Lidt om en søndag formiddag i Aalborg

“Ansigtsudtrykket hos langdistanceløbere over hel verden ligner hinanden. De ser alle ud til at tænke på noget, mens de løbet. Det kan godt være, de ikke tænker på noget som helst, men det ser ud, som om de tænker intenst på et eller andet.” (“Hvad Jeg Taler Om, Når Jeg Taler Om At Løbe” af Haruki Murakami)

 

IMG_8127Det har været en god weekend! Fredag morgen stod jeg på vægten for første gang i 3 uger. Måske var det faktisk fire uger? Vægten var gået ned. Sådan! Bedre kunne weekenden sgu ikke rigtig starte. Fredag eftermiddag løb jeg 8 kilometer i roligt tempo. Så var benene klar til min lange tur igår. Jeg mærkede intet til mit skinneben og generelt har jeg været helt utrolig overrasket over den effekt, som akupunktur-behandlingerne hos Dina har haft. 5 behandlinger fordelt over 3 dage har betydet, at jeg ikke længere er opmærksom på hvert skridt jeg tager og analyserer hvert eneste lille signal fra foden og underbenet. Jeg løber bare! Inden jeg fik akupunktur-behandlingerne tog jeg Ibuprofen tre gange om dagen. Alligevel kunne jeg mærke en ømhed og ubehag i skinnebenet, når jeg løb og især på de første 2-3 kilometer skulle jeg koncentrere mig for ikke at “trække” en smule på det ene ben. Nu tager jeg ikke længere smertestillende piller. Dina rådede mig pænt, men bestemt, til at droppe dem med det samme. Samme besked fik jeg også af Hasse, der også er uddannet massør, og i forvejen fik jeg ofte et misbilligende blik af Lea, når jeg skyllede pillen ned sammen med min morgenmad. Efter at kroppens signaler ikke længere “sløres” af pillerne virkning, har jeg i særdeleshed kunnet mærke den forskel, som Dinas nåle har haft for min skinnebensbetændelse. Jeg kan løbe normalt. Det lyder måske ikke som noget særligt, men efter 4 uger, hvor alt er blevet vendt og drejet i hovedet på mine løbeture, føles det egentlig ret befriende.

Søndag morgen starter som så mange andre søndage for mit vedkommende. Vækkeuret er sat og ringer 7.30. Jeg står op og spiser morgenmad. Det indtages mekanisk og uden nogen speciel form for nydelse. Det her måltid er ikke noget mål i sig selv, men bare en del af en større plan. Efter at have spist en skål havregryn og en portion pasta, ligger jeg mig ind i sengen igen. På køkkenbordet ligger alt mit tøj og udstyr, som jeg skal bruge idag. Termotrøje, løbetrøje, splitshorts og almindelige tights, strømper, væskerygsæk og diverse energiprodukter fra 32GI. Alt er klar, men lige nu skal jeg bare slappe af og hvile mig lidt inden jeg skal afsted. Jeg har været i tvivl om, hvordan jeg skulle løbe turen.  Lørdag aften dropper jeg den “nemme” løsning med at løbe loops og beslutter jeg mig for at løbe en lang tur. Beslutningen er taget. Da jeg ligger i sengen kan jeg høre regnen, der slår mod ruden. I det øjeblik er det ikke just lysten til næsten tre timers løbetur, der fylder min krop. Jeg slår det ud af hovedet igen. Den slags tanker hjælper ikke lige nu. Jeg begynder så småt at gøre mig klar. Jeg dropper splitshorts, da det blæser ganske voldsomt og jeg er bange for, at det bliver for koldt. Jeg tager et par lange tights fra Nike på sammen med resten af mit tøj. Jeg pakker mine chews fra 32Gi ned i en pose og fylder væskeblæren til min rygsæk med energi-drik. Jeg er vist klar, når jeg at tænke, da jeg ser mig selv i spejlet. Jeg tager mine Brooks Pure Cadence på og så står jeg ned på gaden. Klar til 33 kilometer og næsten 3 timer i mit eget selskab. Jeg starter uret og løber afsted.

Jeg når 300 meter. Da jeg krydser Kastetvej mærker jeg en kold væske, der løber ned af min ryg og videre ned i mine tights. Jeg får hurtigt rygsækken af og kan konstatere, at der er gået hul på væskeblæren og at væsken siver ud af et stort hul. Det er sandsynligvis sket, da jeg lagde den ned i rygsækken. Der er ikke andet at gøre end at hælde indholdet ud midt på gaden. Lige i det øjeblik er jeg sgu en smule indebrændt. Det var ikke lige den start, jeg havde forestillet mig. Jeg lusker hurtigt hjem. Jeg får lynhurtigt fyldt to dunke med vand og smider dem i min almindelige løberygsæk og så er det afsted – igen! Denne rygsæk er ikke optimal at løbe med på sådan en tur, men det er der sgu ikke noget at gøre ved. Lige nu handler det bare om at fastholde fokus og komme videre.

IMG_8138

Jeg løber langs havnen og over Limfjordsbroen til Nørresundby. Min plan er at starte med at løbe en runde på den rute, hvor jeg løbe PR på halvmarathon i marts måned. Opleve den på en ny og anderledes måde. Jeg opdager hvor meget det blæser, da jeg krydser broen. Jeg slår også dette ud af hovedet. Jeg gider ikke bruge min energi på den slags ting idag. Jeg kan ikke ændre på det alligevel og man kan sgu ikke altid løbe i perfekt vejr. Jeg kigger hurtigt på min hånd, hvor jeg har skrevet mit træningspas ned, så jeg kan huske det. Jeg sætter tempoet op og løber ned forbi Kridtgraven. Sidst jeg løb her, var jeg sgu i krise og havde ondt i benene. Idag kører det anderledes let og denne fornemmelse giver mig moral. Jeg løber videre ud langs grustierne bag lufthavnen og så hele vejen tilbage gennem Lindholm Strandpark.

En del af min plan for denne tur er at indtage væske samt energi hver 4-5. kilometer på samme måde, som jeg påtænker at gøre til Copenhagen Marathon. Det fungerer ret godt, bortset fra, at jeg er nødt til at stoppe kortvarigt op for at drikke, da jeg skal have taget drikkedunken ud af rygsækken. Men det er OK og ikke det, der skal ødelægge turen. Jeg løber tilbage over broen mod Aalborg igen og begynder den “kedelige” del af turen, nemlig de 6 kilometer langs Vesterbro og Hobrovej ud til Skalborg. Her er der bare trafik, men jeg retter al min opmærksomhed mod stemmen i øret, der læser Murakamis “Hvad Jeg Taler Om, Når Jeg Taler Om At Løbe!”. Jeg har forelsket mig hovedkulds i denne bog og kan kun anbefale den til alle, der har lyst til at læse om en mere eksistentiel tilgang til det at løbe.

Jeg løber tilbage gennem Hasseris Enge og ud af Nørholmsvej. Her møder jeg Daniella, der også er ud på hendes lange tur. Vi stopper og snakker lidt om løst og fast. Alt muligt og ingenting. Mest om løb naturligvis! Vi løber igen videre hver for sig, inden musklerne i benene bliver for kolde. Jeg mangler blot de sidste 3 kilometer i marathon-pace inden jeg skal jogge af. I alt bliver det til 21 kilometer i mit estimerede marathon-tempo. Den sidste tempo-sekvens flyver afsted og så skal jeg bare jogge af. Da jeg runder 32 kilometer kan jeg hurtigt regne ud i hovedet, at hvis jeg fortsætter i mit nuværende tempo på 5.30 min/km. indtil jeg rammer 42,2 kilometer, vil jeg løbe en marathon-tid på lige under 3.34. Et par sekunder føles det fristende. En ny PR med 16 minutter vil jo være til at tage og føle på. Men så minder jeg mig selv om, at målet ikke er ny PR, men derimod den tid, som jeg har haft i mit hoved i et stykke tid. Jeg løber den sidste kilometer og slukker uret for enden af Schleppegrellsgade. Turen er slut. Det marathon-pas, som jeg har tænkt på siden starten af februar er overstået. Igennem de sidste uger, hvor træningen ikke har været optimal, har lige præcis det her træningspas været mit pejlemærke. Jeg havde brug for at løbe den her tur og jeg havde brug for, at det sad lige i skabet. Den følelse har jeg lige i det øjeblik, hvor turen er slut. Rent mentalt ved jeg instinktivt, at den betyder langt mere for mig end den fysiske udfordring har gjort.

Om 33 dage skal jeg løbe Copenhagen Marathon. Igår løb jeg min længste tur. Dermed starter nedtrapningen altså. Nedtrapning er måske et stort ord, da jeg de kommende 3 weekender også runder 20-25 kilometer på min lange tur. Igår fik jeg et kæmpe fingerpeg om, at jeg stadig er på rette vej  på trods af en lille, uventet omvej. Det var en god fornemmelse. Det gav moral og selvtillid. Det gav mig en ro, som på en eller anden måde føltes tiltrængt. Jeg bliver klar! Jeg er klar!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *