Lidt om alle de der fraklip

“Hen over det høje græs, kan jeg lige akkurat skimte målet. Marathon-monumentet ved indgangen til landsbyen af samme navn. Umiddelbart fatter jeg ikke, at det virkelig er der. Det kommer alt for pludseligt. Selvfølgelig er jeg glad for at kunne se målet, men af uforklarlige årsager, gør det mig også vred. Her til sidst vil jeg gerne ligge alle mine kræfter i og spurte, men mine ben lystrer mig ikke. Jeg har glemt hvordan man bevæger sig. Det føles som om mine muskler er høvlet ned med en rusten høvl” (“Hvad Jeg Taler Om Når Jeg Taler Om At Løbe” af Haruki Murakami)

Jeg har simpelthen været nødt til at skrive det her indlæg. Da jeg løb de 42,195 kilometer rundt i København for 9 dage siden var alt ikke rosenrødt og idyllisk. Der skete nogle ting undervejs i løbet, som jeg er nødt til at dele med Jer og jeg tænkte nogle tanker, som ikke var specielt flatterende. Dem skal I også kende! Så det her indlæg handler om at trække det hele lidt ned på jorden igen og kærligt at punktere den sky, som jeg har svævet på de sidste mange dage.

IMG_8586

I virkeligheden var det lige før, at mit Copenhagen Marathon var sluttet inden det kom igang. Da jeg havde sagt farvel til Lea og mine forældre gav jeg mig til at varme op. Jeg joggede et par kilometer stille og roligt. Jeg løb af Sturlasgade og Kigkurren ud på Artillerivej og fulgte den. En familie kommer gående med en klapvogn. Selvom jeg altid lukker mig inde i mig selv den sidste tid inden et løb, beslutter jeg mig af stadigt ukendte årsager til at være den friske og overskuds-agtige kondiløber, der ønsker smiler til dem og ønsker dem god dag. Dette resulterer blot i, at jeg overser den høje kantsten jeg er på vej ned af og da jeg lander vrikker min fod om. Et kort stik af ømhed og så er det væk igen. Jeg ved, at jeg slap med skrækken og selvom jeg er opmærksom på foden den næste kilometer mærker jeg ikke mere til den. Er det nødvendigt at sige, at resten af opvarmningen blev foretaget i dyb koncentration?

Aftenen inden løbet fandt jeg alt mit tøj, sko, udstyr og energi-produkter. En af de ting jeg pakkede ned var to gels, som jeg skulle spise lige inden starten på løbet. Da jeg står i startboksen og Henrik tager en gel frem, slår det mig. Mine to gels ligger stadig i Leas taske. Dem har jeg glemt alt om. Jeg udbryder, at “jeg har fandme glemt min gels til starten”. Henrik fisker lynhurtigt en gel frem og giver mig dem. Jeg pakker den op klemmer den ud i munden. Imens bander jeg indvendigt over, at jeg alligevel ikke var så pisse-forberedt, som jeg har haft følelsen af at have været hele morgenen.

IMG_8605

Undervejs i løbet brugte jeg de chews fra 32Gi, som jeg har benyttet ved flere lejligheden under min træning. Jeg havde en pose med seks vingummier i mit SPIbelt og en pose med seks vingummier i en netlomme i min splitsshorts. Poserne er klippet til, så de er nemme at håndtere undervejs i løbet. Planen er, at jeg først indtager dem i mit bælte og derefter flytter posen fra mine shorts over i bælte. Da jeg har løbet omkring 29 kilometer er posen i bæltet tom. Jeg smider den fra mig og stikker hånden ned i mine shorts for at fiske den anden pose op. Det viser sig at blive en anelse mere besværligt end jeg havde forudset. Mine fingre er fedtede af sved og vaseline og jeg kan simpelthen ikke få fat i posen. Først bander jeg over, at jeg ikke har øvet mig i det her på en af mine træningsture istedet for at løbe her og ligne en, der klør sig i skridtet. Så beslutter jeg mig for, at jeg kan flytte posen over i bæltet senere. Senere? Hvornår senere tænker jeg med det samme? Når jeg er kommet i mål? I bilen på vej hjem til Aalborg? Engang i næste uge? “Din klovn” siger jeg til mig selv. Det er sgu da nu du skal gøre det. Jeg mønstrer al den vilje og determination jeg kan hive ud af mig selv på dette tidspunkt og stikker beslutsomt hele hånden ned i mine shorts, tager et solidt tag om posen med vingummier og trækker den op. Det føles som en uoverstigelig opgave, der ikke burde være noget menneske forundt. Det lyder komisk, når jeg skriver det, men i de sekunder kan jeg mærke panik-angsten komme snigende indtil jeg får lirket posen op af lommen og placeret den sikkert i mit bælte.

IMG_8632

Jeg gjorde noget sidste søndag, som jeg faktisk stadig er en smule flov over. Da jeg havde løbet 30 kilometer mødte jeg Sannie på ruten, som kom cyklende og havde en flaske med vand, som jeg fik. Det var allerede temmelig varmt på det tidspunkt og vandflasken kom som sendt fra himlen. Jeg drak omkring halvdelen af flaskens indhold og hvad gør jeg så? Som en eller anden idiot, der tror at jeg er professionel cykelrytter, smider jeg flasken fra mig og kan se indholdet sprøjte ud over vejen. I samme sekund føler jeg mig, som verdens største klovn. Rundt omkring mig løber masser af andre løbere, der har det lige så varmt som mig, men ikke et eneste sekund tænkte jeg på at tilbyde dem flasken og give dem mulighed for nogle slurke af flaskens kolde indhold. I samme sekund som flasken forlader mig hånd har jeg fortrudt min beslutning om at kyle flasken af helvede til. Af ren og skær af skam sætter jeg tempoet en smule op og priser mig lykkelig for, at der blot 500 meter senere kommer et depot, hvor jeg kan forsvinde i mængden og løbe alene med min skam og skyldsfølelse. Derfor en stor undskyldning til alle Jer, som måtte have set mig smide denne flaske med vand – det var jeg sgu ikke specielt stolt af!

IMG_8576

I kender det sikkert selv. Uanset om man løber 5 kilometer eller 50 kilometer eller måske endnu længere, kommer der nogle gange en tanke ind i ens hoved, som man ikke lige helt selv havde forudset. Måske spørger man endda sig selv, hvorfor fanden tænker du på det nu? Det sker oftest for mig, når jeg løber alene og i søndags løb jeg 20 kilometer alene. 20 hårde og varme kilometer, hvor jeg egentlig havde troet af trætheden, ømheden og udmattelsen ville fylde så meget, at intet andet ville kunne trænge sig ind i min bevidsthed. Alligevel nåede jeg at tænke følgende tanker undervejs i løbet. “Vi skal huske at få min far til at skrue skoskabet i gangen fast, når vi kommer hjem”. “Jeg skulle have løbet i Nike-sko, så det hele havde passet sammen”. “Gad vide om andre synes jeg ser tyk ud, når jeg løber”. “Det kunne se pisse-sejt og overskudsagtig ud, hvis du peger på Løberens logo på dine shorts, når du løber fordi dem”. “Du skal også huske at ligne en million, når du kommer i mål!”. “Hvor er det fedt, at jeg er ved at løbe et marathon!”. “Hvorfor er det egentlig, at jeg gider at løbe et marathon?”. “Jeg kan jo bare sætte tempoet ned og give varmen skylden” – ja, det tænkte jeg faktisk!. Jeg tænkte alle mulige og umulige tanker, der på ingen måde gav mening eller fik mig til at flytte min ben hurtigere. Jeg tænkte på at give op – men jeg gjorde det ikke. Jeg tænkte på at se fantastisk ud, når jeg løb i mål – men det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte på, hvor vidunderlig en iskold cola ville smage, når jeg var færdig – men det gjorde den ikke. Den smagte godt, men jeg erfarede også at intet i denne verden kan måle sig med fantasierne hos et menneske, der er helt ude på kanten eller har mistet besindelsen. Jeg nåede at blive uendelig glad for al den støtte, som de mange tusinde tilskuere gav os igennem løbet.  Jeg nåede at blive vred på tilskuerne, der råbte “Kom så, kun 2 kilometer igen!” og tænkte, at “ja, det kan I sgu sagtens sige!”. Jeg nåede igen at blive ufattelig glad og rørt igen over den støtte, der bar os frem på de sidste  meter mod mål. Det kan skifte hurtigt!

Dette er de sidste ord i denne omgang om Copenhagen Marathon 2016. Nu skal jeg jo ikke love for meget. Jeg kan jo ikke garantere, at jeg ikke vil hive en anekdote frem i en situtation, hvor jeg tænker, at den passer ind eller vil give mening. Jeg vil altid være mine oplevelser fra sidste søndag med mig. Det blev mit fjerde marathon-løb og mit første “rigtige” marathon-løb. Det var et nødvendigt løb for den rejse fremad, der starter nu.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *