Lidt om at have helte

“Jeg vil gerne fortælle lidt om helte. Det har jeg tænkt over længe. Jeg vil gerne fortælle lidt om mine helte. Man kan måske spørge, hvorfor det er relevant? Om det er nødvendigt? Jeg synes, at det er nødvendigt. Mine helte er nogle jeg bruger. Jeg ser op til dem. Ikke på grund af deres ufejlbarlighed. Heller ikke på trods af deres fejl. Jeg ser bare op til dem. Mine helte skal være modige. Måske fordi jeg selv bekymrer mig meget og føler at jeg ofte kan mangle mod. Mine helte skal være nogle jeg kan stå på skuldrene af. De skal løfte mig op, når jeg har brug for det. Det har jeg tit synes jeg. Uden mine helte løb jeg ikke. Jeg var ihvertfald ikke den løber, som jeg er idag. Det er stadig kun mig, der flytter min fødder. Men det føles meget større end som så. Jeg føler ikke helt, at jeg altid selv har modet og viljen til at flytte fødderne. I de situationer har jeg brug for andre. Jeg har brug for mine helte. Derfor skylder jeg dem også at skrive om dem.”

Jeg har helte i mit liv. Jeg er en mand på 38 år og jeg har helte i mit liv. Jeg har brug for at have helte i mit liv. De er nødvendige. Det er i disse, at jeg spejler mine håb og mine drømme. Mine mål og ambitioner. Min utilstrækkelighed og ufuldkommenhed. Min egen menneskelighed har brug for at stå i kontrast til deres overmenneskelige lys. Jeg har et bredt felt af helte. Jeg spekulerede på, om min far er min helt. Det besluttede jeg mig for, at det er han ikke ikke. Det er kærligt ment. Min far er ikke min helt. Min far er min far. Ham ser jeg op til, som en søn ser op til sin far. Det er sådan det skal være.

Men hvad er der med de helte? Der er ikke taler om idoler. Det er en vigtig pointe. Jeg har ikke noget imod idoler, men jeg har ikke brug for dem. Jeg har ikke brug for at idyllisere bestemte personer eller dyrke den tilbedelse, som er forbundet med dette begreb. Måske er det forskellen på mine gamle idoler og mine helte? At jeg ikke ønsker at være mine helte. De er dem og jeg er mig. Det er sådan det skal være. De skal ikke idylliseres eller gøres bedre. Det er et andet vigtigt element. Jeg kan godt lide helte, der er uperfekte. Helte kan sagtens have fejl. Faktisk synes jeg det er vigtigt, at de har fejl. Så er det naturligvis op til den enkelte at vurdere, hvornår deres helte-status falmer, som følge af en for stor grad af menneskelighed og trivialiteter. Mine helte er ofte fulde af fejl. Det bliver de ikke mindre overmenneskelige af. Jeg kan godt lide flossethederne. Det er som om livet bliver en lille smule rigere, når det er lidt flosset i kanten.

Jeg har en meget egoistisk tilgang til mine helte. Jeg bruger dem, når jeg har lyst. Jeg tager dem frem, når jeg har brug for dem. Blot for at gemme dem væk, når de ikke længere kan bruges i den bestemte situation. Det er vilkårene. Nogle brænder skarpt i min bevidsthed i en kort periode, for derefter at forsvinde i glemsel igen. Andre har gået ind og ud af mit liv igennem mange år. Det er en anden vigtig ting. Jeg flytter ikke rundt på mine helte. Jeg trækker dem ikke ned på mit niveau. Jeg forsøger heller ikke, at give dem en unaturlig status eller plads i mit liv. Jeg lader mine helte være lige der, hvor de er i mit liv.

Hvad giver det mig at have helte i mit liv? Hvad bruger jeg dem til? Jeg tager dem frem, når jeg har brug for dem. Det kan lyde selvisk og det er det også. Det er personer, som jeg kan lære noget af. Det er personer, som jeg kan tage frem og lade mig inspirere af. Jeg har helte i mit liv generelt og jeg har helte, som jeg bruger når jeg løber. Nogle af dem er de samme. Andre eksisterer kun i andre kontekster. Bob Dylan tænker jeg f.eks. aldrig på, når jeg løber. Jeg kunne aldrig drømme om, at lytte til albummet “Blonde on Blonde” på en løbetur selvom jeg synes det er et lille mesterværk. Det passer bare ikke ind. Men Bob Dylan er en af mine helte. Jeg blev først opmærksom på ham som voksen. Jeg forelskede mig i hans ord. Disse tekster, der kan være udflydende og drømmende og så skifte karakter og blive rå og skarpe. Hans ofte lidt underspillede udtryk, der tvinger en til at forholde sig til ham. Flere af mine helte eksisterer i musikken. Måske er det derfor, at jeg bruger musik på samme måde, som mine helte. Jeg tager et bestemt nummer eller album frem og bruger det skånselsløst, indtil jeg ikke længere har brug for det. Lytter til det igen og igen indtil jeg mister interesseren.

En anden af mine store helte er Jørgen Leth. Det jeg godt kan lide ved ham er at han kan løfte små, ligegyldige banaliteter og gøre den smukke og vedkommende. Han løfter dem op på et andet niveau. Han flytter dem ud af deres sædvanlige kontekst og giver dem liv på en måde. Det, at finde en lille smule skønhed i de ting, vi aldrig ligger mærke til eller tænker over. Det kan jeg sgu godt lide. Jeg hører til gengæld altid Jørgen Leth, når jeg løber. Han trækker løbeturene ned på et niveau, hvor alle tanker om distance og pace forsvinder.

Men nu er det her jo ikke en blog om musik eller poesi. Jeg skriver om løb. Jeg har også helte i denne sammenhæng. Der er ikke nødvendigvis tale om andre løbere. Det ville være for banalt. Men i denne sammenhæng træder nogle af de tydeligste helte i mit liv frem. Måske fordi mig liv som løber kan føles som en metafor for mit liv generelt? Mine store helte her er fra cykelsporten. Min kærlighed til cykelsporten går mange år tilbage og mit første rigtige minde var, da jeg stod med min far på Skalborg Bakke en sensommerdag i 1985 og ventede på at feltet i Danmark Rundt kom forbi. Jeg kan ikke huske at have set rytterne og selvom den tids store stjerne Moreno Argentin var med i feltet, kan jeg kun huske, at Kim Andersen var med og at det var grunden til vi stod der. Så kom Rolf Sørensen. Han blev måske lidt min helt i et ungdommeligt oprør mod min far, som holdt med Bjarne Riis. Jeg er fascineret af historierne og myterne om selvopofrelse og evnen til at udholde smerte hos cykelrytterne. Deres næsten asketiske og munke-agtige levevis, der får fodboldspillere til at ligne en flok forkælede konfirmander. Det er billeder, som jeg kan tage frem og bruge. Det er de historier, som inspirerer mig og fascinerer mig. Jeg bruger dem aktivt. De bliver det drømmeagtige forbillede, som jeg holder min egen træning op imod. Rolf Sørensen, men også andre som Marco Pantani og endnu længere tilbage en Eddy Merckx er mine helte. De kunne søge ind i en ensom tilstand, hvor de kunne udholde alverdens trængsler og havde en vilje, der kan virke umenneskelig. Måske er der i særdeleshed en ting, som de allesammen har til fælles. De var modige. De havde modet til at række langt ud efter deres drømme. Det beundrer jeg. Jeg beundrer deres mod. Jeg har brug for deres mod!

Det kan virke som om mine helte er højtflyvende og fjerne størrelser. Men jeg har også helte, der brænder lige så stærkt, selvom de er tilgængelige på en anden måde. I sidste indlæg skrev jeg om Emil, der vandt Aalborg Brutal Marathon. Han er jo også en helt i mit univers. Endda en helt, som jeg kan følge på en helt anden og tættere måde end andre af mine helte. Det er jo bare et privilegie føler jeg. Hans evne til selvopofrelse så jeg jo på tæt hold og det giver mig nogle naturlige billeder, som jeg kan tage frem og bruge, når jeg har brug for det. En anden af disse helte er Hasse, som jeg lærte at kende for et år siden. Nærmest ved et tilfælde. Ham snakker jeg jo med mange gange i løbet af en uge. Jeg følger med i hans træning. Det er sindsygt inspirerende. Han arbejder og træner jo på præcis den måde, som jeg selv efterstræber, men med en dedikation og vedholdenhed, som jeg kun kan beundre. Hans træning bliver en konsekvent og stringent proces. Ingen slinger i valsen. Ingen piveri! Det kan jeg godt lide. Det er jo noget jeg i den grad selv kan bruge at måle mig imod.

Alle disse helte er med mig på mine løbeture. De flyder ind og ud af mine tanker imens jeg tilbagelægger min kilometer. De dage, hvor motivationen svigter, er det dem jeg trækker frem for at give mig moral og inspiration. Historierne om dem, som eksisterer i min bevidsthed, er med til at give mig motivation. Deres mytiske plads er med til at give mig det mod, som jeg selv kan mangle. Jeg står på skuldrene af dem. Jeg låner lidt af deres mod. Jeg stjæler helt åbenlyst fra dem. Jeg bruger dem egoistisk i min kamp om at blive den bedste version af mig selv.

/Thomas

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *