Lidt om at mit løb fylder meget

“Søndag morgen! Vi ved alle, helt instinktivt, hvad dette begreb indebærer. Stå sent op. Sidde længe over morgenmaden. Der kan være små variationer. Små umærkelige forskelle, men det handler om at komme ned i tempo eller blot undgå at komme op i tempo. Det med tempoet er ret vigtigt. Søndag morgen foregår stille. Der kan næsten være noget andægtigt over sådan en morgen. Den er rituel. Min faster hørte morgen-gudstjeneste i radioen søndag morgen. Når min bror og jeg blev passet hos hende og min onkel, måtte vi ikke forstyrre, imens hun hørte den. Søndag morgen er en institution. Det er næsten et stykke kulturarv. Vi er alle sammen vokset op med hver vores udgave af en søndag morgen. Den er måske lige så dansk som lyse sommernætter, håndbold i hallen, snobrød eller vejfester på vendepladsen. Vi kender det og er enige om det uden at snakke om det.”

IMG_7406

Vinter i Skovdalen

Lige nu er det søndag morgen. Klokken er 8.30. Alarmen på mit ur vækkede mig kl. 7.00. Jeg har spist min morgenmad. Jeg ligger stadig i sengen. Ved siden af mig står en drikkedunk med vand. Jeg har styr på tiden i mit hoved. Om 30 minutter skal jeg have tøj på og ud af døren. Tøjet fandt jeg igår aftes og lagde på køkkenbordet. Så var der styr på det. Jeg har lige lige gennemgået dagens program på Training Peaks og så slog det mig pludselig. Hvis det her er søndag morgen, er løb så ved at fylde lidt for meget i min tilværelse? Denne her morgen adskiller sig ikke fra de fleste andre af mine søndag morgener. Mine søndage er rituelle. De drejer ofte rundt om min lange løbetur. Dagen er, for det meste, planlagt ud fra hvor langt jeg skal løbe. Hvornår skal jeg op? Skal jeg spise morgenmad inden løbeturen eller ej? Hvornår skal jeg afsted? Hvornår skal jeg være hjemme? Det kan lyde enormt egoistisk og det er det faktisk også! Jeg bekender mig mine synder. Jeg er en egoist. Det står jeg gerne ved. Hver dag bruger jeg i gennemsnit en time på at løbe. Det er netto-tiden. Det er bare løbeturen. Dertil kommer så det praktiske inden og bagefter løbeturen. Om nogle uger begynder det at blive endnu mere, jo tættere jeg kommer på Copenhagen Marathon. Det kræver lidt planlægning og logistiske overvejelser, at få det til at passe ind i en hverdag, der også rummer et fuldtidsarbejde, weekender sammen med min datter og tiden sammen med Lea. Jeg forsøger nogle gange, at se mig selv udefra ift. mit løberliv og spørger mig selv: Er det begyndt at fylde for meget?

IMG_7423

 

Jeg ved det godt selv. Jeg bruger rigtig meget tid på at løbe. Det er et egoistisk projekt, som udelukkende handler om mig. Jeg gør det ikke for at blive en bedre kæreste. Jeg gør det ikke for at blive en bedre far eller ud fra er misforstået behov for, at folk skal være stolte af mig. Jeg gør der udelukkende for min egen skyld. Jeg synes naturligvis at det er fedt, når folk er stolte over mine præstationer som løber eller roser mig! Selvfølgelig gør jeg det! Men projektet er i sidste ende bare mit! Måske er det ikke faktisk ikke længere noget projekt, selvom det var sådan det startede. Dengang jeg løb mine første kilometer, var det er projekt, der handlede om at tabe mig. Sådan ser jeg det ikke længere. Nu er det bare noget jeg gør. Noget jeg ikke kan lade være med at gøre. Noget jeg ikke kan forestille ikke at gøre! Men det ændrer stadig ikke på det faktum, at det er et egoistisk projekt, der tager mange timer hver uge.

IMG_7430

Det er hele tiden en balancegang for mig. En line at gå på, hvor der skal tages hensyn til mange ting. Hensyn til forskellige mennesker. Jeg forestiller mig ikke, at det er anderledes for mig end for andre. Jeg har nogle få regler, som er hellige. Jeg løber kun meget sjældent, imens min datter er hos mig. Det handler ikke om, at jeg tror hun ville tage skade af, at jeg løb en tur. Det handler om, at den sparsomme tid jeg har sammen med hende ikke skal forstyrres af mine egoistiske behov. Derudover forsøger jeg hele tiden at planlægge min træning, så den går mindst mulig over min tid sammen med Lea. Jeg forsøger at planlægge min træning sammen med hende, så det ikke går ud over tiden til vores forhold. Det er hele tiden et forsøg at afstemme ambitionerne i forhold til træning og hjemmelivet – og så med et fuldtidsarbejde oveni. Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed eller for at pive. Der findes tusindvis af andre mennesker, der står i samme dilemma rundt omkring i Danmark. Jeg vil gerne det hele! Jeg vil gerne være en god far. Jeg vil gerne være en god kæreste. Jeg vil gerne bruge tid på at skrive på min blog. Jeg vil gerne bruge tid på at hjælpe til i AaRun, selvom jeg nogle gange kan blive ramt af dårlig samvittighed over, at nogle af de andre tager et kæmpe slæb imens jeg føler, at jeg ofte må melde pas. Men mest af alt vil jeg have tid til at træne. Ikke bare træne! Så lyder det som en sur pligt. Jeg vil have tid til at løbe. Jeg elsker at løbe og derfor bruger jeg også gerne masser af tid på det.

IMG_7413

Hilsen i sneen fra Daniella – verdens bedste løbemakker.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det hele kommer til at hænge sammen i sidste ende. Svaret er, at det kræver planlægning og det kræver kompromiser. Et andet og mere ærligt svar vil nok være, at det jo ikke altid kommer til at hænge sammen. Engang imellem må jeg simpelthen droppe en løbetur, fordi der simpelthen bare er vigtigere ting, der fylder mere. Sådan er det. Jeg øver mig i, ikke at have dårlig samvittighed ift. min træning men siger i stedet til mig selv, at jeg i stedet laver noget, der også er vigtigt. Måske endda mere vigtigt end den tur jeg skulle have løbet. Hver søndag kigger jeg min kommende træningsuge igennem på Training Peaks og holder den om imod mine arbejdstider og de planer, som Lea og jeg har i løbet af ugen. Hvad kan lade sig gøre og på hvilke tidspunkter? Der er i særdeleshed en sætning, som jeg siger tit: “Jeg skal lige nå at løbe den dag”. Det siger jeg rigtig tit, når vi snakker om de planer vi har. Jeg sagde sidst sætningen igår, da Lea skrev om jeg ville med til foredrag med Lindy og Hammer fra “Rigtige Mænd” på torsdag. Mit svar var “ja, men jeg skal lige nå at løbe inden!”. Sådan er det tit og hun accepterer, at det er sådan det er for mig. At det er sådan det nogle gange er at være kæreste med mig.

IMG_6364

Sammen!

Derfor er en af de helt store grunde til at hele puslespillet i sidste ende går op også hende. Mandag og onsdag aften løber jeg sammen med AaRun. De aftener er jeg senere hjemme fra løbeturen end normalt. Nogle gange løber Lea med. De aftener hun ikke løber med, er maden klar når jeg kommer hjem. Ofte cykler hun med på mine lange ture og bruger gerne 2 timer i strid modvind på cyklen og med rygsæk på ryggen med vand og energi til mig. Derudover gør hun lidt mere rent end mig. Hun vasker lidt mere tøj end mig. Hun laver mere mad end mig. Det er jo ikke noget hun er forpligtet til. Det er ikke noget jeg kan forlange af hende. Det lyder som professionelle forhold, men jeg er jo bare en almindelig motionist, der elsker at løbe. Jeg ved godt, at jeg er heldig og har det godt. Jeg har tid til at løbe. Tid til at skrive på min blog. Hun ved, at det er vigtige ting for mig og selvom hun måske ikke altid forstår det, så accepterer hun det og respekterer det. Derfor forsøger jeg også at gå på kompromis de steder, hvor jeg kan. Jeg placerer min træning, så det går mindst mulig ud over vores tid sammen og min tid med min datter. Jeg forsøger at inddrage hende i mine prioriteringer og sammen lave nogle fælles prioriteringer. Jeg kan stadig blive bedre. Jeg kan stadig blive bedre til at stå tidligt op og løbe om morgenen inden hun vågner. Så har vi tiden sammen om eftermiddagen. Jeg kan stadig blive bedre til ikke at snakke om løb HELE TIDEN og til at sætte min mobil på standby og ikke tjekke Instagram. Jeg øver mig virkelig. Jeg prøver hele tiden at blive en bedre udgave af mig selv. Sådan en søndag morgen som idag, hvor løb igen fylder næsten alt i min hverdag, ved jeg godt, at jeg skylder hende mere end jeg kan sætte ord på i den proces.

/Thomas

10 thoughts on “Lidt om at mit løb fylder meget

  • Vil du ikke, please, blive ved med med at blogge! For mig, er din blog den bedste og mest velskrevede løbeblog her i landet – tak fordi du går op i grammatik, holder spons på et fornuftigt niveau og mest af alt skriver så man bliver både rørt og motiveret!
    Hilsen en løbetosse.

    • Tusind tak for de alt for søde ord Marie. Den kommentar ramte sgu lige plet. En kæmpe tak fordi du har lyst til at læse med og kan finde en “mening” i de ord jeg skriver. Fantastisk at du både lader dig røre og motivere af indholdet. Bare en stor tak 🙏🏻

  • Godt bekrevet 🙂 Har selv de samme “udfordringer” på hjemmefronten. Godt at høre at man ikke er alene 🙂 Men kompromisser skal der til – fra begge sider.

    /Peter

    • Tak for ordene! Og ja, der er ingen tvivl om, at det kræver både kompromiser og naturligvis respekt, selvom man måske ikke forstår behovet for at løbe eller lave noget andet.

  • Hej
    Super velskrevet…
    Jeg ville ønske jeg var der hvor det var mig der sagde” jeg skal lige løbe først”… Der er jeg bare ikke lige nu .. Påtrods af 12 marathonløb /Trailmarathon osv blev jeg ramt af en blodprop i hjertet dec 2014…. Og siden har jeg ikke kunne finde gejsten igen …har masser af gange startet op, men “hjertet” er ikke med ..så succesen udebliver…men jeg læser din blog med den største fornøjelse og håber på at ved læse om din og andres glæde ved løb, at det måske kan få mig tilbage på sporet iklædt løbetøj..😃
    Tusinde tak for en fin og solid blog

    Peter

    • Tusind tak for din historie. Det er barsk at høre at din løbe-passion blev bremset på den måde. Jeg håber inderligt at du igen finder lysten og gejsten til igen at snøre løbeskoene. Og tusind tak for ordene om bloggen – det betyder alt at du har lyst til at læse med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *