Lidt om at blive den bedste version af sig selv

“Det er en lørdag formiddag. Som jeg ligger der på sofaen minder jeg mest af alt om et fældet træ. Drømmene er bristet. Ingen tro. Intet håb. Jeg har lyst til at røre mig. Gøre noget. Bare noget. Men der sker ingenting! Der er frost på ruden. Jeg har lyst til at spille på min guitar, men jeg kan ikke. Ikke i det øjeblik. Jeg har lyst til at læse en bog, men kan ikke overskue at se på bogreolen. Minderne ser ned på mig og alle veje fører pludselig hjem. Jeg har lyst til at blive her, men jeg ved at det er umuligt. Jeg er løbet tør for tårer og er tom for ord. Jeg rejser mig. Kigger ud af vinduet. Det føles skræmmende at blive trængt ud af sin krog. Jeg snører mine sko. Forsøger at skrælle mig ud af tankerne om et andet liv. Jeg er her, selvom jeg ikke har lyst. Vinden er kold udenfor og jeg står lidt forladt på fortorvet. Hvad er det jeg skal? Jeg løber hen ad vejen. Jeg gider ikke, men noget i mig tvinger mig til at blive ved. Jeg bliver hurtigt forpustet og har lyst til at gå lidt. Jeg gør det ikke. Det her føles anderledes. Det føles som en manglende reaktion. Det er som et undertrykt skrig, der kommer indefra. Noget udefinerbart og uopfyldt. For første gang, i alt for lang tid, er der noget, der føles rigtigt.”

I maj måned mødte jeg en sej løber under Copenhagen Marathon, som jeg kender fra Instagram. Han løb op på siden af mig, da vi passerede Amalienborg og var på vej mod Kastellet. Vi vekslede lige et par ord inden han løb videre. For nogle uger siden skrev han denne kommentar til et af mine blog-indlæg: “Hvad mener du, når du skriver, at du vil blive en bedre udgave af dig selv?”. Min første tanke var, at det var der vist ingen, der kunne være i tvivl om, når de har læst nogle af mine blogindlæg. Heldigvis lod han sig ikke affærdige med mit svar på hans spørgsmål. Han nuancerede det og stillede spørgsmålstegn ved det. Det begyndte at vokse i mig. Jeg har brugt de sidste uger på at gå og små-gruble lidt over dette og forsøger nu at skrive lidt om det. Det her er min nuancering af, hvad det betyder, når jeg skriver, at jeg vil være den bedste version af mig selv. Det er min historie om, hvorfor dette statement står centralt i min bevidsthed.

IMG_5964

Scenen, som jeg beskriver i indledningen, er sand. Den er min. Den er et par år gammel, men jeg husker det stadig tydeligt. Jeg kan huske, hvad jeg skrev i frosten på min bilrude, imens jeg ventede på, at mit Garmin-ur fik forbindelse til en satellit langt borte. Jeg kan stadig huske lyden af mine sko, der mødte gruset på stien langs fjorden. Jeg havde blot boet alene i min nye lejlighed i nogle uger. Alene. Det er vigtigt. Det er en del af historien. Alt omkring mig var et smertefuldt minde om et liv, der var væk. Bøgerne på bogreolen. Sangene, som jeg spillede på min guitar. Savnet fyldte alt i mig. Savnet om min datter, der pludselig var langt væk. Savnet om hende, jeg ikke skulle leve med alligevel. Realiteterne var svære at tage ind. Minderne og savnet gjorde ondt. Men mest af alt gjorde det ondt at kigge på mig selv.

Det var hårdt at gøre status som 35-årig og føle, at den rigtige vej var tabt et sted bagude. Det var en endeløs række af forkerte valg. Det var en erkendelse af, at min egoisme, dovenskab, modløshed og håbløshed havde kostet mere end jeg havde lyst til erkende. Jeg var en dreng, der forventede at blive anerkendt, respekteret og elsket som en mand. Jeg var en sølle udgave af mig selv. Det blev en skillevej. Et punkt i livet, hvor forandring var den eneste vej. Det var ikke løbeturen denne frostkolde lørdag, der gjorde hele forskellen. Men den betyder meget. Den blev starten på en proces, der forandrede meget i mig. Ikke alt, men mere end jeg turde drømme om. Måske læser du det og synes det hele lyder lidt ynkeligt. Måske synes du, at jeg var ynkelig. Det er OK. Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed. Jeg skriver det, fordi, det var sådan det var.

Lad mig sige det som det allerførste. Ordene om at blive den bedste udgave af mig selv er ikke mine. Det var ikke de filosofiske tanker bagved, der ramte mig. Det handler ikke om at blive den bedste på bekostning af andre. Det handler ikke kun om at blive den bedste udgave af mig selv som løber. Det handler om at skabe en meget mere grundlæggende forandring. Sætningen er skarpt skåret. Den er enkel og ligetil. Ikke så meget bullshit! Jeg vil være den bedste udgave af mig selv. Som menneske! Det er skolegårds-eksistentialisme ud fra et perspektiv om, at jeg igennem de valg jeg træffer er med til at skabe mit liv. Skabe mig selv. Jeg anskuer det ikke ud fra en filosofisk vinkel. For mig handler det om at tage de rigtige valg. Følge den rigtige vej. Derfor er det nødvendigt at kende historien bagved. Forstå, hvad udgangspunktet var for denne proces.

IMG_5948

For mig handler det, at blive den bedste version af mig selv om, at bruge min historie. Ikke glemme den. Ikke gemme den væk. Jeg har brugt alt for mange år på at lade stå til. Ignorere åbenlyse kendsgerninger. Tilfredsstille egoistiske behov på bekostning af andre. Acceptere stilstand og stagnation. Leve uden mod. Ikke leve. Indtil jeg blev tvunget til det. Jeg stod ikke længere på kanten. Jeg følte, at jeg var på vej mod afgrunden. Jeg følte, at jeg var i frit fald. Jeg lærte ikke at flyve. Måske lærte jeg at lande blødt. Måske er jeg ved at kravle op igen. Nogle vil måske påstå, at jeg bare er løbet fra det hele. Måske har de ret? Måske løber jeg bare hen imod noget nyt?

IMG_5809

Uanset hvad, så jeg har igennem de tusindvis af kilometer jeg har løbet de sidste år lært, at min egen definition af mig selv var utilstrækkelig. Jeg har opdaget at mit manglende mod til at leve kan udfordres. Det skal udfordres. Jeg er ved, at lære, at følelsen i maven er en lille smule bedre, når der er noget på spil. At jeg er nødt til at krydse klinger med min oplevelse af det umulige. Det er en balance imellem at vedkende sig sin historie og insisterer på forandring. Det er historien om at skabe sin egen udvikling og samtidig være dybt afhængig af andre. Afhængig af, at der på det helt rigtige tidspunkt var nogle hænder, der rakte ned i afgrunden og trak mig op. Hænder, der hjalp med at holde mig fast. Vi delte hinandens historier. Måske er det ikke helt rigtigt formuleret – han insisterede på at spørge til mine historier. De handlede meget om løb, men et eller andet sted i samtalerne, blev han den ene person, der kunne forholde sig til den krise jeg befandt mig i, efter et forlist parhold. Hvor de fleste andre gled umærkeligt og belejligt forbi, blev Henrik den, der brændte sig fast. Vi snakker stadig om vores liv. Vi snakker stadig om løb. Hver eneste dag – og hænderne, der kan hjælpe med at holde mig fast er blevet flere. Lige nu sidder hun ved siden af og klikker med sin mus. Fuldstændigt uvidende om, at jeg iagttager hende en lille smule. Jeg smiler over hende. Jeg elsker hende.

Løb er ikke forklaringen på alt. Men det er svaret på noget grundlæggende i mig. Det er blevet mit eget symbol på min stadige proces. Jeg startede med løbe for at kunne leve. Det endte med, at løb lærte mig at leve. I sidste ende er det som løber, at jeg er på vej til at blive en bedre udgave af mig selv som menneske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *