Lidt om at turde drømme stort

“For nogle dage siden modtog jeg et billede fra et motionsløb. Billedet var sendt af en mand på Færøerne. Jeg har kigget på og studeret billedet mange gange siden da. Himlen er blå og den lysende måne træder smukt frem. Husene i byen ligger spredt fra fjorden og op på siden af de fjeld, som omkranser byen. I horisonten kan man ane omridset af nogle mørke skyer. Himlen er høj og skyggerne er skrå. Vejen, der løber langs vandet synes uendelig lang. Et par løbere i gule refleksveste bryder stilheden.  De virker lidt alene på billedet. Intet kunne være mere forkert. Nogle gange skal man bare drømme sig til det, der ikke umiddelbart er åbenlyst for øjnene.”

IMG_7221

Vagur, Færøerne

På Færøerne ligger byen Vágur. Den er placeret på øen Suderø, som er den sydligste del af ø-gruppen mod nord. Her bor ikke så mange mennesker. Knap 5000 færinge bor på øen, hvoraf cirka 1400 mennesker bor i Vágur. Heroppe drømmer de stort. Måske kunne man fristes til at sige, at man ikke kan andet end at drømme stort i de omgivelser. Men alligevel kræver det mod at turde drømme stort. For 10 år siden havde nogle færinge heroppe en drøm om at løbe. Ikke bare løbe, men at løbe sammen med andre. Umiddelbart kan det virkelig som en fjern drøm at skabe et sådant fællesskab i det, der kan føles som en afkrog af Atlanterhavet, når jeg sidder her i Danmark. Men selvfølgelig blev drømmen blev til virkelighed og resultatet blev løbeklubben Hvistan. De løber sammen. De snakker sammen, når de løber. De afholder det årlige Kirkeløb nytårsaftensdag. De løber hvert år til Fámjin for at se det oprindelige, færøske flag til det årlige Flaggdagsrenningin. De deler deres passion for at løbe på nøjagtig samme måde som alle andre steder i verden.  Hvistan betyder “sprint” og stammer fra et gammelt, færøsk sagn. Måske er de ikke mange i antal. Men de er rige på mod. Modet til at turde drømme de store drømme deroppe højt mod nord.

IMG_7220

Kirkeløb, d. 31/12-2015

For mit vedkommende handler 2016 også om drømme. Drømme stort! Drømme vildt! Mest af alt, at turde række ud efter de drømme, som engang virkere som fjerne og urealistiske. Det handler om at have mod. Det store mål er ingen hemmelighed. Det har jeg sagt højt mange gange. Copenhagen Marathon på under 3 timer og 30 minutter. I skrivende stund er der 136 dage til starten. Det kan føles som lang tid. Andre dage føles det som om, det er lige rundt om hjørnet. De fleste dage kan mit mål for dette løb fylde mig med en stigende spænding og nervøsitet. Det er godt. Så er alt som det skal være. Træningen fortsætter ufortrødent. Ingen ændringer her, selvom 2015 blev til 2016. Tværtimod. Jeg arbejder fortsat videre på det grundprogram frem mod marathon, som jeg har fået af Hechmann Running i forbindelse med min løbetest i oktober måned.

Jeg kan mærke den udvikling, der er sket igennem de sidste 3 måneder. Jeg har løbet længere end jeg nogensinde har gjort før. Jeg har også løbet hurtigere end jeg nogensinde har gjort før. Men mest af alt, har jeg nok løbet klogere end jeg nogensinde har gjort før. Derfor er forskellen fra mine løbeture i starten af oktober måned, da jeg startede på mit nuværende program og så til nu blevet tydelig. Helt konkret kan jeg mærke den på mine lange ture. Her løber jeg ofte 30-35 minutter i pace 4.45 min/km. I oktober måned trak det virkelig tænder ud. Jeg synes fandme det var vildt, at skulle løbe så hurtigt. Det synes jeg stadigvæk, men forskellen er at jeg synes det er endnu mere vildt at tage sig selv i, pludselig at have overskud, når jeg løber i det tempo. Jeg bliver slet ikke presset på samme måde som tidligere. Jeg kan løbe og snakke med Lea, når hun nogle gange cykler med på mine ture. Jeg har aldrig set mig selv, som en der skulle løbe hurtigt. Jeg ved naturligvis også, at der findes uendeligt mange løbere, der er langt hurtigere end mig. Men for mit vedkommende er det vildt at opleve, at jeg kan løbe og “hygge” mig i et tempo, der er hurtigere end 5 minutter pr. kilometer. Det tempo, der engang virkede som den ultimative grænse for mig.

IMG_7216

Sne ved fjorden, jan. 2016

 

Derfor har jeg naturligvis også store forventninger til de kommende 136 dage. I starten af februar modtager jeg mit konkurrence-forberedende program, som jeg skal følge i 15 uger frem mod starten i København fra Hechmann Running. 15 uger! Det lyder sgu ikke af så meget. 15 uger til at optimere alt i min træning, så jeg står så skarp så muligt på Islands Brygge den 22. maj. Jeg har valgt at placere et par delmål på vejen dertil. Faktisk har jeg valgt at gøre noget, som jeg eller ikke har gjort specielt meget. Jeg har meldt mig til et løb uden at have det som mit store mål. Jeg har valgt et løb på 10 km. her i januar måned og i marts måned vil jeg løbe et halvmarathon-løb. Målet er at teste formen af og gøre mig nogle erfaringer. Måske afprøve nogle strategier, som jeg kan trække på i København. Om 11 dage løber jeg med i første afdeling af DuPont-løbet i Århus. Jeg skal løbe 10 km. Målet med dette løb er at løbe i det pace, som jeg blev målt til at skulle løbe på denne distance, da jeg blev løbetestet. Det er et pace på 4.18 min/km. Det giver en sluttid på 43 minutter. Det er næsten 3 minutter hurtigere end jeg har løbet tidligere. Det giver heldigvis lidt mentalt tyndskid. Sådan skal det være. Jeg meldte mig til i søndags og søndag eftermiddag havde jeg lige 15-20 minutter, hvor jeg var ved at lave en masse forbehold for mig selv. “Altså, hvis nu der er masser af sne, bliver det svært at løbe så hurtigt”. “Selvom jeg løber lidt langsommere, kan jeg jo stadig sætte PR!”. “Kan jeg overhovedet løbe så hurtigt i så lang tid?”. Så tænkte jeg mig lige om og skrev til Henrik, at mit mål var at løbe på 43 minutter uanset hvad. Det er min strategi, når jeg tvivler lidt på mig selv. Jeg siger det højt. Som regel til Henrik eller Hasse. Altid til Lea. Så er der ingen vej tilbage. Når først jeg har blottet mig og sagt målene højt, hænger jeg på mine ord. Præcis som det altid har været meningen. Så derfor! Den 17. januar løber jeg 10 km. i Århus på 43 minutter.

IMG_7138

Nyt år – ny cykelkasket

Som sagt har jeg også planlagt et halvmarathon-løb i marts måned. Endnu ved jeg ikke præcist hvilket løb det bliver. Jeg ved heller ikke endnu, hvad målet med dette løb bliver. Det bliver aftalt i samarbejde med Claus Hechmann, da det ligger tættere på marathon og midt i mit konkurrence-forberedende program. Det betyder heller ikke så meget lige nu. Uanset hvad kommer det til at kræve mod. Jeg glæder mig!

Nogle gange kan jeg godt føle mig i underskud af mod. Føle, at jeg har en akut mangel på selvtillid og tro på egne evner. Det er forskelligt, hvor lang tid denne følelse varer. Som regel indtil næste løbetur er overstået. Men jeg øver mig hele tiden. Jeg øver mig i at være modig. Jeg øver mig i at turde drømme stort og vildt. Have modet til at blotte mig og sige mine mål højt, selvom de føles urealistisk store. Turde redefinere de ting i mit liv, som jeg anser for urealistiske. Jeg øver mig i at drømme om og række ud efter de ting, som ikke umiddelbart er åbenlyst for øjnene.

/Thomas

2 thoughts on “Lidt om at turde drømme stort

  • Du siger noget… Mit mål er også Copenhagen Marathon og dagligt er der tvivlende stemmer i mit hoved. Det er mit første marathon og de mange kilometer virker helt urealistisk. Hvordan skal jeg nogensinde kunne løbe så langt? Jeg skal blive bedre til at tro på det, for selvfølgelig kan jeg klare det! 🙂 Og det kan du også! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *