Lidt om et bjerg i Frankrig og ikke at give op

“Jeg sidder i det halvkolde vand og stirrer lidt ud i luften! Hotelværelset er tomt. Udenfor kan jeg svagt høre lydene fra ishockey-banen på byens torv, der til trods for at det er juli måned, er flittigt besøgt. Jeg må sande, at der er masser af tid til refleksion, når man sidder alene i et badekar i næsten 2000 m. højde. En lyd ude fra hotellets gang får mig til at kigge op. Jeg kan lige skimte min blå og hvide Banesto-trøje, der ligger på gulvet i stuen. Den virker lidt sørgelig, som den ligger der. På den ene side har jeg ikke lyst til at være alene, men samtidig kan jeg heller overskue, at resten af familien skulle komme tilbage. Jeg prøver igen at retfærdiggøre min beslutning overfor mig selv. Retfærdiggøre, at jeg en time tidligere havde smidt min cykel i bagagerummet på min moster og onkels bil og var blevet kørt til toppen af bjerget. Jeg prøver at genkalde mig den anstrengelse, der fik mig til at give op… Måske i et naivt håb om at erkende rigtigheden i beslutningen. Det lykkes ikke og som jeg sidder der og begynder at småfryse lidt føler jeg mig som en stor taber!” 

Unavngivet

Historien er fra 1997 og stedet er Alpe d’Huez. Jeg har, som jeg tidligere har skrevet om i et indlæg, forsøgt at cykle til toppen af dette mytiske sted. Vi startede i Bourg d’Oisans, der ligger ved foden af bjerget og gik igang med at bestige det på vores cykler. Jeg var fortrøstningsfuld og var ikke i tvivl om, at jeg ville nå toppen. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne følge med min far og min fætter, der også skulle cykle op men jeg var da sikker på at komme før min mor! Eller sådan troede jeg ihvertfald. Det gik godt i starten! Jeg klør på og finder et fornuftigt tråd og får rundet de første par sving. Men det varer højst 5-10 minutter. Så kan jeg mærke benene syre til og jeg står næsten stille. Stigningsprocenten er på 12-13% på dette sted. Jeg hiver desperat efter vejret og kan mærke angsten begynde at presse sig på. Jeg opdager at jeg ikke har haft nogen realistisk forestilling om, hvor hårdt dette ville blive. Jeg hiver hårdere i styret. Jeg nærmest slås med min cykel i en komisk udstilling af mit hysteri. Så overhaler min mor mig. Jeg har cyklet 2-3 km. og blot nået 5 af de 21 sving på vej til toppen. Jeg nægter at kommentere hendes opmuntrende bemærkning, da hun passerer mig! 500 meter senere er det slut! Jeg kører ind til siden, da jeg ser bilen holde parkeret i vejsiden. De smider cyklen ind bagi og imens sætter jeg mig stille ind på bagsædet. Jeg mumler noget om, at jeg ikke kunne få vejret. Jeg kan ikke huske, hvad de svarede og dybest set er det også ligegyldigt. Det var jo løgn, at jeg ikke kunne få vejret men jeg kunne ikke få mig til at fortælle sandheden. Jeg kunne ikke sidde her på bagsædet af den grå Toyota og fortælle, at jeg havde opgivet fordi jeg havde ondt af mig selv!

Marco Pantani - Alpe d'Huez (1997)

Marco Pantani – Alpe d’Huez (1997)

I løbet af de sidste 18 år har jeg engang imellem tænkt på denne dag. Den har nogle gange fyldt mig med med bitterhed over ikke at havde fuldført. Når jeg har fortalt om det, var det oftest med en belejlig omskrivning af sandheden. “Ja, jeg har cyklet på Alpe d’ Huez” eller “Dengang vi cyklede i Alperne”. Det er noget vrøvl! Jeg har aldrig sagt det som det rigtigt er: “Jeg gav op midt på Alpe d’Huez fordi jeg syntes det var hårdt og havde ondt af mig selv!” Sådan var det og sådan skal det fortælles. Det kan måske lyde, som et livslangt traume, der er på kanten til at være behandlingskrævende. Det er det ikke! Det er en oplevelse, som jeg ikke længere skammer mig over. Den er en del af mig.

De sidste par år, har jeg tænkt oftere på den end før. Jeg minder mig selv om den. Jeg husker mig selv på den følelse jeg havde, da jeg sad alene i badekarret og fortrød min beslutning bitterligt. Jeg husker mig selv på den tomhed, det var at sidde sammen med resten af familien om aftenen og høre dem fortælle begejstret om deres sejr. Høre dem fortælle om, hvor fedt det havde været at gennemføre. Men mest af alt bruger jeg historien til at huske mig selv på, at selvom det er i orden at erkende et nederlag, så vil jeg aldrig igen give op, fordi jeg har ondt af mig selv!

På lørdag skal jeg løbe halvmarathon i Skagen. Jeg har løbet masser af halvmarathons tidligere. Men jeg har aldrig løbet et halvmarathon, som det jeg skal løbe om to dage. Jeg har aldrig presset min krop, som jeg kommer til den dag. Jeg ved, at det bliver hårdt. Jeg ved, at det kommer til at gøre ondt. Jeg ved, at jeg får lyst til at sætte farten ned eller stoppe helt. Men jeg ved også, at jeg bliver ved! Jeg ved, at jeg kommer til at give mig fuldt ud og presse min krop alt hvad jeg kan. Måske er det nok? Måske er det ikke? Men jeg kæmper og bider tænderne sammen! For den skuffelse, jeg oplevede dengang på det bjerg i Frankrig, vil jeg ikke byde mig selv igen.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at jeg nåede 8 sving den dag i juli på Alpe d’Huez. Det var 13 for lidt. Men når jeg tænker tilbage på det i dag, er det hverken de 8 sving jeg trods alt nåede eller de 13 sving jeg manglede jeg husker på. Det er oplevelsen dagen efter. Det er dagen, hvor ryttere i Touren skal køre op af bjerget. Vi er på vej ned for at finde en plads og heppe på dem. Vi har cyklerne med. Solen skinner og stemningen er fantastisk. Da vi har fundet en plads i vejsiden cykler jeg lidt ned af bjerget med min far. Vi snakker om episoden dagen inden. Jeg siger ikke så meget. Jeg er skuffet og jeg er bange for, at han også er lidt skuffet. Som vi cykler der, op og ned af bjerget, opdager jeg at det her kan jeg sagtens. At jeg uden problemer kan træde op af de stejle bjergsider. Jeg opdager, at havde jeg blot været i stand til at bide tænderne sammen og fortsætte blot 1 km. mere dagen forinden, havde jeg været forbi det værste stykke. At resten af vejen ville jeg sagtens kunne have klaret. Lige i det øjeblik er jeg glad for at få en smule oprejsning og jeg rejser mig optimistisk i sadlen og træder til. Det jeg husker lige nu og forsøger at minde mig selv om er, at selvom det er hårdt lige nu og at jeg har lyst til at give op, så lader jeg være. For lige om hjørnet, i det næste sving måske, flader det altid ud og den berusende følelse af at gennemføre og vinde over sig selv forandrer en for altid!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *