Lidt om en øm lyske og en klub i Aalborg

“Engang løb vi rundt Aalborg hver for sig. Vi kendte ikke hinanden og passerede vi hinanden foregik det i stilhed og med et koncentreret blik eller et næsten umærkeligt nik. Vi løb på de samme veje, gader og stier. Om og om igen. Simultant. Parallelt. Alene og ikke sammen. Vi løber stadig. Det er de samme veje, gader og stier. Det er hele Aalborg. Nu løber vi sammen! Det koncentrerede blik og afmålte nik er skiftet ud med smil, kram, latter, godmodige drillerier og masser af snak. Vi kender hinanden. Vi snakker sammen. Vi løber sammen. Vi løber!”

IMG_6618

Magic Monday i AaRun

I starten af september landede der en besked på Instagram fra en anden løber. Han skrev om det kunne være interessant at lave en løbeklub i Aalborg. Min første tanke denne søndag eftermiddag var “næææeh”! Jeg løb alene. Sådan var det. Det skulle der ikke laves om på. Nogle gange løb jeg sammen med Daniella. Det fungerede ret godt. Vi er helt enige om, hvornår vi skal snakke og hvornår vi skal holde kæft og løbe. Det er enkelt. Jeg løb også sammen med min kæreste Lea. De ture gav sig selv. Det handlede ikke om pace, aerob eller anaerob træning. Det handlede bare om to mennesker, der har lyst til at løbe sammen. Lyst til at dele en oplevelse sammen. Det var ligetil. Men derudover var jeg, som jeg er i flere henseender, en enspænder, der har det godt i mit eget selskab. Også når jeg løb. Denne første tanke varede imellem 45-60 sekunder. Så skød jeg den fra mig og overvejede det lige igen. Den begyndte at vokse lidt i mig. Det er 13 uger siden. Der er sket meget på de 13 uger. Både med mig og især med den løbeklub, som ham Simon skrev om.

IMG_6619

Første træning i AaRun

6 uger senere mødtes 100 mennesker på havnen i Aalborg. Tag den lige helt ind – 100 mennesker! Samlet alene af den grund at vi allesammen elsker at løbe! Det hele var kun lidt over en måned gammel og det var allerede stort! Ikke fordi vi nødvendigvis ser smarte ud eller løber det skarpeste pace i Aalborg, men fordi der bliver skabt relationer på kryds og tværs! Folk lærer hinanden at kende, åbner sig op overfor andre og det er fandme stort! Vi støtter hinanden, hepper på hinanden, driller hinanden og har det fedt!

Jeg elsker at løbe sammen med de andre i AaRun – både de hyggelige ture, hvor man har mulighed for at sludre, men også de ture, hvor det er mig, der er presset og den ved siden af der sludrer løs! Det må aldrig blive sådan, at man ikke kan dele oplevelsen af at løbe sammen fordi den ene løber 5 km. på 30 min. og den anden løber samme tur på 25 min. Så har vi ihvertfald glemt det, som jeg mener er det altoverskyggende mål ved at løbe, nemlig oplevelsen og følelsen før, imens og bagefter! Alt andet er blot misforstået løbesnobberi, hvor noget er bedre end andet og det skal bekæmpes med alle kærlige og fredelige midler! Der findes lige så mange tilgange og holdninger til løb, som der findes løbere men disse forskelle skulle gerne inspirere os og motivere os – ikke være en hindring for, at vi kan mødes om noget fælles! Når jeg spørger dig, hvordan det går med at løbe, så er jeg fuldstændig ligeglad med om du løbe 5, 10 eller 20 km. og hvor lang tid det tog. Jeg vil bare gerne gøre alle dine tanker om det, dine oplevelser og lade mig inspirere. Vi kan enten vælge at lade os begrænse af alle de ting i vores tilgang til løb, hvor vi er forskellige eller vi kan sammen bygge et fællesskab op omkring de ting vi er fælles om – nemlig at vi løber!

IMG_6620

AaRun i julehumør

AaRun handler om at løbe – men det handler om at være fælles om det! Vi er Aalborgs hurtigst voksende løbefællesskab. Vi har erstattet klubhuset med en Facebook-side. Kontingentet er sparet væk. Årlig generalforsamling…. Hvorfor skulle vi? AaRun er større end det. Vi er anderledes og adskiller os fra de traditionelle løbeklubber og løfter trenden fra NBRO og Runaar lige her i Aalborg ! Vi løber for fællesskabet. Vi løber for hinanden. Vi støtter hinanden, hepper på hinanden og klapper ALTID den ved siden af os i mål! Det handler ikke om at være smarte, løbe hurtigt eller langt. Det handler om noget meget mere simpelt og enkelt. Inspiration. Motivation. Dedikation. Vi løber sammen for at inspirere andre til at komme og løbe med os. Vi afliver den misforståede myte om, at man kan løbe for langsomt. Løbe for langsomt? Vi løber i stedet for sammen fordi vi motiverer hinanden til at starte op, blive ved og komme igen dagen efter. Vi er dedikerede og sammen deler vi en kærlighed til den mest enkle og smukkeste sport, der findes: Løb! Så hvis du bor i Aalborg eller bare er i Aalborg, så kom forbi Utzon-centret på havnen hver mandag og onsdag og løb med os!

IMG_6590

Det er også tid til at lave en lille trænings-mæssig status. Først den dårlige nyhed. Jeg ved ikke om det egentlig er en dårlig nyhed, men det føles sådan. For 11 dage siden fortalte jeg, at mit mål var at løbe hver dag i december. Igår måtte jeg revidere dette mål. Droppe det faktisk, for nu at sige det som det er! Mandag morgen mærkede jeg en lille ømhed i min venstre lyske. Jeg tog det forholdsvis roligt. Efter at have løbet 150 km. på 11 dage var det ok, at det kunne mærkes i benene. Mandag aften. Den rolige følelse er afløst at frustration. Igår måtte jeg sande, at det eneste fornuftige var, at give lysken den ro, som den helt tydeligt fortalte mig, at den havde brug for. Det var noget pis! Jeg havde jo planlagt noget andet. Det krævede mange overvejelser. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at nul skader er vigtigere end løb hver dag. Beslutningen var ikke nem. Derfor er målet droppet for nu. Ikke for altid! Det er vigtigt! Det er et lille bump på vejen. Måske mest i min selvbevidsthed! Der får det lov at stikke lidt og vokse lidt mere, indtil jeg på et tidspunkt rækker ud og griber fast i målet. Det kommer til at ske. Ikke nu desværre, men glemt er det ikke!

Nu kommer den gode nyhed! Idag forsætter den samme kamp, som hele tiden er blevet kæmpet. Kampen mod de overflødige kilo. Kampen om at løbe den perfekte løbetur. En af læserne skrev en kommentar til mit sidste indlæg og spurgte, hvad mit mål er, hvis løb er mit middel. Da jeg startede med at løbe, var løb midlet til at opnå et vægttab. Idag er løb målet. Målet er at blive god til at løbe. Ikke blot hurtigere! Mest af alt, at blive en god løber. En dygtig løber! Målet er at mærke den vilde fornemmelse, der opstår under og efter en løbetur! Målet er at blive den bedste version af sig selv. Som løber og som menneske!

/Thomas

4 thoughts on “Lidt om en øm lyske og en klub i Aalborg

  • Lige nu ville jeg ønske jeg boede I Aalborg og kunne joine AaRun.
    God bedring med lysken….super at du formår at lytte til kroppen ^^

  • Godt indlæg. ☺

    Jeg er mere nervøs om jeg er god nok til at være med. Efter en længere pause fra løb, føler jeg at jeg starter helt fra bunden.

    • Jeg synes helt sikkert du skal give det er skud… Det kan være stramt at starte op selv og tænker at det måske kan gøre det nemmere at løbe med andre? Der er plads til alle slags pace dernede og ingen skal løbe alene 👍🏻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *