Lidt om ikke være en skid klogere

“Jeg bliver ikke klogere med alderen. Det gør jeg ikke. Ikke en skid klogere med alderen. Jeg har gjort en masse erfaringer og ved at jeg kan overvinde bestemte situationer, men det betyder ikke at jeg er bedre i stand til at håndtere mit liv. Det er hele tiden et match. Hele tiden et match. Hvordan skal man det? Hvordan gør man det? Jeg bebrejder tit mig selv for meget. Jeg brokker mig. Jeg er sur og jeg siger til nogle, der er for optimistiske på mine vegne, at de tager fejl.” (“Ikke En Skid Klogere” af Jørgen Leth)

Jeg kan lige så godt sige det med det samme! Jeg har virkelig ikke haft specielt meget lyst til at skrive det her indlæg. Jeg er stadig en smule i tvivl om, hvorfor jeg har skrevet det alligevel. Jeg kunne jo bare lade være! Så havde I aldrig fået vished om indholdet og det er netop indholdet i det her indlæg, som jeg gerne ville have holdt for mig selv. Det havde uden tvivl været lettere og jeg kunne have fremstillet et overmenneskeligt billede af mig selv, der kunne tjene som eksempel for fremtidige generationer. Omvendt ville det også blive lidt kedeligt. Endnu vigtigere er det, at det ville have været en løgn. Derfor dette indlæg. Mit mål er ikke at konstruere, men at portrættere. Så kan I selv bedømme om det lykkes at gøre det ene eller det andet.

Her kommer det så: Jeg har ikke tabt mig i 2 måneder! Måske tænker I, at det ikke er den helt store eller revolutionerende afsløring. Men faktisk er det også kun halvdelen. Jeg har faktisk taget på igennem de sidste 2 måneder. Ikke meget. Helt præcist er der tale om 1,8 kg. Men når målet var at tabe mig og veje 85 kilo til Copenhagen Marathon, så føles det sgu som en flad fornemmelse. En smule fiasko-agtigt. Men det, der gør særligt ondt er nok årsagen til at jeg står, hvor jeg gør. For lad mig sige det rent ud med det samme! Det her er ikke et indlæg, hvor jeg vil fremføre alverdens undskyldninger for, hvorfor verden ser anderledes ud end jeg kunne ønske. Det ville blive kedelig læsning og vil ikke give nogen mening. Jeg kan nemlig sagtens forklare, hvorfor det er sket. Jeg kan sagtens forklare, hvorfor jeg vejer mere nu end jeg gjorde for 2 måneder siden. Netop den kendsgerning er nok også det, der gør mest ondt på mig. For det gør ondt at tænkte på og årsagen til dette skal findes i, at jeg er blevet konfronteret med nogle gamle vaner og mønstre i mit liv, som jeg troede var fortid. Det var de ikke og nu fortæller jeg om dem.

Det er en dum følelse at have ondt af sig selv. Følelsen kan virke forståelig i visse situationer, men den har aldrig flyttet en eneste centimeter. Tværtimod. Jeg kender selv følelsen. Jeg havde følelsen i sidste uge, da jeg på vej til arbejde fik overtalt mig selv til, at jeg havde fortjent en kage fra bageren i Gistrup. Fortjent? Sikke noget sludder! Det lyder helt skørt, men det er rigtigt. Bevares, jeg har igennem mine 10 år på Gistrup Skole, været en flittig kunde hos denne bager. Igennem flere år købte jeg samme “menu” et par gange om ugen. En kanelsnegl med glasur og en halv liter kakao. Dengang virkede det egentlig ret logisk. Jeg vejede jo tæt på 115 kg. og en tyk mand, der køber en kage hos en bager, får nok ikke mange til at løfte øjenbrynet. Min logik var også klar. Jeg var allerede tyk og så kunne det jo være ligemeget. Sådan var det! Det var ikke 700-800 unødvendige kalorier, der ødelagde min dag dengang. Det var samme argumentation, der ramte mig i sidste uge. Jeg var træt af, at jeg ikke kunne træne optimalt. Det gik mig på af helvede til. Jeg var sur og indebrændt over, at jeg på de få uger, hvor jeg havde holdt pause pga. skinnebensbetændelsen, havde oplevet vægten stod stille. Pludselig var den der igen! Det kunne fandme også være ligemeget. Hvis det lyder, som om jeg prøver at distancere mig fra min egen beslutning, så er det ikke meningen. Jeg påstår ikke, at en større kraft havde indflydelse på min evne til at træffe beslutninger. Jeg kørte selv bilen, jeg kørte selv dankortet igennem og betalte de 27 kr. som det kostede og i sidste ende spiste jeg det også selv. Det smagte godt. Selvfølgelig gjorde det det. Men altså… Det har som sagt aldrig flyttet en skid, at jeg har ondt af mig selv. Tværtimod! Men eksemplet med bageren er et udtryk for at det er skredet en smule i svinget for mig. Det er sgu lidt en hård erkendelse.

Der er flere grunde til, at jeg skriver den her historie og det her indlæg. Det handler blandt andet om dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed overfor Lena, der for et par måneder siden tilbød at hjælpe med at lave en kostplan. Hun har lavet et kæmpe stykke arbejde og selvom jeg har fulgt og efterlevet denne plan, så må jeg også erkende, at det på det sidste har skredet mere end jeg har lyst til at indrømme. Det er jeg sgu lidt ked af. Den dårlige samvittighed er jo i høj grad også møntet på mig selv. Jeg sidder jo med følelsen af at pisse på mine egne mål. Mål, som jeg snakker om, skriver om og drømmer om. Men der er sgu ingen, der gennemfører et marathon udelukkende på kage og kakao. Slet ikke mig! Den dårlige samvittighed bliver heller ikke nogen motivationsfaktor, selvom man måske skulle kunne tro andet. Den dårlige samvittighed bliver bare dårlig samvittighed, der hober sig op. Intet andet. Det handler ikke om at pive, undskylde eller bortforklare. Jeg fortæller bare. Jeg forsøger at give et billede af mig. Et billede af, at jeg i modgang, stadig kan have blive ramt af dårlige vaner og gamle mønstre. Modgang? Ja, det lyder helt til grin at snakke om modgang i den her sammenhæng. Der er tale om 3 uger, hvor jeg ikke har kunnet løbe og ikke har tabt mig. Hold da kæft! Det er jo latterligt! Men det er sådan det er! Når jeg får ondt af mig selv, tænker jeg at “så kan det fandme være ligemeget” og så kan det pludselig virke som en god ide at spise en kage. Det er ikke kagen, der er problemet. Det er grunden! Den er fandme ikke okay!

Hvorfor skriver jeg så det her? Som sagt er jeg kun ude på at fortælle. Ikke undskylde. Jeg skriver det nok også for at forholde mig til det på en anden måde end at lade tankerne køre rundt inde i hovedet. Lukke dem ud og give andre indblik i dem. Det er nok mest for min egen skyld. Så er det sagt højt. Så ved alle det og så bliver det pludselig umuligt at gemme sig. For det er det slut med. At gemme sig. At køre ind til bageren i Gistrup og købe en kage og en kakao. Ihvertfald under påskud af, at noget er synd for mig.

Hvad så nu? Der er 39 dage til starten går på Islands Brygge til Copenhagen Marathon. Jeg når ikke at komme ned på 85 kilo. Det er ikke sjovt at skrive. Men det er sådan det må være. Det ville være useriøst at indlede en urealistisk kamp mod de kilo uden at blive drænet for energi og risikere at miste muskelmasse. Omvendt skal det ikke lyde som om, at jeg giver op. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Jeg vil kæmpe alt det jeg kan. Jeg vil gøre mit bedste. Det lover jeg mig selv. Jeg skal tilbage på sporet. Følelsen af at have ondt af sig selv skal ikke omsættes til kage og kakao, men til raseri i intervaller og ekstra fokus på de lange ture. På fredag står jeg på vægten. Det er min faste vejedag – eller det var det. Det skal det være igen. Det bliver rutinen hver fredag morgen. Op af sengen, ud og tisse, smide tøjet og op på vægten – præcis som jeg aftalte med Lena. Bagefter tager jeg min telefon og skriver en besked til hende med resultatet. Jeg ved ikke, hvad jeg vejer den 22. maj. Det er OK! Jeg vil ikke sætte noget mål på. Jeg vil til gengæld love mig selv at genfinde fokus og gøre alt hvad jeg kan. Ikke mere og aldrig mindre! Det var noget om at blive den bedste version af sig selv. Den føles langt væk lige nu. Måske er det en del af vejen? Måske ikke? Men det er stadig mit mål!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *