Lidt om 19 minutter der aldrig blev

“Jeg har blot løbet 500 meter, da jeg kan mærke, at åndedrættet bliver besværet og pulsen ryger helt op i det røde felt. Jeg har presset tempoet alt for højt i vejret, selvom jeg blot skal holde farten i en kilometer. Støvet hvirvles op hver gang min fod kortvarigt slår ned i gruset. Jeg passerer en anden løber tæt og kan samtidig fornemme en andenløber, der nærmer sig hastigt bagfra. Jeg forsøger at lukke alt ude og bevare mit fokus. Jeg drejer om et hjørne og kan se målstregen. Jeg føler lige, at jeg er startet og alligevel er jeg næsten færdig. Jeg drejer om det sidste hjørne og kan se Line stå klar til at modtage stafetten. Jeg får den afleveret sikkert til hende og ser hende forsvinde ned af grusstien. Jeg står helt stille og kan mærke mit hjerte hamre afsted i brystkassen. Lige i det øjeblik virker det helt uoverskueligt at skulle løbe 4 omgange mere.”

I fredags deltog jeg i COP RUN sammen med omkring 70 (!!) andre løbere fra AaRun og en masse andre løbere. Det er en holdbaseret stafet, hvor hold med 3 deltagere løber 5 x 1000 meter. Det var intenst og afsindigt hårdt. Det var fedt og helt vildt sjovt! Aftensolen står lavt på den blå himmel. Rundt om i Kildeparken, hvor stafetten blev afholdt, sidder folk og nyder en smuk sommeraften. Nogle griller og drikker kolde øl. Børn leger på legepladsen i det ene hjørne af parken imens en større gruppe mænd i hvide skjorter varmer op til koncert med Gnags i Skovdalen. Imens rejser en støvsky sig langs stierne, hvor vi løbere konstant er på det maksimale af vores ydeevne. Da det er overstået ligger vi i græsset og drikker kolde colaer og spiser aftensmad. Folk griner og snakker om aftenens løb. Da jeg kommer hjem smider jeg mig i sengen. Benene er ømme. Egentlig bryder jeg mig ikke specielt meget om at løbe på den måde. Pulsen i det røde felt og tempoet skruet helt i vejret. Det føles unaturligt og jeg foretrækker helt klart at løbe betydeligt længere distancer i et mere kontrolleret tempo. Alligevel endte jeg med at blive voldsomt skuffet over at misse chancen for at gennemgå det hele igen igår. Det kommer vi tilbage til.

IMG_8743

Træningen er så småt ved at være normaliseret igen ovenpå Copenhagen Marathon for lidt over 3 uger siden. I den periode har jeg selv struktureret træningen, der mest har stået på restitution og mængde-træning. I næste uge modtager jeg mit nye træningsprogram fra Hechmann Running. Målet er et marathon-løb i efteråret. Lige præcis hvilket løb, der er tale om og hvad målsætningen bliver til dette løb vil jeg naturligvis skrive meget mere om.

IMG_8745

Lige nu er jeg bare utrolig glad for, at det fortsat bliver med Claus Hechmann som træner og ikke mindst som ambassadør for Hechmann Running. Vi har haft et super godt samarbejde og vi har været enige om at dette samarbejde skal fortsætte.  I den tid, hvor jeg har trænet og løbet efter principperne i Claus’ træning har jeg udviklet mig utrolig meget som løber. Jeg er i stand til at træne langt mere effektivt og kvalificeret end tidligere. Min ugentlige træningsmængde er blevet fordoblet uden at den samlede intensiteter er væsentligt forøget. Jeg har fået en struktur på min træning, som jeg aldrig har oplevet før og som giver mig et overblik over hvert eneste træningspas. Jeg har lavet PR på samtlige distancer og skåret 2 minutter af min tid på 5 kilometer, 4 minutter på 10 kilometer, 13 minutter på 1/2 marathon og 25 minutter på marathon-distancen. Men samtidig er det større end blot en ny PR. Det er ikke følelsen, når træningsturene er overstået eller når et bestemt mål er nået, der driver mig afsted. Det er følelsen imens jeg er midt i det. Der, hvor løb ikke bliver en beskæftigelse, men en tilstand. Der, hvor den ene kilometer efter den anden bare forsvinder imens fysik og psyke bare smelter sammen. En tilstand, hvor der eksisterer et tomrum, hvor enkelte tanker engang imellem smutter ind, blot for at forsvinde igen. Lige der ved jeg hvorfor jeg løber. lige i det øjeblik ved jeg, hvorfor jeg er løber. Den konstante jagt på denne tilstand skærpes igennem den måde, som mine træningsprogrammer er struktureret på. På vej mod nye mål – jeg glæder mig ufatteligt meget og er taknemmelig for at det fortsat bliver sammen med Claus, Anna og alle de andre i Hechmann Running.

3c82eb_3f4f0fc2b9174be29ebc0a95a7618428.png_srz_p_210_209_75_22_0.50_1.20_0

Hechmann Running

Det er et nyt medlemsskab, som jeg er blevet koblet op på. Det er et personligt tilrettelagt træningsprogram, som indeholde både grundtræning og specifik træning. Derudover tager et hensyn til de forskellige mål, som jeg har i løbet af et år, ligesom den tager hensyn til træningsdage, tidsforbrug og løb, som jeg deltager i. Det passer perfekt til mig og giver mig en tryghed ift. mine fortsatte udvikling og ikke mindst grundlæggende glæde ved at løbe. Du kan se en oversigt over de forskellige medlemsskaber hos Hechmann Running her.

Indtil da fortsætter min egen træning. I fredags løb jeg COP RUN. Søndag løb jeg 26 kilometer sammen med Daniella i roligt tempo. På søndag løber jeg Aalborg Halvmarathon. Det er et løb, som jeg ser utrolig meget frem til. Det er et løb, som jeg skal løbe på en anden måde end jeg plejer. Jeg skal løbe sammen med Lea. Det er ikke det første halvmarathon, som vi skal løbe sammen og det er altid en fantastisk følelse, at dele de oplevelser med hende og det glæder jeg mig helt vildt til. Derudover skal jeg løbe sammen med min far. Det glæder jeg mig endnu mere til. Det bliver uden tvivl en speciel oplevelse at løbe over stregen sammen med de to.

IMG_8724

Dog endte jeg med at måtte aflyse et af mine mål i den her uge. I går aftes skulle jeg have løbet 5000 meter til stævne i Skovdalen. Planen var helt klar. De 5 kilometer skulle løbe på mindre end 19 minutter. Jeg havde allieret mig med Emil, der ville være min pacer rundt på de 12,5 omgange på atletikbanen. Han ville vætte tempoet og jeg skulle “bare” følge med. Desværre blev det aldrig til noget. Sygdom satte en stopper for den plan. Jeg havde egentlig ikke glædet mig specielt til at løbe lige præcis de 5 kilometer. Jeg vidste jo, at det ville blive afskyeligt hårdt og langt udenfor den zone, hvor jeg egentlig holder af at befinde mig, når jeg løber. Alligevel var jeg temmelig indebrændt og dybt skuffet over, at jeg ikke fik chancen for at løbe mig i jorden deroppe. Jeg har det ikke specielt godt med den slags ændringer og slet ikke, når ændringerne sker på baggrund af omstændigheder, som ligger udenfor min rækkevidde. Alle de mentale forberedelser på at presse kroppen og ikke mindst benene forbi deres eksisterende grænse. Arbejdet med at rette og skærpe fokus på at”gå i boks” i 19 minutter og lukke alt andet ude føles sgu en lille smule spildt lige. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at løbe 5 kilometer på mindre end 19 minutter. Ikke engang, men snart. Egentlig har det ikke været et af mine grundlæggende mål for min løbetræning igennem de sidste måneder. Men efter igår føles det ligepludseligt ret vigtigt!

IMG_8763

Jeg håber, at jeg kan løbe en rolig tur i morgen. Det føles også ret nødvendigt. Lørdag har jeg mit normale træningspas, som lige pludselig også føles vigtigt. Der er ikke noget, der kan skærpe lysten til at træne, som en ufrivillig pause – uanset hvor kort den end måtte være. Søndag bliver en festdag i Aalborg. 4500 løbere på en rute, der er 21 kilometer lang. Det bliver en løbetur rundt i den by jeg kommer fra. Det glæder jeg mig til.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *