Lidt om sko og sko og sko

“Jeg drejer hovedet i det samme jeg kommer ind i butikken. Jeg ved præcis, hvor jeg skal kigge hen! Jeg kommer kun af denne ene grund. Alt det andet i lokalet kan ikke distrahere mig. To hurtige skridt og ned ad et trin, så er jeg der. Jeg smiler og ryster umærkeligt på hovedet, da hun spørger om jeg har brug for hjælp. Ingen hjælp! Jeg er her bare for at nyde. Mit gamle “jeg” ville kun have haft et fnys og hånlatter til overs for min entusiasme. Men lige nu suger jeg bare det hele til mig med en barnlig glæde. Det er ikke kun farverne. Ej heller er kun det funktionaliteten eller udseendet. Det er helheden. Det er detaljerne. Men mest af alt handler det om karakter og den må ikke være kedelig! Livet er for kort til kedelige løbesko!”

Lyder det overfladisk og prætentiøst? Måske! Men jeg indrømmer gerne, at jeg har en anelse diva-like tendenser, når det kommer til løbesko! Eller… det har jeg ihvertfald fået med tiden! En god løbesko, for mig, må ikke være kedelig. Der skal være farver på. Den skal have det helt rigtige udtryk og den skal NATURLIGVIS matche resten af løbetøjet. Diva? Ja da! Med to en halv uge til mit halvmarathon i Skagen er overvejelserne omkring udstyr og sko begyndt at melde sig. Jeg ved allerede, hvilke sko jeg skal løbe i! Den endelige beslutning blev taget i søndags, da jeg løb min længste tur frem mod Skagen i mine Brooks Pure Cadence 4. Jeg var en smule usikker på, hvordan de ville føles at løbe så langt i, men enhver tvivl blev gjort til skamme. Der var ingen tvivl – skoene bliver røde og gule d. 3. oktober! Søndag blev også dagen, hvor jeg bestilte et par nye løbesko og imens jeg sad og glædede mig til at modtage dem, blev jeg også lidt i tvivl om, hvor mange løbesko jeg egentlig har haft. Så her er en tur ned af memory lane!

Det første par var et par New Balance. Jeg aner ikke hvilken model det var og først da de var slidt op fandt jeg ud af, at de faktisk havde passet til min pronerende løbestil. De var lidt som ens første kys – lidt kluntet og akavet men alligevel noget man altid vil huske. De var lidt grimme og kedelige, men de var mine og det var i dem rejsen begyndte. De var med på min første tur på 5 km. hvor jeg var ved at droppe det hele i hysteri halvvejs. De var med, da jeg første gang løb 10 km. i sne til knæene og jeg følte mig OK sej! Det var i dem jeg løb mit første halvmarathon på en træningstur. De var med hele vejen og sammen voksede vi os fra ufrivillig motionist til at være rendyrket løber!

Brooks GTS Adrenaline 13

Brooks GTS Adrenaline 13

Det næste par var et par Brooks GTS Adrenaline 13. De var blå og dengang var det den flotteste sko jeg nogensinde havde set. Beslutningen om at løbe marathon var taget og turen gik derfor til Løberen for at få lavet en løbetest og vælge nye sko. De havde den flotteste, blå farve og med flabede, neon-grønne snørebånd! De er stadig mine favorit-løbesko. I dem fandt jeg ud af, at min færd i løbe-verdenen ville blive meget større end jeg nogensinde havde drømt om. De var totalt gennemblødte, da de løb over målstregen på Islands Brygge i 2014 til mit første, gennemførte marathon-løb. Selv nu, er det svært at forklare, hvor stort det var! Ikke nødvendigvis for andre, men for mig betød det alt og redefinerde, hvad jeg troede var muligt! De stod på sko-reolen i mange uger efter at de reelt var slidt op. Jeg nænnede ikke at smide dem ud og de er altid det første jeg ligger mærke til, når jeg ser billeder af mig, hvor jeg løber i dem. De er som en kæreste man aldrig helt kom sig over!

Brooks GTS Adrenaline 13 - par nr. 2

Brooks GTS Adrenaline 13 – par nr. 2

Det næste par var til gengæld lette at komme over! Det var et løbe-mæssigt one-night stand, der aldrig skulle være sket. De blev købt i euforien over at have gennemført Copenhagen Marathon 14 og den sindstilstand var åbenbart ikke god for min dømmekraft. Det var også et par Brooks GTS Adrenaline 13. Ikke i den fede blå farve og med flashy snørebånd. De var lidt for grå selvom den orange farve i det rette lys kunne virke besnærende. Jeg blev aldrig rigtig glad for dem men heller aldrig rigtig træt af dem. De løb Skagen Marathon i 2014 og det blev ikke nogen mindeværdig oplevelse for hverken dem eller mig. De står stadig ude i opgangen. Nærmest som et minde fra den kolde krig. Et minde om noget der var engang og er en del af historien, men som ingen rigtig savner.

IMG_4447

Brooks GTS Adrenaline 14

Det næste par sko blev købt på en regnvåd februar-dag. Jeg blev ved det kendte og indenfor min komfort-zone. Et par Brooks GTS Adrenaline 14. Jeg var tiltrukket af dem fra første øjekast. De så skarpe ud og var i skrigende, grønne nuancer. De så godt ud, virkelig godt ud! Det er altså vigtigt. Jeg er helt med på snakken om komfort, støtte, pronation, supination, hældrop og alt det tekniske pjat men i sidste ende er livet sgu for kort til kedelige løbesko! Dem her var ikke kedelige. Det var stadig en rigtig sofa-sko med masser af hæl og komfort, når jeg løb i dem, som jeg i øvrigt stadig gør nogle gange. Vi lignede det perfekte par. A match made in heaven men endte som et trygt, stabilt og lidt kedeligt forstads-ægtepar… Lykkelige, men en smule uforløste! Det blev til PR ved Copenhagen Marathon i år men ikke den tid under 3.50 som var målet. Tilfredsstillende, men ikke en eksplosion af lykke. Så kom skaden og med den rastløsheden og en begyndende søgen mod noget nyt. Selvom skoene stadig bliver luftet et par gange om ugen har vi mistet vores fortrolighed. Vi hilser pænt på hinanden af respekt for vores fælles historie men vi er begge kommet videre i vores liv.

IMG_5033

Brooks Pure Cadence 4

De blev mine ved en tilfældighed! Skæbnen måske? Eller muligvis bare held! De skriger fart! I forhold til mine gamle sko, var det som at sælge sin gamle Ford Mondeo stationcar til fordel for en Ferrari! Det er en klokkeklar over-scoring af mig og jeg ser på dem med lige dele beundring og ærefrygt! De var et lille, men kæmpe-stort skridt ud af min komfort-zone og det første skridt ind i en ny verden, der hedder natural running. De er røde og gule. De er lette og strømlinede. Det er Brooks Pure Cadence 4! Jeg havde en sjælden nervøsitet i kroppen, da jeg skulle prøve dem første gang. Det var følelsen af, at gå hen til den smukkeste kvinde i lokalet og kysse hende foran alle. Vel vidende at hun er way out of my league! Blot for at opdage, at det der for lidt siden virkede urealistisk pludselig gav mening. Selvfølgelig skal jeg løbe i sko men et mindre hældrop. Selvfølgelig skulle jeg droppe min hællanding og komme frem på foden. Jeg ved godt det bare foregår oppe i mit hoved, men når jeg løber i dem føler jeg, at folk vender hovedet og ser på os.

IMG_5018

Puma Faas 500 v4

Det sidste skud på stammen er mine nye Puma Faas 500 v4. Det er det første par af min løbesko i næsten 3 år, der ikke er lavet af Brooks. Det var i sig selv lidt en overvindelse. De står stadig i æsken og har endnu ikke rørt asfalten endnu. De skinner stadig ualmindelig smukt og selvom de faktisk ligner et par helt almindelige løbesko er jeg stadig vild med dem. De er uprøvede og sammen er vi uvidende om de oplevelser vi sammen skal have rundt i Aalborgs gader. Men uanset hvad er jeg slet ikke i tvivl om, at de bliver uforglemmelige. Det er næsten ligetil! Det er jo løb!

Like my page on Facebook!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *