Lidt om at løbe i mørke

“Den ligger næsten gemt væk bag de høje, krogede egetræer. Når man passerer på cykel eller i bil, kan man kun svagt skimte, hvad der gemmer sig derinde. Jeg drejer ind ad parkeringspladsen og følger grusstien indtil stadion åbner sig op for mig. Denne kolde og mørke eftermiddag i december ligner atletikbanen et levn fra en svunden tid. De nøgne træer og den tomme tribune giver mig følelsen af, at være havnet i en tidslomme. Et minde, fra noget der har været engang. Følelsen af at tage de første skridt på den orange bane er altid speciel. Lidt som at løbe på en dyne. Jeg jogger et par omgange. Jeg er helt alene på banen. Jeg kan kun lige ane bilernes larm fra trafikken på Hobrovej. Derude skaber myldretiden lange køer ud af Aalborg. Herinde hviler der en ro, som om lidt skal omsættes til fokus. Omsættes til hårdt slid. Hårdt slid. Der findes ingen anden vej til målet!”

IMG_5100

Skovdalens Atlektikstadion

Jeg kender det. Jeg har selv jagtet det tidligere. Forelsket mig i blinkede overskrifter, der lokkede. Flået bøger ned fra hylden, hvis titels lethed fangede mig ind. Vi kender dem sikkert alle sammen. “Tab dig uden at spise sundt”, “10 lette måder at tabe dig på”, “Din nemme vej til at løbetræne” eller “Bliv en god løber uden at træne”. Jeg har læst dem alle sammen. Læst er måske så meget sagt. Jeg har ihvertfald bladret i de fleste. Det burde være nok! De passede lige i min filosofi og tilgang at leve. Forvent det størst mulige resultat med den mindst mulige arbejdsindsats! Skuffelsen var hver gang stor, når resultatet udeblev.

Der findes et hav af forskellige tilgange til at tabe sig eller blive en god løber og jeg påstår ikke, at min vej er den eneste. Den blev den rigtige for mig. I mit hoved findes der kun to bøger, der ville give mening nu. “Vil du tabe dig? Det er et fucking hårdt slid!” og “Vil du blive en god løber? Det er et fucking hårdt slid!”. Det er sådan det er! Der findes ingen andre veje til at opnå ens mål end hårdt slid. Hårdt arbejde. Det lyder som noget min far ville sige med stolthed i stemmen. Et slogan fra en anden generation. Men det har været vejen til mit foreløbige vægttab og på min vej til at blive en god løber. Det er også vejen frem til at blive en endnu bedre løber.

For mit vedkommende er det konkrete eksempel på det hårde arbejde, når jeg løber mine ugentlige intervaller. Det er hårdt og beskidt. Det konfronterer mig med alt det jeg ikke bryder mig om, men samtidig elsker så højt. En puls, der eksplosivt stiger i en kort periode og derefter falder en smule igen. Derefter gentager det hele sig igen. Blot for at banke pulsen endnu længere op. Enkelte gange kan man miste forbindelsen til verden omkring en og kun fokusere på det næste skridt. Udelukkende koncentrere sig om at holde den høje fart. Koncentrere sig om at optimere sin krop til at opnå størst mulig fremdrift. Jagte det perfekte nedslag med foden i jorden, der skaber et næsten flyvende afsæt og svæv igennem luften. Blot for at mærke skoens kontakt med underlaget igen nogle millisekunder senere. Presse sig selv for at vride den maksimale fart ud af ens krop. Afsæt. Svæv. Nedslag. Om igen.

IMG_6673

Track Day

Jeg er ude af min komfortzone i de øjeblikke. Tanken om 20 kilometer i jævnt tempo er langt nemmere at overskue end 6 x 1200 meter i pace 4.10. Det er svært at forklare, hvad der samtidig trækker i mig, når jeg løber intervaller. Måske er det visheden om, at det er nødvendigt. At det gør mig stærkere. At det netop er det hårde arbejde og det hårde slid, der har flyttet mig fra at være doven og tyk til at være aktiv og knap så tyk.

Derfor stod jeg også på atletikbanen i Skovdalen fredag morgen. Klokken 6.00. Lysten til at ligge hjemme under dynen var stadig stor. Stadion var mørkt. På den anden side af træerne var Hobrovej tom. Lyskeglen fra min pandelampe lyste banen en smule op. Programmet var klar. Først lidt opvarmning. Derefter 3 omgange af Cruise Speed, som er en sprint-øvelse fra Hechmann Running, der går ud på at man gradvist øger sit tempo over 100-150 meter og slutter af med af sprinte de sidste 30-40 meter. Herefter jogger man 300 meter og så gentager det hele sig igen. Dernæst stod den på 20 minutters fartleg, hvor der skiftevis skulle løbes 1 minut i pace 4.40 og pace 4.00. Til slut var der blot lidt afjogning i roligt tempo tilbage. Det hele blev løbet i mørke. Først alene. Siden med selskab. Hele tiden med en enkelt lyskegle foran mig, der guidede mig rundt på banen. Viste mig vejen igennem mørket. Det føltes trygt.

IMG_6632

Intervaller i mørke

Intervallerne er en vigtig del af Hechmann-metoden og jeg har hver uge 1-2 træningspas, der indeholder deciderede intervaller. En af turene løber jeg som trailtur i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det primære formål med intervaltræningen er at forbedre konditionen, ens maksimale iltoptagelse – også kendt som VO2-max. For at gøre dette bedst muligt, er man nødt til at belaste de ilttransporterende organer mest muligt og i længst mulig tid. Dette gøres ved, at træne tæt ved ens maksimale puls. Det er de færreste løbere, der kan træne med så høj intensitet i ret lang tid ad gangen, så derfor deles den ind i intervaller. Selvom Hechmann-metodens primære fokus er på at forbedre ens udholdenhed, da den har et helt andet potentiale end udelukkende at fokusere på at forbedre ens kondition, bliver man ikke en hurtig langdistance-løber ved udelukkende at træne ved lav intensitet og derved forbedre ens udholdenhed. En god udholdenhed kræver stadig en god kondition, da ens krop ellers ikke kan levere ilt nok til den meget iltkrævende fedtforbrænding i musklerne.

IMG_6635

Hjemstavn. Løbetur i Klarup

Det er hårdt arbejde. Det er hårdt slid. Der er ingen smuthuller. Intet gærde, der kan hoppes over på det laveste sted. Ingen lette genveje til at realisere ens drømme. Held er en ligegyldig faktor. Hvis det var let ville alle gøre det! Men misforstå mig ikke – alle KAN gøre! Det starter med en beslutning om at prøve. Jeg har lært at elske det hårde arbejde. Jeg har lært at værdsætte det hårde slid igennem hårdt slid. Jeg har set, hvor meget det har flyttet. Det blev min vej ud af mørket. Hårdt arbejde er igen garanti for succes. Men uden hårdt arbejde er vejen til at realisere ens drømme umulig. Måske handler det i sidste ende om, hvor meget vi ønsker det? Når ønsket om at række ud efter ens drømme bliver stort nok er hårdt arbejde ikke længere end mulighed, men en nødvendighed. Sådan har det været for mig. Der har været tvivl på vejen hertil. Der har været forhindringer. Der har været fejltagelser. Men igennem mit hårde slid har jeg igennem de sidste år flyttet mine grænser længere end jeg nogensinde troede var muligt. Hårdt arbejde er min vej til at blive den bedste version af mig selv.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *