Lidt om en tid, der ikke skal være hemmelig

“Pizza. Burgere. Fritter. Nuggets. Sovs. Bacon. Kage. Chokolade. Kyllingevinger. Hvidløgsbrød. Smør. Nutella. Slik. Chips. Kakao…. Latterlige mængder af kakao! Mad var noget jeg forbrugte. Mad var noget jeg overforbrugte. Mad var noget jeg misbrugte! Mad blev en trøst. Mad blev en flugt. Mad blev en besættelse! Jeg spiste, når jeg var stresset. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var glad. Jeg spiste, når jeg var sulten. Jeg spiste, når jeg var mæt. Jeg spiste for ikke at føle mig ked af det. Jeg spiste meget. Jeg spiste rigtig meget. Jeg spiste for at føle mig glad. Det lykkes aldrig. Jeg misbrugte mad. Jeg junkede mad. Jeg havde det ad helvede til!”

IMG_6563

Jeg er lige gået ned fra vægten. Den viste 89,7 kg. Det kan virke som et fuldstændig tilfældigt tal. Det er det ikke. Det er et meget vigtigt tal for mig. Jeg vejer UNDER 90 kg. For første gang siden 2001! 15 år. I de 15 år har vægten kørt op og ned. Mest op og kun en smule ned i korte periode. Det gjorde den egentlig også før 2001. Jeg tog mig selv i at tænke på, hvornår det startede. Jeg ved det ikke, men jo længere jeg tænker tilbage, jo mere kan jeg ane et mønster, hvor mit forhold til mad har været forkert, forskruet, fucked up! Det var store ord for mig at skrive, at jeg misbrugte mad. Det var i det hele tage stort og grænseoverskridende for mig, at skrive det her indlæg. Svært at udlevere en del af mig, som føles så personlig. En del af mig, som jeg har lyst til at gemme væk, fordi jeg skammer mig over den! Jeg var i tvivl om jeg skulle bruge netop det ord. Jeg er yderst bevidst om, at der findes mennesker, der har kæmpet og stadig kæmper en langt vildere og sejere kamp mod vægten end jeg har gjort. Men jeg er nødt til at kalde det for et misbrug. Mit misbrug. Sådan føles det, når jeg kigger tilbage på det. Men igen…. Hvornår startede det?  Det kommer jeg tilbage til. Her er først nogle kølige facts! Lige nu vejer jeg som sagt 89,7 kg. Engang vejede jeg 115,3 kg. Jeg har en følelse af, at jeg altid har vejet lidt for meget. Da jeg var 16 vejede jeg 95 kg. I sommeren 1998 vejede jeg 73 kg. Hvorfor? Fordi jeg havde spist en slankepille, som min læge udskrev til mig uden en forudgående konsultation. En slankepille som et par år senere blev taget af markedet fordi den forårsagede blodpropper! I 2013 løb jeg min første “rigtige” løbetur. Jeg løber stadig og har nu tabt 25,6 kg. Jeg er ikke færdig. Jeg er stadig på vej. Jeg kigger fremad, men lige idag har jeg også kigget tilbage.

IMG_6560 (2)

Da jeg var ung kørte jeg med aviser i Klarup, hvor jeg er vokset op. Hver lørdag og søndag morgen stod jeg op kl. 6.00 for at uddele aviser på hele Skodsborgvej. Jeg var 15 år. Jeg cyklede afsted for at hente aviserne og på vejen havde jeg et hemmeligt stop, som kun jeg kendte. Jeg gjorde holdt ved bageren. Her købte jeg tre smørkager. Altid tre. De kostede 24 kr. Jeg betalte med de penge jeg tjente ved mit avis-job. Engang imellem betalte jeg med nogle penge jeg havde stjålet fra mine forældre pung. Det var en blå skindpung og jeg skulle liste lydløst igennem køkkenet for nå hen til hjørneskabet, hvor pungen lå. Jeg spiste de tre kager med det samme. De smagte godt. Sådan husker jeg det. Måske er det bare nostalgien, der har pudset dette minde. Jeg elsker stadig kage, men jeg har et anstrengt forhold til smørkager idag.

IMG_6559

I flere år spiste jeg masser af junk food. Virkelig meget junk food. Flere gange om ugen. Jeg junkede junk food. Pizza, burgere, fritter og alt muligt andet. Det skete så ofte, at et af pizza-budene lagde mærke til og kommenterede at jeg var flyttet. De kendte mig. Det er sgu pinligt at tænke tilbage på. Det var også pinligt dengang. Jeg løj om det. Jeg var flov. Men samtidig kunne jeg heller ikke komme ud af den spiral, som jeg havde fanget mig selv i. Lad mig slå en ting helt fast. Der er ingen, der skal have ondt af mig. På intet tidspunkt er der nogen, der har tvunget maden i mig. Jeg gjorde det selv. Helt selv og ansvaret er kun mit. Men selvom, at skammen over at forbruge mad og misbruge mad som jeg gjorde, var ved at tynge mig i knæ, fortsatte det. I lang tid! Det toppede – rent vægtmæssigt – i efteråret 2012 med en vægt på lidt mere end 115 kg.

Så er der den kakao! Det lyder helt barnagtigt , når jeg skriver det. Men i flere år drak jeg latterlige mængder af kakao. Henrik og jeg døbte det for “det brune guld”. Vi delte denne afhængighed. Jeg drak ofte et par liter om dagen. Gerne imens jeg sad i sofaen og spillede Xbox. Måske spiste jeg også en træstamme. Oftest spiste jeg mere end en træstamme. Jeg fyldte min krop med sukker og fedt. Jeg bevægede mig ikke. Jeg dyrkede ingen motion. Jeg blev forpustet, når jeg gik op af trappen. Jeg blev stakåndet, når jeg gik og talte i telefon på samme tid.  Jeg kunne ingenting. Jeg gad ingenting. Jeg var ligeglad. Mest af alt med mig selv og i sidste ende også overfor mine omgivelser. Jeg havde det af helvede til.

IMG_6568 (2)

Jeg havde allermest lyst til IKKE at skrive dette indlæg. Ikke lade Jer læse disse afslørende ord om mig. Men jeg har sagt det før – der skal ikke være hemmeligheder imellem os! Nu ved I det. I har lidt hemmeligt info om mig. Brug det bare, hvis jeg på noget tidspunkt bliver for højtflyvende og glemmer, hvor jeg kommer fra. Glemmer, hvordan det var engang! Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvornår det startede. Men jeg ved hvornår det sluttede! Det sluttede den dag, jeg snørede løbeskoene. Det var en kold morgen i marts. Det var ikke lysten, der drev mig afsted. Det var nødvendigheden. Det er stadig nødvendigt for mig at snøre mine løbesko. Men det er lysten, der driver mig. Det er glæden ved at løbe. Det er kærligheden til at løbe. Nogle vil sige at jeg bare er havnet i et nyt misbrug. Måske har de ret?  Jeg bruger løb. Jeg forbruger løb. Jeg junker løb! Løb er mit fix! Jeg har det helt fantastisk!

/Thomas

16 thoughts on “Lidt om en tid, der ikke skal være hemmelig

  • Ingen grund til at skamme dig………du er helt bestemt ikke alene om at ha´ haft det sådan. Jeg er bare én af dem og dit indlæg rammer bare så mange dybtliggende følelser, ihvertfald hos mig. Det var et helvede, men det kan man først se bagefter………egentlig kunne jeg skrive en hel masse lige nu, men det tror jeg bare jeg undlader 😉
    Du gør det så godt og jeg er ret imponeret over du først begyndte at løbe i 2013 og at du er kommet så langt som du er……det er sq flot!

    • Det var det nemmeste. Kort og godt! Jeg hadede at løbe men det var en nem og fleksibel form for motion og jeg havde ALDRIG troet at jeg skulle blive glad for det… Men sådan gik det jo!

  • Jeg kender Jane Nielsens vej…og nu kender jeg lidt til din.
    Fame flot. Ikke så meget det at du løber nu….men er du fandt vej til selverkendelsen.
    Selv har jeg det sidste år smidt 35 kilo. Da de første 25 var smidt bandt jeg løbeskoene i maj måned og kunne lige klare 500 meter ad gangen. Nu kan jeg løbe 8 og har lige meldt mig til mit første halvmaraton…..tror på jeg kan træne mig op.
    Min motivation var at blive sund nok til evt at være donor for min mand….nu er min motivation bare at være sund….for jeg har det fantastisk.
    Du får en *highfive* og et cyberkram fra mig 🙂 ^^

  • Hej Thomas,

    Endnu en fin beretning på en interessant blog 🙂 Jeg må dog erkende, at jeg ikke har læst alt, hvad du har skrevet, og du har muligvis haft det oppe og vende i et tidligere indlæg, men hvad var grunden til, at du begyndte at løbe? Var det, at du var kommet til et punkt, hvor du “bare” var træt af din livsstil eller hvordan?

    • Jeg startede med at løbe fordi det virkede som det mindst “slemme” alternativ til motion. Det var forholdsvis nemt og overskueligt tidsmæssigt men det var ikke lysten der drev værket. Jeg hadede at løbe. Dengang! Nu elsker jeg det!

      • Hej igen 🙂

        Ja, jeg er med på, at løb er midlet, men hvad er målet – eller rettere; hvad har været udslagsgivende for, at du er begyndt at løbe? Hvad vil du gerne opnå og hvorfor?

        • Da jeg begyndte at løbe, vat løb midlet. Målet var at tabe mig. Nu er løb ikke længere midlet. Løb er blevet målet! Jeg vil stadig gerne smide lidt flere kilo men uanset om jeg skal tabe mig eller ej, vil jeg fortsætte med at løbe. Mit mål er at blive en god løber. Mit mål er at løbe og mærke den fantastiske følelse det giver mig under og efter en løbetur! Jeg har en masse delmål, såsom at blive bedre og hurtigere på marathon-distancen, men mest af alt vil jeg bare gerne blive en bedre løber!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *