Lidt om en uge med pres på skuldrene

“Jeg frygter dagen en lille smule. Jeg frygter det, fordi jeg hader det. Jeg hader det, men jeg elsker det alligevel også. Jeg tænder på det. Jeg motiveres af det. Jeg kan mærke spændingen i hele kroppen. Jeg kan mærke ilden brænde indeni. Lysten til at vise aller og enhver hvad jeg kan. Lysten og ikke mindst behovet for at vise mig selv, at jeg kan. Jeg gør det fordi, jeg har lyst. Jeg gør det fordi, det er en del af min plan. Jeg gør det fordi, det er nødvendigt. En del af mig har lyst til at lade være, men den mulighed eksisterer heldigvis ikke i mit hoved. Lad mig rette min allerførste sætning. Jeg frygter dagen mere end en lille smule. Sandheden er jo, at jeg elsker følelsen, når det er overstået. Det er følelsen imens det står på, der skræmmer mig. Derfor er jeg sgu også ved at skide lidt i bukserne over tanken om næste søndag.”

 

IMG_7277

Sne i Skovdalen

I oktober måned løb jeg halvmarathon i Skagen. Jeg løb min hurtigste tid nogensinde på den distance. Lillejuleaften løb jeg 5 kilometer på atletikbanen i Skovdalen og løb min hurtigste tid nogensinde på den distance. På søndag skal jeg løb 10 km. til DuPont-løbet i Århus. Målet er min hurtigste tid nogensinde på den distance. På en eller anden måde skræmmer den distance mig mere end de to andre. Misforstå mig endelig ikke! Både de 21 kilometer i Skagen og de 12,5 omgange på atletikbanen var benhårde og krævede al den vilje og udholdenhed jeg kunne mønstre. Men udsigten til 10 kilometer igennem Århus virker endnu mere skræmmende. I sidste ende sidder den snart af frygt jeg har udelukkende oppe i mit hoved. På de 5 kilometer løb jeg i et, for mit vedkommende voldsomt opskruet tempo, men omvendt også i et forholdsvis kort tidsinterval, der var overskueligt. De 21 kilometer i Skagen var i et opskruet, men kontrolleret tempo, der gjorde det overskueligt at forholde sig til distancen. På søndag har jeg følelsen af, at det bliver en 10 kilometer lang spurt. Farten bliver, helt forståeligt, ikke lige så høj som på de 5 kilometer, men stadig i et ubehageligt højt tempo, der skal holdes i lang tid. Helst ikke i længere tid end 43 minutter. En spurt på 43 minutter. Det er min udsigt, når jeg står klar ved starten til løbet ved Scandinavian Congress Center i Århus næste søndag. Hvis jeg skal være helt ærlig, og selvfølgelig skal jeg det, det føler jeg mig en smule presset over den tanke. Det er et pres, som jeg selv har lagt på min skuldre. Det kan føles en smule stressende, men jeg ved også, at jeg præsterer bedst, når der er noget på spil.

IMG_7248

DuPont-løbene arrangeres af Aarhus Motion, der også arrangerer Aarhus City Halvmarathon samt en række andre motionsløb. Det løbes hvert år med 3 forskellige afdelinger. Jeg løber den første afdeling d. 17/1 med start i hjertet af Aarhus. Ruten er på 10 kilometer og strækker sig fra centrum af byen ud omkring Brabrand og tilbage igen. Udover ruten på 10 kilometer er der også en rute på 5 kilometer, hvor der er to særskilte starter for hhv. løberne og de, der har lyst til at gå ruten. Det er et populært løb med omkring 2000 deltagere. Jeg stiftede første gang bekendtslab med løbet for et års tid siden, da flere af de løbere fra Aarhus, som jeg fulgte på Instagram, stillede til start. Jeg kan huske, at jeg synes de var nogle hårde hunde. Det synes jeg stadigvæk. De stod og så skarpe ud ved startstregen i split-shorts og handsker. Masser af RUNAAR-trøjer prægede billederne og også flere af de klassiske hvide trøjer med AGF-emblemet på. På søndag står de der sikkert igen. Denne gang står jeg der også. Ikke helt oppe foran naturligvis. Deres tider på 34-35 minutter på 10 kilometer er stadig er et helt andet univers for mig og vil sikkert altid være det. Det er OK. Jeg har mit eget mål. Min egen plan. Jeg ved, hvilket tempo jeg skal holde. Hver kilometer skal løbes på 4 minutter og 18 sekunder. Gerne hurtigere, men ikke langsommere. Når mit Garmin-ur runder 43 minutter er planen, at jeg allerede er kommet i mål. Det er et pres, der er til at tage at føle på synes jeg.

IMG_7262

Derudover er min første træningsuge i 2016 overstået. Det var faktisk fedt, at komme ind i min “faste” rytme igen med løbetræningen. Jeg er jo lidt en tryghedsnarkoman og så er det jo fedt at vide at tirsdag er intervaltræning. At der er træning og hygge med AaRun mandag og onsdag. At der er tempo-tur torsdag og at der er lang tur søndag. Måske trængte jeg også til at få en mere fast struktur på hverdagen igen. Ihvertfald kunne jeg konstatere, at vægten var 1 kg. højere efter juleferien end den var inden juleferien. Jeg har ikke vejet mig hele ferien. Det var med vilje. Ikke, at jeg lå doven på sofaen og lignede et ubagt franskbrød. Det blev i alt til næsten 160 km. på vejene i Aalborg i min juleferie. Det er faktisk godkendt. Det ekstra kilo på kroppen skyldtes nok mere, at jeg ikke har været lige så konsekvent i forhold til min kost, som normalt. Det er også okay. Det er sådan det fungerer for mig. Det handler om tilvalg og fravalg. Det handler om konsekvenser. Det handler om balance. Om at finde min balance i en tilværelse, der handler meget om træning og om kost. Den arbejder jeg hele tiden på at finde. Lige nu er konsekvensen, at der køres hårdt på med kosten, så målet om at veje under 85 kilo til starten på Copenhagen Marathon, bliver en realitet.

IMG_7245

Fokus på kosten… igen!

Samtidig fortsætter træningen i mit grundprogram frem mod marathon. Det skal jeg følge de kommende 4 uger. Derefter får jeg et personligt, konkurrence-forberedende træningsprogram på 15-uger, som skal følges og toppe d. 22/5 til Copenhagen Marathon. Jeg glæder mig helt vildt! I samme forbindelse skal jeg også have foretaget endnu en aero-scan test, som den jeg fik foretaget af Claus Hechmann i oktober måned. Denne test skal være med til at måle udviklingen i mine træningszoner siden oktober og sikre at jeg træner mest effektivt frem mod marathon. Der er stadig nogle detaljer, der mangler at falde på plads i forhold til løbetesten, men jeg ved at det kommer til at foregå d. 12. februar i Skive. Det bliver super fedt og jeg glæder mig helt vildt.

IMG_7304

Lige om lidt snører jeg skoene igen. Løber den næste kilometer og så lige en mere. I sidste uge blev det til 80 kilometer i løbeskoene. Nogle af dem i sne og sjap. Det gør ikke noget. Vejen mod marathon-drømme starter ikke, når fuglene begynder at synge og træernes lysegrønne knopper begynder at give forhåbninger om forår. For mit vedkommende startede den for 3 år siden. Dengang vidste jeg det ikke. Jeg var lykkeligt uvidende om, hvilken vej jeg netop havde betrådt for første gang og hvor det skulle føre mig hen. Min vej til drømmen om marathon blev ikke en rejse med et start- og sluttidspunkt. Det blev en kontinuerlig proces, der handler om at blive en bedre løber. En stærkere løber. En hurtigere løber. Det handler om at blive den bedste udgave af mig selv.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *