Lidt om kun at have brug for en enkelt grund

“Jeg synes det er vigtigt at have fornemmelsen af at være i det rigtige rum. Udenfor er der et ydre rum. Det er udenfor og jeg er indeni. Det er jeg midt i. Det bevæger sig. Hele tiden. Der er forskellige lyde, som jeg registrerer. De indgår i min bevidsthed. Disse lyde er som små, diskrete penselstrøg henover stilheden. Det giver stilheden en lidt kantet overflade. Det synes jeg virkelig er skønt. Musikken svinder måske lidt hen. Pludselig er den der ikke mere. Så ligger jeg pludselig mærke til lyden fra en fugl, som jeg ikke hørte før. Det forandrer igen det rum jeg er i. Der behøver ikke at ske noget. Måske skal jeg virkelig spidse mine ører for at høre de allermindste ting. Det er okay! Det er sådan det skal være. Lydene skal være der for igen at forsvinde. Hvis man ikke lytter er de der ikke. Men hvis man virkelig lytter efter, er alle de små lyde med til at give rummet den helt rigtige dimension. De helt rigtige proportioner! De små rytmer tager form. Jeg behøver ikke en masse grunde til at være her! Der findes bare en eneste grund til at jeg ikke kan lade være med at være her!”

Østerådalen, okt. 2015

Østerådalen, okt. 2015

Der findes en masse forskellige grunde til at jeg løber. Jeg kunne nemt lave en liste med de ti vigtigste grunde til at jeg løber. Der kunne også være tyve grunde eller blot fem. Det er ikke så vigtigt. Det handler ikke om at løbe for at få frisk luft og jeg er forbi det punkt, hvor det handler om motion. Det handler ikke om hvorfor! Det handler om, hvorfor ikke! Løb er ikke et værktøj. Det er blevet et svar! Et svar! Som det står der, virker det ualmindeligt frelst og helligt. Især når jeg tænker på, at jeg stadig er ny og uerfaren i denne verden. Nogle vil måske minde mig om engang, hvor verden var anderledes. Hvor jeg var anderledes! Måske er jeg den samme? Måske er jeg en anden? Jeg tror, at jeg er den samme – bare på et andet sted. Et bedre sted for mig. Jeg ved ikke om jeg er blevet bedre til at leve mit liv. Måske er det ikke så vigtigt. Måske er det vigtigste at jeg vælger nogle andre ting. At gøre tingene på en anden måde. Lad mig skære det lidt skarpt: Jeg løber ikke fordi det er sjovt og hyggeligt! Jeg løber fordi jeg ikke kan forestille mig ikke at skulle løbe!

Lad mig lige bløde det op igen… Jeg elsker at løbe! Jeg synes det er sjovt at løbe! Det giver mig en fantastisk følelse af løbe. Men når alt kommer til alt løber jeg fordi det er svaret på en række tilstande i mit liv.

IMG_5097 (1)

Aalborg, okt. 2015

Jeg har brug for at løbe for at føle mig hård. Det er OK at grine eller trække på smilebåndet! Men jeg mener det. Måske lyder jeg som en neandertal eller et hulemenneske? Det er jeg ikke. Jeg er bange for at køre i rutschebaner. På en dårlig dag er jeg stadig en smule mørkeræd. Jeg har højdeskræk og bryder mig ikke om at flyve! Grin bare igen! Det er stadig OK! men når jeg løber føles jeg mig hård og sej. Jeg ved godt, at jeg ikke er verdens hurtigste løber eller bare Aalborgs hurtigste løber. Det er ligemeget. Det handler ikke om det! Det handler om den følelse jeg kan få, når jeg afslutter en hårdt interval-pas i Skovdalen eller krydser målstregen til et marathon. Lige i det øjeblik føler jeg mig hård! Jeg føler mig sej! Jeg krydser klinger med min egen selvopfattelse. Jeg kan godt lide, når andre er imponerede over mine præstationer. Jeg har brug for at føle mig hård i de øjeblikke. Så kan jeg sagtens leve med at være blød på mange andre punkter!

DCIM101GOPROGOPR0276.

Kridtgraven, okt. 2015

Jeg er nødt til at løbe, når jeg savner min datter! Hun er hos mig hver anden weekend! Det er skønt. Resten af tiden er hun hos sin mor. Hun har en fantastisk mor og jeg er aldrig i tvivl om at hun er lykkelig og glad hos hende! Det er også skønt. Men alligevel gør det jo ondt engang imellem. Hun er der og jeg er her. Sådan skulle det jo ikke være. Nogle dage er det OK. Andre dage gør det ondt. Så løber jeg! Det har jeg brug for. Det er nødvendigt at fylde tomrummet ud. Ikke flygte fra følelsen af savn. Den skal have lov til at fylde! Det gør den på de løbeture. Så er hun med mig. Det lyder som en gammel, slidt kliché! Men hun er der! Hun er med! Jeg løber ikke for at gøre hende stolt. Det ville være misforstået! Men et eller andet sted imellem den 11. og 12. kilometer bliver følelsen af at savne stille og roligt erstattet af en glæde af, at hun er glad! At hun er fantatisk! Og selvom hun ikke er hos mig, er hun lige præcis, hvor hun skal være alligevel. Lykkelig i lige det øjeblik!

Jeg kan ikke forestille mig ikke at løbe, fordi det måske er den eneste gang i mit liv, at jeg har holdt fast og stadig gør det. Jeg er ikke bange for at give slip, men mere for at miste grebet! Derfor bliver jeg ved! Hvis jeg en dag ikke har lyst til at løbe 8 kilometer og føler mig tung og doven, så løber jeg 9 kilometer. Ikke af lyst, men en lille smule af frygt! Fordi jeg er bange for at hvis jeg bare giver slip et lille kort sekund, så mister jeg grebet for altid. Jeg ved godt inderst inde, at det ikke er sådan. Jeg ved det godt! Men alligevel er der en lille djævel på min skulder, der minder mig om hvordan det var engang. Selv efter 2 1/2 år og tusindvis af kilometer er der stadig en lille frygt for, at det glipper. At jeg glipper og giver op. Det kommer ikke til at ske. Derfor dropper jeg ikke løbeture! Punktum! Jeg må gerne udsætte en tur, hvis benene er trætte, men jeg springer ALDRIG over af dovenskab! Måske lyder det som to sider af samme sag, men i mit hoved er der en verden til forskel! Det handler om at kontrollere den lille frygt, der lever indeni!

Østerådalen, okt. 2015

Østerådalen, okt. 2015

Jeg har brug for at løbe, fordi jeg kan mærke at jeg er god til det. Jeg har brug for at mærke at jeg er god til det. Det handler ikke om, at min identitet er, at jeg er løber. Det er den del af mig! Nogle vil måske sige en stor del. Måske en for stor del? Jeg er ligeglad! Det er en del af mig. Nogle gange fylder den, fordi jeg synes den skal fylde. Nogle gange pakker jeg den væk, fordi jeg har lyst til det. Jeg vil ikke undskylde det. Jeg forventer ikke at andre skal forstå det. Blot at de respekterer det! At det er en del af mig. Det er del af mit liv, hvor jeg føler mig god. Jeg føler, at det her kan jeg! Følelsen er stærkest, når jeg står under bruseren og lader det varme vand løbe ned over min krop efter en hård løbetur. Vandet er altid varmt! Meget varmt! Det skal det være! Uanset om det er sommer eller vinter! Jeg mærker musklerne komme til live igen. Jeg mærker, at de er blevet brugt. Følelsen af, at hver en muskelfiber i kroppen er træt, fortæller mig, at jeg har gjort det godt! Det er præcis som det skal være! Kroppen kommer til live igen. Det er som en slags lutring, for nu at bruge et bibelsk udtryk. En renselse! Det er lige der, hvor jeg har brug for at være!

Jeg løber fordi, at der ikke eksisterer et alternativ! Der er ingen top 10 over gode grunde. Jeg løber fordi det er et svar! Det er løsningen! Ikke på alt… Men på noget vigtigt! Jeg løber fordi jeg kan! Jeg løber fordi jeg skal! Jeg løber for at blive den bedste version af mig selv!

9 thoughts on “Lidt om kun at have brug for en enkelt grund

  • Du er sej, Thomas! 💪🏼 Jeg følger dig med glæde og er selv nået til den milepæl, at jeg på vej fra arbejde nogen gange tænker; idag er en god dag at løbe! – OG jeg så også kommer afsted… Det er det nye 😉 Det jo faktisk rigtig dejligt! God weekend 🍃🍂

    • Tusind tak Pernille!! Fedt at du stadig har lyst til at læse med og at det giver “mening”! Og super fedt at du selv er kommet igang med at løbe og ikke mindst at lysten faktisk er der… Det er SÅ stærkt 👊🏻

  • Jeg løb fordi jeg elskede det overalt i verden. Det gør jeg stadig, men i takt med jeg fik det rigtige tøj, de rigtige sko og pulsur und alles så skete der noget. Det var selvfølgelig samtidig med jeg røg ned med depression, så ved ikke helt om det var den ene eller anden ting der skete, men pludselig føltes det som løb var et pres. Heldigvis er det bedre og jeg er i gang igen…..stille og roligt på vej og jeg VED jeg kommer stærkt igen 😉

  • Meget fint skrevet.. Jeg kan virkelig genkende savnet af sine “weekend” børn. Jeg begyndte at løbe efter min datter flyttede hen til sin far, der kan jeg både skrige,græde og glædes ved tanken om hende.
    Kh. Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *