Lidt om at huske, hvad det hele handler om

“Solens stråler spejler sig i vandoverfladen og får den til at skinne. Det er lunt og der hører enkelte fuglefløjt. Det føles som forår. Dog afslører de nøgne træer, at vinteren ikke helt har sluppet sit greb i den nordtyske by. De små restauranter langs søen er stadig lukkede  og ser næsten barrikerede ud. Men der er stadig masser af liv langs søen. Hele tiden passerer vi andre løbere, der lige som os løber de 8 kilometer, der er rundt om Aussenalster. Jeg stopper op og vi står og kigger ud over den store sø midt i Hamburg. Lidt længere væk tårner det ikoniske TV-tårn sig op imellem hoteller og kontor-bygninger. Vi står lige der, hvor nostalgien fra 70’ernes Tyskland møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Som vi står der, kan jeg mærke det komme snigende. Jeg havde mere brug for den her løbetur, end jeg troede. Brug for at glemme alt om pace, træningsprogram og intervaller. Brug for en tur, som bare bare handler om at være tilstede. Bare handler om at nyde det.”

IMG_7716

Aussenalster, Hamburg

Lad mig slå det fast med det samme. Jeg elsker at løbe. Jeg elsker de lange, rolige ture hvor kilometrene bare forsvinder. Jeg elsker dagene med intervaller, hvor pulsen banker afsted og hvor kroppen og benene er brugte bagefter. Jeg har også dage, hvor lysten til at snøre skoene er til at overse. Dage, hvor undskyldningerne står i kø for at springe over og bare ligge på sofaen. Sådan er det for mig – præcis som det er for mange andre løbere. Men jeg elsker alligevel at løbe og jeg kommer jo afsted på mine løbeture alligevel… også selvom jeg nogle gange ikke gider. Det er jo det, det handler om nogle gange. At jeg ikke gider! Jeg vil ikke ligge under for min egen ugidelighed. Uanset hvor menneskelig, den end måtte være. For magelighed og momentan dovenskab er jo et menneskeligt træk, selvom det ikke føles specielt brugbart eller charmerende i situationen. Samtidig tager jeg det også seriøst, når jeg kan mærke den følelse. Måske handler det bare om, at det pis-regner udenfor? Måske vil jeg bare hellere sove lidt længere, istedet for at stå op kl. 05.00 og løbe intervaller? Så minder jeg lige mig selv om de mål jeg har som løber. Omvendt  kan det jo også handle om andre ting.Måske har jeg trænet for hårdt og har brug for hvile? Måske har jeg glemt balancen i træningen? Glemt balancen i hverdagen?

IMG_7709

De sidste uger har handlet meget om pace, løbetest, nye zoner, konkurrence-tider og ømme ben. Det har været en stram, logistisk opgave at strukturere træningen.Derfor var den løbetur jeg tog sammen med Lea i Hamburg også meget velkommen. Ikke fordi jeg egentlig følte at jeg var kørt fast eller havde mistet lysten for en kort bemærkning. Men da jeg stod der på den lille bro og så udover den store sø, kunne jeg mærke at jeg havde brug for en tur, hvor alle tanker om marathon-træning, aerob- og anaerob træning, intervaller og pace blev skubbet lidt i baggrunden. Blot for at give plads til det, der hele tiden skal være i centrum. Nydelsen. Et øjeblik, hvor det ikke handler om at være på vej, men bare være tilstede. Bare en kort stund. En mulighed for at finde balancen. Den er vigtig for mig.

Der er ingen tvivl om, at det er mine mål som løber, der driver mig i hverdagen. Det, at arbejde metodisk og kontinuerligt igennem en lang periode frem mod et bestemt mål, er ekstremt motiverende. At kunne mærke min udvikling løbende og se mine mål forvandle sig fra fjerne drømme til konkrete målsætninger. Det fylder meget i mit liv som løber. Jeg giver det lov til at fylde meget i mit løberliv. Omvendt har jeg også brug for balance. Balancen imellem at være på vej og bare være.Den øver jeg mig hele tiden i at finde.

IMG_7737

Derfor elsker jeg også de løbeture, der bare handler om at finde ind til alt det, der gør at jeg slet ikke kan forestille mig ikke at løbe. De løbeture, hvor jeg ikke kigger på uret undervejs. De løbeture, hvor jeg løber sammen med Lea og vi bare er sammen. De løbeture sammen med AaRun, hvor der bare snakkes, hygges og grines hele vejen. De løbeture, hvor jeg bare løber alene langs fjorden og tankerne får lov til at flyve langs ud over vandet. De løbeture, hvor der ikke er fokus på distance eller tempo, men blot på at flytte den ene fod foran den anden. Bare lytte til rytmen af fødderne, der langs i gruset eller på asfalten. Måske er det en langsom, lidt tung rytme – som en tung bas, der sikkert og  stabilt sætter tempoet. Andre gange er det lettere og mere let. Nedslaget er kortere og rytmen er i stedet som små, hastige tromme-slag, der signalerer at farten er blevet sat op. Jeg bestemmer selv rytmen. Det er mig, der har kontrollen. Det kan jeg godt lide. Til sidst smelter det hele bare sammen. Tid og sted ophører og, der kommer pludselig en højloftethed, der kan virke berusende. Tilbage står kun en enkelt ting. Nydelsen. Glæden ved at løbe! Min glæde ved at løbe på min måde!

IMG_7738

Misforstå mig ikke! Lige om lidt handler det igen om pace og målsætninger for mit vedkommende. På søndag løber jeg DuPont-løbet i Aarhus. Om to uger slår jeg PR til halvmarathon i Aalborg. Om 86 dage løber jeg Copenhagen Marathon på en tid, der er hurtigere end 3 timer og 30 minutter. Det er mine mål! Det er dem, der driver mig frem og motiverer mig. Disse mål er i sidste ende også et udtryk for min glæde ved at løbe. Et symbol på, at jeg elsker at løbe. Men allerførst snører jeg lige løbeskoene igen og løber en tur, der handler om alt andet end mål og pace. Jeg skubber det bevidst i baggrunden. Blot for at give mulighed for, at det kan fylde igen på et andet tidspunkt. Det er den balance, jeg er på jagt efter. Den balance, som jeg hele tiden søger. Uanset hvad, så står et enkelt og simpelt faktum tilbage: Jeg elsker at løbe. Jeg kan ikke forestille mig ikke at løbe. Jeg er nødt til at løbe. Jeg har brug for at løbe. Jeg løb for at kunne leve. Løb har lært mig at leve. Jeg løber for at blive den bedste version af mig selv.

/Thomas

 

 

2 thoughts on “Lidt om at huske, hvad det hele handler om

  • Smukt skrevet … Har det på præcis samme måde .. Løber for at finde roen, løber for at finde troen på mig selv igen ….. Og så er der jo lige det der med at løb for mig er mental hygiejne 😜

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *