Lidt om den pause jeg frygtede

“Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg tænker på, når jeg løber, men det er for det meste folk, der ikke selv har løbet længere distancer, der spørger , og det sætter virkelig tankerne igang hos mig. Hvad tænker jeg egentlig på, når jeg løber? Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg ikke, hvad jeg tænker på når jeg løber. Når det er kold, tænker jeg vel på at det er koldt, og når det er varmt, tænker jeg sikkert, at det er varmt. Når jeg er ked af det, tænker jeg på sørgmodigheden, og når jeg er glad tænker jeg på glæden. Som jeg allerede har nævnt, så sker det af og til, at tilfældige minder dukker op og en sjkælden gang(men virkelig kun meget sjældent) får jeg en idé, jeg kan bruge i en af mine romaner. Men derudover tænker jeg ikke på nogen verdens ting (Hvad Jeg Taler Om Når Jeg Taler Om At Løbe af Haruki Murakami)”

Jeg er virkelig ikke god til det. Ikke at løbe altså! Jeg kan ikke sige, hvad jeg tænker på, når jeg løber. Til gengæld tænker jeg KUN på at løbe, når jeg ikke kan løbe. Sådan er det altså lige nu. Det, der startede som meget ømme ben efter mit løb i lørdags er blevet til en ømhed i mit ene skinneben, som forstærkes, når jeg f.eks. går op og ned af trapper. Jeg vil virkelig gerne forsøge at bevare min positive indstilling. Men altså… Det er ikke altid lige let! Lad mig lige sætte det lidt i perspektiv. Da jeg vågnede søndag havde jeg ekstremt ømme ben ovenpå mit halvmarathon dagen før. Det var forventet, så det komme ikke bag på mig. Jeg løb en rolig tur i mandags. Fem kilometer i helt roligt tempo. Det var hårdt at komme igang men eft et par kilometer forsvandt ømheden i musklerne stille og roligt. Det er en god måde at restituere på for mig. At løbe små ture i helt roligt tempo. Tirsdag morgen er ømheden i lår- og lægmuskler flest af en ømhed i mit ene skinneben og ved anklen, som forstærkes en smule, når jeg gik ned af trapperne fra min lejlighed. Mine alarm-klokker ringede med det samme. Det var instant flashback til sidste sommer, hvor jeg måtte holde pause fra løb i næsten en måned på grund af skinnebensbetændelse. Jeg kunne godt mærke, at det ikke føltes på samme måder dengang. Ikke lige så smertefuldt. Men symptomerne var lidt de samme og det bekymrede mig naturligvis.

Beslutningen var ikke så svær at tage. Eller det var den faktisk alligevel, selvom min fornuft gav mig det indlysende svar. At give benene ro og hvile. Det er indlysende og den fornuftige beslutning. Men det var ikke let. Der er ikke noget, der kan skærpe min lyst til at løbe mere, end når jeg ikke kan gøre det. Det er som om, at den grundlæggende årsag til, at jeg har forelsket i mig at løbe, bliver skåret benhårdt ud foran mig. En dag i sidste uge kunne jeg næsten ikke finde motivationen til at snøre mine løbesko. Nu føltes det pludselig som om, at en helt essentiel del af min hverdag var blevet revet fra mig. Det kan lyde voldsomt og næsten depressions-fremkaldende. Så slemt er det naturligvis ikke. Men da jeg kørte hjem fra arbejde igår, var det pludselig som alle var ude og løbe. Vejret var fantastisk. Det var en af de spæde forårsdage, hvor solens stråler kan virke overrumplende og varmen i ansigtet, kan gøre en helt nostalgisk. Pludselig opdager jeg, hvor meget jeg længes efter forår. Den her slags forår. De allerførste, små tegn på årstidens skiften, som jeg helt krampagtigt forsøger at indfange. At holde fast, fordi det kan skifte igen om lidt. Små grønne knopper på træerne. Den kolde vind, der står i tydelig kontrast til solens stråler. Det er den slags forår, som jeg allerbedst kan lide. Derfor var det også ulideligt, at sidde indenfor i stuen og se ud af vinduet imens min infrarøde lampe lyste stuen op i et kunstigt skær.

Det blev måske lidt højtflyvende. Lad os komme ned på jorden igen. Idag er det tredje dag jeg ikke løber. Igår var jeg ned hos Anne og få massage. Jeg snakkede med hende om mine symptomer i skinnebenet. Hun fik dem masseret godt igennem. Det var en god fornemmelse og det vigtigste var, at hun var optimistisk. Hun er optimistisk omkring det. Det gav mig ro. Vi aftalte, at det var vigtigt at give benene ro indtil ømheden var forsvundet. Det kræver disciplin af mig. En disciplin, som jeg synes kan være svær at mestre. Men jeg husker mig selv på, at det letteste i verden er at gå ud og smadre kroppen ved at træne forkert, for meget eller hvis kroppen har brug for ro. Det har min lige nu. Det lytter jeg til. Også selvom det er virkelig svært. Det er svært fordi jeg ved, at jeg om 2 måner skal løbe marathon. Det er svært fordi jeg ved,  at min form lige nu er opadgående. Det er svært fordi jeg er bange for at blive sat tilbage i min træning. Det er svært fordi jeg bliver nervøs for om mit mål for Copenhagen Marathon forsvinder fra mig. Det er jo bare svært fordi jeg elsker at løbe. Det er alle detaljer, der kan fylde mit hoved, når fornuften og min positive indstilling forsvinder momentant. Jeg ved jo godt, at en uges pause ikke ødelægger noget som helst. At jeg blot giver kroppen en pause. En mulighed for at komme sig og skabe mulighed for at gøre den stærkere. At mine mål for 2016 er lige præcis der, hvor de skal være og at det uanset hvad bare ville være dumt at løbe mig til en skade, der ville betyde en længere pause. Det er ikke svært at træne dumt. Det er heller ikke svært at træne smart. Men det kræver disciplin, at lytte til kroppen. Det øver jeg mig stadig i!

IMG_7896 (1)

Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og falde hen i bundløs depression og selvmedlidenhed. Det ville også være en smule ude af proportioner over det, der trods alt kun bliver en uge uden løb. Jeg bruger den her korte pause på at gøre alt hvad jeg kan for at få det maksimale ud af den tid, hvor jeg ikke kan løbe. Derfor svømmer jeg i stedet for. Jeg bruger min infra-røde lampe til at behandle den begyndende inflammation i skinnebenet. Den infra-røde lampe købte jeg sidste sommer. Jeg fik den anbefalet af Mikkel, som jeg følger på Instagram. Den har siden været en trofast del af min resitution. Den virker ret godt på ømme muskler og derudover har den generelt en god effekt på betændelsestilstande i kroppen, såsom skinnebensbetændelse eller seneskedehindebetændelse. Varmen fra lampen er med til at øge blodcirkulationen til musklerne. Den dybdegående varme er ligeledes med til at fjerne affaldsstoffer i kroppen og har en god effekt mod netop en inflammation i skinnebenet. Den kan købes på eBay (link her)til omkring 350 kr., så det er en overskuelig investering og  jeg kan kun anbefale den varmt. Derudover laver jeg “kulde/varme” behandlinger på mit skinneben, når jeg er i bad. Det er lige præcis så simpelt, som det lyder. Det foregår ved at jeg lader let, rindende vand løbe ned over skinnebenet, som skiftevis er så varmt og så koldt, som jeg kan holde ud. Dette handler ligeledes om at øge blodtilførslen til det betændte område, da en øget blodcirkulation er med til at mindske betændelses-tilstanden. Udover disse ting, kører jeg også på med min foam roller. Jeg sidder i sofaen og ser “Dexter” med kompressionsstrømpe på, efter at jeg har smurt underbenet ind i varmecreme. Jeg laver forskellige øvelser, der styrker muskulaturen i underbenet.

IMG_7897

Jeg gør alt hvad jeg kan. Det er muligt jeg ikke kan løbe lige nu. Men det betyder ikke, at tiden skal spildes. Jeg gør alt hvad jeg kan. Lige pludselig skal jeg ud og løbe igen. Det bliver fantastisk og jeg glæder mig helt vildt. Det er jo det jeg elsker. At løbe. Se den ene kilometer efter den anden forsvinde imens fødderne automatisk skaber deres egen rytme. Så ved jeg at jeg er tilbage. Indtil da gør jeg alt hvad jeg kan for at komme stærkere tilbage i løbeskoene igen. Pausen bliver kort. Den kommer til at føles lang. Alt for lang. Men det hører med. Tålmodighed. Disciplin. Det forsøger jeg at huske mig selv på.Det er vigtigt faktorer som løber. Det er vigtige faktorer i livet. Det er også en del af, at blive den bedste udgave af sig selv.

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om den pause jeg frygtede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *