Lidt om to forskellige løb

“Der er mange fordele ved at løbe. For det første behøver man ikke nogen at gøre det sammen med og man behøver heller ikke noget særligt udstyr eller tøj. Sådan er det ikke med tennis. Man er nødt til at tage hen til en tennisbane og man er nødt til at have en modspiller. Man kan sagtens svømme alene, men man er nødt til at finde et ordentligt svømmebassin at gøre det i. Hvis bare man har et par løbesko og en vej, kan man løbe når det passer en og lige så langt som man har lyst til. (“Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe” af Haruki Murakami)”

I søndags løb jeg i Århus til 2. afdeling af DuPont-løbene, der arrangeres af Aarhus Motion. I januar løb jeg deres første afdeling og satte dengang PR på 10 kilometer. Det var den første af mine to planlagte formtests i løbet af dette forår. Derfor var det heller ikke planen, at jeg skulle løbe dernede i søndags. Sådan endte det alligevel. Min faste løbemakker Daniella havde planer om selv at hente en ny PR på samme distance i søndags og efter meget lidt overvejelse besluttede jeg mig for at tilmelde mig til løbet alligevel. Jeg lovede at løbe pace for hende på ruten og så var planen klar. Målet var at løbe i det pace, som hun var blevet målt til at kunne holde på denne distance, da hun blev testet af Hechmann Running for et par uger siden.

IMG_7837

Vi tog derned sammen med en stor flok andre løbere fra Aalborg Runners, der også skulle løbe og andre, der var taget med for at heppe. Vejret er perfekt. Smuk sol og blå himmel over Brabrand Søen, som vi skulle rundt om i løbet af de 10 kilometer. Efter at bilen er blevet parkeret og vi får ordnet alt det praktiske varmer vi op. Vi jogger et par kilometer med et par indlagte sprinter og så er det tid. Vi kan ikke trække den længere. Nu er det nu. Af en eller anden grund er jeg lidt spændt. Måske nervøs? Jeg håber at jeg kan have overskud og energi nok til at løse min opgave som fartholder på en tilfredsstillende måde. Holde et stabilt pace hele vejen. Opmuntre og have overskud. Vi stiller os ind blandt de mange andre løbere ved startlinjen. Jeg tripper lidt. Vi står blandt de forreste. Ved siden af kan jeg mærke frustrationen over en telefon, der ikke vil afspille den musik, der skulle være soundtrack til 44 hårde minutter rundt i Aarhus. Med 30 sekunder til start opgiver Daniella at få det til at fungere. Der bliver ikke sagt nogle ord. Det er ikke nødvendigt. Jeg kan tydeligt mærke, at en del af sikkerhedsnettet er revet væk på et kritisk tidspunkt. Jeg giver hende et kram og siger at “nu gør vi fandme det her!”.

IMG_7838

Starten går. Vi løber tæt! Det er fedt. Jeg elsker følelsen af at have løbere så tæt på, at jeg hele tiden skal være opmærksom og styre hvert enkelt skridt. Det tager blot 1500 meter. Så åbner det hele sig op og søen, hvis overflade glimter som sølv, ligger foran os. Det kan lyde som en hyggelig søndagstur. Gå en tur om Brabrand Sø. Ikke idag! Idag handler det om noget langt større. Meget større end mig selv. Det er kampen, der er i centrum. Ikke mod andre. Kampen mod sig selv. Kampen mod at ignorere kroppens signaler om, at den er presset ud over dens grænse. Kampen mod at tvinge stemmerne til stilhed. Stemmerne, der fortæller en igen og igen, at man har gang i et håbløst og umuligt foretagende. De kan virke overbevisende. Det kræver et kæmpe mod at stille sig op og råbe “fuck jer!” til de stemmer, der kan binde en på hænder og fødder. Mod til at tage kampen op og bevise overfor sig selv, at ens fysiske og psykiske grænse ligger endnu længere væk end man troede. Det mod havde Daniella i søndags. I 44 minutter og 24 sekunder kæmpede hun en kamp jeg kun kan beundre. Det gjorde ondt. Men i sidste ende viste det sig, at det gamle mantra hos de amerikanske marine-infanterister er sandt – smerten er blot midlertidig men stoltheden varer for evigt. Med 500 meter igen råber hun, at jeg er nødt til at tage hende i hånden. Hun har givet alt og der er ikke mere tilbage. Vi løber sådan frem mod opløbet. Her slipper jeg hendes hånd og hun løber over målstregen. Stopper uret og sætter sig instinktivt ned. Helt færdig! Men mest af alt glad og stolt! Herefter letter stemningen. Vi sludrer om løbet og finder de andre løbere fra Aalborg Runners, der også er kommet i mål. Billeder bliver taget. Muskler løses op under afjogning. Historier fra løbet udveksles og der hilses på andre løbere jeg kender fra Instagram. Der drikkes vand og spises en banan og pludselig er vi på vej tilbage til Aalborg igen. Hver med vores lille oplevelse fra en helt almindelig og ualmindelig speciel søndag ved Brabrand Sø.

Om 9 dage løber jeg endnu et løb. Det er min anden, planlagte formtest frem mod Copenhagen Marathon. Jeg skal løbe et halvmarathon i Nørresundby, der arrangeres af Life of Sport. Allerede nu kan jeg mærke nervøsiteten over målet for dette løb. Planen er helt klar. Jeg skal ud og afprøve det pace, som jeg blev mål til at kunne holde på denne distance i min Aeroscan-test hos Hechmann Runnning. Det vil sige et gennemsnitspace på 4.16 min/km eller en sluttid på 1.30. Faktisk er målet ikke at løbe 1.30, men derimod at løbe 1.29.59 – højst! Jeg er sgu lidt splittet. På den ene side tror jeg på, at jeg kan gennemføre dette. Omvendt synes jeg det er skræmmende hurtigt at løbe over så lang en distance. Men jeg har brug for at være en smule skræmt. Udover målet om min endelige sluttid er der nemlig et langt større mål med denne dag. Det handler om at komme udenfor min komfort-zone… og blive der! Jo mere jeg kigger tilbage på de hidtidige løb, som jeg har deltaget i, kan jeg se en langt større udfordring end min sluttid. Udfordringen om, at presse mig helt ud. Presse kroppen til det yderste, hvor alle fibre i musklerne skriger på, at man stopper. Det er der jeg vil ud – og blive der! Hvis jeg skal løbe hurtigere end 90 minutter på halvmarathon bliver det nødvendigt. Hvis jeg går og drømmer og at smadre min PR på marathon-distancen i København er det nødvendigt! Det handler i sidste ende ikke om mine ben! Det handler om mit hoved. Min psyke. Hvis ikke jeg tror på det er det umuligt! Jeg tror på det. Jeg vil tro på det. Jeg vil gerne. Jeg brænder for det! Alligevel er jeg pisse-bange! Det er okay. Jeg har selv valgt. Ikke mere fedtspilleri, men bare en klar udmelding om en ambition. Jeg vil løbe et halvmarathon på under 90 minutter!

IMG_7831

I lørdags snakkede jeg med en mand, da jeg var med til den ugentlige fællestræning i Aalborg Runners. Vi sludrede lidt om løb og han anbefalede mig en bog af en japansk forfatter, der havde skrevet en bog om at løbe. Faktisk ikke om at løbe, men om at være en løber. Det er sådan jeg ser mig selv. Jeg løber ikke. Jeg ER løber. Forskellen kan virke ubetydelig, usynlig eller som noget filosofisk navlepilleri, men for mig er der kæmpe forskel. Tanken om en vej, der bare fortsætter og er min, så længe jeg har lyst til at blive på den er en enkel og meget smuk tanke.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *