Lidt om den by jeg kommer fra

“Her er en historie om en mand. Det er både en helt almindelig mand og alligevel en helt særlig mand. Det er en historie om en mand, der løber. Det er også en historie om en mand, der har en bog. Han startede at løbe for mange år siden. Så holdt han pause i flere år. Nu er han startet igen. Om vinteren løber han på et løbebånd i sin garage. Når foråret kommer løber han på vejene omkring den by han bor i. Når han har fri fra arbejde, snører han sine blå løbesko og løber. Når han kommer hjem skriver han ned i sin bog, hvor langt han har løbet. Han skriver også ned, hvor lang tid det tog. Bogen er fyldt med løbeture. Han løber i det samme par løbesko hver gang. Det er ligetil. Han løber ikke rundt med en masse flashy og unødvendigt udstyr. Det er ligetil. Han bruger ikke tid på at drikke en masse vand på sine ture. Det er ligetil. Han løber bare. Det er ligetil!”

IMG_8851

Igår løb jeg Aalborg Halvmarathon. Jeg løb sammen med Lea og min far. Vi vidste allerede, at vi skulle løbe dette løb, da det blev annonceret sidste efterår. Det var først senere, at vi besluttede os for at løbe sammen. Som optakt mødtes vi lørdag formiddag og hentede sammen startnummer inden vi kiggede på Expoen i Kedelhallen i Nordkraft. Derefter spiste vi frokost sammen og fik aftalt de sidste småting. Planen for dagen var klar. Det handlede om, at vi alle tre skulle have en super god oplevelse og dag sammen. Det handlede hverken om tid eller tempo. Det var ud fra et langt større perspektiv, at dette løb skal forståes og dette ville ikke kunne måles på den endelige sluttid.

Jeg vågner søndag morgen, da mit ur ringer. Jeg tager mine boxer-shorts på og lister ud i køkkenet . Jeg kigger ud af vinduet og kan se vasketøjet i naboens have blafre på tørresnoren. Træerne svajer i vinden og jeg kigger ned på den blå singlet fra Nike, som jeg havde planlagt at løbe i. Den ser pludselig en smule tynd ud, som den ligger der på køkkenbordet. Jeg slår midlertidigt tanken ud af hovedet igen og laver en portion morgenmad. Vi sidder og spiser imens vi ser nyheder. Dernæst sætter jeg startnummeret på brystet af trøjen. Jeg beslutter mig for, at tage en kortærmet trøje indenunder. Jeg tager mine splitshorts på, en sort termotrøje fra Craft og så den blå singlet, hvor der står AaRun på brystet. Jeg pakker vand, bananer og lidt energi-produkter i den rygsæk, som jeg skal løbe med. Jeg pakker også telefon og GoPro-kameraet derned, så turen kan foreviges. Til sidst snøres skoene og så er vi afsted.

Vi skal mødes med mine forældre klokken ni. Jeg løber derind, imens Lea cykler ved siden af. Gaderne er stadig forholdsvis tomme bortset fra andre løbere, der også bevæger sig mod starten ved Nordkraft. Her er der allerede fyldt med forvetningsfulde løbere. Vi småsludrer lidt og hilser på de løbere vi kender. Der tages billeder sammen med alle de andre løbere fra Aalborg Runners. Dette løbefællesskab startede for 9 måneder siden. Vi stod omkring 20 løbere på havnen til den første fællestræning. Det var vi egentlig ret godt tilfreds med eftersom vejret heller ikke var specielt godt. Igår var der mere end 70 løbere fra AaRun, som det bare kaldes, tilmeldt til årets løbebegivenhed i Aalborg.

De sidste forberedelser overståes og pludselig står vi blandt tusindvis af andre løbere i startboksen. Der tælles ned, uret startes og vi er afsted. Vi vinker til min mor i hendes blomstrede jakke, der tager billeder af os. Vi løber ad Nyhavnsgade og nærmer motorvejstilkørslen. Vi løber tæt og der står overraskende mange og hepper og jubler. Vi løber ud på selve motorvejen, der er afspærret og foran os ligger Limfjordstunnellen, som vi skal løbe igennem. Der er en helt særlig spænding og elektricitet blandt de mange løbere. Der er ingen tvivl om, at det her, er grunden til at løbere i Aalborg har summer over det her øjeblik, siden det blev annonceret i oktober måned. Vi løber ned i tunnel-røret og da himlen forsvinder over os, begynder folk spontant at klappe og juble over oplevelsen. Folk bliver bevægede over det stærke øjeblik og Lea får tårer i øjnene ved siden af mig. Jeg kan mærke at hårene rejser sig på mine arme. Bag os forsvinder lyset og stemmerne blive hule. Langt fremme kommer lyset ind ved tunnellens udgang og lyser den slange af mennesker op, der i dette øjeblik løber under Limfjorden. Det er en oplevelse, der var langt større end jeg havde forestillet mig.

Lidt efter er vi ude igen. Vi rammer det første depot, hvor der desværre er en smule kaos. Vi løber hurtigt videre og drikker lidt vand fra den drikkedunk, som jeg har med i min rygsæk. Vi løber igennem Nørresundby. Igennem parcelhus-kvarterer, forbi de ikoniske bygninger på havnen med det store, røde Hedegaard-logo på og videre langs den nye havnefront. Vi løber op på Limfjordsbroen, hvor udsigten er fantastisk og igen står der masser af tilskuere, der hepper og jubler. Det er en fantastisk kulisse.

DCIM101GOPROGOPR1131.

Da vi rammer Skovdalens Atletikstadion er vi pludselig halvvejs. Det føles som om vi lige er startet. Det er næsten som om det hele går lidt for hurtigt. For hurtigt til, at det for alvor er muligt at tage alle indtryk helt ind og mærke stemningen i den by vi allesammen kender så godt. Lige foran venter et andet af løbeturens højdepunkter. Måske et af de mere frygtede. Sønder Skovvej. Det kan lyde som et tilfældigt vejnavn, men folk, der bor i Aalborg ved at intet kunne være mere forkert. Det er vejen, der stiger fra Hobrovej og igennem Skovdalen til toppen af Mølleparken. Forbi Sygehus Syd, atlektikbanen og Aalborg Tårnet. 600 meter med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10%. Stemningen på bakken er vild. Høj musik giver genlyd hele vejen op af bakken og David fra Aalborg AM står og speaker løs og skaber en inspirerende kulisse. Vi løber stille og roligt op. Det var vores plan. Vi skulle have en god oplevelse og ikke ramme toppen med en tårnhøj puls. Vi rammer toppen og drikker vand ved depotet. Igen har jeg følelsen af, at det var overstået alt for hurtigt.

Dernæst går turen forbi villaerne i Hasseris og forbi Kridtgraven. Det er en speciel følelse. Jeg har løbet på disse stier og veje flere gange end jeg kan huske eller gider tælle. Jeg kender dem ud og ind og alligevel er det som det hele er forandret. Det er svært at forklare. Det er lidt som at være hjemme på en ny måde. At opleve gamle ting med nye øjne. Måske at opleve nye ting med gamle øjne? Vi løber langs kolonihaverne og rammer havnen. Herfra er der blot 4 kilometer hjem. Lige om lidt er det hele overstået. På en eller anden måde gør det mig en smule trist og jeg har allermest lyst til at stoppe mit ur og bare stå her – midt i strømmen af løbere, der passerer og bare suge det hele til mig. Vi stopper kortvarigt, da min far skal strække hans lårmuskler ud. Han siger, at det ikke er sikkert vi når at komme ind under 2 timer og 15 minutter. Jeg siger, at det er fuldstændigt ligegyldigt. Det er ikke derfor vi løber her og løber her sammen. Vi løber forbi det sidste depot uden at stoppe og nærmer os igen centrum af byen. Vi stopper igen for at strække de ømme muskler. Lidt længere fremme står Leas far. Hun løber hen og giver ham et kram inden hun løber videre med tårer i øjnene. Igennem Jomfru Ane Gade og gågaden. Vi krydser Nytorv og løber igen ned på havnen. Forbi Utzon Centret og så er vi pludselig på opløbet. Det kommer alt for pludseligt kan jeg mærke.

Jeg kigger mig omkring. Lea er lige foran og ved siden af løber min far. Det er lige præcis som det skal være. Sådan som jeg havde håbet og drømt om. Os tre, der sammen løber i mål. Vi kan høre speakeren ved målstregen og der er fyldt med tilskuere. Danielle vinker og råber sammen med sin mor og jeg knytter hånden i triumf tilbage til hende. Så løber Lea op på siden af mig og tager min hånd. Jeg tager min fars hånd og sammen løber vi de sidste, få meter over stregen med hænderne hævet over vores hoveder. Vi er i mål. Vi gjorde det. Vi gjorde det sammen.

DCIM101GOPROGOPR1150.

Vi krammer hinanden og pludselig hører jeg Leas mor kalde på os. Da Lea ser hende løber hun hen til hende og de begynder begge at græde. Det er første gang, at hendes forældre ser hende løbe halvmarathon. Ved siden af dem står en kvinde, der sikkert står og spejder efter en pårørende, der er på vej i mål. Hun kigger på de to, der står med armene om hinanden og hendes øjne bliver våde. Det er et rørende scenarie og et udtryk for, at de følelser, der er på spil denne dag er langt større end blot den umiddelbare tilfredshed over at have løbet et halvmarathon. Det handler i sidste ende ikke om tiden eller distancen. Vi overvandt alle sammen de 21,097 kilometer og det er naturligvis en tilfredsstillelse i sig selv. Men den virkelig sejr er, at vi allesammen overvandt den på trods af noget i os selv, der fortalte os, at det var et umuligt eller tvivlsomt foretagende. Vi overvandt tvivlen og usikkerheden. Vi overvandt os selv. Måske er det den virkelig sejr og det der er årsagen til, at det kan føles så skelsættende og definerende at gennemføre et distance, som mange tusinde trods gennemfører hver eneste dag?

IMG_8850

Det er dagen derpå. Tid til eftertanke og refleksion. Dagen igår var betydningsfuld på en masse måder, som endnu kan være svære at formulere på skrift. Det betød noget at løbe de 21 kilometer igår. Det var ikke målt ud fra distancen, for den har jeg trods alt, og uden at det skal lyde hverken selvsikkert eller arrogant, løbet mange gange. Det handlede heller ikke om, at jeg havde brug for at være aktiv igår. Det handler ikke om sundhed. Jeg løber ikke for at leve et længere liv. Jeg løber for at leve et mere fuldt liv imens jeg er her. Derfor betød løbet noget igår. Derfor var det vigtigt at løbe sammen med Lea. Sammen med hende føles livet mere helt og fuldt. Derfor var det også vigtigt at løbe sammen med min far. I mange år stod jeg modvilligt og så ham løbe og de oplevelser er blevet et omdrejningspunkt, når jeg selv løber. Jeg løber ikke for at gøre min far stolt. Men det betyder meget, at jeg at han er stolt. De oplevelser, som jeg husker fra min barndom og de sider af ham som løber og person, som jeg ser op til, er også med til at definere mig som løber. Måske som menneske? Et mennesker, der ønsker at leve et fuldt liv. Et menneske, der altid stræber mod at blive den bedste udgave af sig selv. I løb og i livet!

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om den by jeg kommer fra

  • Troede seriøst ALDRIG at det skulle ske at jeg skulle læse et blogindlæg om løb og så sidde men en lille tåre i øjet i mens.
    Virkelig smukt skrevet. Jeg føle at du havde taget mig med i din rygsæk og at jeg var med på hele turen. Kunne mærke stemingen og jeres begejstring. Sidder nu med et ønske om at jeg selv kunne have været med og en lyst til at prøve at deltage i et løb en dag. Mine evner som løber er dog ikke så gode som dine/jeres.
    Tak for en utrolig dejlig tur 🙂
    Mvh Lene (Tobiasmor på IG)

    • Hej Lene – Tusind tak for dine alt for dejlige og flotte ord. De betyder meget og jeg tager dem med mig 🙏🏻 Jeg er utrolig taknemmelig for, at du har lyst til at læse med og kan finde en eller anden form for mening i de ord jeg skriver! Og så en lille venlig, men også bestemt og ikke mindst kærligt ment påmindelse om, at det handler ikke om fart, distance eller tid. Jeg løber – du løber! Vi løber! Det er noget vi har til fælles. Det vil ikke give mening at måle os på tid – vi kigger på kampen hos os hver især og sammenligner os med den, for den kender vi hos hinanden. Du har min respekt for at vælge et alternativ til stilstand – fortsæt med det! Kh Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *