Lidt om en blog i 2015

“Han er alene på banen. Sådan føles det. Resten af spillerne står stille. Næsten som om de er stoppet op for at betragte ham. Nyde øjeblikket. Han modtager bolden midt på modstandernes banehalvdel. Han kigger hurtigt op og accelererer. Han glider næsten overjordisk forbi 3 modspillere. Han sætter fart yderligere op og rykker forbi den næste modstander. Målmanden kommer ud imod ham. Han sparker frækt til bolden. Drejer den drilsk forbi den fremadstormende målmand, der må kapitulere. Han er ved at miste balancen, da han rækker armene i vejret for at fejre sit mål. Jeg så målet, da det skete. Jeg var 9 år og så kampen i Mexico i fjernsynet sammen med en kammerat. Det var første gang jeg strejfede Diego Maradona. Han var den største. Han er stadig den største. I et splitsekund efter, at jeg havde set hans fantastiske mål, havde jeg følelsen af, at jeg aldrig ville have lyst til at røre en fodbold igen. Alt ville være sekundært og ligegyldigt sammenlignet med El Diego. I sidste ende gav Maradona mig naturligvis lyst til at gribe min fodbold og jonglere med bolden i timevis på vendepladsen for enden af min vej”

IMG_7093 (1)

El Diego!

Året er 1986. Jeg er 9 år og så semi-finalen ved VM i fodbold imellem Argentina og Belgien sammen med en kammerat. Jeg husker stadig Diego Maradonas fantastiske mål. Maradona er for mig den største fodboldspiller, der har levet. Man kan være enig. Man kan være uenig. Men for os drenge, der så ham på toppen af sin karriere, da han førte Argentina til VM-titlen i Mexico, kan der ikke være nogen tvivl. Der er ingen over og ingen ved siden af. Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor dette indlæg og denne historie starter med den anekdote om Maradona. Det vender vi tilbage til.

Det her er et indlæg, der gør status. I morgen er det årets sidste dag. Det føles som et naturligt tidspunkt at stoppe op og reflektere over året. Det er det rigtige tidspunkt. Jeg vil ikke lave en kronologisk gennemgang af hele mit år som løber. Jeg vil ikke bruge tid på at beskrive og analysere mine opture og nedture. Jeg vil i stedet forsøge at sætte nogle ord på, hvorfor jeg slutter året på en anden måde end jeg startede, nemlig som blog-skribent. Hvorfor skriver jeg alle disse ord om, hvad det betyder for mig at løbe?Hvorfor deler jeg min kamp om at blive den bedste version af mig selv med resten af verden?

DCIM101GOPROGOPR0702.

Limfjorden, dec. 2015

Lad os få overstået alle fordommene og klicheerne med det samme. Nogle kan mene, at skrive på en blog handler om anerkendelse. Et sørgeligt forsøg på at blive bekræftet. En udstilling af ens usikkerhed. Blog-skribenter er selvoptagede og har en virkelighedsfjern forestilling om, at deres små navle-pillende tanker om ingenting har relevans for hele verden. Jeg er ikke ude på at modbevise disse floskler og generaliseringer. Måske beviser jeg netop deres sandhed ved at reducere dem til netop dette – klicheer og generaliseringer? Samtidig rummer de naturligvis også en vis mængde sandhed for mit vedkommende. Jeg har selvfølgelig brug for at blive anerkendt og bekræftet af andre mennesker. Jeg bliver altid utrolig glad og stolt, når folk roser mig og mine præstationer i forbindelse med løb. Jeg er også en person, for hvem usikkerhed og tvivl altid er en blind passager, som jeg må forholde mig til. Jeg forsøger at acceptere min usikkerhed i forskellige aspekter af livet. Stå ved den og sige den højt. Det er en del af min rejse. I sidste ende har jeg svært ved at forestille mig, at mine ord ville blive specielt sammenhængende og vedkommende for andre, hvis det eneste formål var at styrke mit eget ego og min egen selvopfattelse.

IMG_7081

Aalborg Kabelpark, dec. 2015

Når alt kommer til alt skriver jeg af samme grund som jeg løber. Fordi jeg ikke kan forestille mig ikke at skulle gøre det. Jeg har ikke 10 gode grunde til, at jeg begyndte at skrive på min egen blog. Jeg har bare en enkelt grund til at jeg ikke kan lade være. Det er mit rum. Det er et svar i mit liv. Det kan lyde højtflyvende og en smule helligt. Jeg beklager! Det er ikke meningen. Det er blevet en del af min vej fremad. Det er igennem de ord jeg skriver, at jeg kigger mig selv i øjnene. I hver sætning er der en sandhed, som jeg ikke kan flygte fra eller bortforklare. Det er min vej væk fra dovenskab, ansvarsløshed, umodenhed og dumhed. Det er en del af min vej imod at blive den bedste version af mig selv. Så enkelt er det. Det er min terapi. Det er min erkendelsesrejse. Jeg skriver de ord, som kan være så pisse-svære at sige højt til mig selv.

IMG_6974

Hasseris Enge, dec. 2015

Jeg er utrolig ydmyg og taknemmelig for, at I allesammen har lyst til at læse med. At I kan finde en eller anden form for “sandhed” og meningsfuldhed i mit virvar af mere eller mindre sammenhængende ord. Nu siger jeg noget højt og håber ikke I misforstår det. Jeg skriver ikke for Jeres skyld! Jeg skriver for min egen skyld! I sidste ende ville jeg skrive disse ord uanset om jeg var den eneste, der nogensinde ville læse det. Derfor er jeg netop også ydmyg overfor, at andre mennesker kan finde mine personlige ord og tanker vedkommende. Jeg bliver stolt, når folk skriver til mig at jeg inspirerer dem. Jeg ser ikke mig selv som en person, der inspirerer andre. At jeg motiverer andre til selv at begynde og løbe. At jeg har givet andre lyst til at smide nogle af de overflødige kilo. Jeg har altid set mig selv, som den, der havde brug for inspiration og motivation. Jeg er ikke ude på et korstog for at omvende folk til den rette tro. At tvinge mine tanker og overbevisninger ned over andre. Jeg har ikke det universelle svar omkring hverken løb eller vægttab. Jeg vil ALTID gerne fortælle om, hvilken vej jeg har valgt. Hvilke tanker jeg har gjort mig undervejs. Hvilke udfordringer jeg har mødt på min vej. Hvilken hjælp jeg har været afhængig af for at nå til, hvor jeg er idag. Det er en ret fantastisk følelse, at andre finder mine ord om dette vedkommende og relevante for dem i deres livssituation.. Det er jeg stolt af!

Nu er vi ved at være tilbage ved historien om Maradona og om hvordan han næsten gav mig lyst til aldrig at røre en fodbold igen. Men også kun næsten. Sådan var det også, da jeg lidt tilfældigt faldt over det univers, der eksisterer blandt løbere, triatleter og folk, der kæmper mod overvægt på Instagram. Det er næsten et år siden og jeg synes ikke ligefrem at min motivation var i top. Tværtimod. Derfor var det også med lidt blandende følelser, at mit nyhedsfeed på Instagram i højere og højere grad blev fyldt med opdateringer fra andre løbere. Folk, der løb hurtigt. Folk, der løb rigtig hurtigt. Folk, der løb langt. Folk, der løb rigtig langt. Folk, der havde tabt mange flere kilo end jeg selv. Jeg genovervejede igen om jeg virkelig skulle fortsætte med at være løber. Jeg var stolt af, at have gennemført to marathonløb, men når jeg kiggede rundt på mine nye, virtuelle bekendtskaber, fik jeg følelsen af, at der var lang vej igen. Jeg fik det på samme måde, som da jeg var 9 år og så Diego Maradona spille fodbold. At hvis det her var løb, ville jeg opgive at være en del af det. Naturligvis gik det ikke sådan. Det er åbenlyst. Følelsen varede måske nogle sekunder længere end den gjorde i sommeren 1986, men den var hurtigt væk og i stedet erstattet af noget langt vigtigere. Inspiration. Motivation. Lysten til at løbe eksploderede. Jeg kiggede mig omkring på alle de andre seje løbere og fandt i dem en masse inspiration og sad tilbage med tanken om at “det der vil jeg fandme også!”. I 1986 greb jeg mine læderfodbold og løb ud på glæsplænen og spillede fodbold. I år snørede jeg mine løbesko igen og igen fordi I bidrog til at min lyst til at løbe voksede sig større end nogensinde.

IMG_7084 (1)

Udsigt over Limfjorden

Det er nemt at afskrive os som en flok opmærksomheds-hungrende junkies, hvis kvalitet af et træningspas udelukkende måles i mængden af likes på ens billede. Sådan er det jo. Det er altid nemt at sætte sig i hjørnet og pege fingre uden selv at bidrage. For mig er det stort at kunne skabe en lyst og en glæde omkring at løbe og være aktiv. At vise et eksempel for, at det er muligt at vælge en anden vej. At give andre lyst til at tabe sig. At motivere andre til at løbe deres første tur nogensinde. Sådan blev det for mig. Det var den betydning, som alle Jer på Instagram fik for mig. I var med til reboote mit løberliv. Min profil på Instagram blev til en blog. Folk, jeg fulgte blev til perifære bekendtskaber. Bekendtskaber blev til venskaber. I har en kæmpe andel i, at jeg i 2015 er blevet en bedre version af mig selv.

Om blot et par dage er det et nyt år. Det er et år, der er fyldt med nye mål for mit vedkommende. Nogle er allerede kendte. Jeg har allerede sagt dem højt. Jeg er et andet sted på tærsklen til det nye år end jeg var for et år siden. Jeg er den samme, men blot et andet sted. Et bedre sted. Om lidt er jeg 38 år. Det bliver godt. 2016 bliver vildt! Måske vildere end jeg kan forestille mig, men jeg øver mig stadig i at turde drømme de vildeste drømme. Turde drømme om, at blive en bedre udgave af mig selv. Det er den eneste vej – for mig.

/Thomas

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *