Lidt om den store plan og den lille nervøsitet

“Der er både noget meget mærkværdigt og samtidig noget uskyldigt over fuglene, som de går der hen over stranden. Jeg stopper, helt uden at tænke over det, op og betragter dem. Gang på gang piler de ud mod brændingen med en uforklarlig dødsforagt og uden noget synligt formål. Hver gang bølgerne brydes og skyller op på stranden undviger de i sidste øjeblik blik og vender tilbage til sikker afstand – blot for at gentage det hele en gang til. Det er et fascinerende syn. Det minder mig om dengang i 4. klasse, da Lars og jeg afprøvede hvor hårdt vi kunne slå på glasset til skolens brandalarm uden at den gik igang. Måske leder fuglene bare efter føde, der bliver skyllet på land. Men det er som om de er drevet af en lyst til at bevæge sig på kanten, hvor der hele tiden er en masse på spil. At selvom alternativet ville være knap så stressende og farefuldt, så ville det samtidig også være for kedeligt og på en måde giver det mening!”

Rødhus strand

Rødhus strand

Stranden ligger i Rødhus og denne lille oplevelse udfoldede lørdag aften på min løbetur langs vandet. Resten af familien spiller yatzy hjemme i sommerhuset. Jeg kan godt lide at spille det, men jeg hader at tabe. Strålerne fra den lave sol blænder mig og jeg løber næsten i blinde. Fødderne synker en smule ned i sandet for hvert skridt jeg tager. Stranden er næsten øde bortset fra en mand, der lufter sin hund – og så mig! Omgivelserne er perfekte. Jeg kan godt lidt lyset og de lavthængende skyer, der engang imellem bryder efterårssolen. Men selvom hele dette sceneri nærmest er idyllisk at løbe i og burde kunne berolige alle, vælter tankerne rundt i hovedet – tanker om kulhydrater, negative splittider, opvarmning, race plan og alt muligt andet. Men mest af alt begynder jeg at kunne mærke spændingen stige og fornemme tyngden af det pres jeg har lagt på min egne skuldre. Det er ikke noget nyt! Jeg har været her før og det giver mig en ro. Men det føles alligevel som at træde ind til en eksamen, først fange et glimt af den grønne dug på bordet for derefter at løfte blikket og se censor i øjnene. Det er nu, det skal vise sig om alle forberedelserne bærer frugt! Har jeg trænet rigtigt? Har jeg trænet for meget? For lidt? Forkert? Er vægten skarp? Er benene? Svarene får jeg først på lørdag i Skagen og indtil da er det bare ventetid!

Intervaller i Brooks Pure Cadence 4

Intervaller i Brooks Pure Cadence 4

Jeg er igang med de sidste forberedelser. Beslutning om tøj er næsten taget. Jeg håber, at jeg kan nå at modtage min nye løbetrøje med logo fra Hechmann Running. Den skal jeg naturligvis løbe i så og ellers har jeg besluttet mig for at løbe i singlet. Både fordi vejrudsigten lover sol og varme på lørdag, men også fordi det at løbe i singlet altid gør, at jeg føler mig en anelse skarpere! Det store spørgsmål er om jeg skal løbe i min trofaste kompressionstights fra CEP eller jeg skal have mine nye splitshorts fra Nike på. Den beslutning bliver først taget på dagen. Derudover skal jeg have mine kompressionsstrømper fra CEP på og vigtigst af alt, mine Brooks Pure Cadence 4. Jeg var spændt, da jeg løb min første tur i de sko og var ikke sikker på, at jeg kunne vænne mig til at løbe i en mere minimalitstisk løbesko. Nu kan jeg ikke forestille mig andet! De føles godt og de ser skarpe ud. Selvfølgelig skal det være dem!

Jeg har også planlagt, hvordan jeg skal tanke kulhydrater op til løbet. Heldigvis er denne del ikke så omfattende, da det kun er et halvmarathon. Jeg kører ret præcist efter de anvisninger, som Claus Hechmann kommer med i bogen “Løb som Eliten” ift. carb-loading. Planen er, at spise normalt hele ugen og så fredag indtage en kost med lidt flere kulhydrater end normalt og så supplere dette med Vitargo. Jeg gjorde dette til Copenhagen Marathon, hvor jeg havde gode erfaringer med dette. Dagen inden et halvmarathon har kroppen brug for 8-10 g. kulhydrat pr. kilo man vejer (ved et marathon-løb er det i 3 dage op til konkurrencen). Tidligere har jeg indtaget dette igennem en kulhydratrig kost, men oplevede ved flere lejligheder, at dette gav mig mavekramper og dårlig mave og det vil jeg naturligvis helst undgå. Fordelen ved Vitargo er, at det som blandet drik forlader mavesækken virkelig hurtigt (80% hurtigere sammenlignet med normale sportsdrikke). Overordnet set betyder den hurtige mavetømningshastighed også at en blandet drik er mere skånsom for maven, da det er lettere for maven at fordøje. Under fysisk krævende aktiviteter, kan der opstå maveproblemer eller kvalme, hvis man indtager for meget kulhydrat eller hvis kulhydratblandingerne er for koncentrerede, så maven ikke kan arbejde med det. Dette undgås med Vitargo kulhydratpulver. Derudover kommer Vitargo fra stivelse og ikke sukker eller maltodextrin som mange andre produkter, man kan bruge til at carb-loade med. Simpelt sukker binder kun vand i kroppen, men bliver ikke optaget særlig godt i muskler og lever. Det er vigtigt med stivelse af høj kvalitet, hvor de komplekse kulhydratkæder bliver optaget langsomt. Vitargo kan købes hos Nu3, hvis du har fået lyst til at prøve det af.

IMG_5320

Jeg elsker min juicer!

Vægten har været en vigtig faktor op til løbet på lørdag. Mit erklærede mål var at stille til start med en vægt under 90 kilo. Det bliver afgjort fredag morgen, når jeg træder op på vægten. I sidste uge manglede jeg et kilo, så det bliver tæt, men jeg tror fuldt og fast på, at det lykkes og en skarp vægt vil i sidste ende også gøre mig hurtigere på lørdag! Jeg havde håbet, at jeg ville være i mål nu, men sådan er det ikke. Det gør ugen en anelse udfordrende imellem at finde balancen imellem at hverken af indtage for mange eller for lidt kalorier. Min juicer er kommet på arbejde og hver morgen bliver der indtaget friskpresset juice og der suppleres med et stykke frugt om formiddagen. Fredag morgen og frem til løbet skal der indtages en anden og mere kulhydratrig kost, ligesom der skal indtages masser af væske med elektrolytter. En sidste ting er, at jeg også er begyndt at drikke 2 BeetIt shots om dagen og fortsætter med det indtil lørdag morgen. Rødbeder indeholder en stor koncetration af nitrat og netop nitrat kan ifølge studier fra Exeter University være med til at forbedre ens præstation med 5-10% ved lavintensitets-træning og hele 15-20% ved højintensitets-træning. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at rødbedesaften afgiver farve i både ens urin samt igennem hele tarmsystemet, så man ikke får sig en overraskelse på toilettet!

BeetIt rødbedesaft

BeetIt rødbedesaft

Det helt store spørgsmål, som jeg har brugt en del tid på, er hvilken strategi jeg skal vælge på selve dagen under løbet. Målet er klart! Jeg skal under 1 time og 40 minutter. Det kræver et snitpace 4.43 min/km. Jeg har, på baggrund af mine oplevelser under træningen, besluttet mig for at starte ud i et pace på omkring 4.40 min/km. Det føles overskueligt at ligge i det pace og vil give mig en god fornemmelse af, hvordan benene er på dagen. Planen er at holde det pace ret konsekvent ud til omkring 15 km. Her vil der blive gjort status på om det er realistisk at skrue en anelse mere op for tempoet eller om jeg har nok at gøre med at holde mine splits. Med et udlæg i det pace bliver det også vigtigt at prioritere at få varmet ordentligt op, således at jeg undgår at komme i iltgæld senere i løbet. Det tager længere tid for kroppen at øge iltoptagelsen en vis volumen ift. ens output af kuldioxid og dette kan du modvirke ved at få pulsen op inden starten på konkurrencen igennem en grundig opvarmning. Her holder jeg mig også trofast til det opvarmningsprogram, der er angivet i “Løb som Eliten” og som sikrer, at jeg får pulsen og iltoptagelsen op i mit konkurrencetempo-niveau inden starten på løbe. Væske- og gelstrategi er som det plejer. Jeg spiser to gels lige inden starten og har to ekstra gels med på turen, som jeg indtager efter 30 minutter og 60 minutter ligesom jeg tager energidrik i alle depoter. Det kender jeg og ved at maven kan holde til uden at jeg får problemer.

4 dage tilbage!

4 dage tilbage!

Det er en stor plan med mange små elementer! De fylder alt sammen i hovedet lige nu og rastløsheden tager til. Men inderst inde ved jeg at jeg er klar! Jeg har gjort alt hvad jeg kunne og jeg er klar til den PR!

Like my page on Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *