Lidt om at dyppe tæerne i et sort hul

“Det blå lys fra vækkeuret lyser rummet lidt op. Det er næsten som om det håner mig en lille smule. Holder mig vågen med vilje. Klokken er halv fire. Der er stadig et par timer til jeg skal op. Jeg gentager det inde i hovedet et par gange. Måske i håb om, at det vil få mig til at falde i søvn. Der er helt stille i rummet. Kun den lette vejrtrækning fra Lea, der sover kan høres. Jeg glider væk. Jeg åbner øjnene og rummet føles anderledes. Jeg har sovet, men vækkeuret har stadig ikke ringet. Jeg drejer uret lydløst og konstaterer, at jeg har sovet i en halv time. Nu er jeg vågen igen. Jeg gider ikke mere. Simpelthen! Jeg slår vækkeuret fra og lige inden jeg falder i søvn, når jeg at mærke skuffelsen. Den føles lidt for velkendt. Det er som at dyppe tæerne i et sort hul.”

IMG_6202

Løbetur ved Frejlev, nov. 2015

Jeg er forvirret for tiden! På den ene side føler jeg, at min motivation og gejst er intakt. At den er stærk. Jeg har et mål, som jeg brænder for at realisere. Jeg ved præcis hvilken vej jeg skal. Det er en god følelse. Også selvom målet kan føles som stort. Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at lykkes. At jeg når mit mål for 2016! Samtidig føles tingene bare en smule tunge. Benene føles sådan set OK. De er ikke specielt tunge og er stille og roligt ved at vænne sig til, at der er blevet skruet på intensiteten i træningen. Jeg glæder mig også til at komme afsted på løbeturene. Jeg overvejer ikke at blive hjemme eller droppe mine træningspas. Det eksisterer ikke i min verden. Ikke af dovenskab! Jeg må også være ærlig – selvfølgelig er der ture, der i højere grad bliver gennemført på vilje end på glæde. Især på denne tid af året for mit vedkommende. Blæst og regn er lort i min bog. Jeg lever ikke efter mottoet, at der ikke findes dårligt vejr, men kun dårlig påklædning. Der findes dårligt vejr, men min motivation bliver, at turene i blæst, regn, sne og hagl er dem, der gør mig hård. Det giver et kick at løbe, når det er dårligt vejr og man ikke møder så mange andre løbere. Det er følelsen af, at være medlem af en lille og eksklusiv klub. Vi bekræfter hinandens medlemsskab, når vi får øjenkontakt på disse dage. Det er kilometrene i lorte-vejr, der er med til at gøre turene i lækkert forårsvejr endnu bedre. Det er en balance. Det ene forudsætter det andet. Men igen… Det føles tungt lige nu. Jeg har gransket og grublet over situationen.

IMG_6191

Solnedgang over Limfjorden

Jeg er nået frem til, at jeg har en periode, hvor jeg har svært ved at overskue og strukturere min planlægning. Både i forhold til at løbe, men også i forhold til at leve. Jeg siger det som det er: Jeg kan godt lide at have styr på tingene. Jeg skal kæmpe for at have styr på tingene. Jeg er ikke organiseret. Det er en kamp. Jeg kan godt lide, når jeg oplever at tingene kører. At jeg har styr på tingene. Jeg bliver frustreret, når jeg ikke føler, at jeg er foran. Jeg bliver sur, når jeg føler, at jeg er bagud. Sådan har jeg det lige nu. Måske er det ikke “tingene”, der føles tunge. Måske er det bare mig, der er lidt tung?  Jeg får hurtigt følelsen af, at mit liv føles lidt kaotisk og tilgroet. Jeg prøver at holde orden på mig selv, men det er svært. Jeg kan let se forfaldet nærme sig og min instinktive reaktion er at være ligeglad. Derfor planlægger jeg. Som et modsvar til ligegyldigheden. Jeg laver aftaler med mig selv. De skal holdes! Sådan er det. Jeg kender alt for godt følelsen af aftaler, der bliver brudt. Derfor gjorde det også ondt den nat, hvor jeg endte med at slå vækkeuret fra.

IMG_6204

Glad. Bare glad!

Planen var nemlig, at stå tidligt op og løbe inden arbejde. Det er en af mine løsninger på at kunne overskue tingene igen. Først og fremmest fordi jeg elsker følelsen af, at komme hjem fra en løbetur kl. 7.00 om morgenen. Det er virkelig en fantastisk start på dagen. Desværre er jeg ikke specielt god til det. Slet ikke nu! Det irriterer mig. Både fordi jeg ved, hvordan jeg har det når jeg er igang og det er overstået. Men også fordi, at det ofte er en kæmpe hjælp, at overstå mine træningspas om morgenen. Det giver mig tid senere på dagen. Tid sammen med Lea. Det kan jeg godt lide. Især også, at have tid sammen, hvor der er fokus på alt muligt andet end løb. Mit løb i særdeleshed. At se hende uden at hun cykler ved siden af mig på en løbetur. Det gør hun tit. Jeg er ret heldig! Derfor bliver jeg irriteret og skuffet, når jeg må lave om på planerne. På fredag står jeg i situationen igen. Jeg ved, at jeg skal tidligt op og løbe. Jeg har taget en beslutning! Jeg slår ikke vækkeuret fra! Ikke mere! Det er slut med at ligge i sengen og have ondt af mig selv fordi jeg er træt og ikke har sovet. Tag dig sammen Thomas! Stram op! Fuck de dårlige undskyldninger. Det koster at være den bedste version af sig selv!

IMG_6182

Reberbansgade, nov. 2015

Jeg ved godt, at der ikke er noget  særligt ved den situation, som jeg står i for tiden. Det er alment og banalt. Det er et menneskeligt vilkår. Det, der skræmmer mig hver gang ved denne situation er, at jeg konfronteres med fortidens stemmer. De står på tæer og jeg kan næsten se dem i øjnene. Det er okay, så længe jeg kan holde dem på afstand. Fra sikker afstand kan jeg godt se dem i øjnene. Men kommer jeg for tæt på, er jeg stadig bange for at falde ned i hullet. Det er et sort hul jeg selv har gravet. Jeg ved, at de er der. Der er mange! Jeg ved, hvad der gemmer sig på bunden af hullerne. Det er resterne, at den udgave af mig selv jeg stadig forsøger at skrælle af. Den jeg forsøger at rense mig selv for. Jeg ved, at jeg kan leve med at dyppe tæerne deri ganske kortvarigt. Men jeg ved også at der ikke er langt fra at dyppe tæerne til at stå fladt på bunden på begge fødder. Jeg ved ikke, om jeg er blevet bedre i stand til at leve mit liv. Om jeg er i stand til at træffe klogere beslutninger idag end jeg var igår. Jeg tror slet ikke rigtigt på det kloge. Jeg har mine meninger og jeg kan give udtryk for mine følelser, men jeg er ikke blevet en skid bedre til at leve mit liv. Ikke en skid klogere! Jeg har gjort mig en masse erfaringer. Jeg ved, at jeg hele tiden balancerer rundt imellem de sorte huller i mit liv, som jeg selv har gravet. Måske er det ikke nødvendigt at blive klogere? Måske skal jeg bare blive bedre til ikke falde i hullerne så tit?

/Thomas

 

1 thought on “Lidt om at dyppe tæerne i et sort hul

  • Husk nu, at søvn er den bedste restitution! Og restitution er en vigtig del af træningen, hvis du vil forbedre dig.
    Jeg står altid tidligt op, også i weekenderne. Så min viljestyrke skal i brug når jeg skal tidligt i seng. Ellers ender jeg nemlig nemt med at sove mindre end 7-8 timer, hvilket ikke er optimalt. Søvn er vigtigt, hvis man skal have fuld udnyttelse af sin træning. Så selv om det kan være svært at finde tiden til træning, og det er fristende at tage af sove-tiden, så er det nok ikke en god idé. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *