Lidt om vejen til skarphed

“Hver eneste dag vokser tomrummet. Hver eneste dag vokser rastløsheden. Tidligere var der ikke plads til rastløshed. Den kunne altid fyldes ud med træning. Fyldes ud med løb. Hver kilometer jeg tilbagelagde skubbede tomrummet og rastløsheden på afstand. Jo tættere jeg kommer på målet, jo mere opdager jeg, at rastløsheden bider sig fast i mig. Det tomrum, der tidligere kunne fyldes med den ene kilometer efter den anden, vokser sig større. Det er følelsen af, at det ikke kan fyldes op længere. Der er kun ventetid tilbage. Nedtællingen er igang i mit hoved.”

Det har efterhånden været mit mål i mange måneder. At stå klar og skarp til starten på Copenhagen Marathon. Nu er det lige om lidt. Følelsen af skarphed er i høj grad en mental forestilling. Det handler om, at jeg skal stå med følelsen af, at alle forberedelser har været rigtige. Der må ikke være nogen tilfældigheder. Det lyder på en måde ret umuligt, når jeg skriver det. Jeg spekulerer på, om der ikke altid vil være nogle små-ting, som kunne være blevet gjort eller håndteret anderledes i en så lang proces. Måske handler det mere om, at jeg skal have en grundlæggende ro i kroppen, når jeg står i mine splits-short og tripper ved start-linien og vide, at nu er der ikke andet end at lade benene tale.

En stor del af denne proces har jo været de omkring 2000 kilometer, som er blevet løbet igennem de sidste mange måneder. Hurtige kilometer og langsomme kilometer. Kilometer i regn, sol, sne og blæst. Pludselig er der ikke så mange kilometer tilbage at løbe. Faktisk er der kun 136 km. tilbage inden marathon om 19 dage. Træningen har de sidste par uger kørt virkelig godt ovenpå min skinnebensbetændelse. Jeg er ikke længere “stort set” fri for smerter. Jeg ER fri for smerter. Jeg kan løbe ubesværet. Jeg løber nu uden at tænke over hvert eneste skridt jeg tager. Jeg løber bare!

En anden og vigtig del af vejen mod at stå klar og skarp er og har været min kost og kampen mod de kilo, der i sidste ende skal slæbes med rundt på 42 kilometer i Københavns gader. Det er, som jeg også tidligere har skrevet om, gået lidt op og ned. Heldigvis føler jeg, at jeg i de sidste par uger, har fået overtaget igen og det har naturligvis resulteret i, at jeg har smidt et par kilo. Sådan er det jo ofte. Så snart jeg tager sig sammen og holder op med spise usundt, så taber jeg mig også. Derfor er kosten fortsat i fokus de næste uger op til løbet, ligesom kosten vil fortsætte med at være i fokus bagefter løbet.

IMG_8281.PNG

Nu3

Jeg er begyndt at eksperimentere lidt med at lave grøntsagssmoothies til morgenmad – også kaldet en “greenie“. Jeg har tidligere drukket friskpresset juice af frugt og grøntsager til morgenmad, men jeg var lidt træt af, at de alle fibrene i grøntsagerne gå til spilde og der er grænser for, hvor mange trevlede pulp-boller, jeg kan tygge mig igennem. Jeg har fundet masser af inspiration og opskrifter til greenies på nettet og har forsøgt med nogle forskellige udgaver. Lad mig bare sige det med det samme – de har ikke været lige lækre. Jeg har eksperimenteret med lidt forskellige grøntsager, som jeg blender. Jeg bruger både friske og frosne grøntsager. Jeg tilsætter gerne lidt limesaft og ingefær for at tilføre lidt smag ligesom jeg også bruger sukrin til at søde den med samt Green Detox Pulver, da dette er rig på protein og C-vitamin og hjælper til at rense kroppen for affaldsstoffer. Begge produkter har jeg fået af Nu3, der er Danmarks førende udbyder af intelligent ernæring, og er en fast bestanddel af min kost.

En anden grund til, at jeg er gået igang med at blende forskellige, grønne smoothies til morgenmad er også, at jeg, for en periode, har droppet skyr, som mit faste morgenmåltid. Grunden er nysgerrighed omkring noget, der hedder FTO-gener. Indtil for 3 dage siden anede jeg ikke hvad dette var. Det var Dina, der selv er uddannet kostvejleder, der mente, at jeg kunne være bærer at dette gen. Ikke på baggrund af en scanning af min krop, men ud fra den dialog, som vi har haft omkring min kost og mit vægttab. Der er rigtig mange, der har dette gen. Man kan have det i en enkelt binding eller i en dobbelt binding i kroppen. Det lyder jo temmelig videnskabeligt, men det betyder, at genet stimulerer ens lyst til mættet fedt. Det vil sige kager, is, mejeri-produkter, chips, pizza, burger, pomfritter og så videre. Endvidere kan FTO-genet gøre, at man har svært ved at sætte grænser for, hvornår man er mæt. Min første tanke, da jeg læste nogle af de links vedr. FTO-genet, som Dina havde vedhæftet i mailen var, at det lød lidt for meget som ansvarsfralæggelse ift. overvægt og vægttab. Jeg har hele tiden haft den overbevisning, at det i sidste ende er mig, der er ansvarlig for, hvad jeg putter i munden og at hver bid har konsekvenser på den ene eller den anden måde. Den holdning har jeg stadigvæk. Lad mig bare slå det fast med det samme. Omvendt kan jeg jo også konkludere, at den beskrivelse, som Dina gav, passer meget godt på mig. Derudover beskrev hun, hvordan det var muligt at styre genets indflydelse ved at spise på en bestemt måde og derved få en følelse af kontrol over de “cravings”, som jeg ofte kan have. Det handler om, at undgå mættet fedt og istedet spise umættet fedt, da det ikke stimulerer genet på samme måde. Det lyder jo ret ligetil og det er det faktisk også med den viden jeg har fået af Dina. Derfor forsøger jeg i den kommende tid at undgå mælkeprodukter og herunder også skyr i stor udstrækning selvom det jo har et lavt fedtindhold. Det passer ret godt, for det stemmer ret godt overens med den plan, som jeg i forvejen følger og nu vil jeg prøve at se, hvilken indflydelse dette fokus kan have.

Derfor eksperimenteres der flittigt i køkkenet med blendede grøntsager og med skiftende succes. Det har været en kæmpe fordel at kunne inddrage de produkter,som jeg har fået af Nu3. Både sukrin, som er en erstatning for sukker og som jeg nogle gange skifter ud med Lucuma, der også søder og som har en sød og lidt karamel-agtig smag, bruger jeg i disse greenies ligesom jeg bruger Green Detox pulveret, der er en god kilde til protein. Faktisk har jeg også tilsat en smule mandelssmør, som jeg ligeledes har fået igennem Nu3. Mandelssmør indeholde sunde og umættede fedtsyrer og er faktisk et godt alternativ, hvis man som mig, ikke er helt vild med peanutbutter. Alt i alt er det sjovt at prøve sig lidt frem med de forskellige kombinationer af grøntsager og det giver mig en god og mættende fornemmelse om morgenen.

I sidste ende handler det om at være klar. At være skarp på dagen. At træningen har siddet i skabet. At hvert ekstra kilo, der ryger af kroppen er lig med ekstra fart. At hovedet er forberedt på at udholde smerte og udmattelse. Mest af alt, at jeg kan mærke roen sænke sig over mig, når jeg står klar på dagen og kun behøver at låse mit fokus fast på de kommende 42 kilometer og 195 meter.

/Thomas

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *