Lidt om at løbe rundt om Volden

“Jeg ved faktisk ikke, om det er dens rigtige navn. Heller ikke, hvordan den blev skabt. Den har altid bare ligget her og vi har altid bare kaldt den for Volden. Den ligger midt i Klarup. Sådan føles det ihvertfald, selvom det geografisk set ikke er helt korrekt. Men det er ihvertfald det højeste punkt i denne lille by. Det sørgede man for, da man dyngede jord op til en 5 meter høj vold med form som en hestesko. Rundt om den går en af de mange stier i Klarup. Her gik vi forbi på vej til skole. Her sad jeg bag på Lars’ cykel, da vi kørte ned af bakken en dag efter skole. Jeg er cyklet forbi på min avisrute og engang kørte jeg et imaginært forfølgelsesløb på cykel rundt om Volden. Det er her vi har kælket og stod på ski om vinteren og spillede fodbold om sommeren og da vi blev ældre drak vi øl og nogle lå i græsset og kyssede med en pige. Den har altid bare ligget her og har været kulisse til et utal af barndomsminder. Den anden dag var jeg tilbage. Denne gang som voksen, men minderne eksisterer stadigvæk.”

Nedtrapningen er i fuld gang. Der er 9 dage tilbage. Så skal jeg løbe marathon. Nedtrapningen betyder, at de lange ture er blevet kortere og det samlede kilometer-antal om ugen er blevet mindre. Til gengæld er der stadig en forholdsvis høj intensitet på de fleste af mine træningspas. Det er en vigtig del af nedtrapning – at mængden reduceres, men at intensiteten vedligeholdes. Faktisk kan man miste op mod 10% af en iltoptagelse, hvis man ikke fastholder intensiteten i træningen de sidste uger frem mod løbet.

Det er blevet varmt. Jeg elsker det. Jeg håber ikke, at det bliver så varmt, når jeg skal løbe Copenhagen Marathon, men på mine træningsture kan jeg godt lide at mærke den kvælende varme. Jeg har, siden mit sidste indlæg, løbet fire træningsture. Det har været fire meget forskellige træningsture, men de har været vigtige på hver deres måde.

Lørdag løb jeg halvmarathon på Egholm. Det var et løb, som jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle løbe. Årsagen til, at jeg overvejede det var, at Lea var tilmeldt og at hendes løbemakker havde meldt afbud. Jeg var i tvivl, om det ville blive for belastende for benene og efter at være helt fri for skinnebensbetændelse, havde jeg ikke lige brug for at gamble med min ben. Omvendt følte jeg mig frisk og muligheden for at dele denne dag med Lea trak i sidste ende for meget – heldigvis. Jeg byttede en jogge-tur fra mit træningsprogram ud med dette løb og lørdag morgen tog vi færgen til Egholm sammen med en masse andre løbere. Himlen var blå og bortset fra en frisk vind, var det perfekt løbe-vejr. Ruten viste sig at være en smule mere off-road end jeg havde forventet, men i sidste ende blev det bare to fantastiske timer sammen med Lea. Det var hendes fjerde officielle halvmarathon. For halvandet år siden kunne hun ikke løbe 3 kilometer uden at stoppe og gå halvvejs. Hendes udvikling taler for sig selv og oveni har hun tabt 16 kilo i den periode. Jeg er sindsygt stolt af hende – jeg kunne sagtens skrive titusind ord omkring dette, men nogle ord kan måske godt bare blive i intimiteten imellem to mennesker.

IMG_8346

Søndag morgen stod jeg tidligt op for at løbe intervaller. De blev løbet i Klarup, hvor jeg er vokset op, da vi har lånt mine forældres hun imens de er på ferie. Det er altid specielt at løbe rundt på de stier, hvor jeg har færdes igennem min barndom og ungdom. Det er egentlig ikke nyt for mig at løbe her. Det gjorde jeg også, da jeg var ung, men dengang endte det oftest i raseri og hysteri, fordi jeg hadede at løbe. Jeg blev sur på min far, fordi han var god til at løbe og naturligvis var bedre end mig til at løbe. Jeg blev sur på græsset i vejkanten, der var dårligt at løbe i, og løb ud på asfalten – blot for at blive sur asfalten kort efter. Jeg blev sur på bakkerne, der var umulige at komme op ad. Jeg løb med vilje lidt langsommere end jeg behøvede og så blev jeg sur igen på min far fordi han løb fra mig. Jeg var vist mest af alt sur på mig selv. I søndags var jeg tværtimod forventningsfuld. Jeg løb en runde i Klarup som opvarmning inden jeg løb mine intervaller rundt om Volden i Klarup. Fem gange løb jeg 1200 meter i mit AT-tempo, som er lige på syregrænsen. Det var hårdt, men der er intet, der slår følelsen af, at have overstået en vellykket interval-træning. Sådan var det også denne søndag morgen.

Mandag holdt jeg fri og så var planen faktisk at løbe tirsdag. Dog valgte jeg at gøre noget, som jeg ikke helt kan huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jeg lod være med at løbe. Simpelthen fordi jeg ikke rigtig havde lyst. Nu skal I dog ikke sidde og tro, at jeg droppede løbeturen – det gjorde jeg naturligvis ikke. Jeg løb den bare onsdag i stedet for. Igen stod den på intervaller. Faktisk et træningspas, der lignede det forrige til forveksling. Forskellen var blot, at jeg i stedet for 1200 meter skulle løbe 1000 meter i mit AT-tempo. Lea cyklede med og imens jeg løb 14 omgange om Volden, lå hun i græsset og nød solen. Jeg nåede både at overhale en dame på cykel,der havde hentet sin datter i børnehaven og at løbe om kap med en dreng der cyklede rundt på stien, der omkredsen Volden. Da jeg var færdig stoppede jeg uret og drak nogle slurke af min medbragte drikkedunk, inden Lea og jeg fulgtes ad hjem igen. Hende på cykel og mig løbende ved siden af. Sådan har vi tilbragt mange timer efterhånden.

IMG_8411

Igår løb jeg 10 kilometer. Imens jeg sad og snørede mine Saucony Kinvara 7, tog jeg mig selv i at tænke, at turen ville være hurtigt overstået. Det var trods alt “kun” 10 kilometer. Egentlig kan det jo lyde temmeligt storskrydende og arrogant. Sådan håber jeg ikke det opfattes – det er ikke tilsigtet eller min hensigt. Jeg tog det egentlig bare som et udtryk for den udvikling jeg har været igennem som løber.  Jeg kan stadig huske første gang jeg løb 10 kilometer. Der havde været snestorm om aftenen og natten og sneen lå stadig i store driver, da jeg, vel nok mest i dumdristig trods, løb afsted og ville løbe 10 kilometer. Dengang føltes det som den længste distance, der nogensinde var tilbagelagt i verdenshistorien. At forestille sig, at der fandtes folk, der løb længere, var umuligt. Det måtte være et udtryk for en dødsforagt, jeg ikke kunne begribe. Siden den søndag, hvor jeg sled mig igennem sneen med våde tæer, har jeg løbet mange kilometer, hvilket naturligvis også er grunden til, at jeg har fået et andet forhold til at løbe 10 kilometer. Samtidig må jeg også tilstå, at jeg stadig har dage engang imellem, hvor det kan føles urimeligt langt, at løbe 10 kilometer – bare så vi lige ved, hvor vi har hinanden igen!

I morgen løber jeg igen. Det gør jeg også i overmorgen. Søndag skal jeg også ned til Anne og have massage. Mandag skal jeg ikke løbe, men skal til gengæld have akupunktur af Dina. Det er de små detaljer. Alt tæller. Uanset om det er den sikre effekt, som både massagen og behandlingen med Dina’s nåle har på min krop eller det blot er det psykiske boost det er, at kigge ned af et par glatbarberede ben, på en løbetur og se musklerne træde tydeligt frem. Det hele tæller – uanset om det rent faktisk er med til at gøre benene skarpe eller blot er med til at give en følelse af skarphed. Der er 9 dage tilbage.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *