Lidt om en hyldest til Paris

“Paris sover stadig, da vi forlader ad den tomme boulevard. Igår blandede larmen fra den intense trafik med tusindvis af turister, gadehandlere og lokale parisere på de brede fortove. Denne tidlige morgen er her stille og kun larmen fra en skraldebil bryder stilheden. Det er lidt vemodigt, at vi kører mod Danmark. Vi er ikke færdige hernede. Det er et modvilligt farvel. Vi rammer motorvejen og solen begynder at lyse horisonten op. Røde og orange nuancer farver himlen og er svær at ignorere. Hvorfor skulle man også det? Der er stille i bilen. Lea sover og jeg sidder i mine egne tanker og følger strømmen af biler på motorvejen. Jeg drejer hovedet og opdager, at landskabet nærmest står i relief i modlyset fra solen. Vindmøller, der dovent drejer rundt og kaster skygger på markerne og  en vand-kanon, der nærmest i slow-motion skyder den ene stråle af vand udover det gule korn på marken. Det er et fængslende syn. Det er som om, at det er starten på noget nyt. En vej videre. Det føles godt.”

DCIM101GOPROGOPR1260.

Paris har mistet sin uskyld. Måske skete det for lang tid siden? Måske er det slet ikke sandt. Men når jeg sammenligner med Paris, som jeg har i min hukommelse er noget forandret. Det er ikke sagt i frustration eller resignation, men blot som en erkendelse af, at omstændigheder nødvendigvis må forandre sig over tid. Måske er byen præcis som den hele tiden har været og det blot er os, der har mistet vores uskyld? Det hele ligner sig selv. Louvre, Seinen, Eiffel-tårnet og Rue de Rivoli. Men engang imellem brydes billedet af kampkædte soldater, der patruljerer på  bestemte steder i byen. Tasker, der åbnes og gennemsøges ved et besøg på shopping-centret eller bare på McDonalds. Vi ved godt hvorfor disse scenarier er blevet en naturlig del af hverdagen i Paris og alle accepterer det. Selvfølgelig gør de det og lad mig sige det med det samme. Jeg elsker Paris. Det er en by, som jeg umulig kan være kritisk overfor og som jeg har forelsket mig i endnu en gang efter at være tilbage igen efter 17 år. Mest af alt, er det også blevet en by, som jeg også har lært at elske i løbesko og det er primært det, som disse ord skal handle om.

DCIM101GOPROGOPR1204.

Vi vågner den første morgen i Paris, tager løbetøjet og går ned på gaden. Det bliver en fantastisk tur og samtidig en tur, der overrasker positivt. Aftenen inden sad jeg og ledte efter til forslag til velegnede løberuter i Paris og faldt over noget helt andet, nemlig en række artikler og indlæg, der igen og igen fortalte, at Paris ikke var en by man løb i. Jeg havde jo ved selvsyn set, at det naturligvis er umuligt at løbe på de store boulevarder midt på dagen, hvor der er tusindvis af lokale og turister. Men de forskellige artikler beskrev, at løbere var noget folk herinde kiggede efter, kommenterede med hånlige bemærkninger og at man stort set ikke så andre løbere hernede. Al vores undren over at have læst dette og alle vores forbehold blev gjort alvorligt til skamme. Vi løb langs de forskellige Quais ved Seinen og det vrimlede med løbere. Fortovene var brede og tomme og det var en i det hele taget en stor oplevelse at løbe hernede og en tur der krævede masser af små stop undervejs, når vi passerede Louvre, Musee d’Orsay, Palais de Justice og Notre Dame. Da vi kommer tilbage og har købt en lun croissant ved bageren, er tanken om, at Paris ikke er en by man løber i helt fjern. Den er direkte latterlig. Selvfølgelig er Paris en by man løber i og nu er vi igang.

Jeg løb de fleste dage i Paris. Det har jeg aldrig gjort før på en ferie. Ferie var ferie og ferie var ikke løb. Sådan er det. Omstændigheder forandrer sig – også for mig. Så pludselig stod jeg og pakkede to par løbesko og en masse løbetøj ned sammen med solcreme, pas, euro, shorts og trøjer. Det var fantastiske rammer at løbe i. Jeg har aldrig stoppet så mange gange i løbet af en løbetur, som jeg gjorde på turene i Paris. Det er svært at forklare, men der sker noget specielt indeni en, når man løber langs Seinen med Louvre og Jardin des Tuileries på den ene side og pludselig ser det ikoniske ur på Musee d’Orsay dukke frem på den anden siden af floden.  Det er som om at hver bygning i byen har et indtryk af at have haft en afgørende betydning i verdenshistorien. Selv efter en uge, hvor vi passerede Louvre og Notre Dame flere gange om dagen, føltes det stadig vigtigt at dreje hovedet og lige se det igen. Måske opdagede man noget nyt, som man ikke så sidste gang og som man ikke måtte gå glip af. Det er egentlig en meget god følelse – at man ikke sorterer noget fra, men fortsat kan fascineres og tiltrækkes af det. Måske er Eiffel-tårnet det bedste eksempel på det? Vi ved allesammen hvordan det ser ud. Vi har set det uendeligt mange gange – enten i virkeligheden eller på billeder og kunne sikkert tegne omridset af det med stor præcision med lukkede øjne. Alligevel er der noget specielt over det. Det rager jo unægteligt op og kan ses fra det meste af byen. Man bliver ikke træt af det. Tværtimod synes jeg faktisk. Flere gange i løbet af dagen drejer man lige hovedet og får et glimt af det og kan så konstatere at “jo, det ligger der stadigvæk!” eller “det var det jo igen”. Faktisk havde jeg besluttet, at jeg ikke ville løbe forbi Eiffel-tårnet på mine sidste løbeture – den rute havde jeg jo allerede løbet een gang. Men da jeg løb langs Seinen kiggede jeg op og så var det jo lige der – så var jeg jo næsten nødt til lige at løbe derud og se det igen. Så det gjorde jeg.

Det kunne måske blive en anelse trivielt at opsummere hver enkelt løbetur i Paris i detaljer, så det gider jeg egentlig ikke gøre. Dog er der alligevel en tur, som skal nævnes og fremhæves. Det var en løbetur, som vi havde snakket om i flere måneder. Det var vores uofficielle “Paris Halvmarathon”. En løbetur rundt til en lang række seværdigheder rundt i Paris.

Vi løb 24 kilometer rundt til en lang række af de forskellige seværdigheder i Paris. Vi holdt en masse pauser undervejs, hvor vi drak vand og cola og spiste en burger. Så løb vi videre. Forbi Notre Dame og videre ind i Jardin de Luxembourg. Igennem St. Germain de Pres og op til Invalides, hvorfra vi fortsatte langs Seinen til Champ de Mars og Eiffel-tårnet. Vi krydsede Seinen og løb op og nød udsigten ved Trocadéro inden vi løb tilbage langs den anden bred af Seinen til Place de la Concorde. Herfra op igennem tusindvis af mennesker på Champs de Elyseé inden vi løb videre mod Parc Monceau og turens sidste stop, nemlig Sacre Coeur. Til sidst løb vi ad Boulevard Sebastopol og hjem til lejligheden. Det var varmt. Solen bagte ned og allerede inden middagstid havde temperaturen rundet 30 grader. Sveden dryppede af os, mens vi zig-zaggede igennem mængder af andre turister og lokale parisere, der nød weekenden. Det var præcis så stor en oplevelse, som jeg havde drømt om det ville være.

DCIM101GOPROGOPR1244.

Det ville være forkert ikke at skrive nogle ord om, at midt i folkefesten i både Paris og hele Frankrig på Bastilledagen, stoppede det hele midlertidigt, på grund af en vanvittig og idiotisk handling. Ikke i Paris, men 700 kilometer derfra i Nice. Det mærkedes overalt i byen på en yderst fraværende, men ikke desto mindre skræmmende måde. Der var ikke protester på gaden eller fakkel-optog. Alligevel omsluttede sorgen og følelsen af meningsløshed os alle. En kvinde, der græd trøstesløst en morgen ved Seinen imens hendes mand forsøgte at trøste hende. Opbuddet af politi og militær optrappedes i et land i undtagelsestilstand. En by, der igen forsøgte at komme videre og finde en vej. Det var igen dagen derpå for alle i Frankrigs smukke hovedstad. Jeg forsøger på ingen måde at påstå, at jeg på nogen som helst måde kan sætte mig ind i de følelser, der igen fyldte hver eneste franskmand eller endnu mindre at jeg forstår noget af den tragiske og sørgelige situation. Måske er det den rigtige måde at formulere det på. Jeg forstår det ikke. Jeg opholdt mig blot kortvarigt i et land, der har været i sorg i 8 måneder og lever med en daglig påmindelse om denne sorg. Jeg oplevede bare en lille flig af det, men det berørte os begge to. Vi stod med vores medfølelse og en tristhed, der fyldte os. Bagefter havde mange travlt med at fastslå, at vi nok skal komme videre. Selvfølgelig kommer vi det. Alligevel sidder jeg med en bekymring for, hvordan vi kommer videre? Jeg har et håb om, at vi kommer videre sammen. Uden splittelse og mest af alt, at vi allesammen kan bevare vores uskyld på trods af de følelser og frustrationer, som vi alle er fyldt af.

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om en hyldest til Paris

  • Endnu engang betages man jo af din skrivemåde – jeg tror vi andre gerne vil have et kort over jeres Paris Halvmaraton til når vi andre – ved selvsyn – skal prøve den af, næste gang vi er i Paris 🙂 I to er fantastiske.

    • Tusind tak for de ord Laura – godt at se, at der pludseligt læses flittigt med fra Australien. Kortet burde jo kunne findes på Endomondo, og ellers laver jeg gerne et.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *