Lidt om Hechmann Running

“Igennem de sidste mange måneder har tusindvis af marathon-aspiranter og motionsløbere over hele Danmark tilbagelagt hundredevis og, for de flestes vedkommende, tusindsvis af kilometer i jagten på den samme drøm – at krydse målstregen og for altid bære stoltheden over at kunne kalde sig marathon-finisher! Hver kilometer, der er blevet tilbagelagt i regn, sne, blæst og kulde og til sidst i gryende forårsvejr har alt sammen haft det samme formål. At stå skarpest muligt, når starten går. Nogle har, hver søndag, mødtes med en masse andre løbere til fællestræninger rundt omkring i landet. Andre har løbet disse mange kilometer alene. De er blevet løbet på asfalt, grusstier, skovveje og mudrede trailspor igennem byens larm og derud, hvor tankerne fik lov at flyve. Vejene har været mange! Tempoet har været meget forskelligt! Men kampen hos den enkelte vil vi allesammen kunne nikke genkendende til, når vi om en måned ser hinanden i øjnene til starten på Islands Brygge”

Om præcis en måned løber jeg Copenhagen Marathon. Det kommer næppe bag på nogen. Alligevel kom det en smule bag på mig i morges, da jeg joggede af på min løbetur. Kun en måned tilbage til at jeg skal indfri mit store mål, som jeg har kæmpet hen imod de sidste måneder. Jeg tog mig selv i at genkalde brudstrykker fra løbet sidste år. Jeg tog mig selv i at sammenligne det udgangspunkt jeg stod med sidste år i forhold til, hvor jeg føler jeg står nu som løber. En stor del af den proces som jeg har gennemfået de sidste 11 måneder er i høj grad et resultat af min træning efter Hechmann-metoden. Det vil blive for stort og omfattende at beskrive min udvikling og processen igennem de sidste mange måneder alt for minutiøst. En stor del af denne har jeg jo skrevet om løbende. Men alligevel vil jeg gerne forsøge at sætte nogle ord på, hvad denne proces har betydet for mig.

Den opmærksomme læser vil måske kunne genkalde sig et indlæg med næsten samme titel, som jeg skrev sidste år i september. Dengang skrev jeg i begejstring over at være blevet en del af Hechmann Running og udsigten til en aeroscan-test og træningsprogrammer fra Claus Hechmann. Begejstringen er intakt. Måske er det faktisk ikke helt et dækkende udtryk. Min begejstring over at være en del af dette har derimod været støt stigende siden den sensommerdag, hvor jeg fik beskeden. Indlægget kan du i øvrigt læse her.

Da jeg havde gennemført Copenhagen Marathon sidste år, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville løbe marathon igen før i 2016. Jeg havde dengang løbet mit tredje marathon-løb og alle tre gange havde jeg, med få minutters forskel, gennemført på mere eller mindre samme tid. Jeg var både glad og stolt, men bagefter havde jeg også følelsen af, at jeg ikke var tilfreds. Jeg ville mere endnu. Kort sagt, så ville jeg løbe hurtigere. Jeg havde i månederne op til Copenhagen Marathon sidste år, fulgt et løbeprogram fra bogen “Løb som Eliten” af Claus Hechmann. Jeg følte, at jeg i løbet af den forholdsvis korte tid, som jeg trænede efter Claus’ principper kunne mærke en udvikling som løber. Desværre blev træningsprocessen ødelagt de sidste 5-6 uger inden marathon, da jeg fik skinnebensbetændelse og ikke var i stand til at træne optimalt. Jeg løb alligevel en ganske tilfredsstillende tid og stadig min hurtigste marathon-tid. Alligevel føltes det en smule uforløst og jeg vidste, at hvis jeg kunne træne mere kontinuerligt efter Hechmann-metoden ville jeg kunne rykke mig meget som løber.

Om præcis en måned løber jeg igen Copenhagen Marathon. Siden jeg løb over målstregen sidste år i maj måned, har jeg udelukkende løbet efter Hechmann-metoden og siden oktober har jeg haft Claus tilknyttet som træner. Jeg er blevet løbetestet to gange, den såkaldte aeroscan-test. Jeg har lavet PR på 5 kilometer, 10 kilometer og to gange har jeg forbedret min halvmarathon-tid. Det var den enkle og lidt for firkantede mål at gøre min udvikling som løber op på. For selvom jeg er usandsynlig stolt af disse præstationer, så er det alligevel forenklet at gøre det op i tider og PR. Når alt kommer til alt løber jeg efter Hechmanns principper fordi de rammer præcis ned i den følelse, som jeg jagter, når jeg har løbeskoene på. Der er selvfølgelig variationen i mine træningspas. Der er overblikket over, hvilke elementer af mit løb jeg træner på hvert træningspsas. De ting kan jeg godt lide. Men samtidig er det større end det. Det er ikke følelsen, når træningsturene er overstået eller når et bestemt mål er nået, der driver mig afsted. Det er følelsen imens jeg er midt i det. Der, hvor løb ikke bliver en beskæftigelse, men en tilstand. Der, hvor den ene kilometer efter den anden bare forsvinder imens fysik og psyke bare smelter sammen. En tilstand, hvor der eksisterer et tomrum, hvor enkelte tanker engang imellem smutter ind, blot for at forsvinde igen. Lige der ved jeg hvorfor jeg løber. lige i det øjeblik ved jeg, hvorfor jeg er løber. Den konstante jagt på denne tilstand skærpes igennem den måde, som mine træningsprogrammer er struktureret på.

IMG_8178

Derfor ville det letteste i hele verden ville være at anbefale alle at melde sig ind i Hechmann  Running med det samme eller bare til at give sig til at løbe. Det ville dog ikke give mening.  Der er to ting, som er helt sikre i denne verden. Det ene er, at folk helt naturligt bliver ved med at gøre det, de godt kan lide. Det andet er, at folk ligeså naturligt stopper med det, de ikke bryder sig om. Derfor skriver jeg om de erfaringer, som jeg gør mig igennem denne måde at løbe på. Jeg fortæller om den udvikling, som jeg løbende oplever på min egen krop. Skulle der findes en løber, som føler at de kan finde en eller anden form for “mening” i mine ord eller lader sig inspirere til at prøve selv, vil det naturligvis gøre mig glad. Det er essensen for mig. At inspirere og ikke være bedrevidende.

Nu står jeg så her. Om en måned skal jeg ud og realisere de drømme, der indtil nu kun har eksisteret i mit hoved. Sidste år gennemførte jeg løbet på 3 timer 5o minutter og 47 sekunder. Det gør jeg ikke i år. Jeg er så småt begyndt at lave en strategi for løbet i år og vende den med Hasse, som jeg skal løbe med. Jeg melder den ikke ud lige nu. Måske gør jeg det senere?

DCIM101GOPROGOPR0833.

.

Sidste år lå mit estimerede marathon-pace på omkring 5.20 min/km. Siden da er det forbedret med mere end 30 sekunder pr. kilometer.Det er på en eller anden  måde til at forstå. Det er mere end jeg nogensinde havde turde drømme om. Sidste år var tanken om at løbe hurtigere end 3 timer og 30 minutter en temmelig vild og urealistisk tanke. Jeg kan lige så godt være ærlig. Hvis ikke jeg løber hurtigere end 3 timer og 30 minutter i år bliver jeg ekstremt skuffet og indebrændt og nok ikke det bedste selskab, når jeg er kommet i mål. Derudover har jeg også en forventning i hovedet om at det bliver endnu hurtigere end 3.30. Det er også en måde at anskue min udvikling på. Et udtryk for min mentale udvikling som løber. Den bliver testet om en måned. Nervøsiteten kommer naturligvis snigende imens jeg skriver ordene. Den kommer til at tiltage de kommende uger. Sådan må det være. Sådan skal det være. Jeg har sagt, at jeg øver mig i at turde drømme stort. Det er del af vejen mod den bedste version af mig selv.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *