Lidt om DuPont-løbet 2016

“Himlen er helt lyseblå og der er ikke en sky på himlen. Vi løber stadig tæt, selvom de næste 1000 løbere er blevet spredt mere ud. Jeg overhaler en anden løber og skærer ind foran ham. Lidt for tæt viser det sig. Jeg undskylder, får lidt røde kinder og sætter farten lidt mere op. Vi løber langs med nogle små kolonihave-huse og nærmer os et sving. der står en official og vinker med et rødt flag. Han råber, at der er is i svinget. Jeg kigger ned og prøver at holde farten igennem svinget. Det lykkes næsten. Jeg laver to så steptrin og så er jeg tilbage på asfalten igen. Videre over en lille bro og så åbner landskabet sig op. Jeg løftet blikket op i nogle få, men lange sekunder og tager kulissen ind. Brabrand Sø åbenbarer sig på venstre side af stien. På bakkeskråningen ned mod søen ligger store, hvide villaer badet i det århusianske solskin. Jeg retter igen blikket lige frem. Koncentrerer mig om at holde tempoet. Jeg kaster et hurtigt blik på mit ur. Farten er god. Den er helt rigtig. Jeg overhaler to løbere mere og kaster et sidste blik på de smukke omgivelser. Så sætter jeg farten lidt op. Det her er en god dag at løbe hurtigt på!”

IMG_7393

Aalborg Runners i Århus

For nogle uger siden meldte jeg mig til DuPont-løbets første afdeling. Distancen var 10 kilometer. Planen var at bruge løbet som den første formtest i løbet af vinteren og foråret frem mod Copenhagen Marathon. Målet var klart. I oktober blev jeg testet til at kunne løbe denne distance med et snit-pace på 4.18 min/km. Altså en tid under 43 minutter. Jeg vidste ikke om det var realistisk, men jeg havde en rimelig tiltro til det, da jeg har kunnet mærke at min træning igennem de sidste måneder har været god. Formen er blevet bedre og bedre og kroppen er blevet stærkere. Planen var oprindeligt at tage alene derned, men jeg endte heldigvis med at få følgeskab af to fra AaRun–  Jonas og så min faste løbemakker Daniella, der også havde PR-drømme begge to.

Lørdag aften fik jeg lagt løbetøj og sko klar. Jeg skulle op kl. 7.00 søndag morgen. Først i løbetøjet og så en god portion morgenmad, inden der var afgang fra Aalborg kl. 8.00. Starten på løbet gik kl. 10.42. Da jeg ligger mig i sengen lørdag aften kan jeg mærke at jeg er mere nervøs end jeg troede. Jeg har en underlig, urolig følelse i kroppen. Jeg synes jeg har lidt ondt i halsen og føler mig lidt sløj. Jeg når lige at pive lidt til Lea inden jeg ligger mig til at sove, men sover naturligvis ikke specielt godt. Jeg vågner flere gange og føler mig ikke specielt frisk, da mit ur bipper på armen kl. 7.00. Jeg står alligevel op. Jeg spiser en portion havregryn med mælk og en rugbrød. Jeg har lavet en dunk med elektrolyt-drik, som jeg drikker dertil. Så trækker jeg i løbetøjet. Jeg beslutter mig for mine tights og strøper fra CEP, en termoundertrøje, en halsedisse fra Fusion og en singlet fra Nike udenover. Dette bliver toppet med mine handsker fra GripGrab og min Molteni-cykelkasket. Sådan bliver det.

IMG_7396.PNG

500 meter tilbage.

Jonas og Daniella kommer kl. 8.00 og vi kører afsted mod Aarhus. Snakken går lystigt i bilen. Der bliver snakket løbetræning og løbesko. Historier fra tidligere løb og planer om kommende løb. Der bliver også snakket strategi og race-plan for dagen. Min er klar. Jeg har planer om at starte ud i pace 4.16-4.18 og holde den fart indtil der mangler 3 kilometer. Så vil jeg gøre status og enten forøge at holde farten og helst øge farten, hvis det er muligt. Vi parkerer ved Scandinavian Congress Center, hvor løbet også afholdes og vi går ind for at få udleveret vores startnummer. Hallen er allerede fyldt med masser af andre løbere. Vi får vores startnummer og begynder at klæde om. Lige så snart jeg får mine lange tights af kan jeg mærke kulden. Jeg genovervejer lige planen med korte tights endnu engang, inden jeg slår tanken ud af hovedet. Sådan bliver det stadigvæk. Jeg får spændt pulsstrappen om brystet og sat startnummeret på brystet. Nu er det ved at være. Jeg kan mærke rastløsheden komme snigende. Ikke mere ventetid. Ikke mere nervøsitet. Bare afsted! Da vi har afleveret vores bagage går vi udenfor for at varme op. Jeg løber et par omgange om boligblokkene med Daniella. Vi snakker om løbet og om at være nervøs. De sidste omgange løber jeg alene. Den fælles opvarmning er slut og jeg går ind i flokken af løbere. Jeg går frem i feltet og stiller mig klar. Jeg kigger mig lidt. To minutter til start. Nogle ganske få meter længere fremme står Jonas klar i forreste række. Han ser klar og skarp ud. En mand prikker mig på skulderen. Jeg vender mig distræt. Han siger “fed kasket” og jeg nikker og siger tak. 30 sekunder. Nu er det nu! Jeg minder lige mig selv om at holde mig fremme og skære hjørnerne skarpt. Så går starten.

Starten føles hektisk! Jeg overhaler hurtigt et par løbere og koncentrerer mig om at finde en rytme. Det føles hurtigt, men samtidig også ubesværet. Efter 600 meter kigger jeg på mit ur. “Du løber for hurtigt” tænker jeg. Mit pace er 3.45 min/km. Selvom det føles relativt ubesværet lige nu ved jeg også at det skyldes adrenalinen, der pumper rundt i kroppen samt at jeg lige er starten. Jeg sætter ikke farten bevidst ned, men lader blot lige toppen af farten “forsvinde” ud af benene. Den næste kilometer kigger jeg på mit ur nogle gange indtil mit pace stabiliserer sig omkring 4.12 min/km. Det er lidt hurtigere end jeg havde planlagt, men benene føles virkelig gode, så jeg tænker “fuck det” og holder denne fart. Vi løber ned forbi godsbanen og langs sporene ud på et sti-system. Jeg aner ikke hvor vi er. Det betyder heller ikke så meget. Pulsen er høj, men absolut under kontrol. Enkelte steder er der is på de smalle stier. Jeg sørger hele tiden for at placere mig, så jeg slipper for at skøjte hen over det. Jeg minder mig selv om at skære hjørnerne. Idag handler det om sekunder. Jeg overhaler en anden løber jeg skærer ind foran ham på stien igen. Jeg var for frisk. Han siger, at jeg løber for tæt på ham. Jeg bliver sgu en smule flov og undskylder mange gange. Han siger, at det er OK, men kinderne bliver alligevel en smule røde. Så vigtige er sekunderne heller ikke!

IMG_7391

Pludselig er jeg halvvejs. Vi drejer rundt i et sving med masser af is og kommer ud til Brabrand Sø. Det føles stadigvæk som både fart og puls er under kontrol. Optimismen begynder at boble i kroppen. Jeg kan mærke, at jeg tror på det. Benene er stadig super gode så jeg beslutter mig for at øge farten lidt. Egentlig er det tidligere end jeg havde planlagt, men udsigten til at løbe en kanon-tid er større end frygten for at brænde ud for tidligt. I løbet af de næste par kilometer øger jeg stille og roligt farten.Jeg bliver overhalet af en løber i en blå jakke fra Lillebælt Halvmarathon. Han løber lidt hurtigere end jeg gør og jeg hægter mig på ham. Jeg er hans usynlige skygge de næste par kilometer. Tankerne kører rundt oppe i hovedet. Jeg regner med sekunder og forudsiger og justerer hele tiden min sluttid. Da der mangler to kilometer stopper jeg med det. Det er ikke længere nødvendigt. Jeg ved nu med sikkerhed, at jeg når mit mål. På denne smukke og iskolde søndag i Aarhus kommer jeg til at løbe 10 kilometer på under 43 minutter. Et godt stykke under faktisk. Det giver moral. Egentlig fejlede moralen ikke noget for indtil videre er løbet gået fuldstændig efter planen. Faktisk endnu bedre. Jeg sender en tanke til Stefan, der for nogle dage siden skrev på min Instagram-profil, at han var sikker på at jeg kom ned på 41-42 minutter. Jeg kan huske jeg tænkte “Jaja, lad os nu se!”. Helt så selvsikker var jeg ikke på det tidspunkt og nu smiler jeg indeni over tanken. Måske er der noget symptomatisk over, at andre mennesker er mere optimistiske på mine vegne ende jeg selv er. Jeg spekulerer på, om jeg fedtspiller for meget. Jeg dvæler ikke længe ved denne tanke, men retter igen fokus på løbet. Jeg beslutter mig for at åbne helt op og brænde alt hvad jeg har i mig af. Det er det helt rigtige tidspunkt.

Da jeg har løbet i lidt mere en 30 minutter rammer følelsen mig. Jeg har netop rundet 8 kilometer. Jeg kan se på mit ur, at jeg kommer til at løbe under 42 minutter. Det er over al forventning. Vi rammer den del af ruten, hvor vi følges til mål sammen med løberne på den anden rute. I højre side løber en lang slange af løbere, der løber 5 kilometer. Deres ånde står op som en sky i den kolde luft. Næsten som var de en organisme, der trak vejret med samme lunge.  Jeg løber i venstre side af vejen. Jeg overhaler løberne en efter en. Jeg aner ikke hvad farten er, men jeg ved at jeg er på min maksimale ydeevne. Så sker det! Jeg passerer to kvindelige løbere og når lige at høre deres kommentar i forbifarten. “Hold da op, de løber stærkt”. Først tænker jeg ikke videre over det, men sekundet efter slår det mig… De taler om mig! De talte naturligvis også om alle de andre løbere, der var på vej i mål efter at have løbet 10 kilometer. Men lige der er det som det kun er mig de snakker om. Det kan lyde enormt selvoptaget og, hvis I synes det er tilfældet beklager jeg. Jeg beskriver bare den følelse jeg fik. Det er følelsen af at være blevet en af “dem”. En af “dem”, som jeg altid har set op til siden jeg begyndte at løbe. En af “dem”, som jeg har beundret, når de har passeret mig på mine træningsture her i Aalborg. En af “dem”, der løber hurtigt. Det handler ikke om at være bedre end andre. Det handler ikke om at være hurtig på bekostning af dem jeg overhalede. Det handler udelukkende om, at jeg i det øjeblik flyttede mig mentalt til at se mig selv, som en der kan løbe hurtigt. Jeg ved godt, som jeg også har skrevet før, at jeg ikke er verdens hurtigste. Det er OK. Det handler ikke om det. Jeg var ikke engang den hurtigste igår til DuPont-løbet. Slet ikke! Men for første gang nogensinde, så jeg mig selv som en, der kan løbe rigtig hurtigt. Det var en fed følelse, for jeg synes det er fedt at løbe hurtigt.

Jeg mangler blot en kilometer. Sølle 1000 meter. Jeg løber langs godsbanen og op mod mål. Rundt i et sving og rundt i det næste. De bliver skåret skarpt. 200 meter tilbage. Jeg løber rundt i svinget og ind på opløbet ind i selve hallen. 30 meter. 20 meter. 10 meter. Så er jeg i mål. Jeg stopper uret med det samme. Jeg kigger mig omkring og ser de andre dampende løbere, der lige er kommet i mål. Jeg tager et glas vand, men drikker ikke rigtig noget af det. Jeg finder Jonas og ønsker ham tillykke med hans fantom-tid. Så kommer Daniella i mål. Hun har løbet en stærkt løb, men er alligevel en smule skuffet. Hun havde satset på ny PR. Den kom ikke og det gør naturligvis lidt ondt. Jeg havde haft det på samme måde. Men hendes nye PR venter lige om hjørnet og det ved hun også godt. Nogle gange skal hun bare lige have lidt ekstra tid til at se og anerkende hendes piv-seje præstationer end vi andre skal. Vi jogger af sammen alle tre og klæder herefter om. Vi spiser frokost på McDonalds på Randersvej og kører mod Aalborg. Da jeg kommer hjem har Lea bagt boller. Jeg kan mærke, at jeg har savnet hende og ville ønske hun havde været med idag.

IMG_7395

Ny PR!

Jeg sidder i sofaen om eftermiddagen. Jeg har fået noget mad og været i et langt varmt bad. Jeg er glad og jeg er helt vildt stolt. Jeg snakker naturligvis med Henrik i telefonen og løbet bliver vendt, ligesom jeg naturligvis skriver tiden til Hasse og blærer mig lidt – vel vidende at han ville sætte mig på røv og albuer i sådan et løb. Til gengæld løber han pace for mig i København til mig. Til sidst tager jeg telefonen og ringer til min far. Det er også et fast ritual, når jeg har løbet et løb. Enten har han været med og så snakker vi om løbet bagefter eller også ringer jeg til ham, da han også gerne vil høre om det. Min far har selv løbet i mange år og han løb latterligt hurtigt. Tider, som jeg indtil for nyligt kun har drømt om og trods alt stadig må drømme om lidt endnu. Han er stolt og ønsker mig tillykke. Han siger så, at han må indrømme at jeg nu løber lige så godt og hurtigt som han gjorde for 25 år siden. Måske bedre siger han. Jeg løber ikke for at gøre min far stolt. Jeg løber for min egen skyld. Men lige i det øjeblik betyder det faktisk mere end jeg kan forklare, at få den anerkendelse fra ham. Mest fordi jeg ser op til ham. Så rammer følelsen mig igen, som den gjorde ude på ruten. Jeg føler mig som en af “dem” igen. Jeg føler mig som en af de hurtige.

/Thomas

1 thought on “Lidt om DuPont-løbet 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *