det trods alt er lettere at flytte 90 kilo ligeud end opad ved jeg ikke, men jeg gider ikke bakker. På en dårlig dag kan jeg blive sur, hvis der kommer en bakke, jeg ikke havde forudset. Så synes jeg bakken er latterlig og udelukkende ligger der for at genere mig. Det er jo noget pjat. Alligevel findes der en bakke, som jeg har lært at tolerere. Ikke holde af, men blot tolerere. Den er halvanden kilometer lang og selvom den ikke stiger voldsomt, så føles den alligevel som et uoverstigeligt bjerg. Måske fordi, at udsigten på toppen er lige så smuk? Bakken starter lige der, hvor byen stopper. Fra City Syd i Skalborg fortsætter den forbi beton-fabrikken i Drastrup til byskiltet i Frejlev. Derfra kan jeg se fjorden og længere ude lufthavnen. Det føles hårdt at løbe op af bakken. Pulsen stiger over det acceptable og jeg føler mig pludselig i dårlig form. Vejen er lige, så man kan hele tiden se den lange vej op. Alligevel er det en god følelse, at stå på toppen. Så føler jeg næsten, at det går ned af bakke resten af vejen.

IMG_9900

Der findes nogle steder, hvor det er umuligt ikke at blive en bedre løber. Steder, der fremkalder en bestemt følelse i en, når man krydser dem. Steder, som man helst vil undgå men løber alligevel. Steder, man holder af på en særlig måde og opsøger igen og igen. Måske er det på disse steder, at det er muligt at blive en bedre udgave af sig selv?

/Thomas

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *