Lidt om monotoni, trailsko og lyskryds

“Vinden er usædvanligt kold denne morgen og jeg kan mærke den trænge igennem min tynde løbetrøje. Det gør ikke noget for jeg ved, at jeg om lidt får varmen. Klokken er halv seks og der er noget uendeligt ensomt over Hobrovej denne morgen. Egentlig synes jeg at vejen ud gennem Skalborg mod City Syd er gabende kedelig og har alt for mange lyskryds, men jeg løber den alligevel igen og igen. Det er ikke tilfældigt og handler ikke om mangel på fantasi. Det er bevidst og en del af det rum jeg skaber for mig selv.  Et rum, hvor jeg kan lukke mig ind og blive. Det er lige der, hvor monotoni møder uendelige gentagelser. Det er lige der, jeg gerne vil være – og helst alene! Det handler ikke om ensomhed for jeg vælger det selv. Jeg kan jo bare løbe en anden vej. Men jeg er lige der, hvor jeg allerhelst vil være!”

Måske lyder jeg som en virkelig asocial og ensom løber, men faktisk er det ikke tilfældet. Jeg synes det er super hyggeligt at løbe sammen med andre og nyde løbeturene på den måde. At opleve den ene kilometer efter den anden forsvinde imens man enten snakker om alt mellem himmel og jord – eller bare løber sammen uden at have behov for ord men i stedet kan dele oplevelsen i stilhed. Det handler ikke om ensomhed, for jeg vælger det jo selv. Jeg kan altid få selskab og for mig er der stor forskel på at være ensom og alene.

Brooks Pure Cadence 4 + Limfjorden

Brooks Pure Cadence 4 + Limfjorden

Derimod søger jeg bevidst imod tiden alene på mange af min løbeture. Det er især de lange ture, hvor jeg elsker at skabe et rum, hvor jeg kan bevæge mig ind og blive i lang tid. Jeg har tidligere haft en tendens til at “springe” rundt til forskellige ting uden rigtigt at fordybe mig i det. Det har været et overfladisk forhold til det at dyrke motion og uden en egentlig lyst eller kærlighed til det jeg beskæftigede mig med. Det handlede om at få det overstået så hurtigt, let og smertefrit som muligt. Dette forandrede sig, da jeg begyndte at løbe. Jeg lærte at holde af det og endte med at elske at løbe.

Derfor har jeg også haft brug for, at fordybe mig i dette og kun dette. Derfor søger jeg bevidst den monotoni, der ligger i at løbe de samme steder 4-5 ruter gang på gang. Det er ikke kedeligt og selvom man, måske med rette, ville kunne påstå, at jeg burde bevæge mig uden for min komfortzone, så handler det om en mental proces for mig. Ikke om at gøre løb uinteressant og kedeligt, men om at kunne blive i øjeblikket og lukke mig inde i dette rum uden at lukke andre ude. Det er ikke kun en teknisk ide, men også en filosofisk indstilling. Jeg finder megen motivation i at flytte min fysiske grænser, men i høj grad også at flytte mine mentale grænser. Men mest af alt om at være i det, udholde det, nyde det, smertes af det og elske det!

IMG_4625

Udsigt ved Hasseris Enge

Dette opnår jeg i høj grad, når jeg kan tage det monotone og ensformige og gøre det til mit. At vende til noget positivt, hvor jeg vokser og udvikler mig og hvor jeg finder motivation og glæde. Hvor jeg kan skabe et rum, der er helt mit eget. Jeg hører f.eks. altid den samme musik på mine lange ture. Det er altid Jørgen Leths karakteriske stemme med baggrundsmusik af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig i “Vi Sidder Bare Her“. Jeg kender hvert et ord og hører dem i mit hoved inden han fortæller om hans første forelskelse, at danse eller at spise en gråpære. Det er soundtracket i det univers jeg bevæger mig ind i og hvor jeg elsker at være. Nogle vil måske kalde det kedeligt, men for mig grænser det til mindfulness. Det er lige i det mentale rum jeg har allermest lyst til at være!

Jeg har et par gange overvejet om jeg skulle købe et par trailsko og løbe en tur i skoven. Nyde naturen og nogle andre indtryk end dem jeg møder i Aalborgs gader. Tanken kan, i visse øjeblikke, tiltale mig men jeg ved godt inderst inde at det ikke bliver en realitet. Den variation, som andre nyder i forhold til at løbe og dyrke motion i det hele taget og som jeg beundrer dem for at kunne finde en ro i, vil for mig blive en forstyrrelse. Det vil flytte fokus fra det jeg vil og har lyst til. Det er ikke det rum jeg har brug for at være i. Jeg elsker at mærke skoene mod asfalten på de veje jeg har løbet masser af kilometer på og kunne løbe i søvne. Det er der jeg har brug for at være. Det er der jeg bliver bedre. Det er lige der, at jeg mærker hvorfor jeg elsker at løbe.

Dette er min tilgang til at løbe. Den er vidt forskellig fra mange andres og den er hverken mere rigtig eller forkert end andres… Den er bare min! Jeg kan dog rokkes. For nyligt løb jeg for første gang igennem Karolinelund, der er blevet kulturpark, og nostalgien på dette sted hvor mindet om den gamle forlystelsespark stadig står skarpt, tiltalte mig meget. Jeg kommer helt sikkert til at løbe her igen. Men ellers nyder jeg at søge ud alene op opleve de samme steder igen og igen. Det er min ting. Det er den måde jeg løber på. Det er sådan jeg bliver den bedste løber jeg kan blive. Næste indlæg er skrevet af en gæste-skribent der har det FULDSTÆNDIG omvendt!

Like my page on Facebook!

5 thoughts on “Lidt om monotoni, trailsko og lyskryds

  • Jeg har vist sagt det før, men hold op hvor du skriver godt! Jeg forundres gang på gang over at du skriver de ting jeg tænker og hvordan jeg har det …..jeg kan bare ikke finde ud af at sætte ord på det. Jeg løber altid de samme 3 ruter, mest kun de 2 og jeg elsker at løbe alene. Det er ren meditation for mig og jeg er i min helt egen verden. Det er der jeg mentalt forbereder mig på diverse svære ting i livet.

  • Altså, jeg synes jo, du går glip af virkelig meget ved ikke at løbe i skoven bare en sjælden gang imellem 🙂 Selv løber jeg(når jeg ikke er skadet) både i byen, på landet og i skoven, og det er altså ikke, fordi jeg elsker at skifte rute. Jeg løber også de samme steder igen og igen, men mine skovruter kan bare noget helt særligt. Der er ingen biler, ingen støj, og jeg møder kun få andre mennesker. Det giver en fantastisk ro og et runners high, som forstærkes af at være omgivet af alt det grønne. Min aller-aller-aller-yndlingsløberute er i mit barndomsområde i skoven langs Mariagerfjord – vand og træer(og også helst lidt solskin)er en vidunderligt smuk kombination.

    Jeg løber desuden ikke i trail sko. Selv når det er mudret, klarer mine Brooks Glycerin det ok. Efter at være flyttet til Aalborg, løber jeg i Lyndby Krat. Der er dejligt kuperet, og som bonus betyder det, at de 42+ km i både København og Berlin føles latterligt flade 🙂

    Jeg har lige opdaget din blog i dag. Den er super fin. Så tak fordi, du gider skrive.

    • Tak for det Mette og fedt at du gider læser med! Det betyder rigtig meget!

      Jeg ved godt, at det kan virke lidt firkantet at jeg holder mig til det samme men det er lidt en del af min rejse indtil videre. Har faktisk løbet lidt i Lundby Krat da jeg arbejder i Gistrup men er rigtigt hjemme midt i trafikken og larmen – lige der finder jeg sjovt nok ro!

      Gå endelig ind og giv min Facebook-side et like! Så får du automatisk besked når der er nye indlæg 👍🏻

      • Jeg er faktisk ikke så meget til Facebook, så jeg bruger det mest, fordi det er nødvendigt for at kunne passe mit arbejde optimalt. Men jeg følger med på Bloglovin’ i stedet for 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *