Lidt om 16 dage uden løb

“Jeg står skiftevis og kigger på mig ur og spejder ned mod svinget nedenfor bakken. Det ene minut tager det andet. Så drejer han rundt og begynder sit løb op ad bakken. Han er alene og han rammer Skovbakkevej før jeg havde forventet det. Jeg finder flasken med vand frem fra sokken, som har holdt vandet lunt samt en energi-vingummi. Jeg råber ham an, så han ikke er i tvivl om, hvor jeg står imellem de mange mennesker, og stikker vand og energi frem imod ham. Da han kommer tæt på, bemærker jeg hans blik. Det er låst fast på vejen foran ham. Han skærer sig igennem tilskuere og fortsætter også forbi mig uden at tage imod de fremstrakte livliner. Det går hurtigt. Så er han væk igen. Jeg pakker igen vandet ind i den uldne sok og gør klar til næste gang han passerer. Imens kan jeg mærke beundringen og fascinationen af hans blik, da han løb forbi. Eller måske mere, alt det jeg syntes at kunne læse i hans blik. Koncentration, dedikation, stålsathed og en utrolig vilje. Den slags har altid fascineret mig. Evnen til at kunne lukke sig selv helt ind i sin egen verden og blive der, trods alverdens kvaler eller smerte. Lige i det øjeblik gav han mig noget, som jeg altid vil kunne tage frem og huske på. Noget jeg kan bruge selv. Noget, der altid vil inspirere mig.”

IMG_8003

Motivation!

Langfredag blev der løbet Aalborg Brutal Marathon. Jeg stod på toppen af Skovbakkevej i Aalborg og så løberne komme fobi 6 gange. Nogle gående. Andre løbende. Næsten alle begge dele på et tidspunkt i løbet. Skovbakkevej er med en stigning på næsten 20% ikke bare lige en bakke. Jeg havde en taske med vand og energi, som jeg hver gang tilbød til Emil, som jeg for nyligt har lært at kende. Det havde vi aftalt på forhånd og han havde angivet det præcis sted på bakken, hvor jeg skulle stå. Næsten på toppen, hvor en rist går på tværs af vejen. Det var let at forstå. Emil er en løber fra en helt anden galakse end mig. Emil vandt løbet. 42,195 km. på en ekstremt kuperet rute på 2 timer og 46 minutter. Det er et drømmescenarie for mit vedkommende. Det er okay. Vi rækker ikke alle sammen ud efter de samme stjerner. Det var en gave at få lov til at følge løbet og ikke mindst ham på sidelinjen. Hans præstation var inspirerende at følge. Hans blik på vej op ad Skovbakkevej gav mig alt, hvad jeg havde brug for. Det var sindsygt motiverende. Da jeg cyklede hjem den eftermiddag vidste jeg med mig selv, at selvom jeg står midt i en situation, hvor jeg ikke kan løbe i det omfang jeg gerne vil, så er det ingen undskyldning for ikke at give sig fuldt ud!

IMG_7894

Infrarød varme

I løbet af de sidste 16 dage har jeg løbet 29,3 kilometer. Ifølge min træningsplan fra Hechmann Running er det 150 kilometer for lidt. I mit hoved føles det som meget mere end blot at “undvære” det antal kilometer. På en eller anden måde fylder det konstant i mit hoved. Det handler ikke så meget om, at jeg ikke kan abstrahere fra, at jeg ikke løber. Eller det er ikke helt sandt! For jeg har også svært ved at abstrahere fra, at jeg ikke kan løbe. Det handler om, at den pause, jeg har stået midt i, ikke har været selvvalgt. Det gør hele forskellen. Men det, der virkelig også fylder i hovedet er, at jeg hele tiden går og overvejer, analyserer, funderer, spekulerer og mærker efter på min krop. Mine ben. Min højre ben faktisk. Hver morgen, når jeg vågner er det med en smule spænding i kroppen. Hvordan mærkes benet idag? Er ømheden og smerten i skinnebenet blevet mindre? Det føles som en eksamen at gå ned af trappen fra min lejlighed. Netop det at gå på trapper, har været med til at fremprovokere smerterne i skinnebenet og de dage, hvor jeg har kunnet gå ned af de 24 trappetrin uden at mærke noget har virkelig kunnet booste mit humør. De dage, hvor jeg er vågnet og med det samme har kunnet mærke ømheden sidde i skinnebenet, har jeg kunnet blive utroligt frustreret og indebrændt. Skærtorsdag var jeg lige ved at ødelægge en hyggelig brunch og biograf-tur, fordi min skinneben gjorde ondt. Jeg tror, jeg nåede at besinde mig og lige overveje proportionerne i min reaktion.

Nu stopper jeg lige op et kort øjeblik, inden det hele drukner i piveri og selvmedlidenhed. Måske lige husker på proportionerne igen. Herregud…. Jeg skriver det jo i allerførste linje. Det er 16 dage. Det er kun 16 dage. Jeg kender andre løbere, der har været igennem skadesforløb, der får mit til at ligne en irriterende kløe på ryggen. Til at virke som en lille og ubetydeligt bump på vejen – et af den slags bump, man overvejer om det er værd at sætte farten ned for. Det har jeg gjort. Sat farten ned. Det var nødvendigt. Det vidste jeg af erfaring fra sidst jeg har ondt i mine skinneben.

IMG_7921

Processen i min pause har mere eller mindre været den samme som de andre gange jeg har været skadet eller haft forskellige små-skavanker. Jeg starter altid ud med en krise på 12-24 timer, når jeg opdager og erkender, at jeg er blevet ramt af det uheld, som jeg frygter på samme måde som alle andre løbere. Disse timer går med lige dele fornægtelse af tingenes tilstand og mig, der ytrer ordet “pis” i mit hoved igen og igen. Jeg gider ikke tjekke Instagram, hvor mit feed pludselig er fyldt med irriterende løbere, der virker ualmindeligt overskudsagtige. De må have ringet sammen og koordineret det for at irritere mig, tænker jeg. Det virker! Jeg tvang mig selv til at udvise en halv-falsk glæde på Henriks vegne over hans løbeture i Chicago med alle de fede oplevelser de rummede. Altså, jeg forestiller mig ikke at jeg i dette døgn er verdens mest charmerende person. Jeg bliver indelukket og indebrændt og Lea undlod sikkert helt bevidst at spørge for meget ind til det.

IMG_8007

Heldigvis kommer jeg videre fra det punkt. Jeg skal ikke udelukke, at det kan tage længere tid end 24 timer, men det er min blog og jeg tager mig friheden til at lyve en smule overfor mig selv. Men jeg når trods alt til et punkt, hvor jeg tænker “fandme nej!”. Måske er det ikke sådan ordene falder helt præcist i mit hoved, men meningen er ramt ret godt.  Som regel er det dårlig samvittighed, der tvinger mig videre til dette punkt. Dårlig samvittighed over, at opføre mig som hele min verden er faldet sammen! Jeg minder mig lige om proportionerne igen. Denne gang tog jeg et helt konkret skridt midt i min løbepause. Jeg meldte mig ind i Fitness World. Årsagen til, at jeg valgte at blive medlem var, at det ville give mig muligheden for at lave en masse cardio-træning. Det ville både gavne min kamp mod de kilo, der skal smides inden maj, men også for at give mig det bedst mulige udgangspunkt at starte fra, når jeg skal løbe igen. Jeg tænker, at den her pause enten kan være med til at definere mig som en skadet løber eller være med til at gøre mig til en stærkere løber. Jeg forsøger at vælge det sidste. Det er bevidst, at jeg skriver, at jeg forsøger. For selvfølgelig er det ikke let. Jeg vil jo bare gerne løbe. Men i stedet står jeg på en cross-trainer i fitness-centret på Dannebrogsgade. Tippet med cross-traineren fik jeg af Emil, som fortalte, at han selv havde haft en måneds pause og havde lavet intervaller på cross-traineren med stor succes. Så selvom det ikke er det allermest spændende at stå 90 minuttter på en cross-trainer, så minder jeg lige mig selv om, hvorfor jeg står der. Jeg er der for at blive en stærkere løber. Lige om lidt skal jeg ud og løbe igen. I aften faktisk. Det bliver godt og jeg glæder mig. I morgen tidlig vil jeg igen være spændt på, at mærke reaktionen fra skinnebenet.Men jeg kan mærke at jeg tror på det. Det handler om tålmodighed og om at se det store perspektiv. Det er, til tider, en kamp at bevare optimismen.

IMG_8016

Optimist

Men på trods af mine frustrationer og min indebrændthed, er jeg stadig optimistisk. Mest af alt fordi jeg i løbet af de sidste 16 dage har kunnet mærke fremgang fra dag til dag. Så selvom om pausen blev længere end jeg oprindeligt har troet, håbet, planlagt eller frygtet, så er jeg optimistisk. Det skyldes flere ting. Først og fremmest fordi jeg har været i stand til at mærke en positiv fremgang i mine symptomer ovenpå mine løbeture. Det er hele tiden en balancegang imellem at tølje lysten og lade fornuften styre. De kommende uger bliver anderledes end planlagt. Der skal bygges lidt forsigtigt op igen. Jeg går ikke bare ud og fortsætter træningen, hvor jeg slap. Den første uge bliver mine træningspas skåret lidt til. Det bliver fornuften, der skal vinde dennne kamp. Jeg skal være klar den 22. maj i København. Det bliver jeg ikke ved at løbe ufornuftigt. For lad mig sige det med det samme! Målet er stadig Copenhagen Marathon! Sådan er det! To ugers skadespause skal ikke definere min mål. Dem definerer jeg selv!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *