Lidt om at gøre gamle ting for første gang

“I Hear Music / Jeg hører musik for mit øre og jeg ved jeg er alene / violinerne taler fra telefontrådene og jeg ser at landskabet lytter / en trompet træder ud af træernes skygge
og jeg træder uden at tænke på mit tråd / højere og højere hører jeg musikken / og jeg er fri og ingen vil få mig at se.”

Jeg kan godt lide gentagelser. Der er noget smukt ved gentagelser, som helt instinktivt tiltaler mig. Det gør, at jeg føler mig tryg. Det har jeg brug for. Det bilder jeg mig ihvertfald ind. Derfor kan jeg godt lide at se og opleve ting, der sker igen. Derfor giver det næsten også sig selv, at jeg har det modsat, når jeg bevæger mig på ukendt grund. Jeg bryder mig ikke om det. Nogle gange kan jeg forholde mig neutralt til det. Men ikke altid. Andre gange gør det mig utilpas. Jeg kan ikke lide det. Jeg vil gerne have overblik. Have et klart billede af hvad jeg kan forvente i forskellige sammenhænge. Have mulighed for at forberede mig på forskellige scenarier. Så er jeg tryg. Det kan føles som et dumt behov at have. Tryghed. Jeg ved ikke om dumt er ikke det rette ord. Måske er det mere hæmmende. Begrænsende og dermed ikke specielt udviklende. Det vil jeg til gengæld gerne. Udvikle mig.

IMG_7863

På lørdag løber jeg halvmarathon i Nørresundby. Om 72 dage løber jeg marathon i København. Begge dele har jeg prøvet før. Jeg har løbet 3 marathon-løb og selvom det blot er blevet til et enkelt halvmarathon-løb, har jeg løbet distancen et utal af gange på mine træningsture. Jeg kender det. Jeg burde kende det og være i stand til at værdsætte gentagelsen i det. Det er ikke tilfældet. Slet ikke. Det er kommet bag på mig, at jeg har det sådan. Jeg bliver altid nervøs op til et løb. Sådan er det. Sådan er jeg. Det er OK og jeg kan godt håndtere det. Jeg bilder mig ind, at det er med til at skærpe mig. Gøre mig klar. Der er jo noget genkendeligt ved det. Jeg har prøvet det før og kan med en rimelig sikkerhed forberede mig på de mulige scenarier, som jeg vil kunne opleve i løbet af de 21 eller 42 kilometer. Sådan er det ikke lige nu, hvor jeg sidder i sofaen og skriver disse ord på min iPad. Jeg er nervøs. Sådan rigtig meget faktisk. Nu er det sagt. Nogle siger, at det er lettere at overskue ting, hvis man siger dem højt til andre. Jeg håber det er sandt i dette tilfælde. At dele det med Jer, er med til at dulme den nervøsitet, der har frarøvet mig dele af min nattesøvn de sidste dage. Det ville være rart. Jeg var ihvertfald træt i morgen, da min telefons alarm vækkede mig.

Jeg ved godt hvorfor jeg har det på denne måde. Jeg ved godt, hvad det er, der gør mig nervøs. Det er ikke distancen. Den skal man altid have respekt for. Men det er ikke den, der gør mig nervøs. Det er måden, hvorpå jeg skal løbe distancen. For selvom det ikke er første gang jeg skal løbe halvmarathon eller marathon, så er det første gang jeg skal løbe denne distance på den måde, som jeg har planer om at gøre. Nemlig langt langt udenfor min komfortzone. Jo mere jeg forbereder mig til løbet på lørdag og til Copenhagen Marathon kan jeg mærke, at min tidligere løb i høj grad har været løbet en smule forsigtigt og konservativt. Det er den pæne version af det. Tøsedreng er et andet ord. Den knap så pæne version af det. Jeg spørger mig selv, om man kan løbe et marathon uden at komme udenfor ens komfortzone? Måske ikke, men jeg har heller ikke været i nærheden af mine grænser på de forskellige distancer. Undtagelsen er måske DuPont-løbet i januar måned, hvor jeg satte PR på 10 kilometer. Der turde jeg for første gang bevæge mig derud, hvor kroppen for alvor protesterer. Fortæller dig, at du er på grænsen. Eller ihvertfald tæt på.

Det er ikke tilfældigt, at jeg skriver turde. Det er faktisk ret centralt i min forståelse af det her. At det handler om at turde. At have mod. Mod til at bevæge sig så langt ud, at noget potentielt stort kan være i vente, men også risikere at eksplodere. Brænde ud. At have modet til at turde fejle! Jeg øver mig i at være modig. Jeg prøver at lade være med at fedtspille og sætte risikofri mål. Jeg ved, hvad jeg vil! Jeg vil have mere! Meget mere! Jeg har kun lige kradset let i overfladen indtil videre. Sådan føles det. Det er tid til at smide sikkerhedsnettet. Slut med at løbe med støttehjul. På lørdag løber jeg med et mål, der kræver at jeg bevæger mig derud, hvor chancen for at eksplodere er til stede. Den chance tager jeg! Det er jeg nødt til. Det vil jeg gerne. Jeg har brug for at vide, hvor mine grænser ligger. Det kræver nosser. Det kræver mod til at sætte hele lortet på spil. Det er jeg ikke god til. Slet ikke. Men jeg bliver heller ikke bedre af at være bange.

IMG_7868

Angsten og nervøsiteten smider jeg ved startlinien. Derefter venter der 90 minutter rundt i Nørresundby. Det lyder jo ikke af så lang tid. Det er cirka den tid en halvdårlig, amerikansk action-film varer. Det er også længden på en fodboldkamp. På lørdag løber jeg en halvmarathon på 90 minutter. Det kommer til at blive hårdt. Rigtig hårdt. Det kommer også til at gøre ondt. Rigtig ondt. Det er OK. Det er en del af planen. Eller sagt på en anden måde. Hvis jeg vil ud og mærke, hvor min fysiske grænse ligger, kan det ikke være anderledes. Det er en proces, hvor jeg lærer mig selv bedre at kende. Det er en proces, hvor jeg bliver en bedre udgave af mig selv. Ikke flere ord. Nu skal benene bare tale.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *