Lidt om det der med vægten

“Jeg var en mester i denne disciplin. Det troede jeg ihvertfald. Jeg havde opfattelsen af, at jeg havde forfinet enhver tænkelig detalje i øvelsen og mestrede den til perfektion. Jeg bedragede hele verden, der lod sig falde på halen over mit ypperlige skuespil. Det krævede blot en enkelt, næsten umærkelig trækning i kroppen, før jeg fremstod som et andet menneske. Som en slank person. Jeg beherskede disciplinen i mange sammenhænge. Når der skulle tages billeder af mig. Når jeg gik tæt forbi en person. I svømmehallen. Især i svømmehallen. Her var det ekstra svært, fordi det krævede at jeg kunne fastholde fokus og koncentrationen i de sekunder det tog at komme fra omklædningsrummet til bassinnet. Jeg smiler lidt ved tanken. Men i virkeligheden er der jo bare noget uendeligt dumt over at trække maven ind, fordi man synes den er for stor. Det var ikke bare noget jeg syntes. Den var for stor. Jeg overvejer, om jeg skal skrive denne sætning i nutid. Den er for stor? Fuck spørgsmålstegnet! Min mave ER for stor! Stadigvæk.”

IMG_7401

Friskpresset juice – en af favoritterne om morgenen

Jeg kæmper engang imellem med at holde motivationen. Imens jeg har en følelse af, at min løbetræning kører på skinner og at jeg kan mærke at jeg rykker mig formmæssigt og udviklingsmæssigt som løber, kan jeg omvendt også konstatere, at vægten sgu har stået stille de sidste par uger. Det irriterer mig grænseløst. Den gik lidt op i juleferien. Det var OK. Det var ikke planlagt, men heller ikke nogen katastrofe. Den gik lidt ned igen i starten af januar. Det var perfekt og forventet. Jeg fandt ind i min normale hverdag ift. min kost og samtidig blev der igen skruet op for løbetræningen. I løbet af de sidste par uger er den først gået lidt op igen og derefter stået stille. Det gør mig indebrændt. Mest af alt fordi jeg synes, at jeg har levet fornuftigt og har løbet rigtig mange kilometer. Men faktum er, at lige nu står vægten og svinger lige omkring 91 kg. Og når alt kommer til alt har den stået deromkring de sidste par måneder. Om 113 dage går starten til Copenhagen Marathon 2016. Der skal jeg veje under 85 kg. Minus 6 kilo på lidt under 4 måneder.

Min første reaktion, når jeg står ned fra vægten, som jeg gjorde i morges og kunne konstatere, at der ikke var sket nogen udvikling, er at gå i kontrolleret panik. Så tænker jeg, at nu må jeg skære endnu mere ned på min kost og fjerne alle overflødige kulhydrater og unødigt fedt. Denne følelse varer i nogle få minutter. Så gennemgår jeg min kost idag og kommer i tanke om, at jeg i forvejen kun indtager omkring 2000-2100 kalorier om dagen og at det bliver svært at skære i mere i det, hvis der stadig skal være energi til at løbetræne – og det skal der! Min næste tanke bliver derefter, at jeg måske er ved at miste grebet lidt. Tidligerere gik det jo nærmest af sig selv med at smide de overflødige kilo, der sad så tydeligt på kroppen. Nu, hvor jeg i den grad nærmer mig mit endelige mål, skal der kæmpes mere og det frustrerer, at jeg føler at det står stille. Når de første 25 kilo var så “nemme” som de var, hvorfor skal de sidste 6 kilo, så føles så besværlige? Måske var de første 25 kilo heller ikke nemme. Måske huskes de bare sådan af mig, fordi det er kommet lidt på afstand?

IMG_7441

Green Detox – perfekt til smoothies

Motivationen for at smide de sidste kilo mangler ikke! Hvis jeg engang imellem skulle forfalde til at spekulerer på om ikke det var lettere at sige, at jeg var i mål nu, husker jeg lige på ordene fra både Julie Carl og Claus Hechmann. Nemlig, at for hvert kilo jeg taber bliver jeg 2-3 sekunder hurtigere pr. kilometer jeg løber. Smider jeg 6 kilo inden marathon (og det gør jeg!), kan jeg forvente at løbe mindst 10-12 sekunder hurtigere pr. kilometer. Når vi så snakker marathon-distancen er det forskellen på at løbe i mål på 3.36 eller på 3.29. Det kan også blive forskellen på at løbe i mål på 3.29 og 3.23? Jeg ved det ikke, men jeg vil ikke stå bagefter og spekulere på “hvad nu hvis?”. Der skal ikke være plads til at overveje om jeg kunne have gjort det bedre, hvis jeg havde forberedt mig bedre! Vejen til Copenhagen Marathon skal være fejlfri og perfekt. Udgangspunktet skal være optimalt og så er det i sidste ende benene, der må tale.

Derfor spekulerer jeg også på, hvad jeg kan gøre for at optimere processen omkring mit vægttab. Jeg føler egentligt, at jeg har en god, daglig rutine omkring min kost. Den kan måske virke lidt ensformig og kedelig med mange gentagelser. Jeg er ihvertfald enig i, at der faktisk er mange gentagelser. Men det er der en grund til. Det handler både om, at jeg har fundet nogle rutiner omkring de forskellige måltider, som fungerer for mig. Det er sundt. Det kræver ikke så megen forberedelse og vigtigst af alt: Det er noget jeg har lyst til at spise. Det er vigtigt for mig. Det skal være lækkert. Derudover er jeg opmærksom på at sprede mine måltider mere ud i løbet af dagen end jeg har gjort tidligere, hvor jeg holdte mig til de 3 daglige hovedmåltider. Det var lidt en dårlig vane jeg havde. Jeg har i stedet lagt et par mellemmåltider ind om formiddagen og eftermiddagen.

IMG_7447

RAW Bite – perfekt til pre workout

 

Mit mellemmåltid om eftermiddagen er også tit mit pre-workout måltid inden min løbetur. Her spiser jeg f.eks. en RAW Bite, en frugtbar fra 32GI eller bare en banan. Det betyder, at jeg ikke løber turen på helt eller næsten tom mave. Det fungerer ikke for mig. Samtidig får jeg spredt mine kulhydrater i løbet af dagen lidt ud og udnyttet dem bedre ved, at jeg indtager dem inden løbeturen fremfor bagefter. Derudover bliver kvaliteten af ens træningspas også  bedre i kraft af, at din krop har noget energi at trække på fremfor at starte ud uden benzin på motoren. Derudover ved jeg også med mig selv, at hvis jeg løber på tom mave og har et hårdt træningspas, ender det med at jeg er sulten resten af dagen. Det er uheldigt, for så får jeg ikke udnyttet energien fra maden på samme måde, da jeg muligvis ikke skal være aktiv resten af dagen. En for stor portion mad, give kroppen et chok, så den automatisk lagrer kulhydraterne i kroppens fedtlagre, selvom jeg måske ikke overstiger mit daglige, anbefalede indtag af kalorier. Det vil jeg gerne undgå. Derfor er jeg blevet mere opmærksom på at spise flere små måltider i løbet af dagen og samtidig aldrig løbe et hårdt træningspas på tom mave.

Jeg bruger hver dag app’en MyFitnessPal til at registrere de ting jeg spiser. Her er det en fordel med de mange gentagelser, da jeg nemt kan kopiere forskellige måltider fra tidligere dage. Derudover kender jeg nemt vægten på de forskellige ting, som jeg spiser. Det fungerer godt for mig at bruge app’en til at holde øje med mit daglige indtag af mad. Derudover synkroniserer den med Garmin Connect og indregner de kalorier, som jeg forbrænder på mine løbeture. Det kan måske lyde en smule omstændigt men faktisk synes jeg, at det er ret nemt. Jeg føler ikke, at jeg har en fanatisk tilgang til at bruge MyFitnessPal. Det handler ikke om at veje tingene af til mindste gram, selvom jeg naturligvis er nøjagtig. Det handler lige så meget om, at få et indblik i ernæringsindholdet i de ting jeg spiser. Få et overblik over fordelingen af fedt, kulhydrat og protein i min kost og på den måde sikre den rigtige fordeling.

Jeg tror også, at det er her at der er størst potentiale for at optimere mit vægttab. Nemlig at blive endnu skarpere på den kost jeg indtager i løbet af dagen. Få en endnu mere nuanceret blik på spise rigtigt og på de rigtige tidspunkter. Og så fortsætte med at løbe. Det giver lidt sig selv. Det ville jeg gøre uanset hvad. Det handler ikke længere om at løbe for at tabe mig. Det handler bare om at løbe. Om at blive en hurtigere mig. Om at blive en stærkere mig. Om at blive en lettere mig. Om at blive den bedste version af mig selv. Det koster – men det er det hele værd!

/Thomas

 

 

7 thoughts on “Lidt om det der med vægten

  • Hej Thomas 😊

    Hvorfra ved du, at “en for stor portion mad, give kroppen et chok, så den automatisk lagrer kulhydraterne i kroppens fedtlagre, selvom jeg måske ikke overstiger mit daglige, anbefalede indtag af kalorier”?

  • Har du overvejet at dyrke anden sport samtidig med løb, jeg spinnede 2-3 gange om ugen og løb 4 gange, og brugte appen livesum. Og med fornuftige kost, og kun en øl om ugen smed jeg 22 kg. Sidste vinter. Jeg ved godt du har tabt endnu mere. Men vil gerne hjælpe dig i “mål’

  • Fantastisk blog, der rammer ind i mange af mine løberdilemmaer!

    Jeg har lige været inde på Raw Bite samt 32gi’s hjemmesider og slået næringsindhold op, og især 32gi’s barer har omtrent lige så mange kalorier som en Yankee-bar.
    Selv om de to barer er mindre usunde end en Yankee-bar, skal du alligevel forbrænde mere end den energi, du indtager, hvis du skal tabe dig yderligere, og det er svært, hvis dine mellemmåltider indeholder omtrent 200kcal. Til sammenligning kan du spise omtrent et halvt kilo gulerødder for det samme kalorieindhold (http://gratiskalorietabel.dk/kalorier-i-gulerod/).

    Holder du øje med, hvor meget vand du drikker i hverdagen? Så vidt jeg ved, fungerer forbrændingen bedst, når man får vand nok. I de perioder, hvor jeg drikker for lidt vand, oplever jeg ligeledes hyppigere tegn på sult og spiser derfor mere.

    Held og lykke med dit yderligere vægttab 🙂

    • Jeg drikker en del vand i løbet af en dag og får ihvertfald de par liter der skal til i løbet af en dag.

      Ift raw Bite og en foodbar fra 32GI indeholder de jo en del kalorier (ca. 200 kcal). men forskellen på dem og en Yankee bar er at kalorierne i en frugtbar kommer fra naturligt sukker som optages hurtigt i kroppen og hæver kroppens insulin-niveau hvilket er en fordel til et træningspas, hvorimod kroppen skal bruge mere energi på at nedbryde fedt-molekylerne i en chokolade bar for at optage sukkeret. Men ingen tvivl om at en raw Bite f.eks. egner sig bedst på de dage, hvor man skal træne/løbe.

      Tusind tak for ordene om bloggen også… Det er super fedt at høre, at du kan finde en form for “sandhed ” og mening i det jeg skriver!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *