Lidt om at trappe op med nåle i benet

“Jeg løber op af grusvejen. Det stiger støt, men sikkert. Tempoet er højt. Måske er det faktisk en smule for højt. Eller også har jeg bare overvurderet bakkens længde? Jeg kigger ned på uret og konstaterer, at jeg løber godt til. Grusvejen drejer til venstre og bakken stiger endnu mere. Der er 200 meter til toppen. Jeg koncentrerer mig om at holde holde farten. Da jeg når toppen stopper jeg uret og giver mig selv lov til at nyde udsigten. Måske manglede jeg bare en undskyldning for at stoppe? Jeg tager et billede ud over Limfjorden. Så kommer jeg i tanke om det. Jeg har lige løbet 2 kilometer uden at tænke over hvert eneste skridt og uden at mærke efter ømhed og smerte i mit skinneben. Jeg har bare løbet. Det er sgu en god fornemmelse. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at løbe!”

Jeg har følelsen af at være på tilbage. Selvom følelsen er en smule skrøbelig giver det alligevel moral og selvtillid, at kunne mærke optimismen begynde at fylde kroppen ud. Lad mig bare slå det fast med det samme! Der er lang vej endnu. Jeg har ikke løbet intervaller i en måned og er stadig ikke oppe på min “normale” træningsmængde. Det er OK. Jeg kan se tegn på fremgang og jeg kan mærke at formen er intakt. Det er vigtigt. I sidste uge blev det til 50 kilometer og i denne uge landede jeg på 65 kilometers løb. Det går den rigtige vej.

Jeg har været igennem et bredt felt af måder at behandle min skinnebensbetændelse på. Først og fremmest har jeg været igennem to ipren-kure, hvis formål har været at dæmpe den inflammatoriske tilstand i benet. Derudover er min foam-roller blevet brugt yderst flittigt sammen med min infra-røde lampe. Sammen med den nedsatte træningsmængde har jeg mærket en tydelig bedring i symptomerne. Omvendt har skinnebensbetændelsen ikke helt sluppet taget, så derfor tog jeg en beslutning i sidste uge. Jeg valgte at forsøge at få akupunktur i forsøget på at fjerne de sidste symptomer. Jeg har hørt utroligt positive erfaringer ift. at anvende akupunktur som behandlingsform til både skinnebensbetændelse og andre sports- og overbelastningsskader.

Jeg kontaktede Dina Alminde, som jeg kender og som også er uddannet akupunktør. Derudover er hun også kostvejleder, massør og har arbejdet som akupunktør for et professionelt cykelhold. Planen var oprindeligt at høre, om hun kunne anbefale en akupunktør i Aalborg. Det kunne hun sagtens, men hun tilbød også selv at stå for behandlingen. Det tog ikke mange sekunder at sige ja tak til dette. Det ville betyde en lille køretur, men omvendt var jeg sikker på at være i ekstremt gode hænder. Vi aftalte, at Dina ville lave en intens behandling med to behandlinger både fredag og lørdag. Sammen med Lea kørte jeg til Sennels fredag eftermiddag, hvor Dina har sin praksis. Vi hilste på hende og Tommy, som er hendes mand og er min fætter. Vi nåede blot en 2-3 minutters hyggesnak, inden beskeden kom fra Dina: “Skal vi se at få nogle nåle i dig?”. Jeg har aldrig prøvet akupunktur før. Jeg er måske, hvad nogle ville kalde en notorisk skeptiker, men prøvede i dagene op til behandlingerne at smide tankerne om, hvorvidt jeg “troede” på det eller ej! Troede på det? Sikke noget pjat! Det lyder næsten som om jeg blev bedt om at forholde mig til et religiøst spørgsmål. Det handler jo bare om nåle, der har en beviselig virkning på en lang række skavanker og symptomer.

IMG_7278

Jeg var sgu en smule nervøs. Jeg har aldrig prøvet akupunktur og tanken om adskillige nåle i mine ben tiltalte mig ikke lige umiddelbart. Dina forklarede hele tiden, hvad hun gjorde imens de første nåle blev sat fast i mine hænder og fødder. Hun spørger ind til træningsmængde og hvad jeg hidtil har fået at behandling. Hun opfordrer mig med det samme til at droppe de smertestillende piller. Jeg gør, som der bliver sagt. Hu n sætter nåle i omkring min ankel, der skal være med til at behandle skinnebensbetændelse og derudover placeret hun nåle i min fod, som hun fortæller er med til at fremme min krops evne til at restituere.

Jeg fik to behandlinger fredag aften og bagefter slutter vi af med en lækker middag med thai-mad. Vi sludrer lidt om gamle dage, cykling og naturligvis det nye projekt, som Tommy og Dina har startet i fællesskab – nemlig MadBot, som er en hjemmeside, der henvender sig til folk, der ønsker et vægttab eller ønsker korrekte, ernæringsmæssige kostplaner og som tager udgangspunkt i Dinas viden og kompetence som kostvejleder. Vi aftaler forløbet dagen efter, hvor jeg også skal have to behandlinger med hendes nåle og ind imellem ud på en lille løbetur.

IMG_8092

Lørdag kører jeg igen til Sennels. Jeg har løbetøjet på. Jeg får igen en behandling for skinnebensbetændelsen og derudover også en behandling, der virker præstationsfremmende, idet den stimulerer min krops evne til at producere røde blodlegemer og dermed øge min krops evne til at optage ilt. Derefter får jeg besked på at løbe en tur. Dina har fundet en rute på 5,5 kilometer. Jeg skal bare løbe til, så jeg får en ide om, hvordan symptomerne i skinnebenet reagerer på behandlingen. Jeg skruer godt op for tempoet fra starten af. Pulsen ryger i vejret og en bakke, der stiger kontinuerligt over 1,5 km. får mig til at hive efter vejret. Dernæst falder landskabet ned mod Limfjorden og jeg løber på en grussti langs vandet. 24 minutter efter jeg startede uret slukker jeg det igen i indkørslen ved huset. Sveden pibler frem på min pande, men jeg er ligeglad. Jeg har lige løbet en tur i et pænt, opskruet tempo uden nogen ømhed eller smerte i skinnebenet. Jeg er glad. Det er første tur i 4 uger uden den generende ømhed i mit skinneben, som ellers var blevet min faste følgesvend. Jeg drikker et glas koldt vand og tager et bad og så ligger jeg ellers på briksen igen med nåle i benet. Sidste behandling i denne omgang. Vi snakker om følelsen på løbeturen og min optimisme over den forskel jeg kan mærke af behandlingene. Al den tvivl og de forbehold, som jeg måtte have haft på forhånd er pist væk. Jeg kan jo selv mærke forskellen i benet. Inden jeg kører hjem, aftaler jeg det videre forløb med Dina. Hvis jeg mærker, at symptomerne kommer igen, skal jeg bare skrive til hende og så aftaler vi en ny tid til behandling. Derudover har jeg allerede en aftale om at få en behandling med nåle 6 dage før marathon. Det giver ro at have det på plads.

IMG_8097

I alt har jeg løbet 40 kilometer i denne weekend. Da jeg kom hjem igår løb jeg 10 rolige kilometer og idag løb jeg ugens lange tur på 25 kilometer. Det er en del kilometer på to dage – selv efter normale træningsforhold. De er løbet uden smertestillende piller i kropper og vigtigst af alt… De er løbet stort set uden nogle symptomer i skinnebenet. Nervøsiteten over, at det kan vende tilbage sidder stadig i kroppen og det er først i morgen, at jeg ved hvor meget den lange tur idag har belastet skinnebenet. Men jeg er optimistisk. Det forsøger jeg ihvertfald at være. Det er jeg nødt til at være. Det vælger jeg at være. Uanset hvad, er der en ting, som jeg tager med mig fra de sidste dage. Det er ikke sidste gang, at jeg ligger mig op på briksen hos Dina og får akupunktur. Hun er sindsygt dygtig og den bedring, som jeg har mærket på så kort tid efterlader mig ikke med skyggen af tvivl om, at jeg både vil vælge hendes behandlinger selv samt anbefale hende til andre.

Lige nu venter jeg. Jeg ligger på sofaen med den bærbare foran mig imens jeg skriver disse ord. Imens ser jeg Paris-Roubaix i TV imens jeg skriver med Simon og Kasper om udviklingen i løbet. Jeg venter på, at mærke hvad mit skinneben siger. Det har været et vilkår i nogle uger. Løb en tur. Vent på eventuelle symptomer. Det ville være let at pive over det. Det gør jeg også engang imellem. Men ellers gør jeg alt hvad jeg kan for at vende tilbage så stærk som muligt. Nu med nåle i benet og måske en bedre udgave af mig selv.

/Thomas

Links: dinaalminde.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *