Lidt om mentale forberedelser og lyserøde jakker

“Vækkeuret ringer kl. 7.00 og jeg slår det hurtigt fra inden hende ved siden af vågner alt for meget. Der er næsten noget rituelt over disse morgener. Egentlig kunne jeg sagtens have sovet længere og det er trods alt søndag morgen. Samtidig er det også noget uendeligt tilfredsstillende over at stå tidligt op søndag morgen – ikke fordi jeg skal men fordi jeg har lyst! Fordi jeg har et mål med det! Derfor smilede vi også til hinanden igår, da vi gik i seng og konstaterede, at klokken blot var 21.30 denne lørdag aften. Jeg siger ikke, at det er den eneste måde at gøre det på, men det er min måde og det virker for mig. Jeg lister ud i køkkenet og finder den sidste rest af pastaretten fra igår aftes og varmer den imens jeg laver en drikkedunk klar med to Zero tabs. Det her er min søndag morgen”

Solopgang over Skovdalen

Solopgang over Skovdalen

Om en time skal jeg ud på min længste tur inden halvmarathon om tre uger. I morgen starter nedtrapningen stille og roligt og den føles tiltrængt. Kroppen er træt, men på en god måde. Ikke slidt eller udmattet, men blot den behagelige følelse af træthed i alle muskler, der er kommet efter 4 uger i træk med over 60 kilometer. Turen idag ender på 22 km. og bringer denne uge op på over 70 kilometer. Det er mere end jeg nogensinde har løbet før. Så trætheden er forståelig og bliver hilst velkommen. I det store perspektiv lyder det måske ikke som vanvittigt mange kilometer og jeg kender mange, der løber det dobbelte og endnu mere, men det er meget for mig – og vi har alle hvert vores helt eget individuelle udgangspunkt at måle vores præstationer ud fra.

IMG_4951

Toppen af Aalborg v. Aalborgtårnet

Det her tidspunkt i træningen er både fedt, fordi det netop betyder at kroppen og benene stille og roligt får lidt ro og hvile men samtidigt betyder det også startskuddet til tre ugers rastløshed og tvivl. Ligesom alle de andre gange! Det er følelsen af, at der ikke er ret mange faktorer tilbage, der kan få indflydelse på slutresultatet. Det er tvivlen på, om forberedelserne har været gode nok. Det er usikkerheden om formen er god nok og om hovedet er forberedt på det, der skal ske! Inderst inde ved jeg, at jeg har gjort alt hvad jeg kan og at formen er god… Måske bedre end nogensinde før! Derfor spekulerer jeg også mest på, om den mentale del af mine forberedelse har gjort mig klar til at præstere noget jeg aldrig havde troet muligt, da jeg løb mit første halvmarathon på en træningstur rundt i Aalborgs gader. Nemlig at løbe i det pace, som er planen i Skagen og mest af alt at være indstillet på at brænde alt af den lørdag på toppen af Danmark og dø en lille smule med løbeskoene på!

“Nu kan jeg ikke rigtig trække den længere. Jeg tager løbetøjet på. CEP-tights og strømper, en sort løbetrøje og min røde vest. Væske bliver gjort klar og to gels bliver pakket for en sikkerheds skyld. Jeg kigger ud af vinduet og ser regndråberne løbe ned ad ruden. Det er en speciel følelse at bevæge sig ud i regnen uden at være særligt forhippet på det. Blot for at opdage, at det faktisk er lige her, man allerhelst vil være. Jeg mærker det med det samme – benene er gode! Rigtig gode! Jeg skal tage mig sammen for at holde tempoet nede i starten. Hun cykler lige ved siden af og den lyserøde regnfrakke lyser hele Vestbyen op. Vinden pisker regndråberne ind i mit ansigt. Det er behageligt og rensende. Det er motiverende. Jeg føler mig hård og sej. Jeg føler mig klar!”

Det helt rigtige selskab!

Aalborg blev set fra nye sider idag! Nye veje blev løbet selvom jeg jo naturligvis havde lyst til at løbe de samme ruter som altid, men er glad for beslutningen! Turen gik godt og endte på 22,5 kilometer. Der var overskud hele vejen og skønt selskab. Men alligevel føltes det lidt som at inviteret til den forkerte fest, da jeg løb hen ad Fyensgade, der var mennesketom, og tænkte på at 24.000 løbere var ved at gøre sig klar på Østerbro i København. Jeg nåede lige at blive ramt en smule af følelsen af at være en kæmpe nørd, da jeg som det første efter at være kommet ind i lejligheden, tænder for TV’et for at se Copenhagen Half Marathon! Men definitionen af en nørd er jo netop en med en kæmpe interesse for et bestemt emne og det vedkender jeg mig gerne! Derudover vil jeg naturligvis ikke gå glip af denne kæmpe løbefest i København og er for altid imponeret over at se elite-feltet løbe overjordiske tider og ikke mindst at se så mange mennesker samles om en fælles lidenskab, nemlig at løbe. Jeg læste for nyligt, at løb er der, hvor vi, i modsætning til at gå, mister jordforbindelsen og i ganske få hundrededele af et sekund flyver og da jeg ser alle de mange tusind løbere på Frederiksberg Alle giver disse ord pludselig mening.

Uovervindelig - næsten!

Uovervindelig – næsten!

Lige nu ligger jeg i sengen og skriver løs på min ipad. Ordene kommer nemt og let men jeg kan samtidig mærke at jeg er distræt. Træt og distræt. Trætheden er blevet min trofaste følgesvend, der fortæller mig, at jeg har arbejdet godt og hårdt. Distrætheden kommer af at skrive om turen idag og alle de tanker, der lige nu fylder ift. mit kommende mål. Tankerne og overvejelserne om nedtrapningen, der starter i morgen med en hyggelig tur rundt i Aalborg med den nystartede løbeklub Aalborg Runners med det mere ligetil navn, AaRun! Men også alle de andre små og store tanker. Hvilket tøj skal jeg løbe i på dagen? Hvad med carb-loading? Hvilken pace-strategi skal jeg vælge? Hvad med gels? Hvad med væske? Hvad med hovedet? Især det sidste fylder mere end jeg har lyst til at indrømme! Min krop fortæller mig, at jeg har alle forudsætninger for at løbe en skarp tid i Skagen. Men nogle gange har mit hoved ikke opdaget dette og fortæller mig stadig, at den slags tider er andre forbeholdt. Det er de ikke! Det er mit og lige nu handler det om at have modet til at række helt ud efter det med risikoen for at fejle fuldstændig! Det er hvad jeg selv har sat på spil og i sidste ende handler det om, at der ikke er andre valg hvis jeg skal blive den bedste version af mig selv!

Like my page on Facebook!

2 thoughts on “Lidt om mentale forberedelser og lyserøde jakker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *