Lidt om Skagen Marathon 2015

“I Skagen er der en blå streg. Den strækker sig ud og ind ad byen. Den passerer de karakteristiske gule huse i byen og forbi de røde pakhuse på havnen. Den fortsætter ud over de åbne områder i klitplantagen syd for byen. Den er 10 cm. bred og flere steder er den en smule utydelig. Hvis ikke man vidste den var der, ville man nemt kunne overse den. Stregen er præcis 21097 m. Præcist! Det er vigtigt! Igår levede jeg på den streg! Igår fløj jeg langs stregen. I næsten 100 minutter var mit blik fæstnet på stregen. Låst fast. Fokuseret. Hele tiden 2-3 meter foran mig. Normalt elsker jeg Skagens gule og røde nuancer, men igår var der kun en farve. Igår var Skagen blå!”

IMG_5378

Race day prepping!

Jeg vågner kl. 7.30. Der er helt stille i huset. Jeg har ikke sovet specielt godt. Måske er jeg mere nervøs end jeg vil indrømme. Jeg føler mig ikke særlig nervøs… Mere spændt og forventningsfuld. Men indeni er der også en usikkerhed. En lille nervøsitet, der bunder i en angst for at falde igennem. Ikke overfor andre, men overfor mig selv! Det er nu, det skal afgøres. Det er nu benene skal tale! Det startede for 5 måneder siden. Mest som en sjov udfordring overfor mig selv. Et fikspunkt at sigte efter. Løb en halvmarathon på mindre end 100 minutter! Hvorfor? Fordi jeg vil! Fordi jeg tror jeg kan! Derfor! Der findes ingen anden grund end det.

Der er liv i huset nu. De andre er vågne. Jeg kigger på mit ur og bliver liggende. Jeg gider ikke spise morgenmad endnu. Det er familiehygge og jeg sludrer lidt med. Mest af pligt. Indeni kører den rituelle forberedelse, som jeg kender fra så mange gange tidligere. Det samme morgenmad på det præcise tidspunkt. En drikkedunk med væske. Alt er som det skal være. Ingen tilfældigheder… Ikke idag! Maden bliver spist og pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt noget. Det er en lille ting, men jeg bliver irriteret. Jeg har ikke fået sat chippen på min sko. Først bander jeg af arrangørerne over, at det er så amatør-agtigt, at der ikke er chip i startnummeret. Så bider jeg af min mor, da hun vil hjælpe med at sætte chippen på. Men til sidst bander jeg indeni over mig selv. Jeg er en klovn, der glemte at gøre det igår aftes… Undskyld mor!

Klar til start!

Klar til start!

De sidste forberedelser. Jeg får tøjet på. Jeg ser på mig selv i spejlet, da jeg har fået mine splitshorts på. Jeg kan godt lide at se, at min lårmuskler træder tydeligt frem nu. Fedtprocenten er lavere end i lang tid og benene ser skarpe ud. Alt er som det skal være. Vi går afsted mod startområdet. Inden løbet har jeg kun en vigtig mission, nemlig at finde Claus Hechmann, så jeg kan få min løbetrøje til dagen. Jeg møder min kammerat Peter, der skal løbe en hel marathon. Vi snakker lidt, men jeg hører ikke rigtig efter. Mine tanker er et andet sted. Han snakker joker med, at jeg skal slå han PR på halvmarathon og jeg griner. Det er kun for syns skyld for indeni tænker jeg på alt andet end hans seje tid fra tidligere på året. Jeg får ønsket ham god tur og finder så Claus. Det er første gang jeg skal møde ham, så jeg glæder mig til at hilse på ham. Vi står og snakker lidt. Jeg fortæller lidt om min plan for dagen og sludrer lidt om løst og fast. Jeg får min løbetrøjer og vi ønsker hinanden god tur.

Billeder bliver taget og opvarmningen bliver klaret. Jeg kysser min datter farvel og ønsker min far og min kæreste god tur. Jeg går ind mellem de andre løbere. Jeg lister mig frem i feltet. 2 minutter til start. Jeg står tæt mellem de andre løbere. Kom så! Igang! Nu! Starten går og jeg starter mit ur, tager en dyb indånding og så er jeg igang. Jeg har en klar plan i hovedet. En plan om et snit-pace på 4.40 min/km de første 15-16 km. Den første kilometer må gerne være en anelse langsommere. Det bliver den ikke. De første 500 meter løber vi tæt. Jeg presser mig længere frem i feltet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bange for at komme til at hænge bag nogle af de andre løbere. Det kommer jeg ikke til. Det tynder hurtigt ud. Lige inden vi løber ud af byen og rammer grusstierne siger jeg et par ord til Sofie, som også løber i AaRun. Jeg kan ikke huske hvad jeg siger, men jeg tror ikke det har været ord, der forandrede verden. Jeg var allerede på vej videre – både i hovedet og i benene!

Vi løber forbi Den Tilsandede Kirke og pludselig har jeg løbet 5 kilometer. Jeg er ikke presset. Farten er god! Rigtig god! Men jeg har kontrollen kan jeg mærke. Der er diamanter i benene og pulsen er stadig fornuftig. Jeg trækker uden om den ene store gruppe løbere efter den anden, der løber 11 km. ruten. Engang imellem kigger jeg hurtigt på uret. Blot for at konstatere, at planen holder! Troen på projektet stiger for hvert skridt jeg tager. Hver meter bringer mig lige nu tættere på mit mål. Vi rammer Skagen by igen. For enden af gågaden står en stor flok tilskuere fra Runaar. De har musik og konfetti med og skaber en fantastisk stemning. Jeg smiler og giver en af dem en high-five. Byen er fyldt med mennesker, der tilbringer en helt almindelig lørdag med at shoppe og drikke kaffe på byens cafeer. De kigger på, peger og klapper sporadisk. De er lige ved siden af mig, men føles langt væk. Det er som jeg er indeni og de er udenpå.

Flyvende! Svævende!

Flyvende! Svævende!

Jeg ved ikke hvem hun var, men igår var den en kvinde i en neon-gul løbejakke, der løb halvmarathon. Hun var mit pejlemærke i næsten 14 km. Derefter så jeg hende ikke mere. Jeg løb forbi hende et sted midt i Skagens villakvarter. Jeg accelererede i det øjeblik jeg kom op på siden af hende. Kort efter henter jeg endnu en løber. Han lyder forpustet. Mere forpustet end mig og i det øjeblik er det lidt som at være barn igen. Bare for et øjeblik. I nogle sekunder handler det bare om at komme først. Det er som om vi løber om kap. Den følelse kan jeg godt lide – nok mest fordi det er mig, der er ovenpå. Det handler ikke om at vinde over den anden, men blot om at få den kildende fornemmelse i maven over at kommer først. Jeg ved nu præcis, hvor på ruten vi er. Jeg kan se på uret, at jeg kommer til at ramme mit mål. Jeg kommer til at løbe en halvmarathon på under 100 minutter. Selvom der mangler 6 kilometer er jeg ikke i tvivl. Jeg rammer vejen ud mod fyret. Jeg passerer masser af løbere, der er på vej tilbage til byen. De er foran mig. Jeg er ligeglad. Jeg er præcis, hvor jeg skal være! Jeg spotter Claus Hechmann, der løber et fantastisk løb. Vi hilser kort og giver en high-five inden jeg løber videre.

4 kilometer tilbage. Tempoet holder. Kadencen er høj. Fødderne rører kun jorden er ganske få milli-sekunder. For hvert skridt jeg tager svæver jeg ganske kortvarigt. Det gør vi alle! Skagen er fuld af flyvende mennesker. Jeg kigger på uret for sidste gang. Jeg ved med mig selv at det er nu. Benene gør ondt og er tunge. Jeg skubber tanken fra mig og øger farten. Det er nu, at det gælder. 5 måneders træning skal kulminere. Jeg opdager det lige, da jeg løber forbi byskiltet og ind i Skagen igen. Jeg er ovenpå! Det er første gang jeg har haft den følelse imens jeg har løbet. Det er mig, der har overskud. Det er mig, der på de sidste kilometer mod mål henter den ene løber efter den anden. Jeg kigger ikke længere på uret. Tempoet kan ikke blive højere nu. Pulsen ryger med det samme helt i vejret. Lige i det øjeblik føler jeg mig, for første gang i mit løberliv, ualmindelig hård og sej. Jeg føler mig hurtig! Ikke fordi jeg vinder over andre, men fordi jeg vinder over mig selv. Jeg passerer det sidste væskedepot. En venlig dame holder et krus med energidrik frem mod mig, men jeg ryster på hovedet og skruer igen op for farten. 500 meter tilbage. Rundt i svinget og ned langs havnen. Alt i kroppen gør ondt! Pludselig står Claus Hechmann i siden af vejen og råber til mig. Jeg vinker kort og sætter spurten ind – og så er det slut. Jeg er i mål og stopper mit ur og kigger hurtigt på det. 1.36.51! Jeg gjorde det. Jeg kan ikke tage det ind lige i det øjeblik, men jeg kan mærke det indeni. Jeg gjorde det!

I mål!

I mål!

Bagefter møder jeg flere mennesker jeg kender fra Instagram, men aldrig har mødt før. Jeg får en snak med Martin, der lidt skuffet fortæller om sit marathon-løb imens jeg bare tænker at hans tid på 3.15 på den distance er en drømmetid. Men sådan er det jo. Det med tiden og resultatet er jo en relativ størrelse. Jeg vandt ikke løbet igår. Der var 57 løbere, der var hurtigere end mig. Nogle af dem endda meget hurtigere. Men jeg vandt alligevel! Stort! Jeg vandt over alle de tanker i mit hoved, der altid har anset det for umuligt at løbe så hurtigt. Jeg fejede dem væk og redefinerede, hvad der er muligt for mig.

Skagen Marathon 2015

Skagen Marathon 2015

Jeg gik tidligt i seng igår. Kroppen var træt og øm. Jeg var træt og glad. Men da jeg lå under dynen ramte det mig for alvor. Jeg var stolt! Jeg er stolt! Jeg præsterede noget, som jeg ikke havde troet var muligt. Jeg vandt over min krop. Jeg vandt over mit hoved. Jeg pressede mig selv lidt længere ud, end jeg har gjort før. Derud, hvor det gør ondt, men også er sjovt. Derud, hvor det er nødvendigt for mig at komme engang imellem. Derud, hvor jeg hver gang bliver en lidt bedre version af mig selv!

2 thoughts on “Lidt om Skagen Marathon 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *