Lidt om rejsetid, rejsetid, rejsetid

Stilheden i bilen passer mig egentlig meget godt. Jeg har lige set afslutningen på dagens etape i Giroen og sidder nu i mine egne tanker og kigger ud på landskabet, der forsvinder forbi. Egentlig forsvinder det jo ikke – jeg kan bare ikke se det længere. Men samtidig ved jeg heller ikke om det er sandt. Måske har det alligevel forandret sig, hvis jeg vender mig om og kigger ud af bagruden. Tankerne kører rundt i hovedet på mig og ind imellem små samtaler om alt og ingenting fordriver jeg egentlig bare ventetiden, der i dag er rejsetid. Vi er på vej til København og imens jeg skriver disse ord, kører vi op på Storebæltsbroen.

Idag pakkede jeg de sidste ting og lukkede min kuffert. Det føltes særdeles definitivt, da jeg lukkede døren til lejligheden og snørede mine sko. Jeg kan ikke helt sætte ord på følelsen, men det var en usikkerhed om, hvorvidt det var den samme person, der igen på søndag vil snøre skoene op og åbne døren til lejligheden. Jeg håber det ikke. Misforstå mig ikke – det er ment på den allerbedste måde. Jeg håber jo netop, at jeg på søndag kan flytte grænserne for, hvad jeg hidtil har anset for umuligt. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skriver ”håber”. På den måde lyder det som om, det er noget, der ligger udenfor min rækkevidde og som jeg kun kan opnå ved at krydse mine fingre og sende en stille bøn. Det kunne jo ikke være mere forkert! Jeg ved, at jeg på søndag flytter grænserne for, hvad jeg troede var muligt at opnår på marathon-distancen for mit vedkommende. Sådan! Så lyder det bedre!


Mest af alt vil jeg bare gerne i gang lige nu! Jeg har det, som jeg skrev til Hasse tidligere i dag, at hvis jeg kunne ville jeg hoppe i tøjet og løbe de 42 kilometer nu. Spændingen stiger hele tiden efterhånden, som mit feed på Instagram fyldes med løbere, der viser deres startnummer. Det hele blev også lidt mere virkeligt i dag, da jeg snakkede med Henrik, der også havde været inde på Expoen og hente sit nummer. Jeg håber stadig inderligt, at hans fod, som har drillet og smertet de sidste par uger, bliver frisk nok til, at vi på søndag kan gennemføre noget, der for vores vedkommende havde virket temmelig usandsynligt for nogle år siden.

IMG_8514

Men jeg vil stadig bare gerne i gang! Folk omkring spørger mig ”er du klar?”. Jeg svarer høfligt og pligtskyldigt “ja, det håber jeg” eller “ja, så klar som jeg kan blive” med et smil på læberne. Det kan være svært at forklare dem, at det er verdens mest ligegyldige spørgsmål lige nu. Nu skal I ikke tro, at jeg ikke er evigt taknemmelig for, at så mange har taget sig tid til at skrive og spørge. Det er jeg virkelig. Mere end jeg kan forklare. Jeg tror bare, at jeg vil sige det sådan, at det ikke er meningen jeg skal føle mig klar – jeg skal bare have ro i hovedet om at jeg ikke kan gøre mere og det føler jeg vitterligt ikke at jeg kan. Forberedelserne har været spot on og jeg ville ikke have kunnet ønske dem bedre. Så det giver en ro og tryghed. Men jeg vil ikke føle mig klar. Jeg vil gerne føle mig lidt “uklar” eller “ikke-klar”. Et eller andet sted imellem at skide i bukserne og bide mine negle meget koncentreret. Jeg ved ikke hvad den tilstand hedder. Men planen er klar! Den er lagt og den bliver fulgt. Jeg forbereder mig på at løbe mig første “rigtige” marathon på søndag. Sådan føles det og det føler jeg mig ikke klar til – så jeg vil sige det på den måde, at hvis målet er ikke at føle sig klar, så er jeg klar

Jeg skal bare igang nu. Hader ventetid og rastløshed! Vil bare løbe løbe løbe og brænde alt min energi af. Rette al fokus og koncentration i en lang udladning på søndag. Flytte mine mentale og fysiske grænser. Lære mig selv at kende. Opdage at jeg kan udholde smerte og træthed i længere tid end jeg troede. Lige flytte grænsen for det umulige en lille smule. 2 dage tilbage!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *