Lidt om at løbe eller flygte

“Uanset, hvor triviel en handling er, vil den, hvis den gentages nok gange, ende med at munde ud i indre betragtninger. Det meste af det, jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed og og hvornår bliver det for meget?  Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokuserer på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro på mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber. Hvor anderledes skal jeg ikke kunne sige, men noget ville have været markant anderledes.” (Hvad Jeg Taler Om Når Jeg Taler Om At Løbe af Haruki Murakami)

Jeg er en mand på 38 år. Jeg er en mand på 38 år, der løber. Engang imellem føles det som om jeg flygter, når jeg løber. Andre gange føles det mere som om jeg løber, når jeg flygter. Jeg er også en mand, der for næsten 4 år siden blev skilt. Egentlig var jeg ikke gift med min daværende partner, men efter 13 år samliv findes der næppe et andet eller mere passende ord for dette end skilsmisse. Vi sad en lørdag eftermiddag i oktober og fortalte vores datter, at hendes far og mor ikke længere skulle bo sammen. Hun græd og det gjorde vi også. Tre måneder senere flyttede jeg og den verden, som jeg havde kendt og fundet en tryghed i igennem mange år var væk og alt der var tilbage var et følelsesmæssigt kaos af sorg, savn, ensomhed og en dårlig samvittighed og skamfuldhed, der stadig kan stikke og gøre usigeligt ondt i de øjeblikke, hvor jeg er på søvnens rand og hvor erkendelsen kan føles særlig skarp. Mit umiddelbare svar på konflikter eller besværligheder i mit liv har ofte været at flygte. I denne situation begyndte jeg at løbe. Måske er det to sider af samme sag?

IMG_8990

Jeg spekulerer på. hvad forskellen er på at løbe og på at flygte. Hvordan ved man, om man gør det ene fremfor det andet?  Kan man gøre det ene uden at gøre det andet? Er det muligt at flygte fra noget uden at løbe hen i mod noget andet? Jeg ved det ikke, men jeg føler tit, at min egen situation rejser spørgsmålet igen og igen i mit hoved. Som udgangspunkt har jeg en følelse af, at det er negativt at flygte. Andre gange bliver jeg i tvivl. Måske er det et bedre alternativ end at resignere og stå stille?

Jeg tænker tit, og ofte med et lille smil på læben, at den virkelighed, som jeg viser frem på Instagram og i mine blog-indlæg er udtryk for en svidende midtvejskrise. Det er ihvertfald som om, at jeg opfylder alle de kliche-fyldte kriterier, som bruges til at beskrive en mand, der har mistet sit ståsted og famler i blinde efter en livskrise, som en skilsmisse er. Jeg er så tilpas tyndhåret, at en spontan og halvpinlig hestehale ikke var en mulighed og jeg er ikke sikker på, at jeg tør køre på en motorcykel, som en mulighed for at demonstrere og udstille opbruddet i mit liv. Til gengæld gik der blot 3 uger fra, at jeg var flyttet ind i min nye lejlighed, til at snørede jeg for første gang løbeskoene og løb de første 5 kilometer. Det var modvilligt og aldeles blottet for lyst og glæde. Det kom først senere. Jeg tabte mig 25 kilo og begyndte at tage min passion for løb til nye højder, der betød, at jeg endte som en usandsynlig og halvgammel marathon-finisher. Behøver jeg at nævne, at billedet fuldendes af, at jeg har en kæreste, der er 13 år yngre end jeg selv?

IMG_9023

Så melder spørgsmålet sig igen. Er der tale om en flugt eller om at løbe noget nyt i møde? Er der overhovedet nogen forskel på de to ting? Grunden til, at jeg skriver og taler så passioneret som jeg gør er, at jeg har følelsen af at løbe har lært mig at leve. Jeg startede med at løbe for at overleve. Det endte med, at løb lærte mig at leve. Alligevel har jeg nogle gange siddet med overvejelsen om, hvorvidt jeg bare brugte mine løbesko som en undskyldning for at flygte endnu engang fra de følelser, der fyldte og stadig kan fylde i mit liv.

Jeg ser det jo ikke som en flugt fra en periode i mit liv, der har været den sværeste, som jeg nogensinde har stået i. Jeg ser det som min vej ud af det. Det kan måske lyde som to ting af samme sag. Det er det ikke. På ingen måde. For mig er der en verden til forskel! Selvom det havde og stadig ville kunne være bekvemt at flygte fra følelsen af utilstrækkelighed og erkendelsen af at have fejlet som kæreste og som far. Måske som menneske? Det er en svær erkendelse og endnu sværere at leve med som vilkår. Men i stedet for at blive en flugt, har jeg følelsen af, at jeg igennem de mange kilometer, som jeg har trådt på gader, veje og stier i Aalborg, er gået noget nyt i møde samtidig med, at jeg har nået en erkendelse og forståelse for den situation jeg stod i for tre år siden, da jeg følte mig mere alene end jeg nogensinde har gjort før eller sidenhen. Egentlig skal det ikke lyde, som om, at der er en proces, der er afsluttet. Det er den på ingen måde. Som jeg skrev i starten, kan jeg stadig fyldes med følelsen af dårlig samvittighed og en dyb sorg. Den er jeg ikke ude på at flygte fra. Den har jeg lært at leve med. Jeg forsøger stadig at acceptere den del af mig som et grundlæggende vilkår. En passager, der følger mig.

IMG_8984

 

I sidste ende vil der nok altid være en forskel på, hvordan jeg selv anskuer situationen og hele mit liv og hvordan det bliver opfattet af omverdenen. Det kan vel ikke være anderledes. Så kald det bare midtvejskrise for en mand, der hastigt nærmer sig de 40 år og forsøger at holde sig evigt ung ved at redefinere sig selv igennem langdistance-løb. Kald det bare pinligt eller upassende, at min kæreste er yngre end jeg selv. Kald det bare patetisk, at jeg har lavet en storstilet, følelsesmæssig flugt fra en situation, der føltes for uoverstigelig og umulig at overskue. Det er OK. I svage øjeblikke kan tvivlen jo selv nage mig.

Jeg er dog stoppet med at spekulere på og overveje om, jeg løber eller bare flygter. Jeg kender selv svaret nu. Jeg løber. Jeg løber. Jeg er en løber. Igennem løb har jeg erfaret og erkendt nye sider af mig selv som løber, men også som menneske. Jeg løb ikke fra noget. Jeg fandt dog ud af, at jeg ubevidst løb noget nyt i møde. Et nyt sted i mit liv. Et godt sted i mit liv. På mange måder. Selvfølgelig stadig med nogle oplevelser og følelser, som jeg har fundet ud af at jeg hverken kan eller skal flygte fra. De skal ikke gemmes væk eller ignoreres. De er en del af den person, som jeg er idag. Sorgen, der stadig kan gøre ondt. Skamfuldheden, der stadig kan stikke og gøre ondt. Angeren og samvittighedskvalerne, der kan fylde mine øjne med tårer. Alt det er også en del af mig. Løbet er blevet en metafor for mit liv. Det, som jeg har lært om at leve igennem de sidste år, har jeg lært ved at løbe.

Jeg er en mand. Jeg er en mand på 38 år. Jeg er en mand, der snart er 40 år. Jeg er en mand, der er stolt af at have gennemført et marathon. Jeg er er en mand, der har og stadig er ved at finde en livsstil, der er sund og god for mig. Jeg er en mand, der har været heldig at finde en dejlig kæreste. Jeg er en mand, der lever med smerten over, at have været igennem og stadig mærke smerten ved en skilsmisse. Jeg er en mand, der til stadighed forsøger at blive den bedste udgave af mig selv. Jeg er en mand, der løber. Jeg ER løber!

/Thomas 

 

4 thoughts on “Lidt om at løbe eller flygte

  • Interessant indlæg – jeg har gjort mig mange tilsvarende tanker, selvom mit liv er lidt anderledes. Jeg var single i mange år, og visse elementer i min omverden mente, det der med at løbe så meget var noget jeg gjorde for at kompensere for, jeg ikke havde mand og børn. Selv mener jeg, det er positivt at jeg er glad og tilfreds med det liv jeg nu engang har (manden er så kommet til, vi mødtes endda til et ultraløb, men børn og traditionelt familieliv har jeg ikke), og løb er bare en vigtig del af det!
    Og hvad så hvis vi nogle gange bruger løb som en flugt, eller vores motiver er blandede? Vi har en (opslugende) fritidsinteresse, som vi nyder og som giver masser af gode oplevelser, alene og sammen med andre. Det er sundt (i et vist omfang) og måske et redskab til at bearbejde nogle svære ting og netop blive en bedre udgave af sig selv. Vi er løbere, og så længe vi også er i stand til at fungere som kærester, familiemedlemmer, venner, kolleger mm og er villige til at bruge 4-5% af hver samtale på ikke-løbsrelaterede emner, så er det nok ikke så ringe 😉

    • Jeg ser det heller ikke som noget negativt – er altid opmærksom på balancen i det, men prøver generelt at have et fokus på at jeg ikke flygter men jagter eller er på vej til noget nyt og positivt uden at miste kontakten til det andet.

Skriv et svar til 9000running Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *