Lidt om et lille, men stort løb

“Det er ikke noget stort løb. Faktisk er det et meget lille løb. Det er ikke tilfældigt. Det er meningen, at det skal være lille. Til Copenhagen Marathon er det meste af den indre by spærret af og man har byen for sig selv. Der er store sponsorer, der fylder depoterne med de nyeste energiprodukter og hundredevis af frivillige, der sikrer at alt forløber fejlfrit. Det gjorde det også igår. Forløb fejlfrit altså. Men i modsætning til København og mange andre store løb var ruten ikke spærret af. En enkelt gang holdt en ældre, venlig dame, i en hvid Skoda Citigo, tilbage for vores lille gruppe af løbere, der løb igennem rundkørslen. I målområdet var gels og energidrik byttet ud med cola og lune frikadeller fra Slagter Ole på torvet i Nørresundby og det hele drives af nogle ildsjæle, der står bag Life of Sport, som arrangerer løbet. Måske kan det lyde som om jeg taler løbet en smule ned. Det er ikke meningen. Tværtimod. Det var, på mange måder, et stort løb og endte med at blive en endnu større oplevelse for mig.”

IMG_7881

I december måned besluttede jeg mig for at indlægge to formtests i løbet af foråret, hvor jeg kunne få mulighed for at teste mig selv og min udvikling i træningen af. Den første test var til DuPont-løbet i januar måned (læs mere her) og den anden test var i lørdags til Rema 1000 Halvmarathon i Nørresundby. For nogle uger siden meldte jeg ud, at mit mål var at løbe hurtigere end 1 time og 30 minutter. Det fortrød jeg lidt. Det endte med at betyde mere nervøsitet end forventet og en smule søvnbesvær de sidste dage. Presset på skuldrene var til at mærke. Det hjalp bare ikke at pive og komme med undskyldninger. Presset på skuldrene kom allermest fra mig selv. Spænding blev til nervøsitet. Nervøsitet blev til rastløshed. Rastløshed blev til irritation. Ikke mere snak. Bare løb!

En del af løbet var også at teste nogle af de strategier, som jeg skal drage fordel af i København. Dagen før løbet indtog jeg to portioner Vitargo Carboloader og spiste ellers en almindelig kost. Jeg ved, at der altid er delte meninger om behovet for kulhydrat-indtag på de forskellige distancer. Jeg forsøger at holde mig til de ting, som jeg ved fungerer for mig. Jeg har brug for at vide, at alle mine forberedelser har været perfekte og optimale. Så er jeg rolig. Tøjet bliver lagt frem og alt er klar til næste morgen.

IMG_7877

På selve dagen vågner jeg for tidligt. Selvfølgelig! Rastløsheden har for længst taget over. En portion havregryn og en drikkedunk med vand indtages. Vi bliver hentet af mine forældre og kører til Nørresundby. Vi går ned mod startområdet og møder hurtigt de første løbere fra AaRun. Lige der ville jeg ønske, at der ikke var nogen jeg kendte. Jeg har bare lyst til at lukke mig ind i mig selv og ikke stå og småsludre om ingenting. Jeg vil bare igang! Da jeg har varmet op, går jeg direkte op til startlinien. Jeg stiller mig blandt de forreste. Jeg gør uret klar og lige inden starten hilser jeg på Emil, der skal være fartholder på 1.29. Han blev mit fikspunkt i 90 minutter. Jeg vidste godt, at han skulle løbe idag og jeg kan mærke, at det forpligter at have en så kompentent mand ved sin side.

Starten går. Al nervøsitet forsvinder og jeg kigger mig omkring for at placere mig rigtigt. Hurtigt stikker 4-5 løbere afsted. Jeg slår koldt vand i hovedet og husker min plan. Jeg skal rundt med et gennemsnitspace på 4.16 min/km. Jeg skal under 90 minutter. Jeg skal løbe mit eget løb. Jeg placerer mig lige bag Emil og hurtigt dannes der en gruppe med 6 løbere, hvor jeg er den ene. Vi følges ad de næste 18 kilometer. De første 5 kilometer forsvinder lynhurtigt. Pulsen er med det samme høj, men jeg føler at jeg har en god rytme og skal ikke kæmpe for at holde min plads i gruppen. Vi løber forbi det første depot. Jeg griber et glas vand i farten og skyller de få mundfulde ned. Vi holder flowet i gruppen igennem depoter og løber nu helt ude ved fjorden. Jeg når at registrere en, der sejler havkajak ude på vandet inden jeg igen fæstner blikket på løbere foran mig. Forbi siloen på Lindholm Brygge, igennem Strandparken og pludselig har vi løbet den første omgang. Jeg begynder at mærke en smule mælkesyre i min lårmuskler. Men jeg er i stand til at holde rytmen og tanken om at vi er halvvejs giver moral. Planen kører fuldstændig som smurt indtil videre. Vi rammer de første 10,5 kilometer med et snit-pace på 4.10 min/km. Det er en anelse hurtigere end jeg forventede, men det er okay.

To kilometer længere fremme bliver jeg pludselig bange for, at det alligevel var for hårdt et udlæg. Vi løber op af bakken forbi Nørresundby Kirke og pludselig begynder der at blive et hul imellem mig og resten af gruppen. Ikke meget. Måske blot 10-15 meter. Lige i det øjeblik føles det som nogle meget lange meter. Lynhurtigt begynder tankerne at køre i hovedet. Var udlægget for hurtigt? Skal jeg lukke hullet til gruppen og risikere at gå kold? Skal jeg finde min egen rytme og løbe hjem alene? Det tager ikke mange sekunder at overveje min beslutning. Jeg bider tænderne sammen og lukker hullet. Jeg er på maksimal ydeevne på det tidspunkt og må bruge alle mine kræfter på at hænge på gruppen. Jeg har nemlig taget en beslutning. Jeg VIL holde mig sammen med gruppen frem til depotet ved 16 kilometer. Koste hvad det vil. Derfra kan jeg tage bestik af min situation og overveje min muligheder. De næste 3 kilometer bliver modbydelige. Flere gange er jeg ved at ryge af og et par små, og normalt ubetydelige stigninger, kræver al den vilje jeg kan mønstre. Benene gør afsindigt ondt. Jeg kører en enkelt sætning oppe i hovedet: “Jeg er her for at presse mig selv”. Det var mit løfte til mig selv. Jeg forsøger at finde ind i et rum, hvor jeg kan abstrahere fra anstrengelserne. Hvor jeg kan lukke dem ude og bare blive. Da vi rammer det sidste depot, er jeg lidt ovenpå igen. Jeg skyller et glas vand ned og bliver tilbudt nogle vingummier. Jeg takker ja og det var en god beslutning. På den måde gik den næste kilometer nemlig med at opløse vingummierne i munden. Jeg har simpelthen ikke luft til at tygge dem. Det er okay. På det tidspunkt handler det udelukkende om at flytte det mentale fokus.

IMG_7884

Da uret bipper på den 18. kilometer rammer det mig. “Du gør fandme det her!”. Det gentager jeg for mig selv nogle gange imens vi nærmer os siloen igen. Resten af vejen kender jeg. Gruppen går i opløsning. En løber i gruppen stikker af. Emil følger ham og jeg formår at sætte de 3 andre løbere i gruppen. Der er ikke andet tilbage end vilje! Benene smerter for hvert skridt jeg tager, men alligevel er rytmen for længst automatiseret. Det ene skridt afløser helt naturligt og organisk det andet uden at jeg skal tænke over det. Jeg registrerer kun lige, at lyden af mine fødder mod jorden forandres da grusstien afløses af asfalt. Mindre end to kilometer tilbage. Jeg kigger en sidste gang på uret. Mit snitpace er på 4.11 min/km. Det lykkes tænker jeg. Jeg gemmer uret væk under trøjen. Jeg får ikke brug for det mere. Der er kun en vej i mål. Den sidste kilometer. Jeg skruer helt op for tempoet. Alt skal investeres i den bedst mulige tid. Jeg kan skimte et de to løbere fra gruppen lidt længere fremme. Måske 150 eller 200 meter. Jeg glemmer dem. Det handler kun om mig nu. De sidste 500 meter løber jeg så hurtigt jeg kan. Ind imellem tilskuerne på hver side af den røde løber i målområdet. Rundt i svinget og så er det slut! Jeg stopper uret som det første og kigger ned på det. 1.28.57! 1 timer 28 minutter 57 sekunder!

Bagefter er jeg glad. Men på en eller anden måde synker det ikke helt ind. Da jeg snakker med de andre løbere kan jeg høre på mig selv, at det lyder som om jeg løber sådan en tur hver weekend. Som om det bare er en almindelig lørdag formiddag. Det var det ikke! Tværtimod. Det blev måske min største løbs-oplevelse. Bortset fra den gang jeg løb over Langebro med våde øjne og i mål til mit første marathon, er der ikke noget, der slår dette løb. Oplevelsen var en helt anden end mine tidligere løb. Jeg er stolt af tiden! Meget stolt. Det er langt mere end jeg nogensinde havde turde håbe på og drømme om. Dog er jeg allermest stolt af, at jeg holdt mit løfte til mig selv om, at jeg i lørdags ville presse mig længere ud forbi mine fysiske grænser end jeg havde gjort tidligere. Det gjorde jeg og jeg fik nogle erfaringer, som jeg kan bruge fremadrettet. Jeg lærte noget om mig selv. Jeg lærte noget om min evne til at presse mig selv. Længere end jeg troede var muligt. Jeg lærte noget om at kunne udholde smerte og flytte mit mentale fokus. Jeg lærte viljen kan flytte mig langt.

IMG_7879

Jeg får varmt tøj på og venter på, at Lea kommer i mål. Hun har også løbet halvmarathon sammen med en veninde og løber en fantastisk tid. Det gør mig glad. På 12 måneder har jeg fulgt hende fra at løbe ture på 3-4 kilometer med indlagte gå-pauser til at løbe hendes tredje halvmarathon. Det er en udvikling, der er til at få øje på og som aftvinger respekt. Den har hun. Min respekt. Altid!

Lige om lidt fortsætter vejen til Copenhagen Marathon. Der er masser af kilometer, der skal løbes på hårde træningspas de næste mange uger. Det bliver godt. Men lige nu, hvor jeg skriver disse ord, vil jeg tillade mig selv at nyde det her øjeblik. Bare være stolt over at have præsteret noget, der er i min bevidsthed, føles meget stort.

/Thomas

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *