Lidt om Copenhagen Marathon 2015

“Det var først, da jeg var kommet i mål at det gik op for mig. Jeg var ikke tilfreds. Jeg var ikke decideret utilfreds, men det var alligevel en temmelig uforløst følelse, selvom jeg lige havde gennemført et marathon. Jeg var glad og selvfølgelig var jeg stolt over, at have løbet 42 kilometer. Det er, i min optik, ikke nogen nem bedrift. Det siger jeg ikke, fordi det er lykkedes mig at gennemføre denne distance eller for at være arrogant. Hvis jeg kan løbe et marathon, kan alle løbe et marathon. Alligevel er der ikke så mange, der gør det alligevel og det må vel være fordi, det er en krævende bedrift. Men da jeg sidder i græsset og drikker cola og vand, kan jeg mærke at mine forventninger ikke er blevet indfriet. Jeg har løbet min hurtigste marathon-tid, men jeg mangler følelsen af, at have løbet PR. Det er først langt senere, at jeg har været i stand til at sætte fingeren på, hvori utilfredsheden lå begravet. Det handlede ikke om, at jeg havde løbet 42 kilometer og var træt. Det handlede om, at jeg havde løbet 42 kilometer og ikke var træt nok. Jeg var ikke træt nok!”

IMG_3032

I torsdags løb jeg 25 kilometer. Det var den sidste tur inden Copenhagen Marathon, hvor jeg runder 20 kilometer på en træningstur. Næste gang mit ur viser 20 kilometer, løber jeg ved siden af Hasse på Sønder Boulevard. Jeg løb en runde på 5 kilometer i Aalborg Vestby, som jeg løb 5 gange. 5 gange 5 kilometer. Da jeg passerede Aalborg Sejlklub for tredje gang og vinkede til en løber, der passerede mig, begyndte jeg at tænke på mit marathon-løb i København sidste forår. Det løb fylder meget i min bevidsthed og er en stor del af min mentale forberedelse til, at jeg igen står ved startlinien om to uger. Jeg vil ikke løbe fra min bedrift sidste år, men løbet er vigtigt, for at kunne forstå mit mål i år.

Historien starter, da jeg sidder og spiser min morgenmad. En portion havregrød og en portion pasta. Det er der ikke noget nyt i. Ved siden af mig står en flaske med elektrolyt-drik. Lea og mine forældre småsnakker, imens de spiser. Jeg sidder stille og spiser maden mekanisk. Jeg bliver altid spændt og nervøs inden et løb. Derfor har jeg mine faste rutiner, som jeg udfører alene. Jeg lukker mig inde i mig selv og siger ikke mange ord. Det er min måde at forberede mig på.

IMG_3005

Det føles lidt som et sandhedens øjeblik, da jeg siger farvel til Lea og mine forældre og går ned op start-området. Jeg kigger mig omkring for at orientere mig. Der er 20 minutter til starten går. Jeg laver et halvhjertet forsøg på at varme op. Jeg tisser flere gange og til sidst stiller jeg min ind i startboksen. Pludselig er der en, der prikker mig på skulderen. Det er Louise, som jeg har fulgt på Instagram igennem nogle måneder. Vi giver hinanden et kram og små-snakker lidt om løbet og vores forventninger. Jeg vil gerne løbe hurtigere end 3 timer og 50 minutter. Jeg når også at hilse på Stefan, som jeg ligeledes kender fra Instagram. Så står jeg alene igen og føler mig pludselig lidt alene, selvom jeg står blandt mere end 10.000 andre løbere. Jeg skal løbe alene idag og selvom jeg har forberedt mig på dette mentalt, føles det alligevel en smule skræmmende.

De første kilometer går hurtigt. Jeg kan mærke, at det er en kæmpe fordel, at jeg kan kende store dele af ruten fra året før. Pludselig drejer jeg i svinget ved Trianglen og er på vej op mod op mod Parken. Jeg tror, at jeg ser ham, før han ser mig og jeg råber til Henrik, der står og hepper. Det giver altid moral og godt humør, at hilse på folk, der har taget sig tid til at følge en på sådan en dag. Jeg løber forbi depotet ved Parken, ind igennem Fællesparken og ned mod søerne. Jeg drikker det sidste af min medbragte drikkedunk og smider den og fortsætter. Tempoet er fornuftigt og mit snitpace er en smule hurtigere end planlagt. Det er OK og jeg føler, at jeg har kontrollen.

Da jeg har løbet 19 kilometer ser jeg Lea stå i siden af vejen. Det er første gang, at hun ser mig løbe og selvfølgelig betyder det meget at have hende med. Jeg stopper hurtigt op og kysser hende. Hun kvitterer med to gels og da vi har kysset igen løber jeg videre. De næste kilometer går en smule langsomt. Måske er langsomt ikke det rigtige ord? Måske er det bare følelsen af, at det ikke går hurtigt nok. Jeg kan se på mit ur, at tempoet stille og roligt går ned. Ikke drastisk, men bare et sekund ad gangen forsvinder energien ud af mine ben. Jeg er ikke presset og efter 25 kilometer kan jeg naturligvis ikke forvente at have det samme overskud som da jeg startede. Måske er det min mentale reaktion i disse minutter, der er nødvendigt at kende, for at forstå mit mål for løbet i år. Jeg accepterer tilstanden uden at gøre modstand. Der kommer ikke noget insisterende modsvar på kroppens signaler. Jeg fortæller mig selv, at jeg godt kan tillade mig, at slække en smule på tempoet og stadig nå mit mål. Alting står jo meget lysere retrospektivt, men min reaktion burde jo have været, at erkende at jeg stadig løb med overskud og dermed have presset mig selv til at holde mit tempo. Men jeg løber sikkert og konservativt og bliver i min komfortzone. Bagefter føler jeg mere, at jeg var lidt bange for at komme uden for min komfortzone og ikke turde presse hårdere på. Lidt bange? Jeg var sgu pisse-bange for at gå kold og det er jeg fandme også i år. Men jeg har gjort mig nogle erfaringer om at presse mig ud af min sikre zone og blive i den tilstand og jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på at risikere at eksplodere.

IMG_3042

På vej forbi Amalienborg hilser jeg på Krezstian og vi sludrer kort inden han løber forbi mig. Jeg runder væskedepotet ved 28 kilometer og hører pludselig Henrik, der igen står og råber opmuntrende ord. Turen fortsætter igennem Østerbros gader, forbi Trianglen igen og op mod Parken endnu en gang. Der er 12 kilometer tilbage. Mentalt giver jeg en lille smule mere op. Sådan føles det bagefter. Benene er trætte. Selvfølgelig er de det. Jeg har løbet 30 kilometer. Men igen –  jeg er stadig slet ikke presset nok. Det er jo let at sige nu, hvor jeg ved mere om mig selv og min evne til at præstere under hårde, fysiske vilkår, men det, der dengang føltes som et uundgåeligt vilkår under et marathon-løb, føles idag som en langtrukken kapitulering. Tempoet forsvinder stille og roligt. Fællesparken. Søerne. Dr. Louises Bro. Nørreport. Rådhuspladsen. Strøget. Christiansborg. De forsvinder en efter en forbi mig og pludselig drejer jeg ud på H.C. Andersens Boulevard. Fremme kan jeg skimte Langebro og ved at om lidt er jeg i mål. Jeg er stadig misundelig på dem, der oplever den sidste kilometer af Copenhagen Marathon for første gang. Menneskemængden på Langebro, der står så tæt på dig at du af og til strejfer dem og så videre ned på Islands Brygge til opløbet. Det er en følelse, der ikke kan beskrives, men skal opleves. Det er en kulmination på langt mere end blot 42 kilometer. Jeg er glad og lettet. Jeg vinker til Lea på vej i mål og pludselig har jeg  passeret målstregen. Jeg stopper uret.

Jeg får min medalje om halsen og får en flaske vand. Jeg spiser et stykke banan og står også pludselig med en yoghurt i hånden og opdager at jeg på ingen måde har lyst til yoghurt. Jeg møder Louise igen. Vi krammer og ønsker hinanden tillykke. Hun er rørt og selvom jeg aldrig vil kunne sætte mig ind i hvor meget det betyder for hende at løbe, ved jeg godt hvorfor. Jeg drikker en cola og går op for at møde Lea og mine forældre.

Historien slutter med, at vi sidder på græsset i solen og snakker. Jeg er glad, men ikke helt så glad, som jeg troede jeg ville være. Jeg fortæller, at jeg er tilfreds og at jeg ikke kunne have gjort det bedre. Jeg gav alt hvad jeg havde. Lige i det øjeblik er det sandt. Lige i det øjeblik har jeg følelsen af, at have presset mig selv til det yderste på denne distance.

Det passer ikke helt, at historien slutter der. Den slutter om 14 dage, når jeg krydser målstregen igen til Copenhagen Marathon. Det, der var sandt i det øjeblik på en solbeskinnet søndag i København er ikke længere sandt. Jeg siger ikke, at jeg løj overfor mig selv. Måske jeg ved jeg bare mere nu? Jeg ved, at jeg kan presse mig selv langt mere end jeg troede var muligt. Jeg ved, at det kræver mod at gribe ud efter ens drømme. Jeg ved, at jeg er en anden løber end jeg var for et år siden. Klogere? Måske. Stærkere? Ja! Både fysisk og psykisk. Jeg kender mig selv bedre. En bedre udgave af mig selv? Jeg er altid på vej!

/Thomas

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *