Lidt om små glimt og om at være sur

“Jeg løb ad Kong Christians Alle. Forbi Nordjyllands Kunstmuseum og Skovdalen. Da jeg kom til lyskrydset ved Hobrovej, så jeg tilfældigvis op mod Hotel Hvide Hus. På en altan på øverste etage baskede en fugl rundt. Et eller andet ved situationen gjorde, at jeg stoppede op. Fuglen forsøgte at flyve væk og videre, men et eller andet holdt den tilbage. Altanen virkede som et bur. Der var et eller andet ved det syn, der føltes virkelig sørgmodigt. Fuglen, der både var så uendelig fri og alligevel håbløst fanget. Fanget af noget usynligt. Fanget af ingenting. Men stadig ude af stand til at vriste sig fri. Sørgmodigheden var jo nok mest en følelse jeg lagde i situationen. Men jeg blev virkelig trist. Dagen efter kom jeg cyklende samme vej og instinktivt kiggede jeg op mod altanen igen. Fuglen var naturligvis væk.”

Når jeg tænker tilbage og gør status på den mange kilometer jeg efterhånden har løbet er der stadig forskellige små glimt fra nogle ture, som jeg stadig husker tydeligt. Små oplevelser og episoder, som jeg af en eller anden grund aldrig har glemt. Det er ikke smukke solopgange over Limfjorden eller berusende løbsoplevelser. Det er meget mere simpelt og banalt. Lige så simpelt som en fugl, der er fanget på en altan. Det var en kedelig søndag i september jeg så solsorten flakse hjælpeløst rundt på 16. etage. Jeg ved ikke hvorfor, men i lang tid efter, når jeg kørte til og fra arbejde kiggede jeg altid lige op på altanen oppe under himlen. Fuglen så jeg aldrig igen, men alligevel husker jeg stadig det hele tydeligt!

Det var en af de første dage i april. En af de dage, hvor man stadig kan finde de sidste, stædige rester af snedriver, der nægter at overgive sig. En af de dage, hvor solen skinner, men hvor kulden føles ubarmhjertig og skærer i hele kroppen. En af de dage, hvor jeg var ude og løbe. Jeg havde løbet i lidt over en måned. Altså sådan løbet rigtigt i lidt over en måned. Det gik af helvede til den dag! Jeg havde planlagt at løbe en lang tur – næsten 7 kilometer. Jeg kunne mærke det med det samme, da jeg kom afsted. Benene var lort! Min indstilling var nok i lige så dårlig form. Dengang målte jeg mine ture og min fremgang på en anden måde. Jeg løb oftest 5 kilometer. Den ene dag kunne det tage 31 minutter. Dagen efter tog det måske 32 minutter. Så var det en dårlig tur. Jeg havde jo brugt et minut mere end dagen før. Det var let at gøre status. Men den her dag jeg brugte de første 4 kilometer på at blive mere og mere irriteret og indebrændt. Til sidst gad jeg ikke mere og besluttede mig for at korte turen af. Løbe hjem og være indebrændt derhjemme i stedet for. Jeg løb op af Dannebrogsgade. Jeg så hende på lang afstand. Hun kom gående med sin dreng. Hun var klædt helt i orange. Alt hendes tøj var i orange farver. Hendes hår var stort, rødt og krøllet. Hun sang på gaden. Ikke højt, men alligevel højt nok til at jeg kunne høre det, da jeg passerede hende. Hun smilte til mig. Jeg ved ikke om jeg smilte igen. Hun bar på en hvid orkide. Jeg aner ikke hvem hun var og jeg har aldrig set hende siden, men jeg har aldrig glemt pigen i orange. Drengen havde i øvrigt en blå jakke på.

En tidlig morgen ved Limfjorden. Det er oktober måned. Klokken er halv syv. Tågen ligger tæt over fjorden. Jeg løber ad min sædvanlige sti helt ude ved vandet. Der er helt stille og jeg har ingen musik i ørerne. Pludselig hører jeg stemmer. Ikke ved siden af mig, men lidt fjernt. Jeg kigger bag mig, men der er ingen at se. Så er stemmerne der igen. Jeg kan høre, at de kommer ud fra vandet. I samme øjeblik skyder en båd fra roklubben ud af tågen. Der er så stille, at jeg kan høre plaskene fra årerne, der bryder vandoverfladen. Høre stemmerne fra de to roere. Jeg løber ved siden af dem i nogle lange sekunder. Måske minutter. Vi følges ad. Det var en god oplevelse. Det var et smukt glimt, at det, der sker omkring mig, når jeg løber. De smukke solopgange og solnedgange nyder jeg i øjeblikket, men det er ikke dem jeg husker bagefter. Det er disse små glimt, som på en eller anden finurlig måde har brændt sig fast i min bevidsthed. Jeg kan godt lide disse små glimt.

Puma Faas v500

Puma Faas 500 v4

Hvis jeg skal gøre lidt status over situationen pt., så kan jeg ikke udtrykke det bedre end at jeg er sur. Sur og frustreret. Jeg har de sidste 3 dage været sløj. Når jeg er kommet hjem fra arbejde har jeg været brugt og tom for energi. Jeg måtte droppe min tur igår og håbede at jeg kunne komme afsted idag. Jeg har måttet indse at jeg heller ikke kommer ud at løbe idag. Det kan man håndtere på mange måder. Jeg håndterer det oftest ikke specielt godt. Tvivl og frustration er som regel det, der fylder mig, når planerne bliver lavet om. Hvad nu med mit løbeprogram? Hvad nu med mine mål? Inderst inde ved jeg jo godt, at dybest set betyder det ikke en skid, om jeg holder et par dages pause. Dog frustrerer det mig, at det er anden gang på en måned at det sker. Inderst inde ved jeg også godt, at kroppen og benene ikke tager skade af en pause – tværtimod kommer de måske endda friskere ud på den anden side. Men jeg er ikke god til det. Ikke at løbe!

Heldigvis er der lys. På søndag har jeg planlagt en lang tur. Det oprindelige program fra Hechmann Running siger omkring 15-16 kilometer. Jeg kan mærke, at turen bliver længere. Ikke er hårdt tempo, men behovet for at få nogle kilometer i benene er der med det samme efter nogle stille dage. Jeg skal løbe sammen med min trofaste løbemakker Daniella. Planen er som minimum 21 km. Måske bliver det mere? Det bliver godt! Derudover skal jeg ind i Løberen i Aalborg og hente en pakke med vinterløbetøj og udstyr, som jeg har fået igennem min aftale med dem. Det bliver også fedt og jeg glæder mig allerede til at pakke det ud og teste det af. Teste det på en løbetur. Løbe en tur igen. Bare løbe!

/Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *