Lidt om at løbe fra lortet i hovedet

Jeg sidder og kigger på et flag. Det blafrer i vinden og det irriterer mig. Det er et dumt flag. Ikke et Dannebrogs-flag, men et eller andet latterligt flag i grimme farver, der skal symbolisere noget komplet ligegyldigt. Mest af alt virker det som om, at det flag udelukkende er hejst for at genere mig. Det lykkedes. Jeg er generet. Jeg forestiller mig, at flagstangen giver efter for den stærke vind og knækker. Jeg forestiller mig, at den flyver gennem luften med det dumme flag efter sig og endnu længere tilbage de, der hejste flaget, i et håbløst forsøg på at redde det, der engang virkede som en god ide. Jeg smiler og kommer i tanke om, at det i virkeligheden ikke er flaget, der er noget galt med, men bare mig, der er i halvdårligt humør. Flaget gør jo blot det eneste mulige i den kraftige vind. Den føjer den og det store stykke stof danser viljesløst for vindens magt. Jeg ville ønske, at flaget i blot et enkelt sekund foretog sig noget komplet naturstridigt og nægtede at give efter for vindens luner. At det i en stille, men alligevel øredøvende protest trodsede vinden og blafrede den modsatte vej – blot for at blive blæst tilbage igen at et kraftigt vindstød. Måske ville det være den ultimative frihed at kunne trodse så stærke kræfter? Også selvom det kun var i et ganske kort sekund. Måske er det vigtigt, at vi finder disse små og særlige øjeblikke i livet, hvor vi kan blafre imod vinden? Også selvom det blot er i et ganske kort sekund. 

IMG_9757

Sommerferien er på alle måder slut. Jeg er begyndt på arbejde igen og antydningen af en hverdag, som man svagt erindrer, begynder at indfinde sig igen. Ingen ferie er nogensinde lang nok. Den efterlader altid mig en smule fortumlet og uforløst. Selvom jeg trives godt med nogle faste rammer og rutiner i min hverdag, er skiftet fra ferie til hverdag altid forstyrrende og en smule depressionsfremkaldende. Ja, det er nok i virkeligheden skiftet imellem netop ferie og hverdag, som jeg ikke bryder mig om. Det tager mig altid lidt tid at finde ind i de vante rammer igen og jeg sidder med følelsen af, at hænge en lille smule fast. Jeg siger til mig selv, at jeg skal tidligt i seng, så jeg er frisk til næste dag. Alligevel sidder jeg kl 23.09 med min iPad i hånden og ser et videoklip på YouTube eller kigger på Nike-sko på Trendsales. Næste morgen føler jeg mig træt i hele kroppen og bander lidt af mig selv. Jeg siger til mig selv, at jeg igen skal have fokus på kosten, som både er en uundværlig del af mit løbetræning og ikke mindst mit mål om at smide nogle flere kilo. Alligevel spiste jeg et stykke chokolade igår aftes og idag synes jeg, at singletten føles en smule strammere end den plejer. Så bander jeg lidt af mig selv igen. Men den slags håndgribelige udfordringer er trods alt til at håndtere og stille og roligt indfinder hverdagen sig igen og pludselig virker mindet om sommerferien langt væk.

IMG_9623

Men samtidig med hverdagens indfinden, som ferien giver et afbræk fra, så indfinder noget langt mere forstyrrende sig også synes jeg. Det har egentlig ikke været væk, men derimod ligget allerbagerst i hovedet. Der findes ikke rigtig nogle pæne ord for det og jeg er sikker på, at det ikke har en klinisk diagnose. Så lad os kalde det lort i hovedet. Det er ligetil og det beskriver egentlig meget godt, hvordan det føles og opleves – som noget lort. Nu kunne I måske foranlediges til at tro, at jeg befinder mig på kanten af en akut indlæggelse. Helt så slemt vælger jeg at tro, at det ikke er. Trods alt. Jeg vælger endda at tro på, at der sikkert findes andre, der kender til det at have noget “lort i hovedet”. Når jeg skriver “lort” så mener jeg i virkeligheden alle de tanker, bekymringer, frustrationer, skuffelser eller irritationer, som nogle gange kan true med at stjæle ens forstand. Min forstand. Jeg retter lige mig selv. Som kan true med at stjæle min forstand. Det er vigtigt at slå fast, at når jeg skriver ordet “lort” er det ikke et udtryk for, der er tale om noget, som jeg helst bare ville “skylle ud” og glemme alt om, som tilfældet ofte er med lort. Der er tale om vigtige, som jeg hverken kan eller vil være foruden. Der er tale om ting, som jeg ikke skal være foruden. Sådan er det. De er en del af mig. Men imens de flyver frit rundt i hovedet på mig og ikke har fundet deres plads på den rigtige hylde i min bevidsthed, støder de konstant imod indersiden af mit hoved. De skaber uro. Men uroen er skabt af mig selv og minder mig allermest om, at jeg trænger til at få styr på denne del af mit liv.

IMG_9687

Jeg synes nogle gange, at jeg slæber rundt på en masse lort op i mit hoved. Det kan være alt muligt. Små frustrationer over hverdagens små udfordringer, som hober sig op. Et skænderi, som lige skal tales igennem. En glemt aftale, som nager samvittigheden. En mail på arbejdet, der gav anledning til irritation. Det kan være alle mulige små ting. Gemt under laget af disse, gemmer sig de lidt dybere lag af lort sig. Sorg. Skam. Skyldsfølelse. De tjener som en konstant påmindelse om et liv, der er levet på godt og ondt. Et liv med erfaringer. Et liv med fejltagelser. Et liv med glæde. Et liv med sorg. Et liv, der er levet, men som jeg stadig forsøger at forstå. Udfordringen er måske i virkeligheden at forstå. At finde den rigtige hylde til alt det, som hovedet er fyldt af. Det er jeg ikke sikker på, at jeg er specielt godt til. At finde orden i det. At forstå det. Jeg forsøger, men samtidig er det jo en proces, der aldrig slutter.

Hvorfor skriver jeg det her? Det gør jeg af den simple grund, at uanset hvor allerstedsnærværende, at alt indholdet i mit hoved end måtte være, så findes der små øjeblikke, hvor det er muligt at skabe et frirum omkring mig. Det er selvfølgelig når jeg løber. Uanset, hvor meget et dumt og ligegyldigt skænderi end måtte fylde i hovedet, så er det simpelthen fysisk umuligt at tænke på det, når min puls er 175 bpm. Uanset, hvor megen skyldsfølelse jeg end må kæmpe med, så er det umuligt at høre disse tanker, når blæsten overdøver alt i modvinden langs fjorden. Lige så snart, at jeg kommer i læ og igen kan høre mine egne tanker og at pulsen igen er på et stabilt niveau, kommer det hele tilbage igen. Sådan er det jo. Jeg er ikke så naiv, at jeg forestiller mig, at jeg kan løbe fra det for altid. Det ville også være fejlagtigt. Jeg skal netop ikke løbe fra det. Jeg skal leve med det. Jeg skal jo finde den rigtige hylde til det hele og skabe en indre orden. Men engang imellem. Bare engang imellem, er det altså befriende at kunne skabe et tankefrit rum, hvor intet kan slippe ind og det eneste, der opfattes er mit besværede åndedræt, pulsen, der banker i brystkassen og rytmen af føddernes nedslag i asfalten. Lige i det øjeblik, er det som flaget, der trodser vinden og blæser den modsatte vej. Bare lige et enkelt sekund, for derefter at bøje sig for naturens kræfter.

IMG_9626

Jeg løber ikke for at slippe for mit lort i hovedet. Jeg løber for at få afstand til mit lort i hovedet. Jeg løber for at få styr på mit lort i hovedet. Jeg løber for at tømme hovedet i bare et enkelt sekund. Et enkelt sekunds absolut frihed. Jeg ved, at så snart jeg stopper op og slukker mit ur, er alt som det var før. Det er også meningen. Måske er det ikke helt som det var før alligevel? Måske er jeg en lille smule tættere på, at finde en indre orden i mit hoved. Indre orden i mit hoved? Hold da kæft. Det kommer aldrig til at ske. Måske er det slet ikke meningen? Måske er det nok, bare at være en lille smule tættere på idag end jeg var igår? Jeg ved det sgu ikke! Jeg gør, hvad jeg kan, for at være den bedste udgave af mig selv hver dag.

IMG_9790

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om at løbe fra lortet i hovedet

  • Lort i hovedet er en substantiel del af livet, men ikke desto mindre netop det, som det er – lort #vikenderdetalle.
    Flot skrevet og beroligende, betryggende at vide, hvordan andre også har tankemylder nu og da. Det giver lidt distance til den akutte indlæggelse man til tider er på vej mod, som du skriver 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *