Lidt om Copenhagen Marathon 2016

“Han løb foran mig i lang tid. Jeg spottede ham helt tilfældigt, da vi havde løbet blot 2 kilometer. Engang imellem forsvandt han. Måske var jeg bare ikke opmærksom på ham. Så var han der igen. Det var naturligvis ikke tilsigtet, men budskabet bag på hans t-shirt blev et mantra, der kørte i mit hoved i store dele af dagen. Da vi løber ud af Fælledparken for anden gang og ned mod Trianglen, ser jeg ham ikke mere. Måske har jeg overhalet ham? Måske satte han farten op? Uanset hvad, så fulgte de sorte bogstaver på hans hvide t-shirt mig resten af dagen og blev det jeg gentog for mig selv, da alt gjorde ondt og kroppen bad mig om at stoppe. Jeg husker dem stadigvæk… “It’s only pain!”

IMG_8550

Klar til start!

 

Hvordan opsummerer jeg lige dagen igår? Hvilke ord skal jeg sætte på og kan jeg formå at holde det i et omfang, der gør, at I ikke opgiver at læse det hele halvvejs? Kan jeg overhovedet beskrive det på en måde, der er spændende, vedkommende og som yder dagen retfærdighed? Jeg prøver sgu! Jeg prøver at sætte ord på det højdepunkter, der stadig står knivskarpe i min bevidsthed!

Jeg siger farvel til Lea og mine forældre kl. 8.45. Jeg ved, at når jeg ser dem igen, er det hele overstået. Så er jeg i mål. Det føles både tæt på og langt væk. Jeg jogger et par kilometer rundt på Islands Brygge og bevæger mig ned mod starten. Jeg møder Jeppe, som jeg veksler et par ord med. Ikke så mange, som under andre omstændigheder. Jeg kan mærke spændingen i hele kroppen og har lyst til at gemme mig lidt. At være usynlig.

Jeg står bag de gule balloner og spejder omkring. Så kommer han gående ind i flokken af løbere. Jeg giver Henrik et kram og vi kan mærke på hinanden, at nu er det alvor. Jeg får en gel af Henrik, som jeg klemmer ud i munder og skyller ned med væske fra min drikkedunk. Vi veksler de sidste ord og pludselig tælles der ned og startskuddet går. Vi løber tæt og jeg forsøge at huske mig selv på, at jeg ikke skal løbe for hurtigt i starten. Vi løber på Langebro og vinker til Lea og mine forældre og lidt efter hilser vi også på Hasse og Patricia. Jeg ville ønske, at Hasse kunne have delt oplevelsen med mig på ruten, som planen var, men lige nu er det vigtigste, at han bliver klar igen og han kommer til at smadre Frankfurt Marathon til oktober! Jeg kigger på mit ur. Planen holder næsten. Det går en anelse for hurtigt, men jeg har en god fornemmelse i kroppen og benene og pulsen er fornuftig. Det hele føles bare godt.

IMG_8541

Race-outfit

Vi veksler nogle ord. Henrik siger flere ord end mig. Det er ikke de store, betydningsfulde ord, der deles imellem os. Det er ikke nødvendigt. Det hele føles perfekt. Varmen er endnu ikke ulidelig og bortset fra en blæst, der er en smule stærkere end jeg foretrækker, er alt som det skal være. Den ene kilometer efter den anden forsvinder stille og roligt. Vi hilser på Lena, Mia, Leif og deres børn, da vi løber på Strandboulevarden. Vi rammer konfetti-festen ved Parken og forsætter langs Søerne. Vi drejer ud på Nørrebrogade og kan med det samme fornemme larmen og festen på Dronning Louises Bro. Vi løber op på broen og larmen er overdøvende. Vi løber tæt igennem den kæmpe menneskemængde, der åbner sig for os. Jeg hilser og vinker til Hasse og Patricia, Julie, Sandra, Ole, der står og skyder billeder, Anne-Frederikke og Susan. Det er et adrenalin-kick fra en anden verden og hårene på armene rejser sig. Jeg har lyst til at stoppe op og tage det ind. Bare lukke øjnene og lytte.

P1170091

Dr. Louises Bro – tak til Ole for billedet!

Da vi har løbet 20 kilometer sætter Henrik tempoet for at løbe sin chance. Det er en del af aftalen og vi ønsker hinanden et godt løb. Jeg indstiller mig på, at løbe de sidste 22 kilometer alene. Det er OK. Det kører stadig præcis som det skal og jeg har stadig en rigtig god fornemmelse.

Jeg ser flere løbere, der piller startnummeret af og står i siden af vejen. Varmen er ved at være kvælende. Jeg mærker kort på min pande, der stadig er våd af sved. Det er et godt tegn. Jeg drikker ved hvert depot. Jeg spiser chews og tager også to ekstra saltsticks med elektrolytter undervejs i løbet. Alligevel kommer trætheden snigende og benene føles stille og roligt tungere. Selvfølgelig gør den det – jeg har løbet mere end 25 kilometer. Da vi løber forbi Amalienborg besvimer løberen lige ved siden af mig. Hans ben forsvinder bare under ham. Nogle tilskuere løber hurtigt hen og hjælper ham. Jeg fortsætter, men oplevelsen sidder i mig.

IMG_8553

Midt i det hele – tak til Tanja for billedet!

 

På vej mod Trianglen ser jeg en pige på en cykel ud af øjenkrogen. Hun kalder mit navn og jeg ser, at det er Sannie, som løb Copenhagen Marathon sidste år. Hun råber, om jeg vil have vand. Jeg får fremstønnet et “ja” og hun rækker mig en flaske vand. Jeg drikker nogle store slurke og råber tak. Hvis ikke jeg vidste, at jeg havde fået både ondt i maven og beton-ben, havde jeg drukket hele flasken og givet hende et kæmpe kram. Da jeg runder svinget ved Trianglen ser jeg igen Lena og de andre. Det giver så meget moral og det kan jeg mærke at jeg har behov for. Jeg er ved at være presset. Mine lårmuskler gør pisse-ondt og jeg kan begynde at se hvide salt-aflejringer på mine arme, fordi kroppen er ved at være tør for væske.

På vej ind i Fælledparken ser jeg pludselig Simon længere fremme. Han løber sammen med en anden fra AaRun. Jeg indhenter dem stille og roligt. Egentlig er jeg skide-træt af, at møde dem nu. Jeg synes det er hårdt af helvede til og håber for alt i verden ikke, at de hverken vil snakke eller ligefrem følges ad. Det lyder hårdt, men sådan er det slet ikke ment. Det er bare et udtryk for, hvordan jeg havde det. Da jeg kommer op på siden af dem, ser jeg at det er Laura, som Simon løber med. Jeg ligger en hånd på hendes skulder og kan se i hendes øjne, at hun kæmper den vildeste kamp – en kamp, som jeg her dagen efter slet ikke kan fatte og har den dybeste respekt for!

Det magiske tal igår var 24 minutter og 10 sekunder. Da jeg passerer skiltet, der markerer 35 kilometer klikker jeg på lap-knappen på mit ur. Det har jeg gjort hver 5. kilometer på ruten. Når jeg gør det, skal uret gerne vise, at det har taget 24 minutter og 10 sekunder at løbe de sidste 5 kilometer. Så ved jeg, at min plan holder. Nogle gange sagde den et par sekunder mere og andre gange et par sekunder mindre. Da jeg rammer 35 km. viser uret 24.23. Det giver mig virkelig moral. Jeg har løbet med følelsen af, at farten er ved at forsvinde ud af mine ben. Uret fortæller mig, at det ikke passer. Det er bare blevet hårdere, men jeg holder stadig farten og jeg begynder at overhale flere og flere løbere.

Dronning Louises Bro 2.0! For anden gang drejer jeg ud på Nørrebrogade og op mod broen, hvor NBRO har gang i den vildeste fest. Jeg ved, at deroppe står en masse jeg kender. Jeg smiler til Hasse og Patricia igen. Det betyder mere end jeg nogensinde kan forklare, at folk tager sig tid til at stå og heppe på os. Jeg vil gerne give noget igen, men indeni kæmper jeg min egen kamp. Jeg ved, at der er 5 kilometer tilbage. Jeg kan ruten i mit hoved. Alt i min krop gør ondt. Benene smerter for hvert skridt jeg tager. Kroppen er tømt for væske og jeg løber udelukkende på vilje. Ved Nørre Farimagsgade råber Peter fra Løberen pludselig. Hans står med sin søn på skuldrene og hepper og giver dagens bedste high-five, da jeg passerer. Det er små glimt, der i øjeblikket fylder en med alverdens glæde og stolthed, blot for at blive afløst af ren smerte og udmattelse få sekunder efter.

De sidste kilometer oplever jeg i ryk. Lidt som, når man ser lysbilleder fra en ferie i 80’erne. Rådhuspladsen. Vestergade, hvor jeg møder Steffen fra AaRun. Strøget. Da jeg rammer stykket med brosten ved Højbro Plads forbander jeg for 3. år i træk arrangørerne for at vi skal løbe over de toppede sten med smertende fødder. Så kommer jeg i tanke om, at jeg bare skal tage mig sammen. Det gør jeg og 500 meter senere kommer det sidste depot. Jeg ser en grøn singlet. Ham kender jeg. Det er Henrik. Jeg kan ikke helt forstå det, men han  klapper mig på skulderen og i 10 sekunder tænker jeg, at nu bliver de sidste to kilometer meget lettere. Jeg opdager, at intet kunne være mere forkert. Henrik snakker og jeg kan ikke huske et ord af det. Jeg registrerer, at Henrik snubler under Knippelsbro. Han råber et eller andet og jeg løber bare videre. Et halvt minut efter mig er han ved siden af mig igen.

IMG_8557

Langebro og 1 km. tilbage – tak til Brian for billedet

Jeg kan huske, at Louise filmer mig med sit Gopro-kamera ved Kari Traa-festen ved Christianborg. Jeg kan huske, at vi løber op på Langebro og først der bliver jeg sikker på, at jeg kommer til at gennemføre. Jeg er i min helt egen verden, hvor alt gør ondt og jeg tvinger kroppen til at fortsætte. Det hele smelter sammen i de minutter, imens jeg presser kroppen forbi det fornuftige. Ned ad Langebro og ind på opløbet. Det føles flere kilometer langt. Jeg vinker til Lea, der filmer os og pludselig er jeg i mål. Jeg stopper mit ur og krammer Henrik. At krydse målstregen med ham får i det øjeblik mere betydning end nogle ord her, ville kunne beskrive. Han ved hvorfor og jeg ved hvorfor! Jeg får en medalje om halsen og siger hej til Jonas fra AaRun, der står og tager imod os. Det begynder at flimre for  mine øjne og pludselig bliver jeg bange for at besvime. Jeg læner mig op af en barriere og står her lidt uden helt at vide, hvad jeg skal gøre. Jeg kan huske, at jeg tænker at jeg helst ikke vil besvime, for jeg er bange for, at der så vil gå hul på min nye løbetrøje. Jeg går lidt videre og ser pludselig Simon og Laura. Vi krammer og siger tillykke. Jeg har det af helvede til og vi får sat os ned. Selvom de lige er kommet i mål, har de langt mere overskud end jeg kan mønstre i det øjeblik og jeg skylder dem en kæmpe tak for deres omsorg. Jeg sidder og drikker lidt vand. Jeg sidder og drikker lidt yoghurt. Jeg sidder bare!

IMG_8547

Næsten i mål!

Jeg går hen for at finde mine forældre og Lea. Jeg ligger mig på græsset. Lige i det øjeblik sker det. Jeg begynder spontant at græde. Jeg ligger på ryggen med hænderne for øjnene og begynder at græde. Jeg er stolt og glad.

Hele min krop har lukket ned pga. dehydrering og fordi den er sukkertom. Mine hænder kramper sammen som følge af min tilstand og mine ben hæver op og snurrer, som om de sover. Jeg har små black-outs i minutterne efter jeg er kommet i mål og pludselig er jeg i tvivl om Lea har set mig komme i mål – jeg kan slet ikke huske, at have set hende og jeg har snakket med Dan lige efter målstregen uden at kunne huske det. Jeg ligger sådan i et par minutter og er helt i min egen verden. Lea kommer og jeg krammer hende hårdt. Lige der har jeg bare brug for hende.

IMG_8552

Træt, glad og stolt!

Jeg kommer naturligvis til mig selv igen. Jeg drikker lidt cola og lidt kakao og efter en halv time er jeg ovenpå igen. Jeg drikker en iskold Fanta, der muligvis aldrig har smagt bedre.

Nu sidder jeg her ved spisebordet i stuen og skriver de sidste ord. Jeg kan allerede se, at det blev meget længere end jeg havde planlagt. Måske går jeg det igennem inden jeg deler det med Jer? Måske får det lov til at stå. Det er mine ord. Det er min oplevelse. Dagen igår blev oplevet på vidt forskellige måder af de 9400 løbere og næsten 100.000 tilskuere. Det er er sådan, som jeg oplevede det, der viste sig at blive mit første “rigtige” marathon og mit bedste løb nogensinde.

IMG_8554

Marathon Finisher – Copenhagen Marathon 2016

Jeg er helt utroligt stolt. Selvom jeg egentlig havde sat mig i hovedet, at jeg ville løbe hurtigere end 3 timer og 25 minutter, så kan jeg simpelthen ikke finde ud af, at være skuffet på nogen som helst måde. Jeg forbedrede mig tid fra sidste år med 25 minutter. Jeg løb mit bedst disponerede løb nogensinde. Jeg formåede at holde mit pace hele vejen på en dag, hvor varmen og blæsten var hård ved alle. Jeg formåede at løbe negativ split med 34 sekunder – det er ikke meget, men det tæller rigtig meget i mit hoved. Mest af alt er jeg stolt over, at jeg holdt mit løfte til mig selv om at løbe mig helt ud. Give alt, hvad jeg havde i mig. Det gjorde jeg! Mere end jeg nogensinde havde drømt om at være i stand til. Jeg lærte så ufattelig meget om mig selv, min krop, min psyke og min evne til at udholde smerte og udmattelse. Jeg pressede mig forbi fornuftens rand og blev der. Det er jeg stolt af. Jeg tror på, at jeg igår blev en lidt bedre udgave af mig selv og lige nu kommer jeg igen i tanke om ordene på den ukendte løbers t-shirt: “It’s only pain!

/Thomas

18 thoughts on “Lidt om Copenhagen Marathon 2016

  • Hej Thomas, hvor utrolig det end lyder bliver jeg helt inspireret af at læse dit indlæg. Fandt det på CPHmarathon hjemmeside og streamet det mens jeg sad i den nordjyske regn. Fulgte flere af mine venner via appen og også AArun løberne. Det så utroligt hårdt ud og jeg har dyb respekt for alle jer der kom igennem. Det var let at se at det ikke “bare var a walk in the park”. Det er nu 9 år siden jeg selv “deltog” som official og det trækker i mig hver gang. Stort tillykke med en “mandepræstation”.

  • Godt skrevet. Din kamp på en svær dag hvor alle kæmpede mod varmen og hovedet. Havde selv en kamp. Men nej hvor er man glad her et par dage efter at man vandt den 😉
    Mvh smeden

  • Dine ord beskriver rigtig godt de følser og tanker man har under løbet, jeg havde det på samme måde sidste år da jeg lavede min pr.
    Tak for beretningen, og godt løbet.

  • Tusind tak for fantastisk motiverende og rørende læsning! Blev undervejs helt overbevist om at jeg selvfølgelig skal løbe Copenhagen Marathon næste år

  • Godt beskrevet – jeg skrev også en beretning I 1999 da jeg slog min pr. Det er sjovt at læse den dag I dag – så mange år efter kan man finde stemningen tilbage I kroppen og glæde sig.. Beretningerne har ufattelig mange ligheder. Mødet med kammeraten der vil snakke, og man intet husker fra snakken. Og specielt det boost man får når man møder folk man kender der hepper på en er fantastisk – men du har ret – den kan forsvinde få sekunder efter når det bare er svine hårdt…
    Tillykke med det flotte løb…. og ja – Peter E giver de bedste high-fives når man er presset 🙂

    • Tusind tak for din besked – og fedt med din beretning fra ’99. Den gad jeg godt læse! Og den high-fine jeg fik af Peter gav ihvertfald kæmpe moral på et tidspunkt hvor alt i kroppen gjorde ondt.

  • hold da op en oplevelse… stor respekt til dig. og tak for du vil dele din oplevelse og dit løb med os 🙂 hilsen Pia

  • Godt skrevet og en oplevelse at læse om dit løb. Jeg stod ved konfettifesten og heppede på alle, sammen med Jacob R. Fra TV, heldigvis blæste det lidt der. Overvejer kraftigt at tage mit 3. Maraton næste år, kan se på løberne at jeg ikke kommer sidst i mål. Er midt i tresserne og ikke så hurtig mere, men det gælder jo også “bare” om at gennemføre. Håber du er ok også her efter løbet

    • Hej Birte! Tusind tak for din besked og endnu mere at du tog dig tid til at stå og heppe på os allesammen. Jeg håber, at jeg stadig overvejer marathon, når jeg er i tresserne – STÆRKT!! Igen tusind tak!

  • Hvor er det dog et fedt beskrevet forløb. Nogenlunde sådan har jeg haft det også! Var bange for mine egne følelser, har kæmpet siden 21km, hvor jeg simpelthen gik sukkerkold, men alligevel formåede jeg at stoppe med at tude og lave en “flyvemaskine ” gennem målet. Med et stort smil. Dette var min 6. marathon og til dags dato det hårdeste! Er SÅ glad for, at der står i ink på min skulder: “Limits exist only in people´s minds”. Mange tak for beretningen 🙂

    • Tusind tak for det Martina og kæmpe tillykke med dit løb i søndags! Ig lige præcis – de eneste forhindringer i vores liv eksisterer i ens hoved.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *