Lidt om nyt løbeur og en grå racercykel

“Jeg kan stadig huske, da den stod hjemme i gangen og jeg så den første gang. Det var en grå SCO racercykel med gedebukke-styr, som vi kaldte det dengang. Det var min og selvom cyklen var brugt, så var det stadig en drøm, der gik i opfyldelse. Min far havde bygget den til mig. Jeg var den første på vejen, der fik en racercykel og de andre drenge var imponerede af dette grå vidunder. På en eller anden måde betød det noget, at jeg havde noget, som var særligt og som kun var mit. På vejen boede der en dreng, der hed Jesper. Han synes også, at min nye cykel var ret sej og fik naturligvis lov til at prøve en tur på den. En uge senere fik Jesper også en racercykel. Hans var ikke brugt, men derimod splinter-ny. Den var lyseblå og havde et italiensk-klingende navn, der gjorde at det rent faktisk lød som en RIGTIG racercykel. Jeg elskede min grå racercykel lige til den dag, jeg var for stor til at køre på den. Men selvom jeg stadig ikke helt kan forklare hvorfor, så døde en lille bid af magien omkring cyklen den dag jeg ikke længere var den eneste dreng med en racercykel på vendepladsen for enden af vejen.”

IMG_5081

Thomas – 6 år

For 5 dage siden købte jeg et nyt løbeur! Jeg manglede ikke et løbeur, men købte et nyt alligevel. Da jeg havde bestilt det, kom jeg lige pludselig i tanke om den her historie fra min barndom. Hvorfor var det egentlig, at bare fordi en af de nu voksne drenge havde fået et nyt ur, så skulle jeg også have det? Kunne jeg virkelig ikke være den eneste løber på vendepladsen uden et nyt løbeur? Jeg har i 5 måneder været super glad for mit Garmin Forerunner 620. Det havde ALLE de funktioner jeg havde brug for som løber – og lidt flere endnu! Derfor virker opgraderingen til Garmin Fenix 3 også som verdenshistoriens største overkill. Det er et ur, der har et hav af funktioner, som jeg virkelig skal strække mig langt for at få udnyttet. Men jeg glæder mig og det her indlæg er ikke en lang række af sløje argumenter for, hvorfor det alligevel var absolut nødvendigt for mig at eje dette ur. Det var det nemlig ikke, men jeg valgte det alligevel og jeg glæder mig til det lander med postbudet her på Schleppegrellsgade.

pd-01-lg

Garmin Fenix 3 Silver

Jeg elsker udstyr og løbegrej! Måske rettere… Jeg er endt med at elske alle former for løbeudstyr! Det var ikke lige planen, dengang jeg startede med at løbe. Der var min holdning, at det eneste nødvendige var et par sko og at min gamle Metallica t-shirt var mere end velegnet til at løbe i! Jeg havde faktisk et løbeur dengang, nemlig et Garmin Forerunner 205. Det var et levn fra et par år tidligere, hvor jeg var gået all-in på at løbetræne og tabe mig. Jeg købte et dyrt ur, løb 20-30 km. i alt med det og holdt så 2 års pause – det var serious business! Det rykkede ikke rigtig på formen dengang og ej heller vægten. Ikke i den rigtige retning ihvertfald! Derfor fortjente uret også at komme ud og blive luftet ordentligt. Så på med mine New Balance-sko, uret, mit minde fra Metallicas koncert i Forum på Death Magnetic-touren og ud af døren! Måske var det lidt en naiv tilgang, men jeg regnede jo på ingen måde med at blive bidt at det latterlige løb!

Det blev jeg! Mere end noget andet jeg før har oplevet. Så da jeg et år senere skulle flytte rundt i mit soveværelse, måtte jeg reservere to hele skuffer i kommoden til tøj og udstyr. Pludselig var jeg ejer af både væskebælte, to forskellige løberygsække, kompressionstights, et hav af forskelligt løbetøj og uret var for længst skiftet ud med en nyere model! Jeg kom ikke igennem denne oprydning uden at spørge mig selv et par gange om det nu virkelig også var nødvendigt med alt det udstyr. Svaret var egentlig ligetil: Det var på ingen måde nødvendigt. Længere er den ikke! I sidste ende flytter vi os ikke en eneste centimeter af at løbe med GPS-ur eller lange kompressionsstrømper. I sidste ende er det benene, der må tale! Men hvorfor så fylde sit liv og sin kommode med alt det udstyr?

IMG_5078 (1)

Debut i Puma Faas 500 v4

Grunden er, at samtidig med, at det ikke er nødvendigt, så er det heller ikke unødvendigt. Eller rettere sagt… Det er ikke unødvendigt for mig! Det er den måde jeg har valgt at gøre det på. Løb er min ting! Jeg gør det på min måde! Da jeg stod ved starten på Copenhagen Marathon i år stod jeg lige bag en mand på omkring 55-60 år. Han havde et par løbesko på, hvide bomuldsstrømper og en løbetøje fra et halvmarathon i Vestjylland på. Ingen væskebælte eller kompression over hele kroppen. Ingen singlet i flashy farver, der nøje matchede skoene (gæt selv hvem der havde det til gengæld!). Bare det allermest nødvendige. Jeg kiggede op og ned af mig selv og måtte erkende, at min definition af det allermest nødvendige var en anelse anderledes. Men sådan er det jo! Vi gør tingene på hver vores måde og jeg står gerne ved, at udstyr og grej er en vigtig del af mit løberliv. Jeg er yderst bevidst om, at det på ingen måde gør mig til en hurtigere eller bedre løber, men blot en gladere løber.

IMG_5031

Østre Anlæg, Aalborg

Derfor kan jeg næsten heller ikke vente på, at jeg kan få lov at teste mit nye Garmin ur af. Jeg glæder mig til at bruge en hel aften på at sidde og sætte mig ind i alle dets funktioner og mest af alt glæder jeg mig til at krydse målstregen i Skagen, stoppe tiden på uret og kigge ned og så en tid, der siger 1.39.59! Så er jeg først rigtigt i mål. For denne gang ihvertfald! For uanset hvad er jeg altid på vej!

2 thoughts on “Lidt om nyt løbeur og en grå racercykel

  • Du har helt rart. Rigtig meget udstyr er ikke nødvendigt, men det er nu rart at ha 🙂 Og så alligevel er det måske nødvendigt; for var man kommet afsted uden de nye sko, havde man presset sig selv det ekstra fordi man lige skulle nå en bestemt tid, hvis man ikke havde haft et GPSur på.

    Jeg tror udstyr motiverer, og motivation skaber resultater. Basta! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *