Lidt om at få vinden lige i ansigtet

“Vinden får det til at hyle og synge i masterne på de enkelte lystbåde, som ikke er trukket på land endnu. Det er en god lyd. Næsten som et orkester af ufrivillige instrumenter. En par måger flyver dovent op imod vinden ude over vandet og står næsten stille i luften. Lidt længere fremme går et ældre ægtepar. De skutter sig for vinden under store, uldne halstørklæder. Vi hilser på hinanden, da jeg løber forbi dem. Jeg løber ganske kortvarigt i læ for vinden, indtil jeg drejer ud mod fjorden igen ved Egholm-færgen. Den rammer mig råt og hårdt. Den mærker mig. Kulder river mig i ansigtet og forvandler øjeblikketligt min ånde til kondens i mit skæg. Sådan er det. Vinden brøler sit instinktive kald og skaber sammen med fjordens brusen en vinterlig symfoni. Jeg er midt i det. Jeg løber midt i det. Jeg løber! Det er smukt. Det er større, end jeg troede. Det er godt for det, der er oppe i mit hoved.”

IMG_6317

Toppen af Aalborg v. Aalborgtårnet

Igår løb jeg 20 kilometer. 20 kolde kilometer i strid modvind. 20 hurtige kilometer med frosne hænder. 20 kilometer af den slags, der føles godt! Optakten til turen var ikke ligefrem optimal. Jeg kom lidt senere afsted end jeg havde planlagt. I princippet havde det ingen betydning, for jeg havde ingen planer hele søndagen. Alligevel kan jeg godt lide at komme afsted om morgenen eller formiddagen. Spise min faste morgenmad. Slappe af en times tid. Trække i løbetøjet og afsted. Det er en god rutine. Den passer mig godt. Nu blev det hele rykket lidt og klokken var næsten 12 inden jeg kom afsted. Heldigvis cyklede Lea med på turen. Jeg siger hver gang, at hun ikke behøver at bruge en kold og blæsende søndag i november på at cykle med sin kæreste rundt på en løbetur i Aalborg. Alligevel betyder det alt, når hun gør det. Det gjorde hun igår og jeg fik pakket en drikkedunk med væske i hendes rygsæk.

IMG_6364

Sammen i vinden!

På de gode dage, hvor motivationen er i top løber jeg altid afsted med vinden i ryggen langs fjorden og tager så de hårde stykker sidst på turen med vinden lige i fjæset. Det besluttede jeg mig for ikke at gøre igår. Dybest set er det ligegyldigt. Men mentalt er det ret vigtigt, hvilken vej jeg løber langs vandet, hvor vinden som regel er stærkest. Og igår var det rart at vide, at jeg ikke skulle løbe 6 km. med et pace på 4.45 min/km i strid modvind., som var en del af gårsdagens træningspas. Sådan endte det alligevel. Måske var jeg ikke helt skarp, da jeg kiggede ud af køkkenvinduet og vurderede vindretningen, men efter at have løbet en 4-5 kilometer, kunne jeg pludselig se på flagene ved McDonalds på Hobrovej, at jeg havde forregnet mig. Da jeg drejede af grusstien ved Nørholmsvej, hvor jeg har løbet så uendeligt mange gange, og satte farten op, ramte den mig. Vinden! Bidende kold. Jeg læner mig lidt fremad og bider tænderne sammen. Lukker vinden ude og fokuserer kun på næste skridt. Jeg løfter blikket og kan ude for enden af stien skimte de hvide toppe på bølgerne på fjorden. Jeg finder rytmen. Måske finder rytmen mig? Men pludselig skal jeg ikke slide for at drive mig selv fremad. Det føles let alligevel og pludselig er jeg glad for, at jeg tog fejl af vinden. Mest fordi jeg dermed tog fejl af mig selv!

IMG_6314

Brooks Adrenaline 14

Turen igår blev også afslutningen på en træningsuge med 74 kilometer. Det er godkendt. Faktisk er det mere end godkendt. Det er sgu ret godt! Jeg er tilfreds! Turen igår var også den 4. dage i træk, hvor jeg løb og benene føles stadig friske og lette. Det er perfekt! Det er en fed fornemmelse, at kunne løbe så mange kilometer på en uge og stadig have følelsen af overskud. Jeg er helt klar over, at nogle løber meget længere men 74 kilometer er sgu en del for mig!

IMG_6278

Joma Atomic 508

Til gengæld var det knap så fed en fornemmelse at stille sig på vægten den anden dag. Jeg har ikke taget på! Det klinger lidt hult og føles ikke helt som den trøst, et måske burde. For omvendt vejer jeg nøjagtig det samme, som jeg gjorde ved starten på Skagen Marathon for 6 uger siden. Eller er det 7 uger faktisk. Det gør mig lidt indebrændt og sur. Mest på mig selv. Faktisk kun på mig selv. Hvem ellers? Jeg ved godt hvorfor, at det har stået stille. Jeg har mistet fokus. Jeg nåede (næsten) mit mål om at veje 90 kilo til Skagen Marathon. Det var mit mål. Det var også et delmål. Næste mål var at komme under 85 kilo inden Copenhagen Marathon. Det var jo let! 5 kilo på 7 måneder. No problem! Eller? Hvis det fortsætter sådan her, så jo måske! I den sætning ligger også, at det ikke fortsætter sådan her. Tværtimod. Jeg har skudt tidsperspektivet i sænk. Det var en dum måde at anskue det på. Jeg har givet mig selv nogle mål. Tab 3 kilo inden nytår! Alt hvad jeg spiser skal jeg notere i min nye app på min telefon, MyFitnessPal. Den holder styr på mit samlede antal kalorier i løbet af dagen. Den visualiserer energisammensætningen og derudover synkroniserer den også med Garmin Connect, så de kalorier jeg forbrænder ved at løbe kommer med i beregningen. Formålet med dette er allermest at give mig et overblik over, hvad jeg indtager i løbet af en dag samt at det er med til at give motivationen et spark.  Jeg har brugt app’en før og den er super let at bruge. Så slut med selvtilfredsheden og frem med kampånden! Jeg har en aftale med to fantastiske mennesker og lækre løbere til maj næste år. Sammen vælter vi København. Så hjælper det ikke at futte rundt med overflødigt spæk på kroppen! Det koster at være den bedste version af sig selv!

IMG_6328

Limfjorden, nov. 2015

Idag er det mandag. Starten på en ny uge. En anden uge end den sidste. Tid til nye kilometer i mine løbesko. Tid til at stoppe med at kigge efter trøffel-snitterne i Kvicklys bager. Tid til at vågne op! Åbne øjnene endnu mere end igår. I morges hørte jeg Folkeklubben på vej til arbejde. Det kan jeg godt lide. Ordene. Nuancerne. Fortællingerne om det, der er godt for det, der er oppe i hovedet. Sådan er det med løb for mig. Det er godt for det, der er oppe i mit hoved.

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *