Lidt om dagene uden motivation

“Work hard, dream big! If You can dream it, you can do it! Don’t be the same, be better! You can do it! Lyder det bekendt? Der findes en uendelig række af disse motiverende udsagn, der skal hjælpe en til succes og til at række ud efter drømmene. Jeg er enig i dem alle. I mine bedste øjeblikke tror jeg på dem allesammen – og jeg har endda i et svagt øjeblik postet et par af dem på Facebook. Men jeg mangler noget! Hvor er citaterne, der passer til de dage, hvor man ikke gider. Hvor lysten er væk. “Dont work, stop dreaming! Just be the same! I dont want to do it!”  Hvad gør vi de dage, hvor lysten til at sparke til løbeskoene er større end lysten til at snøre dem? Jeg stiller mig selv spørgsmålet: Er det kun mig, der har sådanne dage?”

Jeg har virkelig været i tvivl om overskriften. Den lyder så dunkel og næsten grænsende til det depressive. Det er ikke meningen og på ingen måde tilsigtet. Det handler blot om at sætte nogle ord på de dage, hvor det ikke føles let og flyvende at løbe igennem gaderne i Aalborg og stierne langs fjorden. De dage findes. De dage findes for mig. Tag ikke fejl – jeg ELSKER at løbe! Simpelthen. Jeg har sagt det så mange gange, at jeg en overgang mistænkte mig selv for at gentage dette mantra-lignede statement igen og igen for at overbevise mig selv. Uanset hvad, så lykkedes det. Der er ingen tvivl tilbage. Jeg elsker at løbe.

IMG_7851

Jeg er også menneskelig. Jeg er fuld af fejl. Jeg er flosset i kanten. Min personlighed rummer mange sider, der ikke er specielt charmerende eller inspirerende. Jeg er mere end den person, der elsker at løbe. Nogle gange kan jeg havde svært ved at finde lysten til at komme afsted på min løbetur. Dage, hvor lysten til at fordrive tiden med ingenting er større end lysten til at løbe. Ugidelighed! Dage, hvor serien på Netflix fra min plads på sofaen virker langt mere indbydende end intervaller eller tempoture. Dovenskab! Jeg var lige ved at skrive, at jeg ER ugidelig og doven. Det ville ikke være rigtigt. Jeg kan være ugidelig. Jeg kan være doven. Det er kun noget jeg er engang imellem. Måske er jeg ikke den eneste, der kan have det sådan?

Dovenskab og ugidelighed er to ting, der harmonerer dårligt sammen med træningen frem mod et marathon-løb. Jeg elsker at løbe marathon og især månederne med træning frem mod løbet. Jeg ville allerhelst løbe alle mine træningsture på ren glæde og universets energi. Sådan er det ikke altid. Engang imellem mærker jeg en dag, hvor overspringshandlingerne står i kø og undskyldningerne virker skarpe og relevante. De dage er det som om alle andre løber lidt længere, når jeg bladrer min nyheds-feed på Instagram igennem. Som om de løber lidt hurtigere end normalt. Som om deres form lige er blevet boostet med 10%. Som om de lige virker endnu mere trimmede end dagen forinden. Så kommer spørgsmålet helt automatisk – gad vide om de har dage, hvor motivationen svigter? Mon ikke de ved hvad jeg snakker om? Jeg ved det ikke, men en ting er helt sikkert. Selvom jeg ikke rigtig gider indrømme det, så har jeg dage, hvor der i højere grad er vilje jeg løber på end glæde.

IMG_7846

For jeg løber! Selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker at løbe og jeg har nogle mål, som jeg vil gå langt for at indfri. Som er nødvendige at kæmpe for, hvis de skal indfries. Hvis de skal indfries? Når de skal indfries! Det lyder jo let! Som et svar på et spørgsmål til en sløj brevkasse! “Kære Brevkasse. Hvad gør jeg når jeg ikke har lyst til at løbe? Løb alligevel!”. Det lyder for let. Det lyder for let fordi det er for let et svar at give. Det bliver en forenklet og unuanceret opstilling af tingene. Sagen er nemlig, at det på ingen måde har været let for mig, at nå hertil. Sagen er også, at det stadig ikke er let! Jeg har svært ved at acceptere disse dage. Jeg føler mig useriøs og på vildspor. Det ved jeg jo godt, inderst inde, at det ikke er tilfældet. Jeg spørger også mig selv, om ikke jeg bare kan blive hjemme? Lade være med at løbe? Vil det være et utænkeligt scenarie? Nej og så alligevel ja! Lad mig forklare.

Jeg har løbet “sådan rigtigt” i 3 år. Da jeg startede med at løbe, kunne det virkelig redde min dag, hvis det begyndte at regne, når jeg kørte hjem fra arbejde og jeg havde planlagt en løbetur. Så gav det jo sig selv. Jeg var nødt til at springe over, for hvem løber i regnvejr? Så kunne jeg med god samvittighed ligge mig på sofaen derhjemme og se Breaking Bad, imens jeg brugte tiden på at bilde mig selv ind, hvor “ærgerligt” det var at jeg ikke kunne løbe. Jeg smiler lidt ved tanken. Sådan var det. Jeg gad jo ikke løbe og gjorde det kun fordi jeg gerne ville tabe mig. Måske er vi ved at være fremme ved en del af forklaringen på, hvorfor jeg ikke stadig smider mig fladt på sofaen som et ubagt franskbrød og ser serier, når regndråberne løber ned ad ruden. Jeg gider nemlig godt at løbe nu. Gider? Som om jeg havde noget valg! Da jeg startede med at løbe var jeg kun glad, når turen var overstået og jeg kunne parkere løbeskoene til næste gang. Derfor var enhver undskyldning for at lave noget andet særdeles velkommen. Sådan er det ikke længere. Stik imod hvad jeg selv, og måske og mange andre, troede, så er jeg endt med at være forelsket i løb. Faktisk løber jeg ikke længere. Jeg er løber! Deri ligger også forskellen. Det er grunden til, at jeg løber uanset hvordan vejret er. Fordi det er fedt og fordi jeg har lyst.

Misforstå mig ikke! Jeg elsker at løbe i solskinsvejr. Jeg elsker at mærke sommervarmens kvælende tag i hele min krop. Mærke sveden springe frem på kroppen efter ganske få, hundrede meter. Det er lækkert og hvem kan ikke lide det? Men følelsen efter at have overstået en rur i regn, storm, sne og hagl, hvor man ikke mødte andre løbere… Den kan ikke købes for penge! Man føler sig virkelig hård efter sådan en rur! Måske lyder det plat eller maskulint på en fordummende måde? Beklager! Jeg kan godt lide, når jeg føler mig hård efter en løbetur! Nogle gange går det som en leg, selvom vejret er dårligt. Andre gange sker det, som alle disse ord handler om. Så svigter min motivation. Så løber jeg alligevel. Ikke af glæde, men af vilje. Måske er hemmeligheden begravet i balance imellem disse to størrelser? Glæde og vilje. Jeg tror, at det er vigtigt at man kan glædes ved de ting, man bruger sin tid på. Jeg retter lige mig selv og skærer den en anelse skarpere. Jeg tror ikke på, at det er muligt at bruge så mange timer om ugen på nogen som helst beskæftigelse, hvis ikke man føler en grundlæggende glæde ved det. Samtidig tror jeg også det er urealistisk at forestille sig, at man kan kan være drevet af glæden. Der vil uværgeligt komme tidspunkter, hvor lysten er væk for en kort stund. Så bevæger jeg mig væk fra den umiddelbare glæde ved løb og finder min vilje frem. Jeg minder mig selv om de mål, jeg har opstillet for mig selv.

IMG_7843

Jeg fortæller mig selv, at hvis jeg skal ramme det perfekte marathon-løb i København, så starter vejen ikke, når fuglene begynder at synge og træerne får smukke, lysegrønne knopper. Den starter, når bilernes ruder er dækket af et tykt, genstridigt lag is og den kolde vind langs Limfjorden smerter i ansigtet. Det kræver nogle gange vilje hos mig. Nogle gange “snyder” jeg lidt på de dage så.Det gjorde jeg igår. Det regnede hele dagen og træningsprogrammet sagde 25 kilometer. Så “snød” jeg og lavede en runde på 5 kilometer, som jeg løb 5 gange. Jeg havde et lille depot ved min lejlighed. Der stoppede jeg kortvarigt 4 gange. Så løb jeg afsted igen. 5 gange forbi lystbådehavnen. 5 gange forbi det nu forladte Friluftsbad. 5 gange forbi grillbaren på Kastetvej. Jeg “snød” mig selv, så turen blev mere overskuelig. Andre gange tilbyder Lea at cykle med, hvis hun kan mærke at lysten er i bund. De fleste gange bander jeg af mig selv. Jeg siger til mig selv, at jeg skal tage mig sammen og stoppe med at pive. Piveri har sgu aldrig flyttet nogen en eneste centimeter. Viljen derimod kan flytte mig til verdens ende. Viljen er vigtig, når jeg har et mål om marathon. Glæden er uundværlig, når jeg ønsker at blive en bedre udgave af mig selv.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *